Stravinsky i København, sommeren 1924 - et strejftog med Finale 1924

Stravinskys Indsats i den moderne Musik er meget betydelig. Hans Musik er i sit Talent og sin Villiestyrke saa svidende stærk, at den ligesom ætser Middelmaadigheden bort fra sine Omgivelser. Den har desuden efter den stærke Subjektivismes Epoke med dens overdrevne Dyrkelse af sentimentale Fornemmelser skabt en Modsætning ved i sin objektive Internationalisme at være kort, klar og kold. Maaske betegner den kun et forbigaaende Fænomen; mulig betyder den en Verden i sin Vorden.
Gunnar Hauch i Nationaltidende, 17.7.1924

Nogle »Tendentiøse parenteser« i en anmeldelse af Bo Wallners monumentale studie af »Vår tids musik i Norden. (Från 20-tal till 60-tal)« (Stockholm 1968) fik Jürgen Balzer til i dmt 2/1969 at rykke ud med saglige rettelser og personlige erindringer til støtte for musikkens København i Tyverne - det var slet ikke noget provinshul, mener han: »Som musikhungrende gymnasiast og (fra 1924) musikstuderende ved universitetet havde jeg (...) god lejlighed til at orientere mig.« Den jævnaldrende Henrik V. Ringsted måtte så ganske vist nogle år senere (Politiken, 13.10.1974) tage lige så berettiget forargelse af den tåbelige Gatsby-kult i tiden og belære børnebørnenes generation om, at Tyverne ikke var så brølende gode endda, men snarere et barsk og bittert årti: »Nu skal det være tyverne - 'de glade tyvere' endog. Vorherre bevares!«

Der var nu ikke desto mindre masser af grøde og glæde og spænding og debat og produktivitet i det københavnske musikliv, Tyverne igennem, og hvad den musikalske reproduktion angår, giver Balzer indblik i de lokale kræfters fine indsatser og tilstrømningen af udenlandske berømtheder. Alt dette får man et endnu mere fascinerende nærbillede af, hvis man har mulighed for at orke at følge i f.eks. Wallners fodspor og gå til lokale kilder som tidsskrifterne Tilskueren, Musik (1917-25) og Dansk Musiktidsskrift (1925 til og med 1932 f.eks.) og de vigtigste aviser som Berlingske Tidende, Politiken og de Ferslewske blades tveæggede tvillingepar, Nationaltidende og Dagens Nyheder - dér udfoldes hele panoramet i al sin næsten uoverskuelige fylde, og dér støder man ikke sjældent på de journalistiske toppræstationer, som forgylder tilværelsen selv på mange års afstand, og som giver én en misundelsesblandet appetit på musikalske oplevelser. Nostalgi? Vorherre bevares!! Den musik, de var så optaget af at tage stilling til i løbet af

Tyverne, er også levende, inspirerende og påtrængende i dag, og mange af tidens daværende vigtige anliggender er også vores, her og nu, på vej ind i Firserne, som ikke behøver at blive spor fattige i ånden, hvis ellers fortropper og græsrødder får lov til at storme og pible, frem mod det ny og bedre. Men for at vende tilbage til Tyvernes purunge Balzer:

»I sommerferierne var Tivoli mit musikparadis. Naturligvis var det i første række de i koncertrepertoiret gængse værker, der dominerede programmerne ved symfonikoncerterne, men også de skulle jo erfares (...) Lad nu være, at Frederik Schnedler-Petersen ikke var nogen stor dirigent, alsidig det var han. Og han kunne tillade sig adskillige sidespring (...) Her hørte jeg så de unge danskere Schierbeck, Riisager og Høffding (...) Blandt de ældre var der, naturligvis, Carl Nielsen, men også hans jævnaldrende (...)«

Balzer (og Carl Nielsen, forresten) var med, da Sibelius selv dirigerede Det kongelige kapel den 1. oktober 1924 i sin 1. symfoni og sin kun 7 måneder gamle syvende og sidste symfoni, og allerede den 2. august havde han i Tivoli hørt Schnedler-Petersen dirigere den danske første-opførelse af Sibelius' 6. symfoni fra 1923. Balzer opgiver (desværre) at redegøre for sine oplevelser af Schnedler-Petersens opførelser af nyere ikke-nordiske værker -

»men som typisk for hans medleven i tidens musik vil jeg dog nævne koncerten den 18. juli 1924, hvor Stravinsky var solist i sin egen klaverkoncert. Den var blevet uropført den 22. maj i Paris og fik derefter sin anden opførelse i København. Det var Stravinskys første besøg i København, 'denne om sommeren så smilende by, som jeg siden flere gange har besøgt og altid med samme glæde'.«

