Avantgarden i kirke?

»Jeg vil skrive kritisk om det manglende forhold mellem kirke og kompositionsmusikalisk avant garde, for ret beset er kirken utrolig relevant for avantgarden, når vi ser bort fra det kedsommeligt pæne, dyrkelsen af det borgerlige og af nogle kristeligt dogmatiske sandheder afskåret fra epoken«, skriver NILS HOLGER PETERSEN præst og komponist. Artiklen konkluderer at avantgardemusikken kunne have en god grobund i kirken.

Der er vist mange, som, når der fra tid til anden dukker et lille pip op i den kulturelle debat fra et mere eller mindre kirkeligt hold, blot trækker på skuldrene. Og når pip'et er et virkelig seriøst forsøg på at forbinde den kirkelige-kristne tradition med .nutidige kulturelle og filosofiske tankebaner i øvrigt, så betragtes det som teologen K. E. Løgstrup udtrykker det ironisk i indledningen til sin Metafysik IV:

Set med epokens øjne, når dens blik er blidest, vil denne bog tage sig ud som en vigende hærs
bagtrop der udkæmper en tilbagefægtning, inden hær og bagtrop forsvinder ud i anakronismens mørke.(1)

Men - fortsætter Løgstrup - epokens øjne hvad er det for øjne? Vi ved noget om den epoke, vi tilhører. Vi ved, hvordan den har været (og er) splittelsens og ekspertvældets epoke, vi ved det, og vi er vel også kritiske over for epokens mangel på fællesholdning, politisk, kulturelt og samlivsmæssigt. Ungdomsoprøret i slutningen af 60'erne og Christiania er blandt de tydeligste reaktioner på at leve i et samfund og i en epoke, hvor kampen for den private, familiære lykke eller for den private, individuelle magt og succes er langt mere dominerende end et folkeligt og kulturelt fællesskab. Epokens karakteristiske træk genfindes i musiklivet - i dets politiske strukturer og, hvad der måske er mindre beagtet, selve den frembragte musik.

Hele musikhistorien er en lang række af reaktioner mod tidligere tiders indsnævrende bånd, og i så henseende var dette århundredes store opgør med romantik og tonalitet både befriende og nødvendigt. Men på en sær måde har det ført til en teknokratisk og afsondret situation for den såkaldte kompositions-musik - også uanset de senere (mere pletvise) opgør med de serielle traditioner. Denne situation er det nødvendigt at se i sammenhæng med samfundets opstykning i selvstændige dele, der hver nidkært vogter over deres uafhængighed og professionelle kompetence. Så kritiske vi kan være i politisk bred forstand, så blændede er vi dog af det moderne teknologiske paradis og af fornuftsdyrkelsens 75-watts pærer, at vi ikke gør op med opdelingen i tilværelsen, og så vi uhyre sjældent kan se metafysik og religion på anden måde end gennem denne epokes mikroskoper. Ungdomsoprørets tanker om at alt hænger sammen(2) og nyreligiøse bølger har næppe ført til meget mere end individuelle trips, der sandt at sige - så interessante og så optøende de også kan være - ikke bli'r andet end undtagelser, der bekræfter det moderne samfunds mangel på vilje og evne til at tage tilværelsens grundlæggende spørgsmål op og til at leve med dem: død - liv, tilintetgørelse - skabelse, moral -frihed, skyld - tilgivelse, og tiden. Tiden selv er blevet klemt fast mellem fortid og fremtid som et lille latterligt punkt, hvor alt opleves som fragmenter og øjeblik - og hvor former, samlede former med begyndelse og ende også er undtagelser. Musikken er i denne epoke mere blevet symptom på afmagten i sin afspejling af tilværelsens sammenhæng. Og dog er der i den reaktion mod serialisme og mod atomiseret musik, der i Danmark begyndte i slutningen af 60'erne (samtidig med ungdomsoprøret) tegn på det modsatte, men svagt, forsøgsvis og ofte kun i gåseøjne. Tegn på relevansen af en metafysik bag kompositionsmusikken nu.(3)

