Støjen gør ikke godt, det gode gør ikke støj - Niccolò Castiglioni, italiensk komponist

Niccolò Castiglioni har komponeret et værk, som han har tilegnet Fredens Kunst (i modsætning til Krigens -) i troen på - til forskel fra mange andre komponister - at musikken og kulturen vil leve videre. Castiglioni er en af Italiens betydeligste komponister, men han er ikke særlig kendt i Danmark. OLE BUCK kender ham og har besøgt ham flere gange. På årets Numusfestival i Århus i april vil der blive opført nye værker af Castiglioni.

Niccolò Castiglioni I

Det første værk Niccolò Castiglioni komponerede, er skrevet i 1952 for strygere ledsaget af 2 fløjter 2 oboer og 2 fagotter og hedder »Concertino per la Notte di Natale« (Ex. 1)

»... det er et enkelt og sobert skrevet stykke synes jeg, komponeret mens jeg endnu ikke var færdig _ udviklet som komponist og stadig gik på konservatoriet... «

I de følgende år skriver han en hel række orkesterværker, nogle vækker en del opsigt i Italien.

»... de forekommer mig i dag at være for eklektiske i deres materiale og jeg interesserer mig ikke så meget for dem ...«

I 1956 var Castiglioni for første gang i Darmstadt.

»... Jeg var for ung på det tidspunkt; jeg hørte Stockhausens »Gesang der Jünglinge« men jeg forstod det ikke ...«

Året efter komponerer Castiglioni sit første orkesterværk, der viser en begyndende interesse for de nye muligheder, »Impromptu I-IV«.

»... det var for mig et vigtigt skridt fremad mod min egen stil. Det er skrevet under indflydelse af Arnold Schoenbergs fem orkesterstykker op. 16, især den sats der hedder »Farben« ...«

Castiglioni anvender her diskret, men følsomt, et almindeligt symfoniorkester på en måde som minder om Weberns udtryksfulde enkelhed, (se ex. 2)

»... jeg søgte på det tidspunkt at slå rod i en efter-wagnersk romantik; jeg ville gerne bevare de romantiske aspekter i Weberns musik uden at indlade mig på de antiespressive, tekniske ideer som prægede den efter-webernske modernisme. «

[nodeeksempel 1 og 2]

Andet besøg i Darmstadt var betydeligt mere udbytterigt; Castiglioni spillede sit korte klaverstykke »Inizio di Movimento«.

»Det var en smuk tid i Darmstadt i de år, man blev påvirket af atmosfæren ...«

»... ideen var at jeg ville lade musikken udvikle sig fra Webern til Debussy; det gælder for alle mine stykker fra denne tid;«

Med »Inizio di Movimento« begynder Castiglioni sin fabelagtige udvikling, der i løbet af et par år placerer ham som den moderne musiks førende komponist, med helt nye ideer og en dristighed som var uhørt.

»... jeg forsøgte at komponere en mere sofistikeret musik end jeg havde gjort i mine romantiske værker, men jeg følte at jeg måtte tage hensyn til rent hørepsykologiske problemer (det synes jeg ikke altid man havde gjort i den moderne musik).«

Han bruger »Inizio de movimento« som begyndelse til sit næste stykke »Movimento di continuato« som blev uropført i Milano 21. marts 1959. Det lille ensemble på 11 instrumenter blev dirigeret af Pierre Boulez og Castiglioni spillede selv det ekstatiske klaverparti.

»... i stykket lader jeg den klang som allerede er skitseret i det forudgående stykke forvandle sig; nye lag tilføjes til kontrapunktet i klaveret. Klangen bliver da mere debussy'sk og ved at lade dialogen mellem instrumenter og klaver stige i styrke, forstærkes klaverets pedalklang; jeg forsøger at presse klangen op til det yderste, dvs. til et punkt hvor klaveret afbryder udviklingen ... derpå går det over til andre instrumenter og til sidst vender klaveret tilbage som soloinstrument...«

»Movimento di Continuato« spiller i 5 og et halvt minut.

»... da jeg komponerede slutningen efter kulminationen læste jeg en artikel af John Cage (jeg vidste dengang ikke om han var filosof eller komponist) og beskrivelsen af visse »sounds« han ville anvende i et stykke lød så spændende at de inspirerede mig til de klange som slutter »movimento« ...«

Castiglioni drømmer sin musik i farver.

