At lave en tone: - En dag i elektronmusikstudiet med Pär Lindgren

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 02 - side 60-62

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

- Pär! Jeg skal bruge en tone! Ikke hvilken som helst, men netop en tone, man ikke kan få instrumenterne til at frembringe. Dyb, iriserende. Interessant og smuk. Kan du hjælpe her?

- Det er så nemt som ingenting at få en lang tone fra en synthesizer.* Problemet er at få den stoppet igen! Alvorligt talt er der få ting, der er sværere end at lave en lang, interessant tone. Hvor lang tid har vi?

- En dag.

- Det var ikke meget... Vi må skyde genvej! Den skal altså fungere sammen med instrumenter?

- Ja, og som filmmusik.

- Det gør unægtelig sagen enklere. Vi begynder med at hente byggemateriale til vores klang: Toner fra tonegeneratoren.

- Jeg har tænkt mig et udsnit af overtoneserien på et dybt E.

- Det er godt at holde sig i nærheden af overtoneserien. Principielt kan man lave alle de klange, man har lyst til, men det er nu min erfaring, at man lettere kan kontrollere resultatet, hvis man i en klang holder sig i nærheden af overtoneseriens toner. - I en frekvenstabel finder jeg frem til de tal, som giver de rette tonehøjder. Et for hver af de otte tonegeneratorer.*

- En statisk klang af sinustoner: Det er der ikke meget grin ved ... - Nej, men det er der heller ikke ved en klump 1er. Nu skal vi til at arbejde og ælte materialet. Lad os til at begynde med justere klangfarven. Sinustonen er den ene yderlighed, firkanttoner (eller savtaktoner) er den anden. Forskellen er lige så stor som mellem en farveløs strygerflageolet og en grel obotone. Med en knap kan du selv bestemme lejet.

- Men nu vil jeg ændre akkordens tonestyrke. Det var min tanke, at hver tone i klangfarven skulle have sin egen regelmæssigt tilbagevendende kurve. Lang indsvingning til højdepunktet og så med det samme en lang udklang. Og en lille pause, inden tonen kommer igen. Og hele perioden skal altså være individuel for hver tone. Noget i den her stil:

[Illustration: en bølge]

- Elementært! På synthesizeren anvender man de engelske betegnelser: attack er indsvingning, duration varighed, decay udklang og delay er pausen mellem tonerne. På Buchla'en er der knapper til alt det der.

Mens jeg stiller ind, forklarer Pär.

- Nu er vi ved selve kernen i en synthesizer af den her type. (Det er lidt anderledes at lave lyd ved hjælp af en datamaskine). Det, du gør nu, er at programmere en kurve af elektriske spændinger. Og fidusen ved en synthesizer er, at alle parametre kan kontrolleres med spændinger. Lige nu beskriver du en tones dynamik på apparatets eget sprog. Det er ikke mere mærkeligt, end når man skriver crescendo-diminuendo ved en tone i et partitur. Det er jo at beskrive dynamikken for en musiker. Men den kontrolspænding, du har stillet ind, kan du lige så godt styre et glissando eller et accellerando. Eller et ritardando for den sags skyld. Ved hjælp af kurven bestemmer du forløbets længde og udseende. Du kan også anvende kurven til at transformere klangen på forskellige måder. Lige før gav du hver tone en statisk klangfarve, men du kunne lige så godt have anvendt den her kurve og ladet klangfarven blive transformeret i løbet af en vis tidsperiode.

- Hm. Det lyder spændende. Men det er mere, end man kan sige om min klang!

- Der er mange måder at gøre det her interessantere på. Vi kan f.eks. koble et tangentbord til, og så kan du selv kontrollere nogle af tonernes indsats.

-OK.

- Og nu synes jeg, vi skal begynde og indspille det her. Hvor lang skal tonen være?

- Præcis 64 sekunder.

- Jeg foreslår, at du laver en plan over indsatsernes tæthed. Da vi har en 16-kanals båndoptager,* kan vi lave flere parallelle indspilninger af tonen, lag på lag. Med andre ord, nu begynder vi at instrumentere tonen.

Efter nogle forsøg, som mislykkes, er jeg på rette vej. Når jeg hører den samlede klang af indspilningerne, afgør øret, hvad der mangler, og hvad der er for påtrængende, og ved at foretage nye indspilninger af de pågældende enkelte lag justerer jeg helheden.

- Skal vi lave en nedmixning* til ét spor?

- Jeg er tilfreds med tætheden, men det lyder stadig lidt tyndt.

- Vi kan få en slags kor-effekt med en harmonizer. Tonen bliver federe, nærmest som en hel gruppe violiner i forhold til en enkelt. Man fordobler simpelthen tonen elektronisk og forskyder den en anelse i tonehøjde. Ikke for meget, kun 3-4 Herz. Man må ikke overdrive det med at bruge sådan nogle ting her. Det er hæsligt, når det springer én i øjnene, hvordan det er lavet. For det er jo musik, vi er i gang med, ikke en demonstration af teknisk grej. Elektronmusikstudiet er et instrument. Hverken mere eller mindre. Det tager sin tid at lære det, lige som alle andre instrumenter. - Det bliver unægtelig bedre, selv om forskellen ikke lader til at være så stor.

- Hidtil har vi kun lagt til. Vi kan jo også tage bort! Ved hjælp af filtre* kan vi begynde at finjustere klangfarven. Nu arbejder vi med detaljerne, det er også vigtigt for helhedens skyld. Har du nogen plan ...

- Ja, det skal blive mørkere efterhånden.