Jeg skal ikke prædike i almindelig forstand her, skønt jeg nægter helt at skelne, men jeg vil skrive om musikken i dag og dens forhold til kirken. Jeg vil skrive kritisk om det manglende forhold mellem kirke og kompositionsmusikalsk avantgarde, for ret beset er kirken utrolig relevant for avantgarden, når vi ser bort fra - hvad jeg ikke et øjeblik vil drømme om at bestride er dens måske kvantitativt mest fremherskende ansigt - det kedsommeligt pæne, dyrkelsen af det borgerlige og af nogle kristeligt dogmatiske sandheder afskåret fra epoken, ikke blot af epokens egne fordomme, men også af tykke lag af manglende bevidsthed om, hvad mennesker tænker og har tænkt, føler og har følt i årevis og af manglende følsomhed. Kirken er ikke identisk med sit statistiske gennemsnit, ligeså lidt som musik kan bedømmes statistisk eller epokens karakteristik kunne findes ved afstemning.

I. Avantgarden og æstetikken

Hvem udgør egentlig avantgarden? Vi er ikke inde på størrelser, der i den forstand kan defineres objektivt. Avantgarden afgrænser vel for det meste sig selv, men på den anden side absolut ikke tilfældigt. Som en ikke helt forkert tilnærmelse gælder vel, at avantgarden er den - eller de - strømning(er), der reagerer mod de for tiden etablerede. Men hertil kommer dog en afgørende æstetisk vurdering!

Billedet er i vor tid særlig uklart, fordi reaktioner sætter ind med så korte intervaller. I folkelige kredse vil 12-tonal musik og dens efterkommere under et regnes for avantgardemusik, og serialismen og den materialeorienterede modernisme oplever sig selv som avantgarde samtidig med at reaktionerne herimod gør det samme! Kulturkampe og æstetiske fejder er kendte i historien, men at de foregår i et norm-mæssigt vakuum som nu for tiden er ganske enestående. Metafysik er - som berørt i indledningen - omtrent et uartigt ord for tiden, og findes der nogen almen metafysik - som der næppe er mange, der faktisk vil vedkende sig åbent, så går den på, at alt er relativt, og det er musikkens værdi og plads også. Enhver bli'r salig i sin tro, og smag og behag er forskellig. Hver enkelt avantgardistisk gruppering vil fornægte den relativering og vil snarere tale om historiske nødvendigheder, hvad der kan udtrykkes nu, og hvordan. For æstetisk holdning hører med til overhovedet at være avantgarde.

Men den folkelige holdning om smag og behag har i virkeligheden smittet så meget af på også avantgarden og hele kulturlivet, at det ikke længere er muligt i fuldt alvor at hævde sine æstetiske opfattelser som andet end netop opfattelser. Æstetik er blevet et subjektivt anliggende på samme måde som og nøje sammenhængende med, at vi oplever, at musikkens opgave er at udtrykke kunstnerens personlige følelser eller i hvert fald personlige udsagn ind i kultursituationen.

Modernismens krav om ny objektivitet gennem frihed fra det romantiske udtrykspres og gennem en holdning, der i høj grad gik på fremlæggelse af konkret og objektivt konstaterbart nyt hørbart materiale er alligevel blevet subjektiviseret gennem det statistiske. Første gang nyt materiale lægges frem er det muligt at opfatte det som noget objektivt. Men når det bli'r til metode, dukker spørgsmålet op, hvilke nye klange er interessante og hvorfor? Udvælgelse og hvilken form gives disse klange, og hvilke relationer til traditionen og omverdenen er afgørende? Og så forkætret udtrykket i hvert fald i visse kredse teoretisk har været, så er det dog med det samme i praksis dukket op ad bagdøren. På samme måde er friheden fra traditionen hurtigt underlagt en bundethed til nyhedskravet. Jo mere det i modernismen har drejet sig om nye klange og nye strukturer, jo mere sidder man fast i et originalitetspres og dermed i sidste instans i et udtryks-mæssigt konkurrenceræs.(4)

Kort sagt har modernismens tilsyneladende objektivitet ikke ændret den æstetiske vurderings og heller ikke kunstens egen subjektivitet. Den er i vort samfund kulturelt givet med den metafysiske relativisme. Diskuteres spørgsmålet, om beatmusik, klassisk avantgardemusik eller melodi grand prix er »bedst«, så vil de specialiserede musikæstetikere, komponisterne og kritikerne, der kan argumentere for kvaliteten i én slags musik frem for en anden, uhjælpeligt komme til kort over for det banale og uargumenterende: Jeg kan altså bedre li' ... For hvordan kan man grundfæste en æstetik, når man lever i et samfund, hvor det meste og i hvert fald det æstetiske folkeligt set er totalt relativt?

