Lad os få et elektronmusikstudie i Danmark!

Rapport til Statens Musikråd

Det af Statens Musikråd pr. 20.2. 1979 nedsatte udvalg til behandling af spørgsmål omkring elektronmusikken i Danmark skal herved afgive følgende responsum. Forud for nedsættelsen af udvalget har musikrådet i skrivelse af 18.9. 1978 til en række danske musikinstitutioner opstillet følgende kommisorium:

at beskrive de eksisterende forhold omkring elektronmusikken i bredeste forstand i Danmark, dvs. produktion, formidling, forskning og undervisning inden for området.

at undersøge mulighederne for koordination og bredde i udnyttelsen af eksisterende og kommende faciliteter, herunder samarbejde imellem de implicerede institutioner.

at beskrive retningslinjer for en samordnet planlægning af elektronmusikkens fremtid i Danmark.

at fremsætte forslag vedr. kanaliseringen af bevillinger, vedr. kriterier for anskaffelse og anvendelse af materiel samt vedr. formidlingsmuligheder.

Kort efter nedsættelsen havde udvalget et møde med musikrådets formand med henblik på en nøjere drøftelse af kommisoriet. Der var imidlertid fuld enighed om at bevare ovenstående formulering.

Udvalget har afholdt i alt 31 møder, 11 i foråret 1979, 9 i efteråret 1979 og 11 i perioden 1.1.1980 til dato. I forbindelse med sit arbejde har udvalget udsendt ca. 350 spørgeskemaer til medlemmer af Dansk Komponist-forening, musikere og komponister inden for den rytmiske musik og andre potentielle brugere af elektroniske faciliteter. Desuden har vi indhentet oplysninger om udstyrsbestanden ved, så vidt vi er orienterede alle danske produktionssteder. Udvalget har derimod ikke ført forhandlinger med de styrende organer ved uddannelsesinstitutionerne med henblik på drøftelser af specielt kommissoriets punkt 2. Dette hænger sammen med, at udvalget ikke har fundet det hensigtsmæssigt, at disse institutioner involveres i ledelsen af kommende studie-faciliteter. Af hensyn til overskueligheden har vi valgt at formulere vort responsum som en forholdsvis kortfattet rapport, der indeholder udvalgets konklusioner og argumenterne for dem, samt en række appendices af mere teknisk og dokumentarisk karakter.
Finn Egeland Hansen,
Kenneth Knudsen,
Bent Lorentzen

Dele af rapporten publiceres her i bladet i de grå felter.

[Næste dele af rapport til Statens Musikråd findes i artiklen »Hvad skal vi med elektronmusik?« af Gunner Møller Pedersen hhv. s.75, 77, 79 og 80 ]

Dette er en polemisk præsentation af det materiale, Statens Musikråd skal sætte sig ind i, før det tager beslutning om et elektronmusikstudie i Danmark. Den er polemisk, fordi jeg allerede har taget stilling: Jeg finder det utilladelig provinsielt, at Danmark mangler et veludstyret professionelt studie til ikke-kommerciel brug. Med »veludstyret« sigtes der ikke på nogen luksus, men såmænd bare på, at studiet skal være på internationalt niveau. Hvis ikke, kan man formentlig lige så godt droppe hele sagen. En hjælp til dansk elektronmusik må manifestere en kraftig markering og tro på, at Danmark har mulighed for en sådan udvikling i kompositionsarbejdet med elektronmusik, som man har set eksempler på i Sverige og Finland. Alle citater er naturligvis korrekt gengivet, om end indramningen er polemisk, og det tillader jo læseren at danne sig sin egen opfattelse af de forskellige institutioners standpunkter.

Finn Egeland Hansen, Kenneth Knudsen og Bent Lorentzen har indgået i det udvalg, som har afgivet en rapport til Statens Musikråd. Her går vi direkte ind i rapportens anden del, et »forslag om oprettelse af et statsligt studie under Statens Musikråd«.

Udvalgets præmisser

Nedenstående forslag til etablering af et statsligt studie (herefter Studiet) under Statens Musikråd er baseret på følgende præmisser:

1. Den elektroniske musik har vist, at den har så stor anvendelighed og såtmange kunstneriske muligheder, at udvalget anser det for vigtigt, at danske kunstnere får muligheder for at arbejde med den under rimelige forhold, herunder får mulighed for at være med til at forme dens fremtidige udvikling. Spørgsmålet, om der bør etableres elektronmusikalske faciliteter, er således for udvalgets vedkommende på forhånd besvaret bekræftende. Det afgørende spørgsmål er hvordan?

2. Udvalget mener, at den rytmiske musik og kompositions-musikken på det elektroniske område har så megettfælles, at det både er en acceptabel og tilrådelig løsning, at de to musikformer får fælles studiefaciliteter.

3. Vi anser det for meget vigtigt, at de kommende faciliteter bliver så attraktive og etableres på et så højt plan, at de tåler sammenligning med de større udenlandske studier.

Studiets status

Udvalget foreslår, at der oprettes et statsligt elektronmusikstudie under Statens Musikråd. Hvorfor et nyt studie og ikke udbygning af et af de eksisterende?

