Det tabte Paradis

Medens vi her i landet sidder alt for lunt og alt for hyggeligt indendøre, flyder blodet i sneen i et land, hvis kultur er såret dødeligt. Hvilke følger får den trettende december?

Polens musik er gennem årene bragt frem til de aller-forreste rækker, ført gennem stalinistiske trængsler frem til den lysende blomstring. Partkommissærernes vrantne tyranni blev gjort til skamme. Med en utrolig opfindsomhed lykkedes det de polske komponister at skabe en musikkultur, der forener den højeste opfindsomhed med stor udtrykskraft og stor forståelighed.

Vi, der sidder åh så lunt bag de danske skriveborde, hvad har vi bidraget med? Hvad har vi benyttet vores principielle frihed til? Hyggelig musik. Idyl. Selvcensur. Manglende udfordringer. Manglende pleje af et publikum for ny musik. Tabte muligheder.

Den serielle modernisme efter krigen modtog polakkerne på deres specielle facon. De udefrakommende impulser blev bearbejdet til værker, der foruden det serielle også rummede den nødvendige gennemslagskraft i form af en voldsom dramatik. Her var tilhøreren sat i centrum, ikke komponisten. Ikke i mange kulturer kan man på én gang finde så megen poesi, vildskab, skønhed og rædsel.

De polske komponister tænker deres stykker ud fra det publikum de skriver for, og de indretter skrivemåden efter om de henvender sig til skibsværftsarbejdere, polske kirkesøgende bondekoner, eller til et klassisk skolet publikum.

Skal denne farverige blomst nu fryses til is i den skarpe vinterkulde. Klipper militærregimet stilken over? Kommer der flere festivaler for ny musik i Warzawa, eller har vi allerede overværet den sidste? Måske har Penderecki med kunstnerens fornemme intuition valgt en uhyggeligt symbolsk titel til sin seneste opera. Paradise lost!

Polsk musikkultur har været et sandt paradis, jeg står i den dybest tænkelige gæld til den. Jeg giver den min fuldstændige kærlighedserklæring. Har man én gang set den skærende kontrast ved juletid mellem Kato-wices kulsnavsede gader og de blændende folkloristiske illuminationer over gaderne i alle regnbuens farver, så elsker man den polske kultur for bestandig. Man kan ikke andet, man overgiver sig betingelsesløst.

Store dele af Polen blev smadret fuldstændigt under krigen, specielt Warszawa, tyske ingeniørtropper gik rundt med en smule dynamit og fjernede på få minutter den bygningskultur, som polakkerne havde brugt århundreder til at bygge op. Hitler betragtede polakkerne som mindreværdige mennesker. Szalonek har fortalt mig, at man i skolen under krigen ikke måtte lære regning med tal over tyve. Man forsøgte at gøre den polske nation til analfabeter. Det var en hån, en knusende foragt for andre folkeslag. Man forsøgte efter bedste evne en endlösung: udslettelse af al polsk kultur, og dermed et helt folks identitet.

Denne vanvittige udfordring resulterede i, at man efter branden ville rejse sig af asken og vise verden, hvad polsk kultur er. Og provokationen medførte strålende resultater, selv om hensigten naturligvis var den modsatte. Polakkerne har i musiklivet en åbenhed mod verden, som overhovedet ikke kendes her i landet, hvor man foretrækker den lune, provinsielle hygge. Måske skulle man snarere kalde det provinsiel uhygge i Gustav Wieds forstand.

Anden verdenskrig er ikke den eneste nedværdigelse Polen har været igennem i sin lange vej fra fortid til nutid. I min barndoms kirke i Jylland stod der polske tekster på inventaret, årsagen er den enkle, at Christian den Fjerde plyndrede de polske kirker og hjemførte kirkernes løsøre som krigsbytte. Eller tænk på de år, hvor den polske nation var slettet af landkortet, fordi de tre nabolandes grådige kejsere annekterede hver sin tredjedel af landet. Og nu er tragedien begyndt på en ny akt. Er det et varsel, at Warszawa-festivalens programbog for 1980 var dekoreret med omslag, der mest af alt lignede en blodpøl i sneen.

Vidste man hvor vinden bar hen?

Kunstnerens funktion i samfundet er tilsynelandende en anden i Polen. I hvert fald sammenlignet med den danske. Pendereckis Lacrimosa blev skrevet til og ur-opført ved indvielsen af monumentet for de faldne ved opstanden på skibsværftet i Gdansk december 1970. Lacrimosa blev til på tiårsdagen og er baseret på indledningsordet til dødsmessen Dies Irae. Forbindelsen til den katolske kirke er umiskendelig, som i øvrigt hos næsten alle polske komponister. Jeg opfatter det som en bevidst protest mod en ateistisk kommunisme, men jeg indrømmer gerne, at jeg måske har misforstået det hele, fordi det ganske enkelt er oprigtigt ment. Skibsværft-musikken fik altså overskriften: Tårefyldt eller på latin Lacrimosa.

Gorecki skrev sin Beatus vir ud fra samfundsmæssige relationer. Musikken blev gengivet i dansk radio for nogen tid siden. Musikken blev skrevet til en anden af det polske folks begivenheder: den polske paves besøg i sit eget land. Denne musik skal kunne forstås af læg og lærd, pave og bonde, troende og ikke troende. Gorecki valgte en utrolig enkel, gribende gentagel-sesformel, som fortsætter hele værket igennem:

[nodeeksempel]

Komponeret på den rigtige måde er virkningen næsten euforisk. En hærskare af musikere og kolorister skrider langsomt og værdigt gennem den store og stilfærdige sats. Kunstneren står som mellemled mellem det evige og folket. Kunsten er kult, på samme måde som den var i sin oprindelige form. Her i Vesten er kunsten blevet til reklamedrevet forlagsvirksomhed.