Når æstetikken vil tage sig selv alvorligt, så må den selv foretage sin egen ophøjelse til absolut norm, for hvem skulle ellers - og dermed mister den for det første folkelighed og for det andet (og det er banesåret) bli'r den i og med sin selvophøjelse til én blandt andre anskuelser.

Men avantgarden er ligeglad, ikke sandt? Den kan bare afsondre sig og leve sit liv i en lille enklave af samfundet, hvor dens æstetiske normer dyrkes og er sande, og hvor avantgarden får lov at ha' sin betydning. Og så kan den have lov til at håbe på, at den betydning på en eller anden måde siver ud til resten af folket - eller den kan frygte gradvis at forstene, forvitre eller på en eller anden måde at blive til intet. Den kan forskanse sig og regne sig for den sande flaskepost i vor tid (Adorno) og under alle omstændigheder består den af små solotrips på samme måde som de fleste i avantgardismens verden betragter kirkens eller kristendommens små pip rundt om som de sidste individuelle rester af en arrieregarde.

Det pudsige er, at set med kommercialismens - og måske med størstedelen af folks, ja med epokens - øjne, der ser avantgarden slet ikke så forskellig ud fra kirken og de individuelle religiøse trippe-re. Den gamle seriøse musiks sidste arrieregardes sidste hyl i trompeten inden den gamle verden for alvor går under.

Hvor let er det at kende forskel på arrière- og avantgarde? Og er der altid forskel?(5)

Det kan med andre ord næsten synes som om der - om ikke andet -er et slags problemfællesskab mellem kirken og den såkaldte kompositionsmusik i den kulturelle position. Hvor avantgardismens påstand om at sidde inde med æstetiske sandheder måske kunne lignes med kirkens påstand om at sidde inde med religiøse sandheder. Men allerede det er dog at gå ind i problematikken på det moderne relativistiske splittede samfunds præmisser. Man kan ikke holde linierne adskilte i virkeligheden. Æstetiske sandheder kan ikke paralleliseres med religiøse sandheder, de kan ikke skilles fra hinanden! De æstetiske sandheder hænger sammen med det politiske (det er siden ungdomsoprøret en forholdsvis accepteret tanke inden for avantgardismeverdenen), men det er stadig forunderlig kontroversielt, at de også gør det med det religiøse! Det religiøse, fordi æstetikken kun kan grundes i metafysikken - og fordi den overordnede struktur, en metafysik lægger ind over tilværelsen, nødvendigvis afspejles i æstetikken. Musikken frem til ca. 1800-tallet er præget af en kristen æstetik i vor kulturkreds, men selv om den gradvis brydes op derefte(6), så er der principper i det æstetiske reaktionsmønster, som næppe kan tænkes uden på baggrund af kristendommen.

For mig synes det i hvert fald helt indlysende, at æstetik ikke kan begrundes i erfaringer - i naturvidenskabelig forstand, mens det er vigtigt, at metafysikken selv må stå i et åbent dialogisk forhold til naturen - til f.eks. eksperimenter. Metafysik og naturvidenskab behøver ikke at stå i modsætning til hinanden. Den modsætning er en moderne opfindelse, bl.a. opstået fordi naturvidenskaberne ønskede at være metafysiske kvaksalvere. Den ægte dialog hænger sammen med, at det er en sand metafysiks væsen ikke at være et færdigt system - ikke at fastlåse sig i en afrundet cirkel, der ikke kan brydes ind i udefra. Men den påstand om metafysikken har jeg fra kristendommen! Og det svarer ganske til modernismens og avantgardens bedste fænomener - for jeg kan i baghovedet næsten høre nogen vånde sig ved at læse, at avantgarden skulle sidde inde med æstetiske sandheder. Pelle Gud-mundsen-Holmgreen og Ib Nørholm udgi'r sig ikke for at ha' patent på de æstetiske sandheder!