Idet etablering af et avanceret elektronmusik-studie er en ret bekostelig affære, er det næppe realistisk at satse på, at et land på Danmarks størrelse har mere end ét. For dets formelle status tegner sig en række muligheder. Man kunne tænke sig at entrere med et af de kommercielle studier og etablere en fast lejeordning. Naturligvis skulle det pågældende studie forpligtes til at anskaffe nødvendigt ekstra udstyr til produktion af elektronmusik. Der er imidlertid flere argumenter mod en sådan ordning. For det første er de kommercielle studier primært indrettet som optage-studier, og der skal virkelig store investeringer til at udvide et sådant til et elektronmusik-studie. Det er derfor et spørgsmål, om en lejeordning, vil blive billigere end oprettelsen af et specifikt elektronmusik-studie. For det andet vil der opstå problemer om fordelingen af studietid til elektronmusik-aktiviteterne og studiets øvrige aktiviteter.

En anden mulighed ville være at udbygge et af studierne ved undervisningsinstitutionerne (DL H, Aarhus Universitet eller konservatorierne). Heller ikke denne løsning vil være tilfredsstillende. Der vil for det første blive store pladsproblemer, og fordelingen af tid mellem institutionens egne aktiviteter og den udadvendte funktion som »offentligt« studie vil også være vanskelig at løse. Det største problem vil dog nok være af administrativ og styrelsesmæssig art, først og fremmest i forbindelse med bemandingen af studiet.

HEMS (Holstebro Elektronmusik Studie) er en selvejende institution, og det ville ikke volde de samme administrative problemer at udbygge HEMS til landsdækkende stats-studie, idet dog forholdet til Holstebro Kommune, der p.t. betaler en tredjedel af studiets drift, må forudsiges at kunne give problemer. Når vi ikke i udvalget har fundet det nødvendigt at undersøge disse forhold nærmere, skyldes det, at en udbygning af HEMS til et stort landsdækkende studie må afvises på grund af studiets geografiske placering. Allerede nu er det klart, at aktivitetsniveauet ved HEMS er præget af dets beliggenhed.

Konklusionen på ovenstående er, at et statsstudie må opbygges fra grunden og placeres centralt, dvs. i København.

Hvorfor administrativt under Statens Musikråd og ikke under en eksisterende statsinstitution?

Det er afgørende for Studiets drift, at dets økonomi er baseret på offentlige tilskud og kun i meget begrænset omfang på egne indtægter. At binde studiets økonomi sammen med rammebevillingen for en uddannelsesinstitution vil være uheldigt, idet institutionernes skiftende styrende organer alt for let vil kunne beskære driftsmidlerne til sådanne eksterne aktiviteter.

Det kunne overvejes at placere Studiet administrativt under Danmarks Radio. Det er imidlertid en forudsætning for en frugtbar udnyttelse af et elektronmusikstudie, at komponister og musikere kan arbejde under frie og kreativitetsfremmende forhold. Det er udvalgsmedlemmernes personlige erfaring, at sådanne forhold ikke findes i Danmarks Radio, der har sin styrke i store musikproduktioner, hvortil der foreligger et traditionelt partitur.

Studiets geografiske placering

Der er tidligere (1.2) argumenteret for, at Studiet bør placeres i København, en placering, der sikrer, at flest muligt har lettest mulig adgang til Studiet. Ved placeringen bør endvidere tages de videst mulige hensyn til, at der kan skabes et kreativitets-fremmende miljø omkring Studiet.

Lige som rapporten er jeg gået ud fra, at elektronmusikken bør styrkes i Danmark. Men jeg vil slet ikke gå ind på, om rapportens forslag er det bedst tænkelige (- det undersøger Gunner Møller Pedersen i en artikel på side ). Jeg tager for givet, at Danmark skal have et elektronmusikstudie, og så har jeg undersøgt forskellige musikinstitutioners stilling til sagen.

Dansk komponistforening

Dansk Komponistforenings mening har naturligvis stor betydning, og fra deres udtalelse til Musikrådet om rapporten citerer jeg det centrale afsnit.

Komposition

Elektrofoni som kompositorisk disciplin fører fortsat en meget tilbagetrukket tilværelse i Danmark, til trods for dens fremtrædende andel i film- og fjernsyns-musikken. Dette skyldes naturligvis for en dels vedkommende de meget stærkt begrænsede produktions- og uddannelsesmuligheder, men hænger desuden sammen med Danmarks Radios begrænsede aktivitet på området. Den vedlagte værkliste vidner om, at interessen hos komponisterne har været til stede, trods de begrænsede muligheder.

I denne situation er det vigtigt, at der gives muligheder for kompositorisk arbejde på enkelt og grundlæggende niveau, og under uforpligtende former. Hvis der, som udvalget foreslår i sin rapport, oprettes ét stort studie, vil det medføre, at komponister, der ønsker at arbejde med elektronisk komposition, må kunne løsrive sig fra andre forpligtelser og engagementer for i perioder helt at kunne hellige sig elektronmusikken, - medmindre de bor i nærheden af studiet. Elek-trofoni bliver i så fald et speciale for et mindretal af komponisterne. En udvikling i lignende retning kan iagttages i Sverige, hvor elektronmusikken har udviklet sig i delvis isolation fra det øvrige musikliv.

Ønsker man derimod at muliggøre fremvæksten af en dansk elektronmusikalsk tradition, integreret i det øvrige musikliv i Danmark, må kompositionsmu-lighederne i den nuværende situation først og fremmest gives på det mere elementære niveau, som svarer til uddannelsesniveauet inden for elektrofonien i øjeblikket. Desuden må de gives under former, der tillader en søgende og eksperimenterende arbejdsform, smidigt administreret og integreret i komponistens øvrige aktiviteter.

