Mennesket er alle tings mål

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 02 - side 59-97

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Brug og misbrug ligger ofte skuffende tæt på hinanden. At Wagner blev misbrugt i det Tredje Rige har ikke rystet hans position som klassiker. I det lange løb er det svært at afvise musik af ideologiske grunde, hvis kvaliteterne er til stede. Nu har man spillet Wagner selv i Israel.

Noget lignende gælder for elektronmusikken i vor tid. I det traditionelle musikliv afvises den med henvisning til en ideologi. »Mennesket er alle tings mål«, som sofisten Protagoras siger i Platons dialog Theaitetos. Den respektable modstand mod »umenneskelige« musikmaskiner skjuler en anden og mindre respektabel tese i sig: »Fortiden er alle tings mål«. Hvis vi skal være retfærdige mod Protagoras -og det skal vi! - så gjorde han sig ikke til fortaler for en konservativ livsholdning med sin »homo mensura«-sætning. Han pegede på hensigternes relativitet, »hvad der er sandt for den ene, kan være falsk for den anden og omvendt.« At teknikken udvider menneskets fysiske og intellektuelle formåen, er ikke så opsigtsvækkende, for sådan har det været siden hjulets opfindelse.

Elektronmusikstudiet er et musikalsk instrument i forlængelse af E=mc2 og dermed specifikt for det 20. årh. Skal den bruges til fremstilling af soma, som Huxley skriver om i Fagre Nye Verden? Eller skal den spejle menneskets moralske vilkår i EDB-samfundet? Hvor går udviklingen hen?

Futile spørgsmål! Kunne Bartolomeo Christofori forudse Hammerklaversonaten, da han i 1709 opfandt hammerklaveret? Et mere nærliggende eksempel: I en norsk skakbog fra 50'erne siges det rent ud om spillemaskiner: Det er en u-mulighed! Den vise er tilbageholdende med at spå, men peger på mulighederne.

Elektronmusik har gode forudsætninger for at være det eksaktes kunst, og den berøres ikke af menneskets fysiske begrænsninger. Dette har altid været vigtige drivkræfter i musikhistorien. Man kan henvise til notationens historie såvel som til Beethovens violin. Naturligvis er eksakthed i tonehøjder og kontrol over rytmisk komplicerede forløb og sammensatte klangfarver ikke i sig selv nogen værdi. Det er først i hænderne på en god komponist, det får betydning. Og den, som føler sig frastødt af elektronmusikkens klanglige fattigdom, kan vente bedre tider. I »En dag i elektronmusikstudiet« kan man reflektere over betydningen af det arbejde, Pär Lindgren lægger ind i en klang. Jeg kan forsikre: det er udbytterigt at lytte til. Naturligvis er dette en frugt af udviklet studieteknik. Noget sådant har man ingen adgang til i Danmark.

Som sædvanlig er det let at mistænkeliggøre de positive kvaliteter. Desuden er det svært at benægte misbruget. Det synes at indgå som en uundgåelig del af sagen. Man kan fx tænke sig, at musikere snart kommer til at føle sig udsatte, når de mærker, at en udviklet synthesizerteknik er ensbetydende med færre jobs. At skræddersy film- og TV-musik bliver et énmandsjob. Praktisk og billigt for producenten. Det er ikke kun typografer, som bliver arbejdsløse, når en ny teknik indføres.

Men som sagt, misbruget udelukker ikke brugen. Man kan forstå mistænksomheden hos musikfolk. Det er sværere at bære over med uvidenheden. Og den er omfattende, når det gælder elektronisk musik. Blandt andet fordi den ikke har fået chancen.

Denne nummer af DMT vil ikke kunne flænge uvidenhedens slør, men måske kan vi løfte en flig? Med lidt konsultation af ordbogen skulle det være muligt at forstå arbejdsprocessen i et studie (En dag i elektronmusikstudiet), og når Jan W. Morthenson skriver om dilemmaer, får han i forbifarten kastet lys på instrumental komposition fra en overraskende synsvinkel. Samtidig kan artiklen bruges som introduktion til nyere æstetik. Men vægten ligger stadig på præsentationen af elektronmusikrapporten og elektronmusikkens stilling i Danmark. Et studie i Danmark?

I disse dage lægger man den største og bedste energi til at forhindre, at nedskæringerne bliver til kulturelle katastrofer. Det er simpelthen deprimerende. Skal man i dag give en vitaminindsprøjtning til det ret beset ødelæggende konservative musikliv, så kræves der noget nyt som modpol. Et dansk elektronmusikcenter skulle kunne blive en sådan modpol i hænderne på rette vedkommende.

Årgang 56/1981-1982, nr. 02