Og på ganske samme vis vil kirken - hvor den ikke er forstenet som den værste Darmstadtideolog - da heller ikke drømme om at hævde, at den skulle eje sandheden. For sandheden er Guds. Parallellen er kun, at kirken forvalter en tradition, der lever og altid har levet med den kristne tro -og på ganske samme måde forvalter kompositionsmusikken en tradition af musik, der i sit udspring er uløseligt knyttet til den kristne kirke.

Man kan i dag - jeg havde nær sagt naturligvis - vælge sin metafysik efter behag. Også hvad det angår er vort liv indrettet efter Brugsens og Irmas forbillede. Man tager det dåsefabrikat, der passer en bedst -hvad skulle man da også ellers? -og vi tager den metafysik, der passer os bedst; og har vi slet ikke lyst til suppe i dag, så spiser vi oksesteg - og har vi ikke lyst til metafysik, så nøjes vi med relativismen. Men vi kan ikke vælge vor tradition. Den er givet, og dermed er også kompositionsmusikkens knyttethed til kristendommen og kirken givet.

Og hvad så? Skal denne tilknytning høres - skal komponisterne nu redegøre for deres eksistentielle valg af metafysik og/eller religion? Det må de naturligvis selv om. Det drejer sig ikke om at ville kigge komponisterne eller nogen andre efter i sømmene hvad angår tro, holdning eller andet indre. (Og det skal man i hvert fald ikke gøre med begrundelse i kristendommen, skønt det ofte er forsøgt). Interessen i at diskutere disse spørgsmål udover det rent teoretisk-æstetiske har med koncertsituationen at gøre.

II. Koncertformen, komponisterne og kirken

DUT arrangerede de første dage i november en minifestival med tysk og dansk avantgardemusik i samarbejde med radioen H- den vesttyske Deutschlandfunk. Ved koncerten d. 1. november om aftenen på musikkonservatoriet hørtes et kolossalt værk af den tyske komponist Walter Zimmermann for klaver solo: Beginners mind. Det er et værk der lever både teoretisk og også praktisk musikalsk af en zenbuddhistisk metafysik - og det var meget meget interessant at opleve. Allermest hæftede jeg mig ved, hvor besynderligt det var at opleve et sådant værk ved en »almindelig« koncert, der med sit præg af elitedyrkelse, med succes efter en fremragende opførelse (som det rent faktisk var med den unge tyske pianist og komponist Michael Obst), gør det absurd at ville indpasse et værk af modsat kunstnerisk og livs-anskuelsesmæssig holdning, der her udsættes for vurderinger, der er selve værket helt fremmed, såsom: Er musikken god, interessant, kedelig, er der indhold i den etc. Det minder lidt om den måde eksotiske landes kultur pakkes i museums-bidder - eller i supermarkedsbidder - så familien Danmark kan få en smag Latinamerika til forret eller dessert.

Dette skriver jeg ikke for at kritisere Walter Zimmermann. For hvis han overhovedet vil have mennesker til at høre sin musik, lades der ham næppe andre udveje. Men det siger noget om også koncertformens sammenhæng med metafysikken, og at den relativisme som er forudsætningen for den nuværende koncerttype ikke alene har sin problematik, men at den så at sige kun muliggør komposition på bestemte præmisser. Og godt nok er der i de senere år eksperimenteret med koncertformen, men kun i meget beskedne glimt, og som regel med tryk på formen, dvs. noget egentligt opgør med forudsætningerne for den herskende koncertsituation har der ikke været meget af. Så meget desto mærkeligere som den tradition, den vesterlandske musik hører så uløseligt sammen med, bestemt ikke svarer særlig godt til den eksisterende koncerttype og musikformidling i dag.(7)