Dansk komponistforening finder, at disse muligheder bør gives i form af oprettelsen af flere mindre elektronmusikstudier, selvejende men i nært samarbejde med andre musikinstitutioner rundt i landet. Først når elektronmusikken indgår som et naturligt led i landets musikliv, vil der findes det nødvendige grundlag for et stort og veludstyret dansk elektronmusikstudie på internationalt niveau.

Denne udtalelse bekymrer mig i høj grad. Jeg har derfor stillet nogle spørgsmål til Henrik Colding-Jørgensen, fungerende formand for DKF. For at sætte hans svar i perspektiv har jeg indskudt spørgsmål til Lars-Gunnar Bodin, komponist og studieleder ved EMS (Elektronmusikstudion) i Stockholm. Jeg synes, man skal sørge for at drage nytte af de -ofte dyrekøbte - erfaringer, svenskerne allerede har gjort!

HG: Jeg må undre mig over, aï Komponistforeningen, som skulle forsvare kompositionsmusik-kens høje ambitioner, kan gå ind for »det mere elementære niveau«. Der står ikke ét ord om den teknisk kvalificerede, kunstnerisk højtstående elektronmusik? Hvorfor vil Komponistforeningen ikke støtte denne?

HCJ: For Dansk Komponistforening drejer det sig i den øjeblikkelige situation om at sikre elektronmusikkens eksistens i Danmark, ikke kun som special-kunst for nogle få eksperter, men integreret i det øvrige musikliv. Det »mere elementære niveau«, som nævnes i Komponistforeningens bemærkninger af 24.2. 1981, skal ikke beskrive båndsløjd i gymnasieskolen eller lignende foranstaltninger, men kunstnerisk produktion med analogt og spændingsstyret apparatur (synthesizere, 8-spors båndoptagere osv.). Dansk Komponistforening anser det for vigtigt, at sådanne produktionsmuligheder etableres snart i offentlige studier. På grund af den yderst sporadiske uddannelse i elektrofonisk komposition er der næsten ingen danske komponister, som behersker digital programmering eller egentlig computer programmering af elektronisk musik; nogle flere - men stadig ikke mange -kan overskue store synthesizers og mangesporsteknik; medens flertallet af komponister i mange år fremover vil have brug for enklere faciliteter, hvis de skal kunne skabe elektronmusik. På et højt plan, såvel hvad angår teknisk standard som kunstnerisk niveau! Derfor er det vigtigt, at vi i denne situation starter med mindre elektronmusikstudier. Hvis muligheden for mindre anlæg rundt omkring i landet ofres til fordel for et nationalt prestigestudie, vil det naturligvis være et stort fremskridt for den elektronmusikalske elite; men det vil også samtidig forstærke elektronmusikkens isolation i det danske musikliv.

HG: Er gode studiemuligheder en forudsætning for gode værker?

Lars-Gunnar Bodin: Ja. Kvalitetskravene er øget på grund af konkurrencen fra populærmusikken. Et fuldt professionelt analogstudie ligner faktisk et rockstudie. Flere seriøse komponister kræver i dag samme ressourcer som de, der har penge at betale med. Og jeg forstår dem, hvorfor skulle de ikke få samme muligheder? HG: Kan man se nogen sammenhæng mellem EMS-studiets oprettelse og kvaliteten af den svenske elektronmusik? LGB: Sverige har en stærk ung generation. Dér er der en stor forskel på Sverige og Danmark. I Sverige er der gode muligheder for at arbejde med elektronmusik, allerede på Musikh Og-skolan i øvrigt, og i Danmark er mulighederne begrænsede. Naturligvis er der en sammenhæng! Der er også en reserve af begavelser blandt rockmusikerne.

HG: Hvem har skrevet Komponistforeningens udtalelse? Er foreningens bestyrelse kvalificeret i sagen? - der er jo ikke et eneste medlem af bestyrelsen der er decideret elektronmusikkomponist. Hvorfor har man ikke søgt råd hos en elektronmusikkomponist ved udarbejdelsen af udtalelsen?

HCJ: Dansk Komponistforening har til opgave at varetage samtlige komponisters interesser, og vi har i denne sammenhæng anset det for væsentligt at betragte den danske elektronmusik som en integreret del af det nyskabende musikliv, og ikke som en speciel opgave for »deciderede elektronmusikkomponister«.

HG: Komponistforeningen mener, at elektronmusikken i Sverige har »udviklet sig i delvis isolation fra det øvrige musikliv« (se udtalelsen ovenfor). Erdeten beskrivelse, du kan acceptere?

LGB: Elektronmusikken er ikke mere isoleret end instrumentalmusikken. Snarere tværtimod. Det kan man se på publikum. Der kommer sågu ingen punkere til kvartetkoncerter! Men det betyder måske heller ikke så meget ... Og der foregår en hel del: Weekendfestival i Göteborg, forslag til arrangementer i Skinnskatteberg, Kumla ... Rikskonserter har elektronmusik med i sin satsning på ny musik. Det vigtige er, at der findes både undervisning og kompositionsmuligheder. Hvis man kun har råd til en af delene, er produktionen det vigtigste, ellers går udviklingen i stå.

HG: Eftersom 80% af Danmarks komponister bor på Sjælland, skulle det jo i sig selv være en god anledning til at placere et studie i København, hvis man vil have at mange komponister skal bo i nær heden af studiet. Men det synes Komponistforeningen åbenbart ikke?