- Også her kan du styre det med kontrolspændingerne, lige som før, lade en kurve styre processen. Og her er der et stik, som lader tilfældet komme ind i billedet ved brugen af en forbindelsesledning, som indføjes i kredsløbet. Du kan selv bestemme rammerne om tilfældets virkefelt.

- Lad mig nu se ... De små ændringer i løbet af den større proces frem mod en mørkere klang lader vi tilfældet om at bestemme. Vi giver tilfældet en underordnet rolle!

- Ofte anvender man jo tilfældet til at bestemme ting, som er underordnede, og som det ville være spildt arbejde at præcisere nærmere.

- Det lyder stadig, som om vi var lukket inde i en dåse.

- Med nænsom hånd lægger vi lidt efterklang på.

- Nu begynder det faktisk at ligne noget!

- Når bare du ved, hvad du vil, kan du komme langt - som i alt andet kompositionsarbejde. Du kan arbejde serielt, manuelt, med præ-indspillede bånd, frit inden for visse rammer, osv. Du kan opbygge et netværk af elektriske spændinger, som styrer transformationerne i et værk eller en del af et værk. Og naturligvis kan disse lange kæder bygges op med en enkelt talserie som grundlag. Det usædvanlige er, at du har materialet inde på livet hele tiden. Det gør arbejdet lige så direkte som det at skulptere.

- Kort sagt, jeg sørger blot for at lære principperne for, hvordan dette instrument funger er, og komponerer i øvrigt som jeg plejer?

- Netop. Nu her stak vi en genvej. Og det her er naturligvis kun en af mange måder at arbejde på i et analogstudie.* Elektronmusik kan være det eksaktes kunst - hvis man har godt med tid. Hvis denne tone skulle være indgået i et værk til koncertbrug, havde jeg fyldt adskillige 16-kanals bånd med indspilninger, måske 60-70 stykker, inden den kan kaldes færdiginstrumenteret. Bagefter mixer jeg det ned til 4 kanaler, så at jeg kan placere det rigtigt i rummet. Det er en vigtig side af elektronmusikken, og spændende. Vi har slet ikke talt om den rumlige side af sagen.

- Du, Pärikles, - vi ta'r den i mono. Jeg må gå - nu! Tonen skal bruges orkestret venter. Filmen er allerede forsinket!

- Ja, det er jo ikke så krævende, når det skal bruges i andre sammenhænge. Al teatermusik er jo enklere i strukturen end symfonisk musik. Men skal du lave et stykke, må du tage en måned - eller et år! - i studiet. Der er ingen genveje til kvalificerede stykker.

- Du har ret i, at det kan blive så som så med individualiseringen, hvis man nøjes med den første den bedste klang, der kommer ud af maskinen. Individualiseringen er lige så vigtig i elektronmusik som i anden musik. Og nu kan man da se, at min »klangskulptur« ligner et menneske ... Men Platon ligner det nu ikke!

- Nej. Hans dialoger var mere individualiserede ...

-§ü&° (??????

Oversat fra svensk af Svend Ravnkilde

Ordliste

Analog studie. Et studie hvor udstyret arbejder efter det analoge princip. Almindelige forstærkere, mixer-pulte etc. arbejder efter dette princip. Det vi kalder lyd er små trykforandringer i luften. I analogt udstyr registreres disse trykforandringer ved en varierende elektrisk spænding, hvis variationer nøje svarer til trykvariationerne i luften.

Digital studie. Et studie, hvori udstyret arbejder efter det digitale princip, som går ud på, at lyden (trykfor-andringerae) registreres i tabelform, altså som en følge af tal.

Synthesizer. En elektrisk (analog eller digital) »lydfrernbringer«, der kan producere en meget bred vifte af lyde spændende fra rene sinustoner til komplekse toner og støjlyde. Man kan spille på en synthesizer som på et almindeligt klaver. Anvendt således fungerer synthesizeren mere eller mindre som et el-orgel blot med mange flere klang-muligheder. Men synthesizere (især de store) kan også programmeres til at producere lange og komplekse lydforløb, der »fyres af« når man trykker på en knap. I denne funktion er synthesizeren et vigtigt led i produktionen af elektronisk musik,

Filter. Alle komplekse lyde består af en blanding af sinustoner med forskellige frekvenser. Et filter er et elektrisk apparat, der kan udskille de forskellige frekvenser, der indgår i en lyd.

Tonegenerator. En tonegenerator er et apparat, der kan lave toner. Man kan indstille tonegeneratoren på den frekvens (tonehøjde), man ønsker. De fleste tonegeneratorer kan lave toner med forskellige såkaldte bølgeformer (= formen på en enkelt periode af svingningen). De almindeligste bølgeformer er sinus, trekant, firkant og savtak. Forskellen mellem disse bølgeformer, set fra en musikalsk synsvinkel, er, at de har forskellig klangfarve.

Mixerpult. En sammenbygning af et stort antal forstærkere og styrkeregulatorer, der muliggør blanding af et antal (64 i store pulte) forskellige lydsignaler. De enkelte lyde kan reguleres til den styrke hvori de skal indgå i blandingen. Lydene kan også grupperes på forskellig vis, f.eks. i de to sider af et stereosignal.

Flerkanals-bandoptager. En almindelig båndoptager kan optage to forskellige lydsignaler på en gang, nemlig højre og venstre side i et stereosignal. I flerkanals-maskiner kan man optage op til 48 forskellige signaler på en gang. Flerkanals-maskinerne bruger bredere bånd end de normale 1/4" bånd, der dårligt kan rumme mere end 4 spor. Flerkanals bånd laves i bredderne 1/2", l", 2".
Finn Egeland Hansen

Årgang 56/1981-1982, nr. 02