Musikken i vor kulturkreds har udgangspunkt i gudstjenesten. Selv når den - hvad den da også gjorde i middelalderen - udøvedes i andre mere verdslige sammenhænge, så var det inden for et univers, der hang meget tæt sammen med kirken og gudstjenesten. Kirken og kongemagten var de to middelalderlige poler i samfundet, der ikke altid gik lige let i spænd sammen, men man havde ingen vanskelighed med at tænke sig dem sammen. Man opfattede nok visse (også kunstneriske) gøremål som verdslige, men universet var dog et hele. Det verdslige var ikke modsat det kirkelige, men snarere underlagt kirkens overordnede strukturering af samfundet. Derfor var der intet anstød over, at kirkelig og verdslig musik i det væsentlige var ens, på samme måde som der ikke var den afstand mellem rituelt og sagligt sprog, vi oplever nu. »Guds fred« kunne i lige høj grad være gudstjeneste-sprog som daglig hilsen - og det modsvarede, at gudstjenesten blev oplevet som en funktion, der hørte med til dagliglivet, i høj grad også uanset ens personlige tros- eller fromhedsforhold. En skelnen hører først til i fuldt mål efter reformationen, skønt man givet også før den har været strengere med krav til den musik, der direkte skulle anvendes ved gudstjenesten.

I dag kan man se problematikken om verdslig og gudstjenstlig musik i forvirringen omkring kirkens koncerter. Kirken som koncertgiver er på mange måder en absurditet, skønt den historiske udvikling har gjort det til en given sag, at koncertvirksomhed hører til kirkens udadvendte ansigt. Det hænger sammen med, at samfundet er blevet verdsliggjort i en sådan grad, at den almindelige koncertform ikke længere kan yde den kirkelige musik retfærdighed-jvnfr. ovenfor om det zen-buddhistiske værk ved en DUT-koncert, og desuden hænger det sammen med, at i et samfund, der i stigende grad betragter sig selv som aldeles fjernt og uafhængigt af kirken er det nødvendigt for kirken at understrege, at også kulturlivet - samfundslivet i det hele taget er inden for kirkens horisont, at kirken ikke vil se sig selv som et isoleret kulturfænomen. Men kirken har selv store vanskeligheder ved at finde sine ben, når den indbyder til koncert. For er det så et gudstjenstligt fænomen i udvidet forstand - og indebærer det en vurdering af, hvilken musik der kan spilles ved en kirkekoncert? I hvor høj grad er det her væsentligt at sondre mellem koncerter i kirkens egentlige rum og koncerter i andre af kirkebygningens lokaler? Bør man skelne mellem gudstjenstlige koncerter og så koncerter, der hører under et mere oplysende og debatskabende virke - i den Grundtvigske tankegang, at man først må vækkes som menneske, for at kristendommen overhovedet kan give mening?

Der er mange synspunkter inden for kirken, der jo hos os på ingen måde taler med én stemme, svarende til, at der er mange fronter. En af disse fronter er kulturelt interesserede, som blot ser en chance for at få fat i billige - og som regel fremragende koncertlokaler og evt. del i nogle økonomiske midler, som trods deres beskedenhed dog findes i den kirkelige administration også til koncertvirksomhed. Men som ikke finder det umagen værd at respektere denne kulturinstitutions (hvad kirken jo altså også er) særart, dens mangel på relativisme.

Det er ret naturligt, at kirken heroverfor må gøre opmærksom på, at kirken ikke har en almindelig kvantitativ gennemsnitsinteresse i hvad som helst. Efter min opfattelse gerne koncerter med et hvilket som helst indhold, men da i et arrangement, der ikke lader nogen i tvivl om, hvad meningen er med arrangementet - dvs. enten positivt som gudstjenstligt fænomen, eller negativt som kulturkritik netop over for den gennemsnitsagtige, supermarkedsprægede kvantitative kulturpolitik, der ellers er dominerende. Men der går for mig at se også en front over for de kirkelige kredse, der føler, at det kulturkritiske ikke er kirkens sag, og som i overensstemmelse hermed kun vil den positive gudstjenestlige side af sagen. Her er det væsentligt at understrege (med den Grundtvigske tradition), at alt, der er vigtigt for mennesker - politik, kunst, hvad som helst bør kunne tages kritisk (i positiv og negativ forstand) op i kirken.

Endelig er der en front overfor en forstening af, hvad de gudstjenst-lige krav til musikken skal bestå af. Det vil jeg behandle i det sidste afsnit i denne artikel, og med hensyn til kirkekoncerter i bredeste kirkeligt-kulturelle forstand lade tankerne her munde ud i et spørgsmål til komponister om ikke der var noget at bruge kirkekoncerttypen til -musikalsk. Endelig en koncerttype, der står for noget. En chance for at spille op mod andet end koncertlivets sædvanlige vat!