HCJ: I Danmark findes ét elektronmusikstudie, som er åbent for alle komponister: Holstebro Elektronmusikstudie. HEMS blev oprettet som kommunalt studie i 1967, men ændredes i 1977 på Dansk Komponistforenings initiativ til selvejende institution, som drives for offentlige midler. Studiet har vist sin berettigelse ved en stadig voksende søgning, hvad der har overbevist os om, at der er behov for yderligere et antal lignende studier fordelt ud over landet, - altså også et i København.

HG: Er det realistisk at tænke sig »flere mindre elektronmusikstudier« i Danmark, som kan holde den nødvendige høje tekniske og kunstneriske standard?

HCJ: Udgifterne til hvert af de regionale studier bliver antagelig omkring l/5 af udgifterne til et nationalt prestigetudie.

HG: Ville det komme til at fungere, det med »oprettelsen af flere mindre elektronmusikstudier«?

LGB: Jeg tror ikke på det. De, som vil arbejde, vil ikke være tilfreds, hvis studiet er for lille. Der er jo et studie i Holstebro, men der er ingen konflikt i det at have et lokalt studie og et centralt. De kan jo ganske udmærket komplettere hinanden. I Sverige mangler vi nu f.eks. et lokalt studie i Göteborg. Men de fleste af komponisterne bor jo i København, ikke?

HG: EMS har fået et nyt analogstudie. Ville det være noget for os?

LGB: Det er omtrent i samme størrelsesorden og ligger på linie med forslaget, som jeg husker det. Det er helt professionelt. Man kan ikke bygge et analogstudie på særlig mange forskellige måder. Komponisterne er tilfredse! Studiets kalender er propfuld! Vi fik l million fra departementet og sparede selv sammen til de øvrige ca. 160.000 kr., som var nødvendige. Men vi har ikke noget indspilningsstudie som det danske forslag.

HG: Kan forskellige komponist-typer arbejde i studiet uden alt for mange hindringer?

LGB: Vi har løst problemet sådan, at vi har et analogstudie og et digitalt. Men de, som er interesseret i live-elektronik, har vel ikke så meget at hente.

HG: EMS har haft mange problemer tidligere. Er fødselsveerne overstået nu?

LGB: Ja. Trods den almindelige økonomiske stramning på næ sten alle områder har vi fået et nyt tilskud på 3,1 millioner til en ny datamaskine. Når den er fuldt udbygget, vil fire kunne arbejde med den på samme tid.

Konservatorierne

Hvis ikke et nationalt studie skal være frit i luften svævende, så er dets basis vigtig. Uden undervisning i elektronmusik vil udviklingen efter alt at dømme ikke blive tilfredsstillende. Musikkonservatoriets fællesråd er ikke just entusiastisk, men på den anden side heller ikke negativt indstillet til elektronmusikken. Hvorom alting er, så vil man ikke satse på den. Her citeres det centrale afsnit fra udtalelsen af 10. februar til Musikrådet:

Fællesrådet er af den opfattelse, at elektronmusikken ikke - eller i hvert fald endnu ikke - entydigt kan siges at have etableret sig på den centrale plads inden for kompositionsmusikken, som man i 50'erne måske kunne have forventet det efter de banebrydende eksperimenter, der dengang blev foretaget af en række af tidens førende komponister. De afsnit i rapporten, som omhandler dansk elektronmusik og elektronmusikkens udvikling, rokker næppe afgørende ved denne opfattelse.

Hermed være ingenlunde sagt, at man frakender elektronmusikken aktuel interesse - eller underkender de væsentlige impulser, der er udgået fra dette område. Tværtimod finder man afgjort, at det hidtil har indtaget for tilbagetrukken plads, hvilket skyldes, at man på konservatorierne kun i beskedent omfang har haft rådighed over eller adgang til de nødvendige tekniske faciliteter. Hertil kommer de endnu uoverskuelige konsekvenser, som computerteknikken indebærer; måske vil denne teknik give stødet til en afgørende ny udvikling, ikke bare på det kompositoriske, men eventuelt tillige på det musikpædagogiske område, (eksempelvis gennem bedre og billigere udstyr til undervisning i »lydsløjd«) - en udvikling, som det selvsagt er af den største interesse for konservatorierne at kunne deltage i. I princippet kan fællesrådet derfor støtte tanken om en intensiveret indsats på elektronmusikkens område.

Imidlertid mener man, at der i den øjeblikkelige ressourcemæs-sige situation er andre felter inden for musiklivet, som bør prioriteres højere end etablering af et statsligt elektronmusik-studie. Man skal derfor foreslå, at der i første omgang satses helhjertet på en koordineret og dermed forbedret udnyttelse af allerede eksisterende faciliteter, herunder også Danmarks Radios, og at der skabes bedre stipendiemuligheder for interesserede komponister og pædagoger med henblik på studier og arbejde i udlandet.

Dette giver naturligvis ikke svar på alle spørgsmål, der kan rejses i denne sammenhæng, og specielt ville jeg vide, om man havde haft kendskab til visse fakta, inden man kom med sin udtalelse. Jeg henvendte mig til Tage Nielsen, rektor ved Det jyske musikkonservatorium og p.t. formand for Musikkonservatoriernes Fællesråd. Han begynder med at give m baggrund for udtalelsen, inden lån kort svarer på mine spørgsmål.