Disse to eksempler står i skrigende kontrast til den hjemlige kult, hvor Suzanne Brøgger med nyvasket hår, coldcreme og svajende filthat svanser rundt og læser Lange Peter Madsen for girafferne i zoologisk have. Skal den danske kunstner være tårefyldt eller skal han spise creme fraiche? Warszawa-festivalens publikum er en varm, medievende og letsindig flok, der ikke anvender tyskernes klassiske forargede buh-råb, hvis der er noget der fornærmer dem. Næh, i Polen er man som regel vild af begejstring over selv vildt avancerede ting, vel at mærke hvis opførelsen lykkes. Mislykkes de, og det er mange eksperimenter jo dømt til, så står de op på stolene, råber og skriger. Musikeren må rød af skam forlade salen. Opførelsen må standses. Det sker naturligvis yderst sjældent, men jeg har ved mine talrige besøg i den polske hovedstad en enkelt gang oplevet, at publikums hetz udviklede sig på den måde. Årsagen var Roland Kayns klaverstykke fra 1957. Stykket er skrevet for kvarttonestemt klaver, og det skulle ifølge titlen udtrykke en eller anden idiotisk atomfysisk »sandhed« med sine øresønderrivende klange i endeløse, uforståelige formationer. Denne skingre skibsværftslarm blev efterhånden tilhørerne for meget. De protesterede, de strejkede!

Der var masser af idéstof i stykket. Men det var dels en upraktisk idé, fordi det er meget svært at stemme et klaver i kvarttoner, og ikke mindst, det er svært at stemme det tilbage igen. Hvorom alting er, så er kvartoneeffekten på et klaver noget man kun én gang i sit liv får lov at høre. Engang havde jeg selv en lignende idé, men den tror jeg ikke mere på. Var det en dansk musiker der viste mig det håbløse i forsøget?

Det letantændelige polske publikum kan også bryde ud i gnistrende flammer, hvis de får den rigtige udfordring. Så er det dejligt at leve, så syder alle sanser på én gang.

Selv om Warszawa nu stort set er bygget op igen efter krigen, så kan man utroligt mange steder stadig finde de skudhuller i husmure og gamle jerngitre, der taler deres stumme sprog om de rædselsvækkende gadekampe. Nogle af kuglehullerne er tyske, andre er russiske. Byen er nu efter opbygningen næsten blevet for autentisk, rekonstrueret som den er efter gamle billeder og fotografier. Man fornemmer noget af den samme atmosfære som i Den Gamle By i Århus eller i Frilandsmuseet i Lyngby. Det er ægte nok, men alligevel.

Den danske fortvivlelsens mester Søren Kirkegård er ikke sat i musik her i landet. Men Tomasz Sikorski, én af Polens sande avantgardister har skrevet et stykke over Sygdommen til Døden er Fortvivlelse i 1977. Et sært knugende, varslende værk, der så hurtigt som muligt bør opføres i Danmark.

I en efterfølgende artikel vil jeg komme ind på værker af samme Sikorski, men også på andre værker, der er indsendt til DMT fra det polske statsforlag PWM. Jeg vil desuden se på værker af Drobowolski, Penderecki med flere. Jeg vil forsøge en kritisk vurdering af de landvindinger, som de polske eksperimenter har ført til. Men blindgyderne og faldgruberne skal også frem i lyset ved samme lejlighed. Skal et eksperiment have mening, så må det også være at advare mod de farer der ligger i den nye musik. Og der er mange farer! Nogle påfund er så »hjemmelavede« og overflødige, at man må betegne dem som fikse ideer, de lugter langt væk af falsk kreativitet. Hvorfor anvende alskens tosseri, når god gammeldags notation er fuldt tilstrækkelig. Den sande kreativitet finder man nok mest i den polske orkestertradition. Her er der i nyere musik gjort et stort research-arbejde på det aleatoriske område, nogle vil foretrække ordet senza-misura-teknik.

Enhver, der har blot et overfladisk kendskab til den lange, vanskelige proces et orkesterværk skal igennem, inden det når tilhøreren, må beundre den højt udviklede teknik, der udføres af det team der skriver noderne ud, stikker dem og udfører dem. Et typisk polsk partitur kan ikke skrives ud i Danmark! Der er simpelthen ingen der vil, eller rettere kan. Nodestikkeriet på hjemlig grund er om muligt endnu mere tilbagestående. Men se dog hvad de kan i Polen. De laver det lækreste nodearbejde, der nogen sinde er set på denne jord. Letsindigt, utraditionelt! Germanernes knudrede pertentlighed er god til mange ting, men ikke brugbar i denne sammenhæng. De polske nodeudgivelser er mange i tal, og samtidig overdådigt flot udstyret på omslag, der ikke bare er et stykke papir, men derimod et reproduceret kunstværk, ofte med uhyggelig stor slagkraft. Det er velgørende at se det visuelle medium brugt til andet end sæbepulver-reklamer eller stupide mælkekartoner.

Vi er Polen taknemlig for deres komponister, vi skylder Lutoslawski utrolig meget for hans besøg her i landet, senere kom Szalonek, Kotonski, Zygmunt Krause. Vi skylder dem alt for deres værker, for deres mod til at gå forrest, til at vove pelsen.

Er denne kulturelle fortrop nu skudt ned, ligger den blødende i sneen eller sidder den i en iskold interneringslejr og fryser ihjel?

I næste nummer anmelder Bent Lorentzen polske nodeudgivelser.