Dansk Tonekunstner Forening

Hvad er det at være målgruppe?

Af Johan Bentzon

Dansk Tonekunstner Forening har planlagt en diskussion om emnet: Samtidens musiks målgrupper. (Se under foreningsmeddelelser.) Dansk Tonekunstner Forening afholder onsdag d. 24. februar 1982, kl 16 på »Det kgl. danske Musikkonservatorium«, Niels Brocksgade l, København, møde med emnet »Hvem komponerer I for?« Indledere vil være komponisterne: KNUD CHRISTENSEN (SEBASTIAN), INGOLF GABOLD, BJARNE JES HANSEN og KENNETH KNUDSEN. Mødet er offentligt d.v.s. alle interesserede er velkommen. Der vil evt. blive holdt studiekredsmøder. Nærmere til D.T.F.s medlemmer.

Det siger sig selv, at det først og fremmest må være komponisterne inden for de forskellige musikgenrer, - fra den nedskrevne til den improviserede med alle de overgangsformer der kan findes imellem - der skulle have lejlighed til at formulere og sammenligne, hvem de forestiller sig, at deres musik henvender sig til og hvorfor. Jeg skal ikke foregribe sådanne redegørelser. Men selve ideen fik mig til at tænke på, at jeg vel i sin tid kunne betragte mig selv som en ret primær målgruppe for mine jævnaldrende komponistkammerater, hvis værker jeg allerede i min konservatorietid var med til at spille. Og jeg fik lyst til at prøve på at formulere, hvad det var, der i en lang række år fik mig til at foretrække i alt fald den generation af komponister, som var født mellem ca. 1890 og 1920 fremfor såvel den forudgående som den efterfølgende periodes.

Jeg tror det hører med i billedet, at jeg er opvokset på en tid og i et miljø, hvor mulighederne for at høre musik var stærkt begrænsede, og hvorfor trangen til at lære ny musik -fra alle tider - at kende kun kunne tilfredsstilles, hvis man lærte at deltage i forskellige former for musikudøvelse. Kort fortalt havde jeg inden jeg begyndte mine musikstudier i København oplevet at synge med i lettere kormusik fra Palestrina til Laub og Carl Nielsen, spillet hovedparten af den klassiske kammermusik, hvor en fløjte kunne bruges - det kunne til husbehov gå an i de flete af Haydns strygekvartetter -, stiftet bekendtskab med en begrænset del af den klassiske og romantiske orkestermusik i det stedlige amatørorkester og ved firehændig mishandling af ouverturer og symfonier, samt i meget begrænset omfang forsøgt mig med den populæreste del af jazzmusikken ved at spille til dans. I øvrigt var det naturligvis denne musikgenre, som man også havde lejlighed til at høre i forskellig sammenhæng.

Af samtidens såkaldte seriøse musik havde jeg kun haft lejlighed til at høre Carl Nielsens Sagadrøm og Aladdinmusik, som han selv fremførte på en turné i anledning af hans 60 årsdag. Hertil skal så blot tilføjes, at jeg i mine pubertetsårs stürm und drang-periode på ensomme ture svælgede i forestillinger om musik, som jeg regnede med at kunne fastholde og nedskrive når jeg var kommet i gang med at lære det nødvendige teoretiske og kontrapunktiske håndværk på konservatoriet.

Det kom til at gå lige modsat. Jo mere jeg lærte om musikkens teori og om de enorme krav, det ville stille til min forestillingsevne - for ikke at tale om arbejdet med at fastholde og nedskrive - hvis jeg skulle kunne gøre mig håb om at yde noget, der kunne være andet, endsige mere, end at gentage hvad andre havde skabt, desto mere blev jeg klar over, at mine evner højst kunne slå til at fremføre andres værker. Til gengæld foregik der nogle ændringer i mit musikalske ud-tryksbehov der åbnede for en forståelse af det tonesprog samtidens komponister benyttede sig af, og som jeg til at begynde med havde stået ret uforstående overfor. Det ligger vel nær at sige, at forudsætningen for denne ændring først og fremmest lå i udviklingen af mine høreevner, der satte mig i stand til at finde »mening« i de mere komplicerede tonesammenhænge, som var karakteristisk for det meste af den nye musik sammenlignet med den klassiske, som jeg hidtil havde kendt. Men jeg tror kun det er den halve forklaring. Musikoplevelse, glæde ved musik eller hvad vi nu vil kalde det, er en sammensat affære, som skrifter meget fra alder til alder; og antagelig endnu mere fra menneske til menneske. Den kan være overvejende kor-porlig-sanselig, forbundet med glæden ved at bevæge sig, overvejende æste-tisk-intellektuel, knyttet til oplevelsen af forskelligartede følelser eller som udtryk for netop de tanker og følelser, som vi har vanskeligt ved at finde udtryk for i ord eller på anden måde. For den der hovedsagelig er kommet til musikken ved at prøve på at udføre den på forskellig måde, springer det i øjnene, at udviklingen af ens evne til at opleve så det indeholder en erkendelse af det oplevede, er sket på en måde, der svarer til den europæiske musiks udvikling: fra enstemmig sang til de mest komplicerede flerstemmige former. Hvis vi i særdeleshed ser på den udvikling der er foregået inden for den nedskrevne musik, er det et af de karakteristiske træk, at den mere og mere benytter sig af de lyde, der udelukker den intervalfornemmelse, som er karakteristisk for alt hvad der kan komme ind under begrebet tonalitet. Og også af rytmer der efterhånden bliver så uregelmæssige, at de kun fornemmes men ikke erkendes af andre end de særligt skarpthørende. Hvor grænsen går mellem lydkunst og klangkunst kan ikke siges præcist, fordi det netop er afhængigt af den enkeltes skelneevne, den medfødte eller opøvede. På samme måde synes det klart, at der er forskel på hvilken virkning det rent lydmæssige har på de forskellige. For nogle synes det at være et middel for sig, for andre kun en større eller mindre afgørende del af oplevelsen. Ligesom det øjensynlig for nogle er en betingelse for at komme i den rette affekt, at selve lydstyrken nærmer sig det niveau som for andre gør musikken uudholdelig i en sådan grad, at al oplevelse - endsige erkendelse - udelukkes.

