Fem i én - George Enescu, rumænsk komponist os violinist, 1881-1955

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 05 - side 208-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

George Enescu var en interessant skikkelse i den første halvdel af dette århundredes musikliv. Han var en alsidig kunstner, der godt kunne minde om renaissancens store skikkelser. »Fem i én i musikkens verden«, kaldte han sig selv, han var komponist, dirigent, violinist, pianist og lærer. Dog var han frem for alt musiker i ordets sande betydning.

Violinisten Enescu

I denne periode var der to fremherskende skoler inden for violinspil, nemlig den tyske skole, repræsenteret af J. Joachim, og den franskbelgiske skole, repræsenteret af E. Ysaye.

Under sine studier i Wien og Paris havde Enescu lært de karakteristiske træk ved begge disse skoler. Heraf dannede han sin egen spillestil, som blev en kombination af den førstes strenge klassiske konstruktion og den andens fine nuancer. Takket være hans fintfølende musikalitet blev denne kombination til noget andet og mere end en selektiv sammensætning af tekniske elementer.

Som musiker rakte han langt ud over det blotte virtuosen. Han var den skabende kunstner som forløste komponistens budskab til sit publikum. Han udnyttede violinen ud over virtuosens sfære, hvor den i første række benyttes til at demonstrere egne færdigheder, og anvendte den som et virkeligt udtryksfuldt instrument.

Som Honegger udtrykte det: »Enescu gjorde ret i at hade ordet 'virtuositet'«. Han var dirigent, et orkester, ja en hel symfoni. Det hørte vi når han spillede en Beethoven-sonate eller César Francks sonate. Han gik ud over violinens grænser. «

Enescus stærke modstand over for den dominans virtuositet og teknisk fuldkommenhed havde over de musikalske aspekter i et stykkes fortolkning, holdt ham væk fra pladestudier.

Der findes kun få indspilninger med ham, og da de alle blev lavet under den alvorlige sygdom han led af i sine sidste år, kan de kun dårligt give et retfærdigt indtryk af ham som violinist. Han lever i de menneskers hukommelse som kendte ham. Med Pablo Casals ord: »Jeg er knyttet til ham af et halvt århundredes venskab. Af alle de musikere jeg har kendt, var Enescu den der forekom mig at være den bedste, den som med sine kunstneriske frembringelser nåede fuldkommenhedens højder.«

Som lærer lykkedes det ham at videregive sine opfattelser af musik og dens fortolkning til sine elever, hvilket navne som Yehudi Menuhin, Arthur Grumiaux, Cristian Ferras, Ida Handel og mange andre vel sagtens kan godtgøre. Enescus holdning til violinen som et middel til musikalsk udtryk kan tydeligt mærkes i hans kompositioner for instrumentet, nemlig tre sonater og suiter »Indtryk fra barndommen«, alle for violin og klaver. Disse værker ligger så langt som det er muligt fra enhver form for overfladisk »violinisme«. I den henseende indtager Enescu en særstilling i de komponerende violinisters historie.

Efter den gamle italienske violinskoles tid var Mozart den sidste musiker, som kunne forene violinistens og komponistens egenskaber på det højeste plan, og skabe ædel og dybt udtryksfuld musik for instrumentet.

Derefter sker der det mærkelige, at megen violinmusik af stor værdi skrives af komponister der ikke selv er violinister, og som endog ofte har besvær med at skrive for instrumentet. Som eksempel herfor har man navnene Beethoven, Schumann, Mendelssohn, Brahms, Tchaikovsky og Franck .

Samtidig hermed fortsætter de store violinister med at skrive til sig selv, og de falder for fristelsen til at skrive værker der kan demonstrere deres egen dygtighed. Komponister som Kreutzer, Rode, Ernst, Vieux-temps, Wieniawski, ja selv Paganini skrev kun brillante, men ret overfladiske værker for violin.

Denne tendens kan også spores hos det 20. århundredes violinister, f.eks. Sarasate og kreisler.

Den udmærkelse der før havde ligget i at være både violinist og komponist, og som det 19. århundredes komponister havde sat over styr, formåede Enescu at bringe til ny værdighed.

Komponisten Enescu

»3eme Sonate pour piano et violon (dans la caractière populaire roumains) - La mineur, op. 25« er originaltitlen på et af Enescus mest interessante instrumentalværker.