»... Farverne er tingenes klangliggørelse ...«

Samme år komponerer Castiglioni også »Apresludes« for stort orkester, hovedværket fra perioden, og i det hele taget stilistisk et typisk Castiglioni værk. (Ex 3)

»... jeg komponerede »Apresludes« udfra et møde mellem de to musikalske erfaringer fra Webern og Debussy; derudover anvender jeg klangfarvemelodier og klaveret som solistisk instrument. Ideen var at inddele musikken i afsnit med pauser imellem. Da jeg skrev det foretrak jeg Boulez fremfor Stockhausen, også selv om hans orkester på det tidspunkt var reduceret til en vibrafon ...«

Også i 1959 opstod »Tropi« for fløjte, klarinet, violin, violoncel, klaver og slagtøj. (Ex 4)

»... ideen er her øjeblikke af lyd og øjeblikke af stilhed; det at komponere med ren stilhed har jeg fra Cage ... «

Det var især disse to værker der var med til at gøre Castiglionis navn kendt i avant-gardekredse. Der var dem der sagde, at han fra nu af skrev det samme stykke fra gang til gang.

»... ja det er næsten samme musik, jeg havde ved at permutere materialet fra Webern og Debussy fået et materiale som jeg synes godt om, og som jeg inddelte i uregelmæssige, lange afsnit ...«

En nøjere konfrontation med partituret viser imidlertid stor grafisk variation som også giver sig lydligt udslag. I 1959-60 opstår »Eine kleine

Weihnachtsmusik« for lille orkester. Ligesom i »Apresludes« er der klangfarvemelodier blandet med en vis klanglig mystik.

»... jeg lader klaveret være solist uafhængig af de øvrige instrumenter for at frigøre en helt speciel klaverstil inden for rammen af et orkesterværk ... «

Castiglioni har en lille produktion af kammermusik, men i 1960 opstår »Gymel« for fløjte og klaver spm er ret meget spillet.

»... det er igen de samme ideer, men nu udført meget klarere ...«

Gymel er skrevet til den italienske fløjtevirtuos Severino Gazzeloni.

[nodeeksempel 3]

Det er også indspillet på plade af Gazzeloni.

I det næste værk er erfaringerne fra de foregående orkesterværker udført mere enkelt. Det er »Disegni«. Han bevæger sig fra det »våde« orkester mod en mere tør kammerorkesterklang. Men stadig høres et fascinerende spil af rytmer igennem en statisk udholdt tone. Materialet varieres, både de legende rytmer og den statiske baggrund.

»... Jeg tilstræber en vis munterhed i min musik, som gør at den kan virke underholdende på tilhøreren, der er vant til den moderne musiks strenghed ...«

I 1961 skrev Castiglioni på bestilling af den nordtyske radio »Rondels« for stort orkester. Stykket begynder med få spredte toner der gradvis samler sig til nogle heftige udbrud.

»... jeg forestillede mig at lade stykket begynde med punkter; ved opførelsen begyndte publikum at le ad hvad de hørte; det var første gang det blev spillet og det virkede humoristisk; da alle træblæserne senere samler sig til tætte klange holdt de op med at le ... «

Rondel er med sin elegance mere i Ravels ånd end i Debussys. Fra samme år stammer en opera bygget over »Alice i eventyrland« og »Bag spejlet«, hvor han for første gang siden sine første romantiske værker anvender tonalt materiale. Således høres der enkle italienske madrigaler ved siden af strålende passager af figurationer, som virker ret indtagende.

»Attraverso lo specchio« vandt prix Italia samme år.

Næste værk er også en bestilling »Decor« for orkester som blev ur-opført ved Venezia festivalen. I dette værk høres den tætte og svævende klang, som præger meget af den efter-darmstadske musik. Værker fra disse år står på et artistisk højt niveau med næsten isolerede momenter af klang spaltet op i sine bestanddele.

Man var grebet og tvivlede samtidigt på om denne musik kunne udvikles yderligere.

Et nyt værk af Castiglioni var en begivenhed og blev imødeset med største interesse.

Med »Synchromie« blev de forventninger man siden »Apreslu-des« havde stillet sat yderligere i vejret.

Udført i et kæmpepartitur med op til 60 systemer udvikles her en af de mest særprægede klangverdener der overhovedet er skrevet for orkester.