I de afsluttende sætninger citerer Balzer her Stravinskys kendte selvbiografi fra årtiet derefter, og dér beskriver Stravinsky kun yderligere besøget i 1924 som noget af en fransk visit. Men besøget og navnlig koncerten var, i ordets bedste forstand, en sensation - uden at den dog synes at have sat sig nævneværdige spor i dens gængse litteratur om komponisten -, og får man lyst til at vide noget mere om sagen, kan man, som jeg har gjort, prøve at dykke ned i kilder som de førnævnte. Hvad jeg vidste på forhånd, var bl.a., at Stravinsky også dukkede op i København sent på året, 1925, og det forekommer derfor rimeligt at dele historien op i (mindst) to dele, hvoraf artiklen her er den første; den tilsvarende anden vil da være et mere vinterligt præget strejftog med Finale 1925. Jeg gik for nylig ned til Det kgl. biblioteks billedsamling for at se, om der var et spændende og »ukendt« Stravinsky-billede, jeg kunne forære til en af dem i tyverne, der synes, at hver dag er en Stravinsky-dag. Mest interessant og mest fornøjeligt var det billede, som viser Stravinsky i al forblæst sommerelegance i solskinnet foran Tivolis hovedindgang - men jeg var også meget glad ved at møde to identiske portrætfotografier, hvor Strawinsky (iført selvsamme elegante dress, slipset inclusive) står indendørs foran et spejl, og som han med datoerne hhv. 29. november og 6. december 1925 har dediceret til Haagen Falkenfleth (»en toute sympathie artistique«) og Peder Lynged (»en [?] souvenir du concert au 2 Dec. 1925 à København«). Jeg blev i højt humør af sommerbilledet og ret rørt over dedikations-portrættet til Peder Lynged: Dels er det et smukt portræt af Stravinsky, dels var Lynged min mormors fætter, og endelig var han jo koncertmester for Kapellets førstevioliner: Og den 6. december 1925 begyndte Kapellet prøverne til uropførelsen af Carl Nielsens 6. symfoni, som var blevet færdig dagen før - dette billede åbnede altså hurtigt for sine historier; men Haagen Falkenfleth kendte jeg ikke, og det herlige »brugsfoto« af Stravinsky med benene kappet af under knæet og med ryggen til Vesterport (og damen i klokkehat) var på sit glasnegativ i samlingen kun betegnet med fotografens navn: Politikens berømte Holger Damgaard. Nysgerrighed og minder om tidligere viden kogte op, og snebolden rullede. Her er nogle foreløbige resultater af efterforskningen.

[billedtekst:] Stravinsky i 1924, tegnet af »P.E.Js«. P.E. Johannessens portræt illustrerer (i en let afvigende version) Axel Kjerulfs anmeldelse i Politiken 19.7.24; her gengives det, som det optræder i Behrends første Stravinsky-artikel i august-nummeret af Musik, hvis karrikaturtegner han var.
[billedtekst, slut]

Selve det smukke portrætfoto gemmer vi til anden ombæring af historien om Stravinsky i København (se dog fodnoten side 269). Men et besøg på avislæsesalen hos Universitetsbiblioteket i Fiolstræde viste hurtigt, at Damgaards billede blev anvendt i beskåret form som illustration til Axel Kjerulfs præsentation af komponisten på selve koncertdagen, Politiken fredag 18.7. 1924. Det må da være taget af enten om torsdagen eller om onsdagen, for Stravinsky kom hertil tirsdag aften den 15., som det fremgår af et interview, Haagen Falkenfleth var på pletten for at fremskaffe til onsdag morgens udgave af Nationaltidende/Dagens Nyheder. Ved ankomsten fik man et herligt dobbeltportræt i kassen: Stravinsky lille, kamerabevidst og diskret supervelklædt, den anden herre (som jeg formoder er Haagen F.) meget stor og dansk og »sommerklædt«; det får god plads på avissiderne over interviewet.

Interviewet giver de passende førstehåndsintryk af 'giraffen' og formidler svarene på de i dette tilfælde ikke helt malplacerede spørgsmål om, hvordan gæsten har det med Danmark og H. C. Andersen: Det er nemlig kun som H. C. Andersens fædreland, han kender Danmark, men til gengæld har H. C. Andersen længe haft en ikke ringe betydning for ham og hans produktion. Nej, han skal ikke holde ferie - tværtimod må han straks efter koncerten tilbage til Paris, for til efteråret begynder hans store første tourné med klaverkoncerten som hovednummer på programmerne.

Falkenfleths indtryk er, at den i Frankrig bosatte russiske komponist, »som saa mangfoldige unge Musik-Entusiaster rundt omkring i Verden omfatter med en næsten tilbedende Kærlighed«, nok er lille af statur, men dog »ved sin aande-lige Kraft gør Indtryk af at være stor, saa snart hans Væsen begynder at udfolde sig i hele sin Styrke, hvad enten det nu sker i hans Kunst eller i en Samtale.« Men den »lille, spændstige, nervøse Herre med de levende og intelligente Øjne« bliver for en stund afbøjende og høfligt utilpas, da man når til et kildent punkt i samtalen: Han vil ikke ytre sig i sagen, som han nok er klar over, har været diskuteret i byens musikkredse, men som allerede må være lukket, og som han som gæst ikke ønsker at blande sig i. - Hvilken sag?

Joh - Stravinskys første 'rigtige' besøg i København var ikke bare i sig selv en sensation: Allerede før hans ankomst havde der været sensation i luften, noget af en cause célèbre i det københavnske musiklivs inderkredse. I hvert fald fik de to Ferslewske blades læsere (~ og bladhuset roste sig af at blive læst af alle samfundsklasser, fra kongehus til arbejderbolig -) det indtryk i dagene 12.7.-16.7., altså fra lørdag aften til den onsdag morgen, hvor man kunne læse Haagens interview; dermed 'døde' den side af sagen ... tilsyneladende da: Dens ånd stak hovedet frem nu og da i den lange tid, der gik, indtil en kongstanke omsider blev realiseret med de Ferslewske blades Stravinsky-koncert 2.12.1925, hvor Strawinsky selv medvirkede igen, og hvor han kunne præsentere sig som kammerpianist, dirigent og navnlig: som komponist af snertende dansant og lyrisk elegant instrumentalmusik med slanke proportioner og ulastelig pasform.

Berlingske Tidende og Politiken lod sig ikke mærke med noget - faktisk var de længe påfaldende tavse om Stravinsky: Om tirsdagen meddeler en notits i Berlingeren, at »Det moderne Ruslands musikgeni Igor Strawinsky, der har komponeret Musik til mange af Fokins bedste Balletter og skrevet en stor Opera over H. C. Andersens Eventyr om Nattergalen, spiller paa Fredag Aften Klaver i Tivolis Koncertsal.«, og om torsdagen er de fælles om at udmønte nøjere besked, som de synes at have hentet fra samme kilde uden for huset. Først derefter er de på højde med situationen -men da har de jo rigtignok også haft tid til at nærlæse den Ferslewske Stravinsky-drive og komme i kontakt med Stravinsky selv.