TN: Fællesrådet har i februar udtalt sig om elektronmusik-udvalgets responsum. For helt at forstå sagen er det vigtigt at kende baggrunden for udtalelsen. Baggrunden er først og fremmest en bevidsthed i fællesrådet om den ressourceknaphed, der gør sig gældende mange steder i musiklivet. Et par enkelte eksempler: den store mangel på kvalificerede pædagoger, lokaler og instrumenter på store dele af musikundervisningsområdet; manglende uddannelsesmuligheder for rytmiske musikere og pædagoger; beskæringen af konservatoriets budgetter på henved 25% i årene 1975-80 med det resultat, at et meget stort antal højt kvalificerede ansøgere hvert år må afvises. Disse forhold må tages i betragtning ved en bedømmelse af rådets udtalelse, som ikke er udtryk for en negativ holdning til elektronmusikken. Tværtimod støtter man tanken om en intensiveret indsats på området. Blot har man altså skønnet, at der i den nuværende ressourcesituation er andre problemer, der trænger sig på, forud for investeringen af millionbeløb i et statsligt elektronmusikstudie. Bl. a. derfor har man foreslået, at der i første omgang satses helhjertet på en koordineret og dermed forbedret udnyttelse af allerede eksisterende faciliteter. HG: På populærmusikkens område er den elektronisk fremstillede musik inde i en eksplosiv udvikling. Tror du ikke, det er vigtigt for de seriøse komponister at holde trit her, elektronmusik er jo 'vor tids musik' på en speciel måde?

TN: Jo.

HG: Som du måske ved, er presset på det fuldt professionelle studio på Musikhögskolan i Stockholm ret så stort, bl. a. fra vordende musiklærere. Ikke mindst fordi synthesizeren er blevet et popinstrument. Men det er seriøse komponister, der underviser i elektronmusik, og så kan man orientere om, at synthesizeren kan være mere end en variant af elorglet. Tror du ikke, at popmusikken ender med at dominere dette område fuldstændig, hvis der ikke i Danmark er muligheder for at arbejde helt professionelt med elektronmusik?

TN: Jo; det kan der sikkert være en fare for. Tilføjelse: i spørgsmålene hentydes der flere gange til situationen i Sverige. Det må nok erkendes, at fællesrådet ikke har været tilstrækkelig orienteret om svenske forhold. Men i så henseende har der nu heller ikke været megen hjælp at hente i elektronmusik-udvalgets responsum, hvis argumentation i det hele taget forekommer ret indforstået.

HG: Nej, elektronmusikken vil ikke komme til at erstatte instrumentalmusikken, som man vel forestillede sig det i 5O'erne, men jeg synes, Fællesrådets udtalelse undervurderer betydningen af elektronmusikstudiet som et nyt instrument. Seriøse komponister må da være interesseret i den kontrol, man i et studie kan udøve over alt det, der sker i musikken. Ogf.eks. i Sverige findes der mange eksempler på, at også selve måden at tænke instrumentalmusikalsk på kan blive påvirket. Hvorfor skal man i Danmark stå og mangle dette instrument, hvorfor skal man lade sig nøje med noget halvprofessionelt?

TN: Jeg mener ikke, at man i fællesrådet har undervurderet betydningen af et elektronmusikstudie (selv om man altså synes, at andre ting lige nu er endnu vigtigere). Og det har ikke været rådets opfattelse, at man skal nøjes med noget halvprofessionelt.

HG: Tror du ikke, at oprettelsen af et professionelt studie og ansættelsen af en god studieleder ville vække interessen for elektronmusik, sådan som det er sket i Sverige?

TN: Jo, utvivlsomt.

Kompositionsundervisning

Eftersom en dækkende kompositionsundervisning dårligt kan komme uden om emnet elektronmusik, har jeg spurgt Ib Nørholm, professor i komposition ved Det kgl. danske musikkonservatorium, om han deler Fællesrådets opfattelse, at der ikke bør oprettes et statsligt studie i Danmark:

IN: Jeg deler ikke Fællesrådets standpunkt. Men da situationen nok er den, at man ved at iværksætte et initiativ må skære ned på et andet, kan jeg godt se, at mit standpunkt er lidt uforpligtende. Jeg går ud fra, at Fællesrådet må have tungtvejende grunde til ikke at ville bakke tilblivelsen af et dansk studie op.

HG: Hvordan tror du, oprettelsen af et professionelt studie kan påvirke musiklivet? Jeg tænker specielt på, at du er kompositionslærer og derfor bør tage hensyn til den kommende genera tions komponister.

IN: Jegtrorprincipielt, at det er af uvurderlig betydning for musiklivet, at komponister har mulighed for at skrive, hvad de vil, og få opført, hvad de skriver. Samtidig er det nok muligt, at »tilstrømningen« til elektronmusik-værkstedet ikke synes overvældende blandt danske komponister. Det er imidlertid nok ikke et sandt udtryk for graden af interesse hos komponisterne, men snarere et udtryk for deres evne til at tilpasse sig. Det er mit indtryk, at vekselvirkningen mellem de muligheder for grænseløs eksperimenteren, som et veludstyret og velfungerende studie kan byde på, og på den anden side arbejdet med at skrive på et tungt traditionelt musiklivs præmisser vil være en sund dialektik. Efter mit skøn skal det være et produktionsstudie svarende til det niveau, der er international standard i dag. Jeg tror ikke, man kan imødekomme komponisternes interesse, hvis man på forhånd i studiets begrænsninger har indbygget en provinsialisme.

HG: Hvis der ikke kommer noget studie, hvordan skal man så skaffe eleverne undervisning?