»... det skulle begynde med en stillestående klang der udviklede sig til et »poco a poco accelerando«; derefter skulle der følge et eller andet... «

I det andet afsnit høres nogle fugleagtige udbrud. Med palettens mange farver skabes en næsten psykedelisk lydkunst som slår hul på nye bevidsthedslag. Samme år skrives en lille »Concerto for stort orkester«.

»... den er en transkription af begyndelsen til Tropi; til slut citerer jeg en gammel melodi f rå middelalderen »rhomme arme«.

I den højtudviklede polyfoni anvendte man i middelalderen ofte en kendt melodi, nærmest for at glæde tilhøreren med noget han havde hørt i forvejen.

Efter de mange rene orkesterværker begynder Castiglioni nu at koncentrere sig om musik til tekster, ofte gamle tekster, som han skriver helt ny musik til.

I »Gyro« for kor a capella er det en tekst fra Davidssalmerne. Dette hans første korværk blev bestilt af Sveriges radio og uropført i Stockholm efteråret 1965. Til en tekst af Milton skriver han »Solemn Music« for sopran og kammerorkester.

I Gyro anvendes en helt ny skrivemåde for kor, hvor klangfarvemusik er forsøgt udviklet for stemmer, ligesom han i orkesterværkerne udviklede den for instrumenter.

»... det var især Nono's måde at skrive for kor på, som virkede inspirerende her; ligesom Nono også er den italienske komponist jeg sætter højest... «

De fleste kompositioner er skrevet på bestilling. Man har ment, at dette i disse år drænede komponisten for ideer, fordi stykkerne var så tæt skrevne. Men det fremkaldte så på den anden side, ud fra en anden nødvendighed, nogle yderst intense momenter i koncertsalen.

»Caractère« for orkester fra 1964 blev bestilt til musikdagene i Hagen og uropført af Hagen symfoniorkester dirigeret af Berthold Lehmann.

[nodeeksempel 4]

»... jeg gik ud fra syv forskellige klange og udformede kompositionen som en serie af variationer; der findes også en gammel melodi udført af basunerne ...«

Nu begynder der at vise sig en anden side af Castiglioni. Han har en stadig trang til at male med forhåndenværende materiale og inspireres af de gamle katedraler, gregorianske og byzantinske sange.

Til Heinz Hollinger skrives » Aleph« for solo-obo. Aleph er det første bogstav i det hebraiske alfabet. For Castiglioni er obostykket det første stykke i en serie, der kan udvikle sig til et mere sammensat tonesprog.

»... det er et virtuost stykke skrevet til en fabelagtig oboist; jeg blander her forskellige materialer som i et spil kort...«

De enkelte afsnit er skrevet på løse ark som så kan sammenstilles af in-terpreten; på den måde er formen variabel fra opførelse til opførelse. Fra efteråret 1966 og til begyndelsen af 1970 opholdt Castiglioni sig i USA. Først inviteredes han til »Center of Creative and Performing arts« ved Buffalo Universitetet, derpå fungerede han som gæstende professor ved Ann Arbor universitetet i Michigan, og senere blev han tilknyttet universiteterne i San Diego og Washington.

»... da jeg var i USA opholdt jeg mig kun to dage i New York, byen imod min natur; jeg afskyr New York og synes bedre om de mindre byer derovre ...«

Ved ankomsten til USA modtog Castiglioni en bestilling fra Kousse-witsky-fondet og skrev »Masques« for kammerorkester. En mindre gruppe af de 12 instrumenter er placeret uden for koncertsalen, hvor de spiller brudstykker af menuetter.

»... det er det første værk hvor jeg helt igennem forsøger med musikalsk collage; jeg citerer forskellige stilarter; stykkets idé er citat af stil...«

Men kunne også kalde ideen for »klingende postkort« fra musikhistorien; disse stilkarrikaturer ser Castiglioni også som fremstillende typiske figurer à la commedia dell' arte-traditionen.

»... denne komposition afviger fra en rent abstrakt musik ved mere at være nogle ekscentriske masker og nogle tonale gestus anvendt i en teatersammenhæng.«

De amerikanske værker er prægede af denne forvirrede stilblanding og med en høj produktivitet fortsatte Castiglioni sine eksperimenter med alle mulige materialer; når det så alligevel lykkedes at opnå en klanglig enhed er det fordi han formår at omforme de forskelligste indfald til klangfarvemusik, bare med andet stof.