To væsentlige - hinanden modsatte behov skal også nævnes: Trangen til at kunne huske så meget af musikken at erindringen giver én lyst til at høre den igen, og trangen til forandring, som tilsyneladende er større hos dem, der kun lytter til musik, end hos dem som deltager i dens udførelse. Man kan vel sige, at det er karakteristisk for det meste af den improviserede, ikke nedskrevne musik, at den forsøger at tilfredsstille begge behov. Det spontane element i improvisationen henvender sig til behovet for variation, mens det er det genkendelige, mere eller mindre velkendte der ligger til grund for improvisationen, der sikrer, at det spontane ikke kommer til at fremstå som tilfældigt og uvedkommende.

Ud fra mine egne erfaringer - som ganske vist er begrænsede - med at skulle improvisere f.eks. ud fra optisk noteret musik, kan jeg sige, at man har behov for at ty til den del af ens tekniske kunnen som er forankret i rygraden, idet man må søge at bortvælge det mest nærliggende, som for tilhøreren ville være for let genkendeligt.

Når alt dette er sagt om de forskellige behov som den komponerede mere eller mindre bevidst kan søge at tilfredsstile med sin musik, vil jeg til slut vende tilbage til mit eget tilfælde som »målgruppe« for mine jævnaldrende komponister. I min tilnærmelse til det toneprog som til at begynde med føltes fremmed, spillede det en stor rolle for mig, at jeg fornemmede sammenhæng mellem musikken og de tanker og følelser, der på forskellig måde indgik i mine forsøg på at formulere en holdning til den tilværelse, som også den gang - efter første verdenskrig - indeholdt et opgør med fortiden. Den gang føltes dette opgør som værende rettet både mod den borgerlige livsholdning og den senromantiske musik, som afspejlede den; ligesom det nye tonesprog føltes i overensstemmelse med det vi håbede at kunne sætte i stedet. Nu, da begge dele tilhører den historiske udvikling både musikalsk og kulturelt, bliver det mere eller mindre tilfredsstillende ved den tids værker næsten udelukkende knyttet til de rent musikalske virkemidler: Intervaller, rytmer og klangfarver. Tilsvarende kan man vel sige, at da jeg nok er en mere nøgternt indstillet deltager i de problemer der optager nutidens unge, end jeg var dengang, er det også de nævnte musikalske elementers plads i de yngre generationers tonesprog der er afgørende for, i hvilket omfang jeg føler mig som målgruppe for 'dens komponister. Ligesom jeg nok vil foretrække det velovervejede nedskrev-ne for det mere eller mindre spontant imroviserede.

Meddelelser

Dansk Tonekunstnerforenings møde på Musikkonservatoriet onsdag d. 28. oktober med emnet: Hvad med folkemusikken? havde samlet både en talrig repræsentation af unge, der er aktive inden for de forskellige folkemusikbevægelser og fra Statens Musikråd og dettes repræsentantskab.

Mødets indledere - hvor Thorkild Knudsen repræsenterede den overleverede folkemusik, Per Dich den aktive bestræbelse på at skabe en nutidig folkelig musikudøvelse, John Holger Nielsen de kredse som arbejder for kendskabet til andre kulturers folkemusik og musikchef Mogens Andersen formidlende alle tre områder -skabte tilsammen klarhed om, hvad der foregår inden for de forskellige områder.

Og deltagerne i den efterfølgende diskussion supplerede med indlæg, der vidnede om, hvad udbytte de havde haft af de nævnte musikformer.

Johan Bentzon

Dansk Komponistforening: Kontor: mandag til fredag mellem 9.00 og 14.00. Valkendorfgade 3, 1151 København K, tlf. (01) 13 54 05, postgiro 2 00 32 52.

Dansk Tonekunstnerforening: Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10-15. Sekretær og juridisk rådgiver: Advokat Knud Lundblad, Badstuestræde 18, 1209 København K, tlf. (01) 12 61 26, postgiro 2 23 50 99.

Dansk Musikpædagogisk Forening: Kontor: Store Kongensgade 65B, 1264 København K, tlf. (01)114745, kl. 9-14, postgiro 2 26 84.

DUT- Det Unge Tonekunstnerselskab: Valkendorfsgade 3, 1151 København K, tlf. (01) 15 07 26, hver dag kl. 10-12. Formand: Svend Aaquist Johansen. Forretningsfører: Sekretær: Henning Fangel. Postgiro: 5 00 34 74.

ESTA: — European String Teachers Association, Sekretariat: St. Kongensdagde 65B, 1264 København K, tlf. (01) 11 47 45, (telefon tid kl. 10-12). Formand: Hans Erik Deckert.

NB: DUT råder af og til over nogle ganske få billetter til rabatpris kr. 10,- til forestillinger med musik på Det kgl. Teater. Vi kan desværre intet love, men DUT-medlemmer er velkomne til at forhøre sig på teatertele-fonnummeret.