Det karakteristiske ved dette værk er antydet i dets titel. Det er komponeret i den rumænske folkemusiks ånd, men uden at Enescu benytter sig af lånte temaer. Enescu udtrykker sig således om værkets titel: »Jeg anvender ikke ordet stil, da det ville betyde noget man havde fundet på, medens ordet karakter udtrykker noget der allerede eksisterer, noget der er givet fra starten.«

På trods af uforeneligheden mellem folketonens rhapsodiske karakter og den traditionelle sonateform, har Enescu med fuld ret benyttet titlen »Sonate« til dette værk, da det på genial vis er lykkedes ham at skabe en enhed ud af den enes improvisatoriske særpræg og den andens faste struktur. Selv skrev Enescu: »Inden jeg skrev sonaten i den rumænske folkekarater (alle temaerne er mine egne), ventede jeg på at den rumænske folkloristiske, udtryksmåde, der jo hovedsagelig er rhapsodisk, skulle blande sig med mit eget gemyt som født symfoniker. Jeg måtte gennemgå en lang tilvænningsperiode, inden jeg på en så harmonisk måde som det var mig muligt, kunne få disse to tilsyneladende uforenelige genrer til at forenes.«

Den del af folkemusikken der lå Enescus lyriske natur nærmest, var det instrumentale recitativ, (hovedsagelig af den type som byens spillemænd spillede) og sange af den rumænske type Doina. Denne musik er karakteriseret af stor rytmisk frihed (den tilhører »parlando-rubato« systemet), der er melismatisk og har en improvisatorisk udvikling. Enescu overtog disse principper og integrerede dem i sin egen stil.

Ex. l

Da det falder uden for denne artikels rammer at bringe en analyse af hele sonaten,* vil vi i stedet fokusere på hvordan Enescu udnytter violinens muligheder i dette stykke. (* En indgående analyse af værket, foruden en behandling af problematikken om form og tonesprog, kan findes i en artikel af Tudor Ciortea i »Muzica« 5/1955, s. 37.)

Da Enescu både mestrede den professionelle teknik og folkemusikerens spillestil, kunne han udnytte både violinens tekniske og dens koloristiske muligheder. Et iøjnefaldende træk ved hans notation er hans store opmærksomhed på detaljer. Ved første blik ser partituret ud til at være overlæsset med ord og tegn, der foruden at beskrive dynamik og karakter også giver tekniske anvisninger som fingersætninger og strøg, men når musikeren begynder at indøve værket, viser det sig at intet er overflødigt.

[nodeeksempel 1]

Når de først falder helt naturligt, er de en stor hjælp til at forløse stykkets rigdom og klang. Tempoangivelserne, givet ved me-tronomtal, ændres hyppigt. De har til formål at give musikken sin folkemusikalske rytmiske frihed. Sammen med de mere almindelige karakterbetegnelser optræder begreber som f.eks. rubato, senza rigore, esitando og rapsodico, som yderligere understreger denne frihed.

Den samme akkuratesse finder man i de dynamiske angivelser. Enescu øger den dynamiske skala og tilføjer tegn for ben piano (bp), poco forte (pf), ben forte (bf), poco sporzato (psf), ben sforzato (bsf), poco rinforzando (prfz) og ben rinforzando (brfz).

Han strækker skalaen fra omgivelser som niente, smorzando, ppp, sotto voce (s.v.) til con intensita, con suono, strepitoso og fff. Hans creschendi og diminuendi over meget korte motiver giver musikken et levende præg, der svarer til folkemusikernes spillestil. Sammen med alle disse anvisninger optræder der andre som kan siges at angive karakter og atmosfære. Det er udtryk som rustico, lusingando, impetuoso, strindente, ruvido, selvaggiamente, furioso, mesto, piancendo, dolente, nostalgico, dolce con intimissimo sentimento, og sågar senza espressione. Disse udtryk hjælper musikeren til at leve sig ind i musikkens ånd, og hjælper ham til at følge komponistens intentioner så nøjagtigt som muligt.

Et særligt kendetegn ved sonatens violinstemme er brugen af kvarttoner. De benyttes som et farvegi-vende element, og stammer fra folkemusikkens utempererede intonation.

Enescu benytter tegnene [x, x] for at angive en hævning af tonen og tegnene [ x, x] for at angive en ning. De angiver ikke en matematisk halvering af halvtonetrin, men antyder snarere utempererede højt eller lavt intonerede toner.