»... jeg synes ikke, bortset fra »Masques« at de er mine mest betydningsfulde stykker; stilen er for elektrisk og der er for mange ting med ... «

I teateret er der brug for en mere extravagant musik der dækker indholdet i handlingen og udtrykker figurerne der bevæger sig på scenen.

»... jeg spørger mig selv i høj grad om det er portrætter af musikstil eller udbrændte souvenirer der er sammenstillet i en art collage ...«

Hjemvendt til Italien komponerer Castiglioni »Arabeschi« for fløjte, klaver og lille orkester. Dette nye værk er tilegnet Severino Cazzeloni og Bruno Canino.

»... stykket er komponeret i en naiv stil som forsøger at forbinde et tonalt grundlag med naive melodier i et ligefremt udtryk ... «

I begyndelsen høres en humoristisk fantasi over h-dur og senere en vals af Grieg iklædt de castiglioni'ske klangfarver.

Året efter fulgte et af Castiglionis vigtigste kompositioner »Inverno in-ver« med undertitlen 11 musikalske digte. (Ex 5 næste side).

»... titlen betyde »virkelig vinter« og det var et forsøg på at komponere tonalt; jeg kunne dog ikke lade være med at iklæde treklangene mine egne klangfarver ... «

Også i det næste værk »Quodlibet« for klaver og lille orkester møder vi den nye stils forenklede tonesprog. Den blev skrevet i 1976.

»... den musikalske arkitektur bygges op af små klangspil i en minutiøs leg ...« (Ex. 6).

»... jeg kan godt lide at lade instrumenter kun spille i deres højeste register; mange dirigenter tror det er uhørt svært at udføre, men det viser sig ikke at være så svært som de tror ... «

Det følgende år (1977) opstod »Dickinson-Lieder« for sang og klaver, de blev senere instrumenteret for orkester.

»... jeg har forsøgt at iklæde den schoenberg'ske »sprachgesang« mit eget tonesprog ...«

[nodeeksempel 5]

Det næste betydelige værk »Sinfonia con Giardino« er et kort stykke for lille orkester med en raffineret instrumentation af et overvejende ornamentalt klangligt materiale.

»... jeg forestiller mig musikken i en art rotation hvor de samme toner vender tilbage hele tiden og hvor de forskellige klangfarver danner stykkets væsentligste struktur ...«

Fra samme år må man nævne det lange klaverstykke »Sweet« som vandt førsteprisen ved Stockhau-sen-konkurrencen i Bergamo. Stykket indføjes senere som første sats i »Tre Pezzi« for klaver.

De følgende år komponerer Castiglioni to værker for kor og orkester. Det første er »La Favole de Esopo« hvor de naive fortællinger om dyr er udgangspunkt for en kongenial musikalsk udlægning. Mere alvorlig musik finder man i »Salmo XIX« for kor og orkester. Den ene af de to sopraner skal kunne synge meget højt. Begge disse værker er socialt engagerede og tilhører vel den humanistiske kategori af musikken.

»... teksten til Salmo XIX er den Haydn har brugt i skabelsen ...«

Til Venezia festivalen 1981 komponerede Castiglioni de to operaer »Oberon« og »The Lords Masques« der begge anvender gammel tekst.

»... de er indirekte skrevet som en hyldest til nogle af de komponister jeg holder mest af: Grieg, Haydn, Mendelsohn og Webern ...«

Musikken fungerer i det hele taget forbløffende godt til scenisk spil. For tiden skriver Castiglioni et værk som skal opføres i anledning af Haydn-året 1982. Titlen bliver »144.500« og det bliver også et kort stykke.

Niccolò Castiglioni II

De fleste værker af Castiglioni bygger på overraskelseseffekt og en udsøgt sans for den yderste præcision. Det gælder de første rent eklektiske værker fra 50'ernes begyndelse, som stilistisk endnu hører til neoklassicismen, men det gælder . i endnu højere grad de senere værker med de nye klangfarver.

De fire impromptu'er for orkester kunne være model for senere Castiglioni partiturer, med deres poetiske udtryk, følsomme materialebehandling og ikke mindst deres korthed. Stykket begynder med en fordeling af tonerne i orkestret: a-mol klangen i de høje registre, Es-dur klangen i de dybe, ulige lange pauser gør det lettere at opfatte den enkelte tone. Til slut i satsen høres to farvemættede takter, hvor hele området af høje toner i orkestret udfyldes med klang i et ekstatisk udbrud.

