Åbent brev til en bodssøgende

Om at skulle skamme sig i kor —

I en opsigtsvækkende, leder-agtig opsætning udtaler Bent Lorentzen sig i den altindbefattende »vi-form« tilsyneladende på alles vegne i sidste DMT.

— En ting er at dele fortvivlelsen over udviklingen i Polen med Bent Lorentzen, herom kan de fleste komponister være enige med ham, vil jeg tro. En anden ting er at dele fortvivlelsen over den hjemlige udvikling med B.L.

— det er lidt voldsomt, uden videre, at skulle sluge denne kamel, (som i hvert fald først efter nøje granskning får lov at passere gennem mit nåleøje) : » Vi der sidder åh så lunt bag de danske skriveborde, hvad har vi bidraget med? Hvad har vi benyttet vores principielle frihed til? Hyggelig musik. Idyl. Selvcencur. Manglende udfordringer. Manglende pleje af et publikum for ny musik. Tabte muligheder. « Da B.L. altså anvender formen »vi«, kan man med sikkerhed gå ud fra, at han (også) griber demonstrativt i egen barm — og bl.a. skammer sig over sin hyggelige musik, sin vidyllise-ring, sin selvcensur, mv.

Med en blanding af den voywuristiske nyfigenhed, der altid er én af følgerne ved offentlige bekendelser, — og af oprigtig usikkerhed — over for arten af de selvbebrejdelser, som vi danske komponister nu skal pålægge os selv

— spørger jeg derfor: hvilken selvcensur har Bent Lorentzen pålagt sig — hvornår og hvorlænge? Andre spørgsmål trænger sig naturligvis på, citatet åbner for flere lignende — men lad os nu begynde med dette ene, altså: »hvilken selvcensur er det, at du i dag angrer, Bent?« — Så kan vi jo altid snakke videre om de øvrige perspektiver, men senere — for klarhedens skyld ...

For det kan da ikke forholde sig sådan, at dit angreb kun gælder os andre — Suzanne Brøgger og alle øvrige danske komponister med eller uden svajende filthatte? — eller hur?