IN: De kompositionsstuderende må have noget at vide om elektronmusikkens materiale. Hvis der ikke bliver oprettet et studie, må man som hidtil klare sig med samarbejdet med de mere eller mindre private små-studier, der findes rundt omkring, samt at de komponister, for hvem sagen er særlig magtpåliggende, kan få mulighed for at kunne arbejde i studier i udlandet. Men det er klart, at en sådan løsning også vil være bekostelig og vanskelig at arrangere.

Man kan heraf slutte sig til, at komponisten Nørholm absolut ikke er enig med komponistforeningen, også selv om heller ikke han er en »decideret elektronmusikkomponist«. Det er ikke et lille studie, man mangler, men det store, professionelle studie, som kan give Danmark en plads blandt de efterhånden mange lande, som skaber fuldlødig elektronmusik.

Musikvidenskabeligt institut, København

Man kan også fundere over, hvor elektronmusikken er placeret i uddannelsen af gymnasielærere. Erik Wiedemann, institutbestyrer, siger:

»Der er et større behov for undervisning i elektronmusik for musikskolelærere end for gymnasielærere, vil jeg umiddelbart tro. Men det er klart, at behovet er bestemt af, at der er adgang til faciliteter, og den har hidtil ikke været let. Jeg kan tænke mig, at der vil være et stigende behov også hos gymnasielærere. Synthesizeren er et interessant instrument, også fordi man kan studere klangopbygning.«

Den officielle udtalelse til Musikrådet står talsmanden for faget hørelære og auditiv analyse, lektor Inge Bruland for. Jeg citerer fra den:

Et statsligt studie for elektronmusik i København, der i lige grad tilgodeser kompositions-musikkens og den rytmiske musiks krav, vil klart kunne virke positivt med henblik på en tilfredsstillende opfyldelse af musikstudiets nuværende eksamensordnings krav. Endvidere vil eksistensen af et sådant studie kunne skabe grundlag for en udvidelse af Instituttets aktiviteter såvel på undervisnings- som forskningsområdet under forudsætning af, at pladsforholdene i studiet tillader det.

Måske må man imidlertid forudse, at den enkelte institutions adgang til et sådant studie vil få kraftige tidsmæssige begrænsninger, og at Musikvidenskabeligt Institut set fra et hørelæresynspunkt nok på den baggrund ideelt set vil være bedre tjent med en fremtidig opbygning af et mindre studie med mindre avanceret apparatur, men inden for Instituttets egne rammer.

Man begynder at skelne et mønster. Her som i alle andre udtalelser kan man se, at behovet bestemmes af ressourcerne. Ressourcerne, ved vi, er sløje for tiden, og behovet? Det bestemmes ikke mindst udefra, gennem den voksende brug af elektronisk udrustning både i seriøs og populær musik.

En enquête

I begyndelsen af sit arbejde sendte udvalget et spørgeskema ud. Dette og det faktum, at udvalget har arbejdet med spørgsmålene i lang tid, har gjort det naturligt også at stille nogle spørgsmål til Finn Egeland Hansen, udvalgets formand.

HG: Hvor mange og hvem har I sendt spørgeskemaet til?

FEH: Vi har sendt spørgeskemaet til alle medlemmer af Dansk Komponistforening og Dansk Elektronmusik Selskab. Endvidere er det sendt til et par hundrede musikere/komponister inden for den rytmiske musik.

HG: Hvordan var den almindelige tendens i svarene?

FEH: Med ét ord: positiv. Den overvejende del af svarene gav udtryk for ønsker om at kunne komme til at arbejde med elektronisk musik under rimelige forhold. Der var stor interesse for at kunne låne udstyr i en slags udstyrsbank, og der var stor interesse for kurser i brugen af det elektroniske udstyr. Ideen med en udstyrsbank optog i øvrigt udvalget meget i begyndelsen, og interessen for en sådan bank var som sagt stor, at dømme efter svarene. Når udlån af udstyr alligevel ikke spiller nogen fremtrædende rolle i den endelige rapport fra udvalget, skyldes det stigende betænkeligheder fra udvalgets side med hensyn til omfanget af de vedligeholdelsesudgifter, der vil være forbundet med en sådan ordning.

Lad os også citere et afsnit fra det mest udførligt besvarede spørgeskema. Spørgsmålet lød:

»Hvis du synes, at kendskabet til den elektroniske musik er for ringe og udbudet for spredt, hvad skulle der så efter din mening til for at ændre disse forhold?«

Det er komponisten Gunner Møller Pedersen der svarer:

Dansk Elektronmusik Selskab har således formelt overtaget ansvaret for formidling af ny dansk og international elektronmusik, og foreningen bør ligesom vinterhave-projektet fortsat støttes og i øvrigt have støtten udvidet væsentligt. Men det er ikke nok.

For som udviklingen med bevillinger til kulturlivet tegner sig i øjeblikket, vil det vare mindst 20 år, inden Dansk Elektronmusik Selskab kan gøre sig håb om at realisere koncertvirksomhed i det omfang, som var forudset som det nødvendige minimum ved vinterhaveprojektets start. Jeg mener, at det er uomgængeligt nødvendigt at give os, der arbejder seriøst med udviklingen af denne nye musik, arbejdsbetingelser, så vi ikke fortsat skal være nødt til at bruge hovedparten af vores kreative energi bare på at overleve, fysisk såvel som psykisk. .Og det er lige så nødvendigt at samle kræfterne endnu mere, end det allerede er sket med oprettelsen af Dansk Elektronmusik Selskab. Der må kort sagt etableres et center for udvikling af elektronmusik, et centralt studie, som råder over det bedste professionelle udstyr, som kan skaffes i dag og fremover, og hvortil de få seriøst arbejdende kunstnere inden for dette felt her i landet knyttes på en sådan måde, at de får mulighed for at udnytte deres kreativitet fuldt ud. Derigennem vil vi få et så stærkt kreativt miljø, at det kan fungere som et kvalitativt fundament for den udvikling i anvendelsen af elektroniske instrumenter, som allerede er i fuld gang, og som under alle omstændigheder vil øges i de kommende år.

