Oh, du danske, bløde wienerbrød

Af
| Årgang 56 (1981-1982) nr. 06 - side 247-247

I DMT nr. 5 opfordrer Per Nørgård mig til at definere begrebet vi lidt bedre.

Når jeg skriver en artikel om Polens musik, så finder jeg det naturligt at sige de om polakkerne og vi om danskerne. Jeg indrømmer at der bliver lidt uroligt inde i mørket hos danskerne, hver gang jeg forsøger at trykke hatten ned over os alle sammen på én gang.

I en del af de såkaldte østlande har man i mange år haft statscensur, ligesom vi i øvrigt havde det på Grundtvigs tid. Alt hvad Grundtvig skrev skulle gennemlæses af censorerne før det slap ud til offentligheden. Der er tradition for at betragte den slags ordninger med afsky her i Danmark. Hvis censuren ikke stammer fra magtapparatet, men fra kunstneren eller kunstnergrupperne selv, taler man om selvcensur. Jeg har ladet mig fortælle, at det er meget udbredt i Vesttyskland i øjeblikket. Princippet går ud på, at man ikke vil risikere noget, og derfor giver man frivilligt afkald på alle kontroversielle emner.

Angsten for at vove pelsen kan meget let blive til selvcensur, og i denne forbindelse vil jeg tillade mig at hævde, at temmelig mange kompositoriske ideer er uprøvede her i landet. Det skal ikke angres personligt, men derimod begrædes i fællesskab. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor dansk musik næsten altid lyder som blødt wienerbrød? Hvorfor er dansk musik næsten altid sød? Er det mon et genialt udtryk for den perfide, ondskabsfulde, danske ironi?

Det er muligt at Per Nørgård glæder sig over den danske musiks udvikling i de sidste tiår, jeg kan i hvert fald ikke finde noget opløftende i den. Alligevel er det vores situation.

Prøv engang at sammenligne den mere eksperimenterende del af musikken med vore nabolande Sverige, Polen og Vesttyskland. Hvor bliver elektronmusikken, den aleatoriske musik og instrumentalteater af? De fleste i dette land véd ikke engang, hvad ordene betyder. Og hvor mange musikere og komponister har forsøgt sig i disse former? Jeg indrømmer gerne, at man fristes til at fjerne de ideer i et partitur, der får musikerne til at brokke sig og anmelderne til at hyle som vilde dyr. Man føler faktisk, at ytringsfriheden trues alvorligt. Sagt lidt mildere: Du har principiel ytringsfrihed, men brug den for guds skyld ikke! Jeg har underskrevet kontrakter, hvor elektronmusik direkte var frabedt. Er det selvcensur?

Jeg indrømmer også, at jeg af og til har anvendt gammeldags metrisk notation, hvor det rigtige ville have været polsk aleatorisk notation. Hvis man har lyst til at komme mere end én gang i en institution må man træde varsomt. Men er det selvcensur?

Per Nørgård ved så vel som jeg, at det danske musikliv ikke er særligt imødekommende over for den eksperimenterende avantgarde, det gælder både Valkendorfkomponisterne og de rytmiske drenge. Kun på ét punkt indrømmer jeg at have udøvet selvcensur: Jeg er stort set holdt op med at komponere elektronisk musik!

Hvad er det der får en dansk kulturinstitution til at bestille værker af populær og lettilgængelig karakter. Er det angsten for de tomme tilskuerpladser, eller er det den socialdemokratiske kaffeklub der har sat sine ideer i system? Er vi allerede henvist til den socialdemokratiske kaffe og wienerbrød. Er den farlige kunst, der arbejder med livet som indsats, død? Har fornuften og almindelighederne sejret?

PS. Men Per: Lad os snakke videre om det over en kop kaffe og en wienerbasse!