III. Gudstjenstlig musik

Den gudstjenstlige musiks forstening er oplagt, når kravet til den går hen og blfr udelukkende tra-ditionsbestemt - når det kun er et stilistisk krav og ikke et krav om at være med i gudstjenestens liv og på dens præmisser. Gudstjenesten selv bør forholde sig dialektisk til sin egen historie - og det må så også gælde gudstjenestemusikken.

Et løst blik på gudstjenestemusikkens historie er nok til at slå fast, at kirken og komponisterne siden det 18. århundrede kun pletvis har været i stand til at forny gudstjenestemusikken. Mere eller mindre velkvalificerede enkeltstående bidrag hist og pist og i den danske musikhistorie i det sidste århundrede Laub som det eneste virkeligt afgørende bidrag - resten svarer til billedet af de religiøse små trip i den næsten forsvundne arrieregarde! Men det problem kan kirken som institution ikke løse. Det hænger sammen med sækulariseringsprocessen og kunstens krav om autonomi særlig siden 1800-tallet.(8) Derfor er der en dobbelt udfordring her. Til kirken og til komponisterne.

Kirken må åbne sig og være villig til at høre nyt - og til at gå ind i en dialog også med komponister om gudstjenestens musik. Den dialog er nok pletvis ved at være tilstede -om ikke andet så af nød, fordi kirkens forankring i en historisk tradition efterhånden ikke kun er en styrke, men også et problem - en belastning for kommunikation med epoken. Og er det svært at løse det problem afbalanceret - tradition over for fornyelse, så kan der også skabes helt nye gudstjenesteformer omkring musik, der er således beskaffen. En sådan gudstjeneste bygget op om et stykke musik har jeg oplevet i Kassel(9) og i min egen kirke har jeg været med til at arrangere en sådan omkring Karsten Vogels musikalisering af H. C. Andersens »Vinden fortællerom Valdemar Daae og hans døttre« for fortæller og jazz-trio. Fortællingen er i sit indhold helt i overensstemmelse med Kingos salme »Sorrig og glæde de vandre til hobe«. En gudstjeneste over Vogels stykke fik vi ved ganske enkelt at synge Kingos salme bagefter - stilistisk fungerede det helt rigtigt i betragtning af Vogels anknytning til en folkelig musikalsk tradition og salmens visemelodi - yderligere understreget ved at jazztrioen spillede til salmen i stedet for orglet.

Et problem er det, at den avancerede kompositionsmusik ikke altid er til at forene med kirkens folkelige tradition. Det gælder i høj grad, om der er tale om at indpasse ny musik i den eksisterende gudstjenesteform. Det arbejder jeg selv med(10) - og selv om kirkens tradition i stigende grad er blevet ufolkelig, så er kravet om folkelighed et centralt krav, ikke af populari-tetsgrunde for kirken, men som et krav indefra, fordi den faste gudstjeneste ikke bør være elitær, men være kirkens kunstneriske ramme om fællesskabet om evangelium, dåb og nadver. Kunstnerisk er nok i den forbindelse et misforståeligt ord, men vil nærmest dække, at der er tale om en form og et indhold, der må høre sammen. Oprindelig er gudstjenestemusikken - f.eks. den gregorianske sang - ikke komponeret af individuelle kunstnere, men opstået i en religiøs og kunstnerisk tradition, hvor hvert enkelt bidrag er sket i små skridt og uden nogen prætention om at være et personligt kunstnerisk udtryk.

