Mindeord Peter Weis

Han delte sit talent med os andre

Af Robert Naur

Han nærmede sig nul, da jeg så ham kort i torsdags. Så bleg og gennemsigtig på hospitalssengen, kun svagt genkendende, som i en lille bevidsthedsgnist registrerende, at en gammel ven stod ved hans dødsleje.

Peter Weis døde ud på aftenen. Han var pianist og dirigent, og kun 51 år gammel havde han gjort sig fortrolig med sin skæbne, sit endeligt. En overbevisning om noget på den anden side, gensynene, havde hjulpet ham gennem få ugers brutal, uhjælpelig sygdom. Mange har været igennem det, få går ram forbi, når venner fra de tidlige år dør i urimelig alder. Jeg vil derfor antegne Peter, for han var af de sjældne. Han var - intetanende - sådan en smuk mand. Gamle familielinier faldt harmonisk sammen i hans træk, der var næsten uændrede gennem årene, indtil man så dem gennemlyst, forklarede af kommende død.

Peter var ikke sådan musikalsk som vi andre. Han tilhørte fagets evnemæssige elite, han var gen-nemmusikalsk, og som lille dreng, under besættelsestidens eksil oppe i Göteborg, havde han spillet til sin egen far, Ernst Weis' begravelse. Deroppe var Herman D. Koppel hans lærer, og her grundedes nok hans aldrig svigtende kærlighed til Carl Nielsens musik. Han strøg gennem Musikkonservatoriet og studerede siden hos den store Nadja Boulanger i Paris og på Juilliard i New York, hvor han en tid var assisent for Paul Hindemith.

Han musicerede altid og med alle. Jeg husker en sommerdag. Det må være tredive år siden. Vejret var så skønt som en sommerdag for tredive år siden. Vi samledes ude i villaen på Jahnsensvej i Gentofte, Peters barndomshjem, siden hans eget hjem sammen med Karin og de to sønner.

Vi udgjorde et fint, men ureglementeret ensemble den søndag: Per Dreyer, den senere dirigent, på obo. Søstrene Norup Svendsen, violin og cello. Peter selv spillede på en af de bratscher, som var bygget af Weis'erne i hans oldefars generation. Og Ole Schmidt på klaver. Det blev så til, at vi andre drak te i haven, mens Ole trak sig tilbage. Og en halv time efter var han klar med en Sommer-ouverture, der blev uropført på stedet.

Peter havde talent til hvad som helst i musikken. Hans klaverspil var ganske usædvanligt, hvadenten han spillede studerede ting udenad eller han bladspillede, uanset hvad man satte for øjnene af ham. Hans overblik over et partitur var enestående, en sjælden medfødt gave, som knap kan læres. Hans fornemmelse for musikalsk sætningsbygning, mål og vægt i frekvenser, var usvigelig. Det var grundløst at diskutere opfattelse med ham. Han havde ørets ret på sin side.

Peter kunne nok have nået toppen i sin kunst. Toppen interesserede ham ikke. Han var lejlighedsvis solist. Spillede koncerter i Tivolis koncertsal, og en Torsdagskoncert med Janos Ferencik, hvor han var solist i Mozart. Dertil de hundreder af aftener, ofte på de ydmyge steder, i bibliotekerne, foredragssalene, hvor han i reglen havde Carl Nielsen med. Men den store solospillers egocentri var ham ganske fremmed. Hellere musiklam end klaverløve. Han forærede ganske enkelt sit talent og sin begejstring til os andre. Han elskede at lede sit kor i St. Bendts i Ringsted, som han berejste De forenede Stater med. Han elskede at samle en skare musikere, oftest amatører, om sig for at skabe noget i fællesskab. Han fik opført en mængde.

Haydns Skabelsen i Holmens Kirke for seks år siden blev et minde. En dag blev jeg tilkaldt til Carl Nielsen i Vangede Kirke. Første Symfoni og violinkoncerten med det unge springtalent Kim Sjøgren. Det gik som det skulle. Adskillige prøver på grænsen af panik. Peter kendte sine partiturer, men en praktisk leder af en bande udmattede amatører, der stillede efter otte timers arbejde, var han ikke. Dertil smilende distræ, katastroferne kunne more ham umådeligt. Men elskelig var han, og det ventede under intraf atter: koncerten blev forbavsende god, for hans kunstneriske greb fornægtede sig ikke, når det gjaldt. Gennem mange år var han knyttet til Danmarks Radios musikliv, som repetitør og instruktør for Radio-koret og som orkester-pianist i Radiosymfoniorkesteret. Utallige er de sangere og instrumentalister, der fandt ham i sammenspil, og ingen spillede med ham uden at få mild underretning om, hvad de noder egentlig indebar. Hundreder står i spillegæld til denne fordringsløse mand.

Med mellemrum ringede Adam Weis, Peters onkel, en veteran blandt hovedstadens kammermusicerende cellister. - Peter kan på tirsdag, sagde Adam. Brahms, sevfølgelig. År efter år spillede vi så a-mol trioen, og tit sagde Adam: Hvor mange gange endnu får man lov at spille Brahms a-mol.

Peter blev den første til at spille den for sidste gang.