Bøger - En milepæl i Berg-forskningen

Douglas Jarman, »The Music of ALBAN BERG«.

Berkeley & Los Angeles: Univeristy of California Press. 1979.

ISBN 0-520-03485-6. 266 p.

Af Jan Maegaard

To amerikanske forskere har i årevis beskæftiget sig med Alban Bergs musik. Begge har fornylig forelagt resultaterne af deres studier i bogform. Douglas Jarman udsendte sin bog om Bergs musik i 1979, og første bind af George Perles værk om Bergs operaer forelå i 1980. Det er den første, der her skal omtales. Titlen er meget præcis: bogen handler om Bergs musik og intet andet end musikken. Biografi, tidshistorie osv. har ingen plads i denne fremstilling. Stoffet er opdelt efter emner på tværs af værkerne: 1) organisationen af to-nematerialet i hans tonale og »frit« atonale musik, 2) Bergs dodekafone teknik, 3) oranisationen af det rytmiske og 4) formerne - det hele omrammet af introduktion og konklusion. I et appendix findes en værkfortegnelse, der ikke specificerer de tidlige lieder, men til gengæld oplyser om, hvor de forskellige manuskripter findes. Skønt Berg-litteraturen efterhånden er ganske omfangsrig, er Jarman dog den første, der har vovet en så krævende disposition som denne; den forudsætter jo nemlig, at forfatteren har orienteret sig dybtgående og omfattende i komponistens samlede værker. Principielt må han have analyseret det hele igennem. Nu er der næppe nogen komponist blandt de store, der rent kvantitativt har skrevet mindre end netop Berg: 12 værker mellem 1907 og 1935, herunder to operaer, dertil 7 + 2 publicerede lieder mellem 60 og 70 upublicerede. Det skulle være til at overse. Men er det ikke. Listens lidenhed modsvares af omfanget af det konstruktive de-tailarbejde der er nedlagt i hvert enkelt værk. At analysere Bergs musik er som at ville tømme et bundløst kar. Først når man har prøvet det, forstår man, hvorfor det tog ham så lang tid at færdiggøre et partitur. Jarman har ikke udtømt emnet, det kan man ikke på 240 sider - bl.a. det instrumentatoriske aspekt kommer ikke i betragtning - men han har dog bredt det så vidt ud, at der tegner sig et helhedsbillede. Bergs særdeles tvetydige forhold til tonaliteten og den med tonal musik forbundne tradition - den måde hvorpå han både sætter den ud af kraft og alligevel aldrig glemmer den - hans uafladeligt varierende motivudvikling, der også kommer til at bestemme hans særlige måde at administrere den dodekafone teknik på, og som endog griber over på det rytmiske på den for Berg helt særegne måde, hans overtagelse af de traditionelle formtyper og hans dra-matisk-lyriske anvendelse af dem i ikke-tonal sammenhæng - alt dette og mere til lægges frem og belyses med 209 eksempler fra hele komponistens produktion.

Det konstruktive og det teknisk analyserbare er dog kun den ene side af Bergs musik. Den anden side har at gøre med dens spontane udtrykskraft, en umiddelbar, lyrisk kvalitet i forlængelse af den romantisk/senromantiske overlevering fra blandt andre Schumann, Mahler, Debussy og den unge Schönberg. Disse to sider af musikkens væsen træder i tilfældet Alban Berg frem i et særligt komplementari-tetsforhold. Det er næsten ikke til at tro, at en så varm spontaneitet kan være så gennemkonstrueret og vice versa. Heri ligger den Berg'ske musiks sære paradoks. Det handler Jar-mans bog heller ikke om - tilsyneladende da. Th. W. Adorno har klogt og indtrængende elaboreret over ud-trykssiden i Bergs musik i mange artikler og værkbeskrivelser, der afspejler ham både som den hengivne elev og som filosofisk ræsonnør. Til at begynde med savner man noget af alt dette i den Jarman'ske saglighed; men den tålmodige vil opdage, at man ved indtrængende analyse når til en ganske lignende indsigt, blot ad en anden vej. Ja, man vil måske endda mene, at forståelsen af denne musiks besynderlige udtrykskraft først indfinder sig ved den analytiske gennemlysning af dens utroligt komplicerede struktur. Først når man kender den godt, forstår man, hvordan den har kunnet sættes ind i udtrykkets tjeneste, og først da får man også begreb om, hvad det egentlig er Adorno taler om i sine ofte abstrakte, til tider snørklede, vendinger. Naturligvis kan, trods sagligheden, enkeltheder diskuteres og unøjagtigheder påvises; der er også tilfælde, hvor eksemplerne ikke er analyseret til bunds (bl.a. eks. 175 og 177). Unøjagtighederne fremtræder ofte, men ikke altid, som meningsforstyrrende trykfejl, hvoraf jeg er blevet opmærksom på 14, heraf halvdelen i nodeeksemplerne. Det kan også indvendes, at det ikke altid med fornøden klarhed fremgår af teksten, hvad eksemplerne egentlig skal vise; man klør sig ofte i hovedet i sin søgen efter pointen, som jo må være der. Den er der også hver gang, når blot man giver sig tid nok til at finde den. Jeg mener ikke, at man skal beklage sig over, at en bog om et så vanskeligt emne også er vanskelig at læse; men der er nu tilfælde her, hvor forfatteren med et par ord nok kunne have sparet læseren for en del tid og møje. Disse indvendinger vejer imidlertid let mod bogens mange positive sider. Jarman sammenfatter, hvad et stort antal enkeltanalyser af forskellige forskere har blotlagt, og føjer dertil mange væsentlige originale bidrag, havnlig om det rytmiske, det hele sammenholdt af hans imponerende kendskab til disse partiturer. Nok henstår der stadig mange timers analytisk arbejde bl.a. med de tre orkesterstykker og med koncertarien Der Wein; men vi er blevet bragt et langt stykke videre på vej. Men de mange forskellige aspekter der påpeges fremtræder bogen tillige som et stort og inspirerende problemkatalog for enhver, der vil trænge ind i Alban Bergs utroligt rige musik. Jo, det er en milepæl i Berg-forskningen.