Plader

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 04 - side 186-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Materialudforskning i Danmark?


Af Niels Rosing-Schow

I

De plader og kassettebånd, som skal omtales i de spalter, har jeg for overskuelighedens skyld inddelt i nogle overordnede kategorier, som bringes i denne rækkefølge: I. Nye og nyere dansk musik. II. Ældre dansk musik. III. Ikke-dansk musik. Alle indspild-ninger er med danske musikere. Inden for den første kategori domineres billedet af Axel Borup-Jørgensen, Gunnar Berg og Ole Schmidt. Man kunne selvfølgelig med Poul Borum spørge, om disse komponister har været særlig heldige. Tja, Borup-Jørgensen har selv produceret og financie-ret, Ole Schmidt må have været heldig, men dette, at Gunnar Berg optræder på ikke mindre end tre forskellige indspildninger, kan måske give stof til eftertanke. Det kan naturligvis være en tilfældighed, men det kan også ses som et udtryk for en voksende interesse for hans musik, efter at han fra slutningen af o CTerne og igennem 70'erne har ført en over-eller måske ligefrem ugleset »Darm-stads-5. kolonne-tilværelse« i dansk musikliv. Som et tankeeksperiment kunne man se det som en voksende interesse for den materialeudforsken-de musik i det hele taget. Men herom senere.

Axel Borup-Jørgensen:

Op.79 carambolage for 3 (1976-80)

Op.84 intermedio (1977) Op.38 mobiler efter Alexander Galder (1961) Op.63 mirrors (1971-74) Op.82 chant d'oiseau (1980) Op.73 morceaux (1974) Op.81 »O Bäume Lebens« (1977)

Bodil Gümoes, Erling Møldrup, Einar Nielsen, Kjeld Mardahl, Erik Kaitoft, Hans Stengaard og Elisabeth Selin. (eget forlag: Fredsholm ve j 11, 3460 Birkerød)

Værket »carambolage« præges af lyde og figurer, der - som ringe i vandet -breder sig fra det ene instrument til det næste. Snart tøvende, snart eruptivt, næsten brutalt, for mod slutningen at munde ud i fascinerende kaskader af lyd. Formen konstitueres af kontraster på mange planer. »Mobilerne« fra 1960 arbejder med åben form: Fire elementer (1. akkorder, 2. figurer, 3. kraftige udbrud og 4. tonegentagelse) kan kombineres frit i ret-vending eller krebsvending. Materialet er tilstrækkelig genkendeligt og udførelsen tilstrækkelig gennemsigtig til at give indtryk af en form, der drejer om sin egen akse og stadig fremviser nye perspektiver. Guitarstykket »morceaux« har som grundmateriale fem fragmenter af det større guitarværk, »praeambula«. Musikken er på en gang fragmentarisk og præcis i næsten Webernsk forstand. To spor synes at springe frem af Borup-Jørgensens musikalske univers: Fascination af lydens sansekvalitet og materialefordybelse gennem arbejdet og med små krystallinske tonegrupper. Det første spor findes rendyrket i de små mellemdele af »mirrors«, hvor slagtøjsklange kombineres med sproglyde (uforståelige brokker af Adornos »Philosophie der neuen Musik« ... det kan bogen altså også bruges til). Det andet finder sit smukkeste og mest prægnante (måske Mes-siaen/Boulez-inspirerede?) udtryk i den lille »chant d'oiseau« for sopranblokfløjte.

Samtlige værker (på nær et) er skrevet til de medvirkende musikere, som til gengæld kvitterer med overordentlig gennemarbejdede og levende fremførelser.

Gunnar Berg:

Fresques pour guitare seule I-IV (1976-78) Maria Kämmerling (Paula)

Det godt 50 minutter lange værk fra 1978 har fire dele, der udforsker forskellige områder:

1. Det dynamiske: forskellige styrkeniveauer etablerer forgrund og baggrund, som bruges til at belyse harmoniske og motiviske knudepunkter.

2. Det rytmiske: det enstemmige forløb underlægges gradvist en bestemt rytmisk idé, som siden fortoner sig, skiftende intervaller (lille sekund, ren kvart) bringes i focus.

3. Akkorder, flageoletter, kvarttoner: et vidtspændende klangligt felt etableres med brug af bl.a. ekstremt høje flageolettoner.

4. Forskellige anslagsformer etableres ud fra kim af forskellig natur.

I modsætning til Borup-Jørgensens nervøst vibrerende musik er Gunnar Bergs af robust fabulerende karakter. Hovedindtrykket er små tonegitre, hvis karakteristika (deres intervalstruktur) danner satsen eller satsdelens grundstof og overflade. Det kræver en utrolig koncentration at holde fast i forløbets små kanter og grater, og undertiden kan man savne retning og holdepunkter. Havde opførelsen været mindre spændstig og kontrast-fyldt, havde lytteren været ilde stedt. Stykket gør sig sikkert bedre på plade end i en koncertsal, hvor de finere nuancer (f.eks. de ekstreme falgeolet-effekter) næppe ville nå ud over første række.