Politikens Axel Kjerulf deler sit stof op i to lige sympatiske og sympatiserende dele, hvoraf præsentationen som nævnt gives på koncertdagen, den 18., mens anmeldelsen kommer morgenen derpå. Der er ingen tegn på, at Kjerulf har haft lejlighed til at underholde sig med Stravinsky selv - men over for mødet med komponisten og det nye værk er hans ånd redebon, og han bliver belønnet derfor.

Kjerulf erindrer om, at Stravinsky næst efter Schönberg må regnes som den mest berømte og berygtede af tidens yderliggående moderne komponister, men at han har aftvunget selv sine argeste modstanderes respekt ved sin fuldt ud ærlige og renlivede kunstneriske stræben, og - »Som altid, naar Talen er om virkeligt Talent, er Midlerne det underordnede, Maalet alt!« (18.7.) -

Anmeldelsen er et intenst stykke prosa, som koncentrerer sig om at formidle en stærk personlig oplevelse. Det lykkebringende og inspirerende er sket: »Efter at have hørt S tra vinskis korte, knappe, festligt energiske Klaverkoncert i Aftes, ønskede man blot at høre mere ... saa sikker var man paa, at dette kun var saa altfor lidt man erfarede af, hvad den Mand havde at sige En. (...) - enhver Tanke, der tænkes dybere til Bunds og følges højere op over de almindelige Grænser rammer en Skønhedskilde, der rinder af Poesiens klare Væld.« Kjerulf giver så en udmærket beskrivelse af stykket og opførelsen og runder af med et begejstret signalement, som i al sin sproglige pudsighed helt visionært kommer til at pege på en fundamental styrke i Stravinskys livsværk.

»Der var en festlig frisk og klar Kølighed over denne Musik, der glødede af en indre Ild -« (19.7.; SRs fremhævelse).

Berlingske Tidende bringer på koncertdagen kun en mininotits - men så ved vi også fra de beretninger, bladets William Behrend på opfordring publicerede i tidsskriftet Musiks august- og septembernumre, at han om eftermiddagen den 18. havde lejlighed til at være forbavsende længe og overordentlig behageligt og udbytterigt sammen med Stravinsky. Og koncertanmeldelsen i bladet den 19. er da også meget læsværdig. Vi gengiver den fotografisk in extenso, og kan indskrænke os til nogle få kommentarer.

1. Den ikke så lidt chauvinistiske Adolf Weissman lader os i sin sene Anbruchartikel (se fodnoten, side 269) forstå, at Stravinsky i maj udtalte sig ikke så lidt tyskvenligt ?! I øvrigt var problemet chauvinisme i musiklivet noget, man diskuterede meget, navnlig i de første år efter krigen (se f.eks. i Tilskueren, 1920-21).

2. Det med Stravinskys melomani er overordentlig vigtigt at have fået med i billedet, og det er et af de »kup«, Behrend gjorde i løbet af samværet med Stravinsky: Det må være noget, komponisten har lagt vægt på at få til at 'gå hjem' hos folk - der var skam også overhængende fare for, at eksempelvis denne klaverkoncerts rigdom på alvorligt-skønne kantilener i tilhørernes bevidsthed skulle drukne i oplevelsen af symaskinekontrapunktik og negerrytmer.

3. Den omtalte »Nihilistmarche« dækker såmænd over den programsatte traver, tredje sats af Tjajkovskys 6. symfoni - var det virkelig et gængst øgenavn for den?

4. Den med, at denne slags harmoniorkester virkelig passer bedre til klaveret end et stryger-ensemble, viser, hvor betaget Behrend er blevet af den overbevisende Stravinsky som person - komponisten Stravinsky overbeviser jo måske tilhøreren om, at harmoniorkester og klaver står godt sammen i denne slags musik; men Behrends erfaring må da have kunnet forsyne ham med eksempler fra alle koncerthistoriens tider på det forhold, at navnlig koriske strygere går fint i spænd med et soloklaver! Men det er her lige som med myten om klaveret som 'egentligt' slaginstrument - det er en fiks idé, der giver bagslag, når der ikke længere er kompositorisk eller analytisk dækning for den.

De to Ferslewske blades anmeldelse, lørdag morgen, er skrevet af Gunnar Hauch - den er rolig og præcis, næsten som et kompendium i sin velgennemtænkte knaphed. Hvor det af Behrends og Kjærulfs anmeldelser synes at fremgå, at de har forholdt sig spontant lyttende til værket og måske endda kun hørt det på selve koncertaftenen, så får man fornemmelsen af, at Hauch har haft lejlighed til at kigge noder og/eller høre med på prøvearbejdet. - Dette bringer os tilbage til de Ferslewske blades (medarbejderes) særlige stilling i beretningen, nærmere betegnet deres særlige rolle i historien om Stravinskys to besøg i København, 1924-25.

De første bud om den forestående »Musikbegivenhed, som er egnet til at vække alle Musikelskeres, og ikke mindst alle Musikeres, mest levende Interesse«, lyder i Nationaltidende, lørdag aften den 12. Artiklen er usigneret, men anvender store bogstaver i navneord og kan således ikke stamme fra Knudåge Riisagers pen; den er formentlig skrevet af Gunnar Hauch. Artiklen er forbilledlig journalistik i den forstand, at den dækker emnets vigtigste momenter uden at falde for fristelsen til at lave billige sensationer - men den vækker appetit på hovedsagen, og kan spille en dagsaktuel trumf ud allerede i overskriften: »EN STOR MUSIKBEGIVENHED / Den berømte russiske Komponist Igor Stravinsky skal spille i Tivolis Koncertsal. Men hvorfor skal han ikke også dirigere?«.

