- klip fra kulturdebatten

Af
| DMT Årgang 56 (1981-1982) nr. 05 - side 230-231

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FOR TI AR siden havde ethvert vesttysk forlag med respekt for sig selv en bogserie med teori. I dag reklamerer man med, at man udgiver digte.

BILLEDSPROGET, med det tekniske udtryk: metaforerne, er på ny ved at blive den aktuelle poesis mest iøjnefaldende virkemiddel.

Der har ellers gennem 60er-ne og 70erne været gjort ïUdnr-dige forsøg på at likvidere billedsproget.

Hans Jørgen Nielsen i Information 22/1-1982

Når jeg taler om afrealisering som noget positivt, er det polemisk ment, som det modsatte af at realisere sig selv. For sådan som vi i vores kultur bruger det udtryk er det noget med at realisere nogle socialpsykologiske muligheder som er blevet opdaget af de voksne, efterhånden som man voksede ind i det på forhånd givne samfund, alt imens så mange andre evner og muligheder blev skåret fra.

Det eneste der er til noget, er vores måde at forholde os på efter selv at have været igennem noget af mollen. Problemet er at holde sig i live længe efter at man har opdaget hvor forfærdeligt det hele er.

En tale er politisk for tid og evighed. En tale af Mirabeau er pohtisk.

Men sådan er det ikke med musikken/Den var politisk på det tidspunkt, da kongen tog den til sig som noget, der passede til ham, eller da folkeforsamlingen mente, at den lige var den musik, som den havde brug forj Den var politisk, da den blev spillet i den tid, hvori den blev skabt. Musikken var politisk i den forstand, at den fulgte med og opæggede eller styrkede en tale eller en handling, der fandt sted på samme tid som den.' Men den kan miste sin politiske karakter 20 eller 30 år senere. Så er den ene og alene musik. Det er væsentligt. Det betyder, at musikkens politiske aspekt kun er noget udvendigt på tilblivelsestidspunktet. Det er aldrig noget dybtgående^

De senere års revolution i vor viden om de to hjernehalvdeles diametralt modsatte funktioner har efterladt os i en situation hvor hele den intellektuelt disponerede skoleplan er afsloret som undertryk-kende for dc%n anden a-intcllckiuelle halvdel af vort væsen ... Det er symptomatisk at denne udvidede erkendelse er opstået i samme tiår som kvindebevægelsen, den økologiske bevidsthed og ungdoms-oproret.

Per Nørgård - »Sanglæreren - en samfundsstøtte!« august 1980, oplæg til høring om musiske fag i skolen

Med funktionalismen lånte arkitektfaget videnskabens sprog og tænkning og fik en kort opblomstring, i dag er kun afmagt tilbage — og tvivl om de systemer, der baserer sig ensidigt på at ordne, reducere, strukturere, klassificere og tilsvarende, som er videnskabens sprog i vores civilisation og tidsalder.

Post-modernismen repræsenterer en anderledes tænkning, men taler et lige så klart sprog om afmagt ved sin for-skønnelsesarkitektur, der prøver at sminke — bogstaveligt talt — liget, men som ikke formår at skjule frustrationerne og værdikrisen. Post-modernisme er, som jeg ser den, en imødekommenhed overfor en generel søgen i samfundet efter lidt varme, poesi, irrationalitet, følelse.

Hans-Jørgen Nielsen om postmodernismen, Levende Billeder, 1981 nr. 8, november.

Medierne har reduceret de gamle magtmonopoler-politikernes magt og de intellektuelles. Spredningen af kultur betyder også. at der ikke længere findes nogen avant-garde. Når fremskridtstanken udhules i takt med at fremskridtets indhold blir manifest, forsvinder fænomenet fortrop. I kulturspredningen kan ingen være forrest, mediefolkene vil altid være først på pletten.

Den sydamerikanske forfatter J. L. Borges spår, at hvis man om nogle hundrede år vil udpege vor tids mest betydningsfulde forfattere, så blir det utvivlsomt navne, vi aldrig har hört om. De sekulariserede mennesker er ikke deres mangler og savn bevidst. Også derfor vil åndslivet være usynligt og marginaliseret i lang tid fremover. Der hvor der mangler noget, flyder ånden hen og fvlder ud. energien tåler ingen tomrum.

Suzanne Brøgger i Luftskibet nr. 2, 1981

Årgang 56/1981-1982, nr. 05