Et sådant studie bør nemlig ikke kun være et forskningslaboratorium som IRCAM i Paris, ikke kun et produktionsstudie som EMS i Stockholm, og ikke kun et undervisningsstudie, som findes ved alle højere musiklæreanstalter i vores del af verden undtagen de danske.

Det kommende nationale elektronmusikstudie bør omfatte alle disse aktiviteter og derudover have kapacitet til på internationalt plan at holde sig à jour med udviklingen inden for såvel musik som teknik samt have pligt til og mulighed for at formidle alt dette til publikum.

Men jeg havde også et spørgsmål til til Finn Egeland Hansen:

HG: Hvordan mener du, at man skal afgøre, om der eksisterer et behov for et elektronmusik-studie?

FEH: Ja, det er jo det helt centrale problem, du der er inde på. Afgørelsen om, hvorvidt et land som Danmark bør kunne tilbyde sine komponister at arbejde med elektronmusik, bør i hvert fald ikke sendes ud til folkeafstemning. I øvrigt vil jeg dele dit spørgsmål op i to. Det første går på, om vi overhovedet skal have studiefaciliteter her i landet. Det andet er, om den løsning, der er foreslået af elektronmusik-udvalget, er den bedste.

Til det første vil jeg sige, at det naturligvis er en kulturpolitisk vurdering, om der skal være muligheder for at arbejde med det elektroniske medium her i landet, eller om man vil henvise danske komponister til udenlandske studier. Men når man foretager denne vurdering, skal man være meget forsigtig med at drage forhastede konklusioner. Undersøger man f.eks., hvor meget elektronmusik der laves pr. år i Danmark, kan man ret let regne sig til, hvor meget det vil koste at opretholde en produktion af tilsvarende omfang ved at sende komponisterne til f.eks. EMS i Stockholm. En sådan kalkyle vil givetvis vise, at det er billigere at sende folk til Sverige end at opbygge et dansk studie. Dertil kommer, at der næppe heller over en årrække vil vise sig et stærkt stigende pres på en eventuel beløbsramme afsat til et sådant formål. Dette kunne så forlede bevilgende myndigheder til at slutte, at der ikke var noget behov for et dansk studie. Men en sådan konklusion ville afgjort være fisk. Man kan nemlig ikke måle et behov for en kunstnerisk spydspids-aktivitet uden først at have givet den rimelige udfoldelsesmuligheder; og det er ikke rimelige udfoldelsesmuligheder at skulle til Sverige for at lave en komposition. Rimelige udfoldelsesmuligheder indebærer bl.a. let adgang til faciliteterne, muligheder for at eksperimentere, at tage fejl, at kassere, at prøve igen etc. uden at skulle tænke på, om man nu også når det, man havde planlagt. Først i det øjeblik, de rimelige udfoldelsesmuligheder er til stede, kan man give sig til at undersøge det sande behov for de elektronmusikalske faciliteter. Sagt direkte: De forhold, dansk elektronmusik lever under i dag, er alt for ringe til, at man kan slutte noget som helst om interesse og behov for dette medie i Danmark. Jeg er naturligvis selv helt overbevist om, at behovet vil vise sig, når først mulighederne for at arbejde kvalificeret med mediet er til stede.

Men det er også klart, at en samling nok så fint udstyr i sig selv ikke skaber det kunstnerisk frugtbare miljø, der er en forudsætning for en blomstrende elektronmusik-produktion, den er blot en nødvendig forudsætning. Den organisatoriske form omkring studiefaciliteterne vil være afgørende for, om det hele kommer til at fungere eller samle støv; og hermed er vi så ovre i den anden del af problemet, nemlig om elektronmusik-udvalgets forslag vil kunne skabe et sådant kreativt miljø. Som bekendt foreslår udvalget, at der opbygges et stort studie som skal fungere under Statens Musikråd. Studiet foreslås placeret i København og skal i princippet være landsdækkende. Vores argumentation for dette forslag er, at landet næppe har råd til mere end ét stort studie, og at dette, for at kunne fungere kunstnerisk frit og med lige adgang for alle uafhængigt af kunstneriske ideologier og tilhørsforhold, må være uafhængigt af uddannel ses- og andre institutioner. For at tilgodese dette synspunkt mest muligt har udvalget foreslået, at studiet ledes af en styrelse på 5 mand, hvoraf 2 udpeges af Statens Musikråd, l af Dansk Komponistforening, l blandt den rytmiske musiks organisationer og l af Dansk Elektronmusik Selskab. Styrelsens formand udpeges af Statens Musikråd. Det springende punkt i dette forslag er ikke så meget, om tallet af styrelsesmedlemmer skal være lige præcis 5. Det afgørende i udvalgets forslag er derimod, at der ikke opereres med en kunstnerisk leder af studiet, idet den administrative såvel som den kunstneriske ledelse udøves af styrelsen med udgangspunkt i studiets formålsbeskrivelse. Vi mener, at den demokratiske adgang til studiet sikres bedst på denne måde.