Gunnar Berg:

Essai accoustique 3 (1954) »Mutationen« (1958)

Aloys Kontarsky, Århus By-Orkester og Ole Schmidt (Dansk Musik Antologi (kassettebånd)

»Essai accoustique« er komponeret for orkester med obligat klaver med baggrund i Gunnar Bergs tidlige Darmstadt-erfaringer. Det er den klart profilerede klaverstemme, der holder sammen på værket, mens orkestersatsen synes noget grå. Dette indtryk forstærkes i øvrigt af både opførelse og optagelse: Kontarsky spiller levende og nuanceret over for det lidt uengagerede og til tider upræcise orkesterspil, og klaveret er trukket lidt rigeligt i forgrunden af lydbilledet.

»Mutationen« for kammerorkester i fem korte satser repræsenterer en noget forenklet stil i forhold til »Essai accoustique«. Omtrent som i guitarstykket sættes forskellige parametre i focus i de forskellige satser, men resultatet er (bortset fra den flygtige 3. sats) temmelig kedsommeligt - i hvert fald når opførelsen er så tung som tilfældet er her, hvor især 1. sats skæmmes af larmende slagtøjsspil. Omtalen af Gunnar Berg skal afrundes med et par klaverstykker hentet fra Dansk Musik Antologis indspilning med Elisabeth Klein (kassettebånd, som også indeholder klavermusik af Bent Lorentzen, Nils Holger Petersen og Jan Maegaard). Det ældste værk, »Variations sur une daina Lithuanienne« (1946), giver en vigtig indfaldsvinkel til Bergs musik, nemlig variationsteknikken, som også er grundlaget for de senere serielle værker. Det store klaverværk, »Gaffky's« (1957-59), hvis første af i alt ti »assortiments« repræsenterer Bergs gennembrud i Danmark, efter at han i 1957 var vendt tilbage fra Paris. I dette værk er det »krystallinske« tonesprog fuldt ud etableret og knytter herved forbindelsen frem til guitarstykket, som betegner en perfektionering og nuancering af denne skrivemåde.

Ole Schmidt:

Pièce Concertante for trumpet and trombone, strings, percussion and harp, opus 19 (1959) Concerto for tuba and orchestra (1975)

Concerto for horn in F and chamber orchestra (1966) Music for five horns in F, timpani and percussion (1966)

Knud Hovaldt, Carsten Svanberg, Michael Lind og Bjørn Fosdal, Århus By-Orkester og Ole Schmidt (Wilhelm Hansen)

Endnu et komponistportræt, men langt fra med samme perspektiver og dybder som de forrige. Musikken er flot og virtuos med ingredienser spændende fra billige filmmusikeffekter over modale melodiske elementer til avantgardistiske/gestiske udbrud. En coctail, der er behændigt rystet sammen, men aldeles uforpligtende. Omslagets programnoter er lige så sensationstørstende som musikken er udvendig. Udførelsen ved de fire messingblæsere er derimod meget flot, specielt er Michael Linds tubaspil forrygende godt.

Lis Smed Christensen:

Carl Nielsen: Suite op. 45 (1919)

Jørgen Jersild: Trois pièces en concert (1945)

Poul Rovsing Olsen: Five Inventions op.38 (1957)

f Simax)

Hos Lis Smed Christensen (dansk født, men siden 1964 virkende i Norge) mærker man et sprudlende teknisk overskud og en utrolig musikalsk sikkerhed, der gør den næsten nøgter ne fremførelse usædvanlig fængslende. I Carl Nielsens suite nærmer det sig måske det lovlig udramatiske, men denne »redelighed« fremhæver til gengæld det elegante og raffinerede i Jersilds musik. Rovsing Olsens inventioner fremstår på en gang tørre, lidt studieagtige og dog frodige.

II.

Peter Heise: Drot og Marsk Inga Nielsen, Irene Graaner, Ib Hansen, Ole Jensen, Tonny Landy, Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og John Frandsen Dansk Musik Antologi (Unicorn)

Man mærker og nyder fra første færd John Frandsens enestående overblik og rolige lange åndedrag, der får orkesterspillet til at strømme fuldstændig ubesværet, logisk og velfraseret. Inga Nielsen har ingen vanskeligheder med Åses parti, rent teknisk. Men i karakteristikken får hun ikke det naive og den troskyldige varme frem hos denne kulsvierpige. Troskyldighed karakteriserer til gengæld Ranes figur, som den fremtræder hos Tonny Landy, og man savner en mere bredspektret opfattelse af denne figur. Men som sædvanlig er Tonny Landy særdeles velsyngende, omend man af og til græmmes over den ulideligt krukkede tekstudtale. Ib Hansen skaber en god figur af Marsk Stig, selv om det mærkes at partiet ligger lidt vel højt. Stemmen trættes gradvist, men hver optagejsesforløb påbegyndes i fin stil. Ole Jensen gør den skrupelløse konge til en stort set troværdig figur, blot kniber det undertiden med intonationen. Endelig finder man hos Irene Graaner en ganske flot dramatisk sopran, men desværre også et noget utrimmet vibrato. Ensemblerne virker underligt rodede. Nok er de fra Heises hånd ikke disponeret med en mozarsk klarhed, men når alle sangere synger los af karsken bælg, i stedet for at synge sammen, falder musikken fra hinanden. Og bedre bliver det ikke, når Radiokoret støder til ensemblerne.