Godt spørgsmål.

»Det er os bekendt, at Stravinsky overfor Koncertens Arrangør har tilbudt at dirigere en Koncert i Tivoli under sit Ophold i København; men Tilbudet blev ikke modtaget, hvilket - med et meget mildt Udtryk - har overrasket Stravinsky.« »Mulig bringes hans Kompositioner paa en anden Maade til Opførelse, men det bliver selvsagt ikke det samme. Stravinsky bør faa lejlighed til at dirigere. Paa den Maade vil København faa et bedre indtryk af Stravinsky -og Stravinsky af København.«

Sagen følges op i Nationaltidende og Dagens Nyheder hver af de følgende dage, indtil så Falkenfleths interview med Stravinsky afliver den endegyldigt som genstand for videre debat. Et enkelt bidrag er signeret (»p.p.«), men ellers behandles sagen anonymt, indtil Knudaage Riisager blander sig og markerer den kursændring, som ad (endnu dulgte) omveje skulle føre til koncerten 2.12.1925.

Schnedler-Petersen bliver afkrævet en forklaring. Han benægter at have drøftet andet med Stravinsky end dennes engagement som solist i klaverkoncerten.

»Men hvis Stravinsky nu selv fremsatte Ønske om at komme til at dirigere nogle af sine egne Værker?« -»Det er jo saadan, at der aldrig plejer at komme fremmede Dirigenter ind i Tivoli; det ville skabe alt for megen Uro, og vore Musikere har ogsaa nok at bestille i Forvejen. Hvis Stravinsky nu skulde dirigere hos os, ville det betyde, at vi skulde op paa et Orkester på 100 à 120 Mand ... og det tror jeg næppe, ville kunne arrangeres.«

Det svar får Schnedler-Petersen læst og påskrevet for, og det er heller ikke nogen helt vandtæt argumentation på det ene eller det andet punkt. Hans gode kollega, Tivolidirektør Arne-Petersen må komme ham til undsætning ved at glatte ud og give til kende, at det var Stravinsky selv, der havde forlangt 120 mand, og at man først nu er blevet bekendt med, at han også dirigerede mindre orkestre; i øvrigt ville man da også finde det interessant at opleve Stravinsky som dirigent, hvis blot de københavnske forhold tillod det ...

Pressen havde jo netop påpeget, at Stravinsky også havde skrevet værker for mindre orkesterbesætninger eller omarbejdet f.eks. »Ildfuglen« til mindre orkester, og at hovedsagen som bekendt var dirigentens kvalitet og ikke orkesterstyrkens kvantitet, og at det for alle, Schnedler-Petersen inclusive, måtte være berigende at høre Stravinsky selv lede autentiske opførelser af sine »berømte, men overvættes vanskelige Værker«.

I Stravinskys ankomst-interview bidrager han trods alt selv med en enkelt kommentar til sagen - en kommentar, som forekommer mig at afsløre, hvor hunden lå begravet, om end bemærkningen er led i Stravinskys retræte og beregnet på at skulle få ham til at tage sig uanfægtet og imponerende ud:

»Jeg kan dog ikke nægte, at jeg har stor Lyst til selv at fremføre en af mine Kompositioner, da jeg nu er her, hvis det kan ske, uden at jeg generer nogen med det. Jeg er jo ikke udelukkende Klaverspiller, men ogsaa Orkesterleder og vant til at dirigere overalt, hvor jeg kommer, ganske som Richard Strauss. «

Den sammenligning er mildt sagt frimodig! Strauss var som orkesterleder en af tidens mest suveræne, og i det fag var Stravinsky rent ud sagt en begynder ... og medmindre man er et geni, kræver dirigentfaget erfaring og erfaring og erfaring, erhvervet i praksis foran orkestret, ved prøver som ved koncerter.

Kort sagt: Det københavnske musikliv havde brug for Stravinsky, men Stravinsky kunne såmænd også godt bruge København - en blomstrende musikby, som excellerede i koncerter med forstærket orkester (efter Irma-princippet yndede man at reklamere med 101 mand), men alligevel tilstrækkelig langt væk fra hans vante græsgange til, at han må have kunnet se fordelene ved at mase herop og så at sige incognito holde den svære klaverkoncert vedlige, inden efterårets tournée-liv skulle begynde, og om muligt benytte chancen til også at få lidt mere dirigenterfaring, betydelig mange flere penge og måske en portion gloire ved at fikse sig en ekstra optræden som dirigent for -tja, hvorfor ikke starte med at forlange 120 mand? Man har vel stil og ikke så lidt sans for self-promotion og business, og USA 1925 vinkede jo i horisonten!

De var altså bare ikke hoppet på den, i Tivoli. Til gengæld sprang nogle af det københavnske musiklivs fortropper endnu rundt for dog alligevel at få stablet endnu en Stravinsky-koncert på benene, og Riisager viser sig på scenen under over-overskriften »EN RIGMAND SØGES« i Nationaltidende, tirsdag aften d. 15. og Dagens Nyheder, onsdag den 16. Han kører kortfattet frem med de gode argumenter for at gennemføre en Stravinsky-koncert under komponistens ledelse og betoner, at det kunne gøres med et minimum af omkostninger og besvær. Det nye er hans detaljerede forslag til program - nemlig en rigtig Ny Musik koncert, bare midt om sommeren:

»Det er jo netop karakteristisk for Stravinsky, at de værker, der stammer fra hans senere periode, er skrevet for primitive orkestre paa en halv snes mand, og at et program, der paa een gang er lødigt og typisk som udtryk for Stravinsky, kunde f.eks. be-staa af hans »Oktet« for blæsere, der havde première i Paris efteraaret 1923, »L'Histoire d'un soldat«, dele af musiken til »Les Noces« (om hvis premiere jeg her i bladet har berettet i juli ifjor), eventuelt genoptagelse af klaverkoncerten, som nok er værd at stifte nærmere bekendtskab med, og endelig til afveksling mellem de instrumentale partier enten hans »Berceuses du chat« og nogle af de japanesiske digte eller sangen af »Mavra«. Det er ikke meget sandsynligt, at vi nogen sinde mere faar besøg af Stravinsky, og det er baade synd og skam - ikke mindst for os selv - om det virkelig viser sig umuligt at faa en saadan koncert i stand. «

Ja, det var virkelig synd og skam, at denne koncert ikke blev til noget som foreslået, for dermed ville København i alt have fået et helt dækkende og up-to-date indtryk af den udvikling, Stravinskys musik havde gennemgået på det senere. Og samtidig ville dette program have åbnet publikums og kollegers øjne for en skjult kvalitet ved navnlig Riisagers og Gunnar Hauchs hidtidige præsentationer af Stravinskys komponistpersonlighed i lyset af udvalgte værker - nemlig den, at forfatterne efter intelligent og lydhør indlevelse i de pågældende værker var blevet i stand til at formulere sig om dem sådan, at der blev sagt noget dækkende om deres specifikke karakter, men samtidig blev uddraget noget essentielt, som gjaldt Stravinskys kunst i 'almindelighed' og således 'på forventet efterbevilling' også kunne være dækkende for andre og navnlig senere værker, hvor forskellige de end måtte synes at være fra de foregående. Det er denne evne, Behrends og Kjerulfs entusiasme formåede at udstyre dem med, da de så pludseligt blev udsat for et værk som klaverkoncerten - for Riisagers og Hauchs vedkommende var der tale om længere tids kendskab til emnet Stravinsky og dets verden og en åbenbar overbevisning om, at denne slags musik var det værd at satse på og kæmpe for.

Gunnar Hauchs lange og indgående artikel om komponisten stod at læse i Nationaltidende, torsdag aften d. 17., og bærer som titel blot komponistnavnet, placeret over en to-spaltet gengivelse af Picassos stregtegning af en alvorlig Stravinsky i Rom, 1917 - dette lidt strenge præg svarer godt til hele fremstillingens saglige tone i fremlægningen af stoffet. Fremstillingen er imidlertid væsentligst baseret på en gennemgang af Stravinskys sceniske værker, og deri følger den linjen i Riisagers rapport fra Paris, »Igor Strawinsky og den russiske ballet« (Nationaltidende, mandag aften den 2. juli 1923). Riisager havde nemlig haft held til at overvære den uge, hvor Diaghilevs Ballets Russes i juni ikke blot havde première på Stravinskys sidste ballet til korpset, nemlig »Les Noces«, men hvor også dens berømte trio af forgængere fra de skelsættende år 1909-13 blev fremført: »Ildfuglen«, »Petrushka« og »Sacre«.

Unge Riisager var noget af en ener i de tidlige Tyveres danske musikliv - ikke blot var denne cand. polit., komponist og DUT-formand en særegen begavelse og en blændende skribent: han var også fransk-orienteret! Og dette sidste havde han bogstaveligt talt fra fremmede, for han studerede i Paris i 1921-23 og modtog derved impulser, som ikke blot afgørende prægede ham selv, men som også ved hans formidling bragte velgørende sydvestlige pust ind i tidens danske musikliv/-debat, som endnu var svært domineret af det nordiskgermanske. (Jan Maegaards forbilledlige studie »Arnold Schönberg og Danmark« (Dansk årbog for musikforskning VI, 1968-72) bør læses, også som baggrund til de begivenheder og strømninger, vore Stravinsky-strejftog her er ved at indkredse.)

Riisager skrev gerne hjem om sine oplevelser i det fremmede. Omvendt var det ikke så let for de hjemmeboende at danne sig nogen erfaringsbaseret opfattelse af holdbarheden i alt det, som kom flydende udefra på tidens strømninger, og man kan forestille sig, at selv den kloge Riisager undertiden er blevet holdt for en Jean de France med sin æstetik, der var nymodens på en helt anden måde end det nymodens fra Tyskland og Østrig. I hvert fald tror jeg ikke, hans også i dag højaktuelle kronik »Kunstner og publikum« (Nationaltidende, tirsdag aften 15.7., og Dagens Nyheder, onsdag 16.7.) er skrevet til lejligheden - den har snarere ligget og ventet på en passende lejlighed.

Det har ideen om at foranstalte en Stravinsky-'kammerkoncert' af den skitserede art måske nok også, for det er på en pudsig abrupt måde, denne side af Stravinskys produktion pludselig gøres til genstand for samlet (om ikke nærmere kommenteret) præsentation i avisen under denne Københavns første Stravinsky-uge. Måske har Stravinsky hørt om planen allerede ved sin ankomst, for i samtalen med Falkenfleth er det først og fremmest tanken om mulighed for kæmpekoncert og faren for uoverensstemmelser med Schnedler-Petersen og Tivoli, Stravinsky vil have manet i jorden - selv er han jo i en vis forstand åben nok, og hvor der i Riisagers opråb blev udtrykt ængstelse for, at det skulle blive første og sidste gang, den store mand kom til byen, så afslutter Behrend sin rapport fra møderne med Stravinsky (dette må have været efter koncerten) med at berette, at »vende tilbage til Danmark vilde han (...) han lovede kapelmester Schnedler-Pelersen, idet han bad ham takke hans udmærkede Blæserkorps for Aftnen, at spille eller optræde igen i Tivoli næste Aar. Men kun i Tivoli, »kun i Sommertiden kommer jeg til Danmark, kun da har jeg fri, og kun da kan jeg glæde mig over Besøget«.« (Musik, september.)

