Fra opera i TV til TV-opera

Det forekommer ret selvfølgeligt at fjernsynet selv sætter operaer op, og ikke bare henter transmissioner hjem fra diverse operascener. Og lige så indlysende må det vel være at fjernsynet ikke bare udnytter det i forvejen eksisterende operarepertoire af ældre og nyere dato, men også bidrager til den fortsatte fornyelse af repertoiret.

Men så ligetil som det lyder er det nu ikke. At overføre opera til TV-studiet stiller ikke blot ekstraordinære krav til fjernsynsproduktionen, det medfører også grundlæggende ændringer i den musikdramatiske opførelsessituation, og paradoksalt nok synes problemerne endnu større for musikdramatik der er skabt specielt for TV.

Til forskel fra den direkte transmission fra operascenen foregår der nemlig i den rendyrkede TVstudie-produktion en leddeling af opførel-sesprocessen, på den ene led ved en opdeling af det musikdramatiske forløb, på den anden led ved en adskillelse af operaens komponenter: adskillelse af tilskuere fra optrædende, orkester fra sangere, sang fra optræden.

Exit publikum

Adskillelsen fra tilskuerne gør sig umærkeligt gældende allerede i transmissionssituationen. Nogle operasangere siger at blot bevidstheden om kameraernes tilstedeværelse giver dem en fornemmelse af afstand til publikum, og tillempning af lyssætningen af hensyn til fjernsynet kan give publikum en tilsvarende fornemmelse.

Ved forestillinger betalt af fjernsynet, hvor der kan afbrydes og tages afsnit om, føler publikum sig mere til ulejlighed end til inspiration. Alligevel kan selv uindviede fjernseere mærke på de medvirkende i en optagelse når de har optrådt for helt tomme stole.

Da Per Nørgårds »Gilgamesh« blev overført til fjernsyn blev der placeret et indbudt publikum i studiet for at bevare karakteren af levende forestilling. Men efterhånden som produktionen skred frem lod instruktøren sig friste til at dele opførelsen i afsnit med skiftende opstillinger, og forholdet mellem publikum og udøvende endte i gensidig forlegenhed.

Exit orkester

Har man først givet afkald på et tilstedeværende publikum er vejen til gengæld åben for en spillestil der mere ligner filmens end teatrets. Denne mulighed kan dog kun udnyttes ved en tillempning af det stemmemæssige og musikalske udtryk. Og så meget mere ønskeligt bliver det at frigøre studieproduktionen fra orkestret og de dermed følgende pladsmæssige og akustiske vanskeligheder.

I enkelte tilfælde har vi haft orkestret anbragt i et særskilt studie. Sangerne hørte det over højttalere og fulgte dirigenten på fjernsynsskærme, dirigenten hørte sangerne i hovedtelefoner. Men det almindelige er at indspille orkestret før fjernsynsoptagelsen. Sangerne må så være til stede ved orkesterindspilningen for at sikre de rigtige tempi, der samtidig skal tilrettelægges så de kommer til at passe med de bevægelser sangerne skal udføre under billedoptagelsen.

Tacet sang

Det mindsker selvfølgelig sangernes udtryksfrihed at skulle synge til en færdigspillet orkesteroptagelse i en afskærmet højttalergengivelse. Alternativet er at sangpartierne indspilles samtidig med orkesteroptagelsen, men på særskilte lydspor sådan at de klanglige og styrkemæssige forhold ved afsluttende sammenspilning kan tilpasses bevægelserne i billedet.

Under fjernsynsoptagelsen må sangerne så dels følge det en gang fastlagte tempo, dels eftergøre deres egne stemmemæssige udtryk fra musikindspilningen så præcist at ansigtsudtrykket kommer til at svare til sangen.

Syntese eller samtidighed

Med denne omstændelige beskrivelse vil jeg ikke påvise at studieproduktion skulle være mindre »naturlig« end teateropførelse af opera. Men beskrivelsen skal forklare hvilken grad af præcision der skal til for at en studieproduktion kan opnå samme troværdighed og udtryksintensitet som en levende opførelse. Det er prisen for at frigøre operaen fra scenens frontale perspektiv og tilføre den fjernsynets billedmæssige bevægelighed. Alligevel er det påfaldende at almindelige transmissioner ofte bliver modtaget mere positivt, også af fjernseere der ellers ikke er opera-interesserede, end produktioner der udnytter mediets egne muligheder.

Det er grunden til at vi for nogle år siden, da der blev åbnet adgang til transmissioner fra operascener i ind- og udland, samlede de efterhånden sparsomme TVoperaressourcer om nykomponerede værker, og samlede bestillingerne om komponister der i forvejen havde kendskab til fjernsynets musikalske muligheder.