Niels W. Gade:

Novelletter nr. l, F-dur, opus 53 (1974) Novelletter nr. 2, E-dur, opus 58 (1883/86) Århus Kammerorkester (Paula)

Gades Novelletter er en række livfulde, charmerende, poetiske karakter-stykker. Frisk dansk romantik og tilmed taknemmelig strygermusik, som musikerne (der er medlemmer af Århus by-Orkester) spiller med megen varme, omend satsens gennemsigtighed undertiden går tabt.

III.

Ingolf Olsen, lut og guitar En følsom rejse Musik af Segovia, De Falla, Sor, Bach, Dowland, m.fl. (Sim-sa-la-bim)

En rejse tilbage i tiden fra vort århundredes spanske guitarmusik over klasikken og barokken til renaissan-cen er bestemt ingen kedelig oplevelse, når rejseføreren hedder Ingolf Olsen. Måske dvæler han vel længe ved Fernando Sor (som får en hel pladeside), hvis musik er elegant og »guitar-ideomatisk«, men i længden temmelig kedsommelig. Derudover er der megen kendt og ikke mindst ukendt guitarmusik at høre på disse to plader. Og udførelsen er ... ja netop følsom. Altid velformet, altid afbalanceret og med en utrolig klanglig nuance-rigdom.

Gert von Biilow Merete Westergaard

Fr. Chopin: Sonata for cello and piano, opus 65, g-minor

L. v. Beethoven: Sonata for cello and piano, opus 102, nr. l, C-M.

R. Schumann: »Fantasiestücke«, opus 73 (spilles på originalinstrumenter) (Point)

Det er ikke oprindeligheds-fetischis-me, der ligger bag denne pladeproduktion, men snarere et forsøg på at løse nogle af de velkendte balanceproblemer i forbindelse med sammenspillet mellem strygeinstrument og klaver, vel og mærke et moderne instrument. Til Beethoven og Schumann anvendes her et Graf-klaver (fra ca. 1827) og til Chopin et Pleyel instrument (fra ca. 1855). Begge instrumenter er naturligvis svagere end moderne koncertflygler, men især den ganske anderledes luftige klang giver samspillet med den sprøde cellotone uvanlige perspektiver. Det der undertiden opleves som ujævnheder i satsen falder så at sige automatisk på plads. Den lette basklang giver plads for celloens dybere registre, og i passager, hvor f.eks. cello og klaver bevæger sig i tertser, kan klangen virkelig smelte sammen. Udførelsen er i øvrigt helt i topklasse.

P.S.

Ny dansk musik (live) Ib Nørholm

»Essai Prismatique«, op.77 (1979)

»Before Silence«, op.83 (1980) »Stilleliv«, op.44 (1968) »Frase - Parafrase«, op.81 (1980) (Samfundet til udgivelse af ny dansk musik, kassettebe.)

Til sidst skal jeg omtale det første kassettebånd, udgivet som led i Samfundets dokumentationsprojekt for ny dansk musik, der realiseres i samarbejde med DUT. Det drejer sig om en live-optagelse fra DUTs fødsels-dagskoncert for Ib Nørholm i marts 1981. Det nyeste og mest spændende værk, »Before Silence, tre studier for 3 fløjter«, er en udforskning af fløjtens utraditionelle spillemåde, eksperimenter med whistle-tones, mikroin-tervaller, specielle klangfarver m.m. Når Ib Nørholm - efter værker som f.eks. den 4. symfoni og »Frase - Parafrase« - skriver et værk, der (igen) bringer det musikalske råmateriale i focus, er der naturligvis først og fremmest tale om »den Nørholmske rekyleffekt» (jvf. interview i DMT nr. 4 feb. 81). Men måske skal man her inddrage det tankeeksperiment, der blev nævnt i forbindelse med Gunnar Bergs musik. En eller to svaler gør naturligvis ingen sommer, og man skal være yderst forsigtig med at se tendenser og strømpile. Og dog hører dette forårs NUMUS-opførelser af Boulez og Stockhausen måske også med i dette billede. Hans Abraham-sens interesse for en gestisk Boulez-lignende satstype i den 2. strygekvartet kan måske også nævnes, omend den anvendes med en vis distance.