»... efter en musik på grænsen til stilhed bryder den klanglige ekstase igennem som et festligt fyrværkeri ...«

I anden sats klinger en elegisk kanon i fire stemmer, men udført som klangfarvemelodisk sats. Det er en lignende teknik Ligeti senere har anvendt i »Lontano«.

Tredje sats bygger på kontrasten mellem to forskellige karakterer: en punktuel mumlen i de mørke instrumenter (klarinetter, bratscher, celli og contrabasser) besvares af udbrud i hele orkestret.

Endelig i sidste sats gives der plads for en ret tæt klangfarvemusik; de tolv toner i den kromatiske skala er lagt inden for to oktaver, så oktavfordoblinger undgås. Resultatet er et cluster der moduleres i et atmosfærisk forløb af skiftende tætheder, omtrent som at iagttage skyformationer i drift.

»... jeg kan godt lide statisk musik ...«

Overraskende er »Movimento Continuato« for klaver og 11 instrumenter. Begyndelsn lyder næsten som et autentisk portræt af stilen fra Darmstadt i disse år; et statisk kontrapunkt af varigheder og tonehøjder, af anslagsarter og spil-lemåder. Gradvis sker der nu en forvandling af det klingende materiale. Tonehøjdernes orden nedbrydes, satsen pulveriseres og harmonikken suspenderes. Det pulveriserende afsnit afsluttes med et kraftigt cluster i klaverets dybeste toner. (Ex 7)

»... pulveriseringen betød at jeg fjernede mig fra den objektive basis værket var begyndt i, og derfor søger musikken selv at oprette den i sidte halvdel af stykket. Klaveret sætter en grænse for nedbrydningen af klangen og afbryder den ... «

Efter det kraftige cluster fastholder klaveret en pedalklang der udfyldes af en konfus lysende klang af små udbrud i fløjte og celeste.

Det er dette afsnit som Castiglioni skrev mens han læste et essay af amerikaneren John Cage om en ny musik han gerne ville skrive.

Triller og tremolo'er udvisker konturerne af en lille trio bestående af fløjte, vibrafon og celeste. Trioen overtager klaverets musik som afsluttes med et blødt cluster i klaverets diskant. En for en sætter resten af ensemblet ind, og det bliver til en let bizar polyfoni der afsluttes med et højt b i trompeten; så genoptager klaveret sin egentlige rolle som solo-instrument.

Forsøgene med klangfarver fortsætter i en lang række orkesterværker, hvoraf »Apresludes« er det mest spillede.

[nodeeksempel 7]

[nodeeksempel 8]

Apresludes begynder med klangfarvemusik inden for et begrænset klangrum af en stor septim. Her finder Castiglioni en ny frihed som den serielle musik har åbnet for, men som klangfarvemusikken kan gøre brug af. (Ex. 8)

Her videreføres udviklingen - med elementer der nedbryder den objektive basis - med frygtindgydende konsekvens, toner skjuler andre toner, teksturer afbrydes brat. Diskontinuitet bliver paradoksalt nok den fremaddrivende idé, de poly-rytmiske gruppetti opløser den faste rytme og friktionen mellem de tæt beliggende instrumenter opløser instrumentationen. Tilbage bliver flygtige figurationer og en statisk virkende klangfarvekomposition af yderst intens poetisk indhold, som i momenter magisk besætter tilhøreren. (Ex. 9)

[nodeeksempel 9]

Det lille orkesterværk »Disegni« virker som geometriske figurers abstrakte tegn. Her er teknikken forenklet og flere begrænsninger fastholdt. Den melodiske udvikling består af en ret vild rækkefølge af rytmiske figurative kombinationer. Der findes klangfarvemelodier i »Disegni«, men samtidig er det en næsten humoristisk punktuel artikulering af stilhed. (Ex. 10)

[nodeeksempel 10]

Castiglionis univers har en kosmisk skønhed, som man kan nærme sig rent intellektuelt, men der er på den anden side også meget at lytte sig til.

Selv om visse titler nok frem for alt forbindes med et geografisk område mere end de udtrykker en underliggende sensibilitet, så er titelen nu ment som udtrykkende hele værkets essens, på samme måde som i Messiaens musik.