Kirkens og gudstjenestens udfordring til komponisterne går altså ud på at give afkald på et krav om au-tonomitet. Skønt det, at musikken kan stå alene, naturligvis ikke i sig selv er noget galt - for det gælder da i allerhøjeste grad mange af de »store« kirkekomponister. Men kravet om under alle omstændigheder at skulle og måtte præstere en autonom musik må gudstjenestekomponisten give afkald på.(11) Og måske er det »offer« netop nu i den musikalske situation omtrent en befrielse -jvnfr. opgørene med det romantiske kunstnerideal, modernisme-debatten og også den mere eller mindre pluralistiske holdning i 60'ernes og 70'ernes (og 80'ernes?) opgør i ny dansk musik.(12)

Det kan også godt være, at man må give afkald på andre formentlig i høj grad konkurrencebetonede forestillinger, når det drejer sig om at lave musik til gudstjenestebrug. Skal musik altid skabes af en enkelt (ensom?) komponist? Den kollektive kompositionsproces kunne tænkes at være et værn mod det altfor personlige næsten vanemæssige udtrykskrav; til gengæld er der nok store vanskeligheder forbundet med en sådan kollektiv kompositionsform p.g.a. netop bindingen til at skulle have »sit eget« igennem. I betragtning af, hvor mange komponister, der f.eks. som organister har et forhold til kirken, er det egentlig forbløffende så lidt dens udfordring sætter sig spor i kirkens og kompositionsmusikkens hverdag. I DUT's bestyrelse - som godt nok ikke er udtryk for noget dækkende i den forbindelse, men måske statistisk siger noget alligevel, er der af 13 medlemmer 5, der enten har - er - eller er på vej til en professionel beskæftigelse inden for folkekirken. I et rituelt såvel som metafysisk og kunstnerisk vakuum, som vi lever med i dag, synes jeg det må være en højst frugtbar udfordring, der materialiserer sig i kirken og gudstjenesten, for dem, der kan forholde sig positivt til vores musikkulturs tradition.

Og er forholdet negativt - måske præget af epokens øjne hvad kristendom og kirke angår, da kan man i hvert fald af kirken provoke-res til at tænke over, hvad dette vakuum, vi metafysisk lever i, så må fyldes af, om det ikke må være en kristen metafysik. For at være vare på hylden i det supermarkedsagtige kultursamfund, det kan vel egentlig ingen komponist med antydning af æstetiske målestokke være tilfreds med? Om ikke andet kunne det være spændende at møde en æstetik grundlagt på en marxistisk metafy-sik(!), der ikke alligevel i bund og grund var afledet af den kristne kulturs grundværdier.

Fodnoter:

1. K. E. Løgstrup: Skabelse og tilintetgørelse, Metafysik IV. Gyldendal, Kbhvn. 1978.

2. Se f.eks. Notater om ungdomsoprør og teologi. Kirkehistoriske Samlinger 1975, p. 173-217. Forfattet af Jørgen I. Jensen og en gruppe teologistuderende.

3. Se f.eks. min artikel-anmeldelse udfra Jørgen I. Jensens bog Sjælens Musik: Sjælens Musik - hos Augustin - og en nutidig musikalsk metafysik? Dansk Musik Tidsskrift, nr. 5 marts 1980, p. 261-64. Jeg har desuden behandlet samme problemstilling i følgende 3 artikler, der på visse punkter uddyber eller lægger op til betragtningerne i denne artikel:

a) Musik — kirke - tradition, Organist-Bladet, nr. 4, april 1980, p. 97-108.

b) Den tvetydige sækularisering - musikken i det tyvende århundrede - belyst ved hjælp af Thomas Manns roman Doktor Faustus, Kredsen, nr. 2-3, 1978, p. 64-79.

c) Musikken og den kristne forkyndelse Kommer i Kredsen foråret 1982.

4. Se igen her de under 3) nævnte artikler for en nærmere uddybning.

5. Læs i den forbindelse teologen Ole Jensens artikel »Ritual og menneskeværd« i skriftet Danmark NU, nr. l, Kbhvn. 1980 p. 8-10. Ole Jensen skriver her bl.a. om kirkegang: »Det er her, man lidt flot kunne kalde vanekirkegang en revolutionær aktivitet, et korrektiv til bestående tab, en revolutionær feinschmeckerkunst, et led i en nødvendig revolutionær konservatisme.« Men læs selv hans argumentation!

6. Se artiklen under 3. c).

7. Se artiklen under 3. a), samt DMT-ar-tiklen under 3.

8. Se artiklen under 3. a) og c).

9. Musikken af Siegfried Reda - se under 3. a).

10. Se under 3. c).

11. Jvnfr. Thomas Manns Doktor Faustus -se f.eks. under 3. b).

12. Se under 3.