Well, det blev nu om vinteren 1925 og hhv. i Det kgl. teaters og de Ferlewske blades regi - og hovedsagen er vel, at det blev! Men hvem havde mon hovedæren for, at det blev? Det kunne det være morsomt at komme til bedre klarhed over, for der ligger nok et spændende lille stykke dansk musik- og kulturhistorie bag.

Koncertaftenen d. 18.7. 1924 blev altså en ubetinget succes, og de københavnske anmeldere skulle ikke blive ene om at rose Stravinsky for hans (passende) hårde og nervefyldte spil i det svære soloparti i den vanskelige koncert; men så havde han sandelig også øvet sig som en rasende derhjemme, for det var med dette værk, han begyndte sin egentlige karriere som koncertsolist i egne værker. Forståeligt nok blev hans nerver gearet meget højt op, når han på koncerter kom i gang med værket - ved den offentlige første-opførelse små to måneder før var det berømte tæppe således i al diskretion gået ned for ham efter den prægtige afslutning på den djævelsk motoriske førstesats-allegro, og han måtte tage mod lige så diskret suffli fra dirigenten, vennen Kous-sevitzky, før han kunne komme i gang med den skønne solo-åbning i largoen. Samme afslutning på førstesatsen kaldte jo bifald frem i Tivolis koncertsal ved denne første opførelse på fremmed jord, men Stravinsky har nok i forvejen sikret sig, at han vidste, hvordan largoen skulle begynde - blot var der så visse andre forstyrrende elementer: iflg. Torben Krogh krydsedes Stravinskys toner hjemligt af rutcheba-nens skrig, og tænk, om det var ved denne lejlighed, Stravinsky var ved at komme galt af sted, fordi han ved klaveret pludselig sad besat af en idé om, at publikum var en samling dukker i et kæmpestort panoptikon!

Stravinsky var allerede besluttet på at bevare en foreløbig eneret til at opføre koncerten (først for 2, men snart hele 5 år - og da så det nye 'show-piece', »Capriccio« for klaver og orkester med strygere i, var kommet til i 1928-29, kunne de andre godt få lov, efter at Stravinsky havde givet Koncerten omkring 40 gange!), og det var såmænd meget godt, for nodematerialet til værket synes i lang tid at have været behæftet med vildledende fejl, og så gjordes det absolut behøves, at han selv var der til at bringe orden i tingene.

Ud fra den synsvinkel må man næsten håbe for Tivolis dirigent og musikere, at de ikke fik partitur og stemmer at se i god tid, og at Stravinsky selv havde nodematerialet med sig sydfra (- i bagagen havde han i hvert fald, og til musikpressens let pikerede forbavselse, sit eget Pleyel-flygel til anvendelse ved koncerten -). Men i det tilfælde var deres fine præstation blot desto mere imponerende - og det eneste, pressen har at meddele ang. Stravinsky efter anmeldelserne lørdag 19.7., er da også nogle så godt som enslydende notitser tirsdag 22.7., hvor det berettes, at Stravinsky forinden sin afrejse har tilstillet Tivolis direktion et brev, hvori han på det mest smigrende og hjertelige beder den hilse og takke dirigent og musikere for deres kunstneriske medvirken - og det har såmænd nok været ærligt ment fra Stravinskys side, selv om han af gode grunde endnu ikke kunne vurdere Tivoli-folkenes indsats i lyset af de rædsomme erfaringer, han sidenhen kom til at gøre som solist i dette værk: Det var aldrig til at vide, hvad især dirigenterne kunne byde på af sjusk og/eller svigtende greb om opgaven! De berømte og de unge kunne lige så ofte komme til kort, som de mere hverdaglige og de ældre klarede skærene - og i det værk gælder det virkelig om at få ensemblespillet til at fungere upåklageligt, både for solistens og for musikernes skyld! Axel Kjerulfs anmeldelse af koncerten fortæller os forresten, at Stravinsky for sin egen del ikke blot fik bifald og blomster i Tivoli, men »endog Touche af Orkestret«. Emil Telmányi fortæller (»Af en musikers billedbog«, København 1978, p. 170-72) uhyre levende og interessant om sit noget hovedkulds påtagne ansvar som dirigent ved en koncert i Budapest 15.3. 1926, hvor han skulle tage sig af Petrushka-suiten og »Chant du Rossignol« og ledsage Stravinsky i klaverkoncerten.

ET havde knap 3 uger til at sætte sig ind i opgaverne, men den da 17l/2 år gamle Herman D. Koppel var ham til god hjælp ved at spille solostemmen i koncerten, mens ET dirigerede et imaginært orkester: »Fra tidligere vidste jeg, at han var en stor beundrer af Stra-winsky og kendte klaverkoncerten.« Hvis unge Koppel var med i Tivoli hin juli-aften 1924, har han været knap 16 år fyldte - sikke en oplevelse, det må have været! For ETs vedkommende må der med årene være sket nogle erindringsforskydninger. Han kan huske, at han »overværede begge prøver og koncerten intetanende, at det snart ville gavne mig«, men forlægger begivenheden til 1925 og hævder, at »samme aften spillede Schnedler-Petersen også Petrushka-Suiten«. Der er intet, der tyder på, at dette sidste var tilfældet - derimod holdt Klenau i sit Dansk Filharmonisk Selskab en koncert, hvor han 7.1.