Titlen »Eine kleine Weihnachtmusik« har tydelige mindelser om Mozart. Den åbnes med en H-dur/ h-mol samtidig med F-dur/f-mol. Det er endnu et eksempel på, hvordan han arbejder med statiske treklange. Når denne klang forsvinder, giver den plads for frostklare, høje violiner og en melodisk udtryksfuldhed, der ikke bygger på treklange.

I »Rondels« for stort orkester findes ideen, der minder om Ravel. En hektisk begyndelse hvor høje flageoletter i 12 violiner danner baggrund for skarpe klange i messingblæsere til det pludselig opløses i en punktuel kornethed der forsvinder ud i stilheden og giver plads for et sart celeste. Der er også en lang euforisk sang for to piccolofløjter og senere vilde trompeter imellem triller i træblæserne, der også gradvis går ned til et intet for at give plads for en anden idé.

Det er en flot og dristig klangfarvemusik. I »Decor« findes en musik i klokker og træblæsere, der kunne være inspireret af fuglesang.

»... jeg kan godt lide fuglesang, selv om jeg dog ikke som Mes-siaen direkte anvender den i min musik. Det er Messiaens idé, som jeg i øvrigt holder meget af _ han er den største nulevende komponist ... «

Et andet betydeligt værk fra begyndelsen af 60'erne er »Synchromie« for stort orkester; ideen er her at en ubevægelig klang i strygerne udvikler sig i et gradvist opbygget accelerando til en kaotisk udviskning, der transformeres til en højere klanglig dimension. Også her lyder musikken som fuglesang, og i det mareridsagtige trejde afsnit - selve kulminationen - endda som et helvede. Når musikken så vender tilbage til første afsnit er den mærkelig mekanisk.

Man kan sige at »Caractères« er det sidste værk i »anden periode«, hvor en fri fantasifuld klangfarvemusik blev udforsket og forsøgt anvendt til overvejende poetiske formål.

I hans amerikanske periode (1966-1971) begynder en rastløs eksperimenteren med at blande mange stilarter. Det hænger måske sammen med, at han ville komponere en art klingende pop-art modernisme der anvendte kendte stilemner på samme måde som billedkunstnerne anvendte billeder man kendte i forvejen. I »Masques« søges tilvejebragt en lige så farverig musikalsk stilblanding som førhen var opnået med et mere abstrakt materiale. Og det lykkedes meget godt i dette såvel som i »Sinfonia Guerrieri ed Amoroso« for orgel.

»... jeg anvender her citat af stil...«

I andre tilfælde falder kompositionen tilbage på en ret forvirret eklekticisisme, som indeholder mange og yderst forskellige ideer. Dog lykkes det i variationssatsen i den lange »Sinfonia in Do« at få nogle barokke og humoristiske momenter frem. (Over et Handeltema).

Indimellem tager han et gammel stykke og skriver en ny variation over det, eller væver gammelt og nyt ind i hinanden som i titlen på hans »Vneukokvhaja«, som klinger meget russisk, hvor gammelt (Vekkhja) og nyt (nouva) er repræsenteret.

VEKKHJA NUOVA

Med »Arabeschi« for fløjte, klaver og et lille orkester samler de forskellige ting sig til en bemærkelsesværdig fornyelse af et gammelt materiale.

Dermed er Castiglionis »tredje periode« begyndt. I Arabeschis ind""-ledning fantaserer klaveret og fløjten over en H-dur akkord.

Ex. 11

Og en vals af Grieg, for de to solister klinger ligesom igennem en mur af kunstige flageoletter. Kunstige flageoletter i strygergruppen og rig anvendelse af klokkespil er typiske træk i instrumentationen. Stykket er et ekstremt eksempel på melodiens tilbagevenden i ny musik. Melodierne er lysende ekstatiske, udmøntede i en fortryllet og forhekset musik helt i klangfarvernes tjeneste.

Samme melodiske naivitet søges tilvejebragt i de følgende værker: i »Inverno In-Ver«, i »Quodlibet« for klaver og lille orkester, og i »Sinfonia con giardino« for lille orkester.