Ex. 2

Enescu anvender violinens forskellige klangfarver med stor fantasi og dygtighed. De beriger den melodiske udviklings udtryksmulighed igennem anvendelsen af forskellige timbres (dvs. at spille con sordino, pizzicato med højre og venstre hånd, sul ponticello, sulla tastiera, flautato, foruden naturlige og kunstige flageolet-toner). Indledningen af anden sats, hvor violinens melodi består af flageolettoner og spilles non vibrato over klaverets orgelpunkt, minder meget om lyden af en hyrdefløjte.

Ex. 3

Man bemærker også den vekslende brug af vibrato- og non vibrato spil, og ligeså den hyppige brug af glis-sandi.

Der anvendes glissandi mellem tætliggende toner for at forstærke legato-virkningen, eller for at udføre folkemusikkens »piangendo«, de anvendes for at undgå spring mellem fjerntliggende toner og som et opadgående portamento på slaget. Dette sidste noteres med et fedt komma, som f.eks. i I takt 6.

[nodeeksempel 2 - 5]

Ex. 4

Foruden fingersætninger angiver Enescu alle forandringer af timbre, om hvorvidt bestemte passager bør spilles på bestemte strenge (c.l, c.2, c.3, c.4), om der skal benyttes åbne strenge, om der skal ændres klangfarve på bestemte toner ved at skifte streng, evt. til en åben streng, om man bør spille den samme gentagne tone med to forskellige fingre i løbet af et enkelt legato-strøg og om man bør spille to tætliggende toner med den samme finger. (Der findes eksempler på de to sidstnævnte ting i eks. 1.)

Med hensyn til strøg giver Enescu ligeledes præcise anvisninger. Visse perioder bør spilles med bestemte strøg, (f.eks. spilles violinens første motiv altid med opstrøg), andre skal spilles »al talone«, og atter andre »alla purita del arco«. Selve attakkeringen er meget vigtig for Enescu. Det er præcist angivet i partituret om man skal spille staccato, spiccato eller non spiccato, saltando, saltando alla punta del arco eller gettando l'arco.

Han benytter sig ligeledes af et bredt spektrum af forskellige kombinationer f.eks. af legato og portato ( ), louré ( ) °g staccato-portato (--).

Eksempel 5 viser hvorledes Enescu bruger violinens rige muligheder i et farverigt udsnit af sonatens andens sats, hvor han foregriber noget der minder om det O. Messiaen betegner som »style oiseau«.

Oversat af Stefan Cushion

Levnedsløb

1881 Den 19. august bliver George Enescu født i Liveni i provinsen Dorohoi.

1888 Han påbegynder det forberedende år på konservatoriet i Wien. Modtager violinundervisning af S. Bachrich.

1890 Han starter i klassen for viderekomne på konservatoriet i Wien. Studerer violin hos Joseph. Hell-mesberger jr. og harmoni og komposition hos Robert Fuchs.

1895 Optaget på konservatoriet i Paris. Studerer violin hos M.P.J. Mar-sick, komposition hos J. Massenet og kontrapunkt hos a. Gédalge.

1896 J. Massenet ophører med at undervise i komposition og erstattes af G. Fauré. Enescu studerer på dette tidspunkt sammen med M. Ravel, H. Scmitt, R. Ducasse, Ch. Koechlin og E. Vuillermoz.

1899 Enescu belønnes med »Grand prix« ved den afsluttende violinkonkurrence på konservatoriet i Paris.

1902 Enescu grundlægger i Paris en trio sammen med A. Casella (klaver) og L. Fournier (cello).

1904 I Paris grundlægges Enescu-kvartetten bestående, foruden Enescu af H. Casadessus, L. Fournier og Fr. Schneider.

1906 Under en koncert i Paris, afholdt til ære for R. Strauss, spiller Enescu Strauss' sonate for violin og klaver med komponisten ved flyglet.

1907 W. A. Mozarts nyopdagede Concerto no. 7 for violin og orkester førsteopføres i Paris af Enescu, dirigeret af E. Colonne.

1911 Enescus første orkestersuite opføres for første gang i USA af The New York Philharmonie Symphony Orchestra dirigeret af Gustav Mahler.

1912 Enescu spiller en serie bestående af 9 koncerter for at samle penge til at stifte en national pris for komponister, Enescu-prisen.

1915 M. Ravels trio førsteopføres i Paris af Casella, Enescu og Feuil-lard.

1924 B. Bartoks Sonata no. 2 for violin og klaver uropføres i Bucarest af Enescu med komponisten ved flyglet.

1955 Natten mellem den 3. og 4. maj dør Enescu i Paris. Han ligger begravet på Pére Lachaise-kirkegården i Paris.

Årgang 56/1981-1982, nr. 05