Opera for TV

Gennem årene er der udsendt følgende egentlige fjernsynsoperaer:

Svend Erik Tarp: 9.90 - 1962

Svend S. Schultz: Konen i muddergrøften - 1965

Ib Nørholm: Invitation til skafottet-1967

Ingolf Gabold: Syv scener til Orfeus -1970

Sven Erik Werner: Der er blevet skabt så meget - 1974

Ib Nørholm: Havemuren - 1977

Henning Christiansen: Den otteøjede skorpion - 1979

Sven Erik Werner: Formynderne -1980

Bent Lorentzen: Stalten Mette - 1981

Sideløbende hermed er en række nutidige operaer produceret i fjernsynsbearbejdelse, og et stort antal mindre, dramatiske eller halvdramatiske udsendelser er produceret i samarbejde med danske komponister.

Umiddelbart kunne det forventes at musikdramatik beregnet for TV ville overvinde de førnævnte svagheder ved en mere direkte udnyttelse af mediets muligheder. Hvad scenografi og iscenesættelse angår har der været tale om virkelig fornyelse som tegneseriestilen i »Skorpionen« eller science fiction stilen i »Formynderne«. Men ideen om at lade værket blive til i snævert samarbejde mellem komponist, instruktør og producer er endnu ikke slået igennem. I alle tilfælde forelå der et fuldt færdigt partitur inden den fjernsynsmæssige udformning kunne begynde. Og medens der ved en teateropførelse kan foretages ændringer, strygninger og tilføjelser i musikken helt op til eller endda efter premieren, så er det udelukket når først hele den sædvanlige TVproduktionsproces er sat i gang. Først bagefter får instruktøren mulighed for at bedømme det dramatiske forløb i sammenhæng, og til forskel fra en filmproduktion - der langt ville overstige vore økonomiske forudsætninger - er der i TV mindre materiale at vælge imellem i redigeringsfasen. Og selv om de elektroniske redigeringsmuligheder teoretisk set er ubegrænsede har de i praksis vist sig at bringe lydkvaliteten i fare.

Budskab, medium og modtager

Hvad der her er beskrevet synes at bekræfte den teori at det er mediet der bestemmer hvilket budskab der når frem. Men hvad der gælder tilblivelsesprocessen gælder i ikke mindre grad modtagersituationen. Om ikke andet ved vi fra reaktionerne på de nye operaer vi har udsendt - seerbreve, anmeldelser, læserbreve - at fjernsynet betragtes som et reproduktivt medium.

At se hvad der foregår på en operascene, eller til nød noget der er beregnet til at foregå der, kan opleves som f jern-syn i egentlig forstand. Men når vi præsenteres for noget der kun eksisterer i kraft af selve mediet mobiliserer vi en helt anden forhåndsindstilling. Jo mere ophavsmændene har søgt at rendyrke det audiovisuelle desto mere ændres derfor modtagersituationen. Det er just også hensigten med at sætte kunstnere til at arbejde med mediet, og musik er uden tvivl det rette udgangspunkt for udviklingen af nye audiovisuelle udtryksformer. Og hvorfor så ikke opera ...

Hvorfor synger de -

At ballet øjensynlig er taknemmeligere at eksperimentere med i TV hænger naturligvis sammen med at der er en dimension mindre at tage vare på, den sanglige. Jeg tænker her ikke kun på de vanskeligheder sangen skaber i produktionsprocessen, men fuldt så meget på modtagelsesproblemerne.

For hvorfor skal der synges? Det spørger ikke alene de stakkels husarer vi har lokket til at blive hjemme for at se en ny og spændende slags krimi eller science fiction, det spørger også de operaelskere derfinder at handlingen, sceneriet, og selve musikken ikke at forglemme, modarbejder hvad de forstår ved en operaoplevelse. Det er imidlertid ikke et fjernsynsproblem, det er selve operaens problem i dag: Spørgsmålet om hvor velegnet denne udtrykskonvention er til at viderebringe de tanker og forestillinger nutidens komponister er optaget af, til de mennesker de ønsker at henvende sig til.

Fjernsyn og opera

Der kan ikke generalisere meget ud fra de spinkle erfaringer vi hidtil har gjort med operabestillinger, og der er desværre ikke mange at supplere med fra andre radiofonier.

I sidste omgang drog vi den konsekvens, at en opera skulle være opført for et levende publikum før den blev sat op i TV. Komponist, instruktør og medvirkende ville dermed kunne afprøve virkemidler og timing før de sammen med producer og scenograf udarbejdede en speciel f jernsyns version. På det grundlag blev der truffet aftale om et samarbejde med Den jyske Opera om Bent Lorentzens »Stalten Mette« der var antaget af Danmarks Radio, og Poul Rovsing Olsens »Usher« som Den jyske Opera havde bestilt. Som bekendt holdt aftalen ikke, og institutionerne måtte uropføre de to operaer hver for sig.

Opera eller musikdramatik

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg personligt havde mest ud af »Stalten Mette« der hvor den var mere opera end fjernsyn. Alligevel tror jeg at en musikdramatisk fornyelse må foregå uden for det specifikt operamæssige.

Jeg tror også at det umiddelbare samspil med et publikum er af vital betydning for udviklingen af nye udtryksformer, og at fjernsynets rolle i en sådan udvikling derfor må være formidlende snarere end igangsættende.