1925 dirigerede det til 90 mand forstærkede orkester i Tjajkovskys 6. symfoni og dele af Petrushka-suiten, mens ET var solist i Carl Nielsens violinkoncert. Hvorom alting er, slap ET åbenbart pænt fra at slå takt til klaverkoncerten i Budapest, 1926, og så rejste Stravinsky igen -»som den kolde fisk, han var«, i hvert fald oplevet ud fra det Tel-mányiske temperament. Skildringen er en vigtig kilde, men skal altså omgås med passende varsomhed - og det samme gælder et brev-citat, ETs daværende hustru, Anne Marie Telmányi, yngste datter til Carl Nielsen, bringer i sin erindringsbog, »Mit Barndomshjem« (København 1965, p. 134): Det introduceres med bemærkningen »Engang hvor vi er borte skriver fader til Emil«, og midt i citatet kommenteres det, at »(Petrusjka var netop blevet opført i København)«. Man kunne altså tro, at brevet var fra først eller sidst i 1925 - men det er det ikke: Det er dateret Skagen 21.7.1924, og afsluttes med det af datteren citerede, som tåler at gentages her (- resten af brevet er mig bekendt som et vidunderlig righoldigt og morsomt stykke prosa af CNs allerfineste tapning, ligesom de fleste af hans øvrige upublicerede breve til denne datter og svigersøn, som man har en fornemmelse af, at han i sin daglige færden bestandig bar med sig indenbords i sin sjæls nærmeste omgangskreds -):

»Jeg er meget spændt paa at høre din Mening om Stravinski. Det er vel morsomt at høre paa? De ting, jeg har hørt af ham var virkelig musikalske og underholdende i høj Grad; maaske han ikke spænder vidt og dybt, men det gør jo heller ikke noget, naar han blot giver sig som han virkelig er. Dette med Dybde og etisk Værd bliver ofte til en Frase og hellere vil jeg træffe en morsom Spasmager [overstreget og erstattet med:] Spas end den ferske Alvorlighed.«

Bortset fra, at det ovenstående også i detaljen er mere korrekt citeret end hos AMT, så kan der (verbumformen »er« til trods) næppe være tvivl om, at CN her vil underrettes om begivenhederne i Tivoli, hvor jo Emil Telmányi var til stede ved de to prøver og selve koncerten.

Det var virkelig synd, at CN selv gik glip af at opleve netop dette Stravinsky-værk og Stravinsky selv ved det spændende menneskes første besøg i hovedstaden, for når Stravinsky så hurtigt kunne falde i god og musikalsk vidtrækkende snak med de hjemmeværende musikfolk, er det ikke urimeligt at tro, at disse to på hver sin måde yderst charmefulde, yderst tænksomme og yderst professionelle musikpersonligheder havde kunnet finde hinanden uden større vanskelighed og til fælles bedste - de var i mange stykker på vej de samme steder hen ad de samme stier, her midt i 1920'er-ne og fremefter. Det kunne de dårligt vide om hinanden, men måske havde de fået færten af det ved et vellykket personligt møde i og om musik. Det står endnu tilbage at komme til klarhed om, hvad CN kendte eller sandsynligvis kendte af Stravinskys musik på dette tidspunkt; omvendt hører vi i William Behrends 2. beretning om mødet med Stravinsky den lille Modernsky (som det sure løg til Schönberg kaldte ham) udtale sig som følger:

»De nationale Komponister? - Ja, Sibelius sætter jeg højt, i hvert Fald mange af hans Ting. Ellers kender jeg af Deres nordiske Komponister kun Grieg - hos hvem jeg naturligvis finder Idéer, men oftest saa smaa. Jeg vilde gærne kende nogen dansk Musik og tager saavidt mulig med herfra noget af Lange-Muller, den eneste, jeg har lært nærmere personligt at kende, og af Carl Nielsen; men helst Sangmusik. De forstaar: det er Melodi, jeg søger og som interesserer mig.«

Der er stof til adskillige artikler blot i dette citat; men lad os runde emnet Carl Nielsen af for denne gang (han vender stærkt tilbage, når beretningen om Stravinskys andet besøg i København skal skrives) -

Carl Nielsen var altså allerede taget til Skagen før Stravinskys ankomst, formentlig ret snart efter koncerten i Tivoli lørdag 12.7.1924, hvor Schnedler-Petersen kl. 21 havde dirigeret hans 2. symfoni til så pæn en sejr, at CN måtte op på orkestertribunen for at tage mod hyldesten. I hvert fald har vi et første brev fra Skagen 17. juli, og de følgende beretter levende om, at CN tværtimod at savne hovedstaden og dens nok så spændende begivenheder trivedes storartet med sommerhus og sommervejr og sommerglæder (ikke mindst at lære at køre automobil) og ... den særegne, mildt sagt blandede glæde ved at gå og pusle med de første indre spirer til et nyt stort værk; allerede den 12. august har vi det kendte brev, hvori han for første gang nævner det, han kom til at afslutte 5.12. 1925: Den sjette symfoni.

I august 1923 overværede Stravinsky »L'Histoire« i Weimar ved et arrangement, foranstaltet af Bauhausfolkene. Klee, Kandinsky og Busoni (!) var blandt dem, der havde glæde af værket, og Klees tegning er formentlig opstået i denne forbindelse. Om Klee vides det, at han både kendte og værdsatte samtidige komponister som Stravinsky og Hindemith, men at han ikke spillede deres musik: Han hørte den »live« og på grammofon og indskrænkede sin egen musiceren til klassisk musik, helst Bach og Mozart. I deres musik håbede han at finde et 'generalbas-agtigt alment princip, der kunne gælde både for musik og for malerkunst. Malerkunsten var, efter hans mening, forblevet på det udviklingsstade, musikken havde nået med Mozarts »Don Giovanni«. Det er om »Don Giovanni«, vor store, mærkelige kunstkender Vilhelm Wanscher skrev tre brede artikler til Tilskueren (hhv. oktober og december 1924 samt januar 1925, den sidste helliget musikken) - og som 50-årig skriver han så (efter Carl Nielsens 60 års fødselsdag og dermed fremkomsten af »Levende Musik« og diverse interviews med CN og efter Det kgl. teaters fremførelser af Debussys »Pelléas et Mélisande« og Stravinskys »Petrush-ka«, men lige før Stravinskys 2. besøg i København og uropførelsen af CNs 6. symfoni) i Tilskueren, november 1925, en kortfattet, men særdeles interessant anmeldelse af Det kgl. teaters seneste opera- og balletrepertoire: Her sammenstilles Debussy, Mozart, Stravinsky, Carl Nielsen, Chopin og Bournonville (»Fjernt fra Danmark«), og her hedder det midtvejs -