I »Inverno In-Ver« hedder første sats »isblomster« og anden sats »den tilisede sø« og musikken klinger tilsvarende. Det er frossen is-poesi af glasagtige klange, et kry-stalinsk spil i orkesterets diskant. Der findes mange eksempler på tonalitet i værket, ofte som treklange der cirkler omkring én tone. I eks. 8 ses hvordan de bevæger sig fra e-mol til Es-dur og tilbage igen.

[nodeeksempel 11- 13]

Ex. 12

»... det fundamentale i kompositionen er den statiske fordeling af toner, hvorved den musikalske diskurs kan aftegnes som en art blomstrende stenaflejringer ... «

I »Sinfonia con Giardino« for lille orkester gentages figurationer over længere træk samtidig med at melismer og ornamentale aftryk næsten furs ind i en tæt mur af klang eller klangfarvestøj. Med sit formagtige præg og overvejende holden sig til de højere-registre i en udsøgt instrumentation opnås en lysende, næsten mystisk klang som minder om gregorianske melodier. Begyndelsen af »Quodlibet« svarer til begyndelsen af »Arabeschi« bare her i a-moll, men ellers er det den samme leg med små musikalske motiver, en lidenhed som tilførelsen af små sekunder forlener en spøgende tone. I arkitekturen kon-trasteres det mere »engagerede orkester« med det muntert legende solistparti.

Castiglionis partiturer er skrevet med sans for økonomi og virkningsfuldt håndværk. - Som i begyndelsen til »La favole de Esopo« for kor og stort orkester. Ved skiftevis at lade koret synge i en stor sekund og en stor septim opnås en klar, koncis korsats. Denne ledsages så af frie ornamenter, næsten improviseret over den stramme sats.

Castiglionis begejstring for Griegs lyriske stykker kommer til udtryk i det bemærkelsesværdige stykke for to klaverer »Omaggio ad Edvard Grieg« (uropført juni 1981 ved Brescia-Bergamo fetivalen). Her udfoldes et virtuost klangmaleri hvor »punkter« og »ornamenter« er byggesten. Intervalmæssigt er »Omaggo ad Edvard Grieg« præget af den forstørrede kvart og klangligt af krystalagtigt spil i diskanten og pragtfuld anvendelse af clusters og pedal.

Ex. 13

»... i slutningen har jeg citeret en tysk børnesang: »Kuckuck ruft in dem Wald« ...«

Denne sang symboliserer forårets komme. Vinteren er slut og man hører kukkeren synge ovre i skoven. På den måde vækker den en forventning om sommerens komme.

Ved Numus festivalen den 28. april-2. maj i Århus vil »Sinfonia guerrieri et amorose« for orgel på 45 minutter, »Sinfonia con giar-dino« for orkester og »Omaggio à Edvard Grieg« for 2 pianister blive opført.

»Ommagio a Edvard Grieg« per due pianoforte

»Navnet Grieg synes så fuldt af magi, især på grund af den luftige lethed som kendetegner hans foretrukne klangfarver: lyden af glas, en isblomsternes poesi, en klingrende kulde i klaverets højeste registre; alt sammen peger det i retning af Grieg som én af hele klaverlitteraturens største poeter.

I denne klangverden, - blid og drømmende, forfinet og krystallinsk, mangler imidlertid bestemt ikke energiske og ildfulde afsnit med levende kontrastvirkning: også her er Grieg frem for alt en fantasiens mester. Hans magisk-besværgende verden er befolket både med rædselsvækkende figurer, - orgiastiske hekse og med alfer og venlige trolde.

Kun mod slutningen af mit forløb fortrænges disse forestillinger af en reverens til retour a la nature, - den barnlige uskyld hilses af en lille tysk folkemelodi om gøgens forårssang i skoven. Vinteren er omme: slut er også årstiden med den frost og is som Edvard Grieg elskede.

Værket er tilegnet Bruno Canino og Antonio Ballista. «

Diskografi

GYRO ERATO STU 70537
ALEPH PHILIPS STEREO 6500202
GYMEL TIME RECORDS S/8008
CANGIANTI DODECATON 1/2 Sugar-music
TROPI ARS NOVA VST 6078 Stereo
MOVIMENTO CONTINUATO ARS
NOVA VST 6078 Stereo
TROPI TIME RECORDS Series 2000 58006
GYMEL CBS Stereo 61256
CARACTERES TELDEC T 74790
FA VOLE DI ESOPO SALMO Italia Fonit Cetra ITL 70082