Danmarks Radio

Radioen har i mange lande haft en afgørende betydning for elektronmusikkens udbredelse. (I Finland har radioen netop bygget et nyt studie.) Noget lignende er ikke sket i Danmark, om end elektronmusikken ikke er blevet direkte negligeret. Men jeg ville gerne vide lidt mere om DRs holdning til elektronmusikken, så jeg gik til musikchefen Mogens Andersen:

HG: I rapporten mener man, at radioen ikke bør forvalte studiet - er du enig?

MA: Ja. Erfaringerne har overalt vist at produktionsvilkårene i radio er ugunstige for arbejdet med elektronisk musik.

HG: I Sverige har radioen haft stor betydning for at formidle el ektronmusik og støtte produktionen af den. Hvis der etableres et studie, hvordan vil DR da forholde sig?

MA: I den komponistoverenskomst, der snart er færdigfor-handlet, er der taget hensyn til de særlige forudsætninger for komposition af båndmusik, for at sikre dens ligestilling med andre musikformer. I Musikafdelingens programpolitik behandles den på lige fod med anden nutidig musik. Etableringen af et studie vil gøre det lettere for DR at realisere kompositionsprojekter, der omfatter båndmusik.

HG: Synes du, radioen er en god formidler af elektronmusik?

MA: Ja.

Sådan svarer en forsigtig general.

Holstebro Elektronmusikstudie

Som det er blevet antydet i denne artikel, så findes der allerede et studie i Danmark, HEMS. Det er forbillede for den model af elektronmusikstudier, som Komponistforeningen anbefaler. DKF har da også været med til at indstifte HEMS som en selvejende institution.

Indledningsvis siger man i sin udtalelse til Musikrådet:

Rapporten er i sin udformning og sit indhold ikke egnet som grundlag for stillingtagen til elektronmusikkens forhold, idet den hverken giver et dækkende billede af genrens situation, eller en egentlig musikpolitisk begrundelse for sin konklusion.

Længere nede gør man rede for timeforbruget i studiet og konkluderer:

Det vil derfor kunne befordre udviklingen af den danske elektrofoni, hvis man opretter flere mindre studier i lighed med HEMS andre steder i landet, som selvejende musikinstitutioner. En frugtbar udvikling i denne retning vil kunne danne det nødvendige grundlag for oprettelsen af et større dansk studie.

Til sidst taler man om, hvilken musikpolitisk model, man synes, bør være gældende:

Man må derfor tage afstand fra udvalgets konklusion. Det er vigtigt at give elektronmusikken bedre muligheder i Danmark, så vi ikke blot oversvømmes af udenlandske produkter; men det skal ske gennem en opbygning fra grunden. Det vil sige: Holstebro Elektronmusikstudie skal have mulighed for at udvikle sig videre, og der skal oprettes tilsvarende studier flere steder i landet.

Oprettelsen af et nationalt prestigestudie, på bekostning af muligheden for flere mindre anlæg rundt i landet, vil derimod blot forstærke elektronmusikkens isolation i det danske musikliv.

Det er Henrik Colding-Jørgensen, som »på bestyrelsens vegne« har underskrevet udtalelsen. Det var jo også ham, som svarede på mine spørgsmål til Komponistforeningen. Det står helt klart, at man har en musikpolitisk model, som udelukker et »nationalt prestigestudie«, som man polemisk kalder det. Om denne model er frugtbar, er dog højst tvivlsomt. Jævnfør Lars-Gunnar Bodins svar ovenfor. Men dette betyder -som Bodin også påpeger - ikke, at HEMS er forfejlet. Tværtimod. Antagelig kan Holstebrostudiet ikke udnyttes maksimalt, før der findes et centrum for dansk elektronmusik.

Sammenfatning

Når Musikrådet skal tage stilling til elektronmusikkens skæbne i Danmark, møder det et beslutningsgrundlag i splid med sig selv.

Man har Komponistforeningen og HEMS, som går mod rapporten, til trods for at der i rapportens udvalg sidder en komponist (Bent Lorentzen), som er en af de få i landet, som har gjort sig kendt for sin elektronmusik.

Konservatorierne synes, at andre ting bør prioriteres, selv om kompo-sitionsprofessoren taler for et elektronmusikstudie, der virkelig har klasse.

Musikvidenskabeligt institut, København, er positive, men har deres tvivl om, hvorvidt de vil kunne drage nytte af det foreslåede studie.

Radioen venter og ser.

Udvalget har lavet en enquête, som nok er positiv, men også viser, at få er ordentlig fortrolige med elektronmusikken - den har så at sige aldrig fået en chance i Danmark. Det er på tide, at det sker, og at Musikrådet vælger en løsning, som formår at få gang i de kreative mennesker på området.

Som afsluttende bemærkning vælger jeg en udtalelse fra en anden komponist, der heller ikke deler komponistforeningens mening i denne sag. Jan Maegaard svarede i 1979 (under sit USA-ophold) på det spørgsmål, som blev citeret ovenfor fra enqueten:

»Det som savnes er et veludstyret adækvat bemandet elektronmusikstudie, som er knyttet til en højere undervisningsinstitution, som har taget den opgave til sit hjerte at undervise i elektronisk musik og i brugen af det dertil hørende apparatur. Det, som findes, er alt for spredt og ukoordineret. I USA er der næppe et universitet, som ikke har et elektronmusikstudie (og der er mange!); det indgår i teori- og kompositionsundervisningen.«

Oversættelse fra svensk af Svend Ravnkilde