»Længslen efter Mozart er stor, og det skal og må lykkes efterhaanden at gøre danske Mozartforestillinger skønne og levedygtige. Men de må fuldstændig fornyes (...) »Don Giovanni« staar nu altså først på Listen!

Debussy er afløst af Stravinsky. Unge Musikere med Agtelse for sig selv sværger til Carl Nielsen og Stravinsky; deres Følelser er indstillet for den virkningsfulde Détail i Kunsten, saa at de aner et nyt Evangelium i enhver ny Technik - dér hvor man ofte senere kun fornemmer usigelig Banalitet. Det er de færreste, selv af Musikere, der i Alvor forstaar den store Kunst hos Carl Nielsen - naar han er stor.«

Lad os kort runde beretningen om sommeren 1924 af med at resumere, hvordan to yngre og begavede kulturskribenter var til mode, da de ved årsskiftet 1924-25 så frem og tilbage og gjorde sig deres tanker (vi vil senere få anledning til at gå nærmere ind på de to artikler) -: Torben Krogh (Tilskueren, december 1924) modstiller og samstiller to kun tilsyneladende væsensforskellige koncertbegivenheder i novembers København: Georg Høe-bergs og Det kgl. kapels »vovestykke« af en koncert med gammel musik som Monteverdis netop 300 år fyldte »II combattimento ...«og foreningen Ny Musiks offentlige koncert med den første danske opførelse af Stravinskys Oktet for blæsere fra 1922/23 (et værk, der hænger nøje sammen med klaverkoncerten). Han mener, Kapelkoncerten gav gode håb om frugtbare møder mellem et nutidspublikum og tilstrækkelig god og velspillet ældre musik - »Det gik sikkert op for Størstedelen af det tilstedeværende Publikum, at Monteverdi i hvert Fald ikke er en støvet Kuriositet, hentet ned fra Musikens Pulterkammer«, og »Det var virkelig glædeligt at høre vort første Orkester tale Haydn's Sprog. Hans lyse humørfyldte og naivt bevægede Tonesprog bærer Bud om en sund og lykkelig Tid.« Hvad Ny Musiks Stravinsky-fremførelse angår, bemærker han - ud over at komme med gode og præcise iagttagelser omkring værket -, at »Man faar uden Tvivl høje Tanker om vor musikalske Fremskredenhed, vor Evne til at konsumere selv stærk radikal Føde, naar man betænker at omtrent hver blot nogenlunde musikalsk Københavner nævner Strawinsky med en frejdig Ligefremhed og naturlig Fortrolighed, som til Tider virker forbløffende«.

I skarpeste kontrast til denne Kroghske optimisme står kronikken »København som musikby« (Dagens Nyheder, 31.12.24), hvori Riisager sukker over det københavnske musikpublikums svigtende interesse for musikken og gør sit bedste for at lægge skyldbyrden for miseren over på de efter hans mening rette skuldre: Det er staten, kunstnerne og frem for alt kritikken, som ikke har været sit ansvar tilstrækkelig bevidst: »Hvorfor skal (...) musiklivet lide under kritikens manglende evner? Og er det rimeligt at undervurdere læsernes intelligens?«. Det var navnlig behandlingen af Stravinskys blæseroktet, som fik Riisager til at græmme sig: »det er ved at ligne et musikalsk justitsmord, fordi her et vitterlig værdifuldt værk paa grund af kritikens fuldkomne uvidenhed og kunstneriske uformuenhed blev tilintet-gjort over for et publikum, som i det givne tilfælde sikkert var mødt med villien til at forstå.« Med dette sidste vender Riisager direkte tilbage til det centrale udsagn i sin førnævnte sommerkronik »Kunstner og publikum«, nemlig at

»Naar alle de nye retninger (og udskejelser) er blevet modtaget og fulgt med spændt interesse af publikum, skyldes det en ægte og dyb trang hos dette til at modtage noget nyt og til gennem det nye at faa en forklaring paa de aandelige strømninger, som er fremkaldt af verdensomvæltningerne og latent dvæler i bevidstheden. «

At Riisager i sin nytårsskuffelse ikke vender sin harme mod det, Carl Nielsen kaldte »publikums-bløddyret«, men mod andre magthavere i kunstens rige, dækker måske over detaljer og mønstre i historien om de Ferslewske blades medarbejderes engagement i sagen Stravinsky. Imidlertid er altså den unge dr.phil. Torben Krogh ufortrødent optimistisk på musiklivets og publikums vegne, og hvad komponisten selv angår, slutter han med at sige, at Stravinsky føles »som et mærkeligt Samlingspunkt for ældgammel musikalsk Kultur og moderne Radikalisme, og skulle der heri ikke ligge en Fornyelse, som peger langt ind i Fremtiden?« I det omtalte brev af 12.8.24 nævnte Carl Nielsen, hvordan han (på tærsklen til sin sjette og sidste symfoni) følte en beslægtet »Trang der ligger 1000 Mile fra al Sensation men uhyre tæt ved mit Hjerte og Sind«. Han fulgte denne trang og realiserede endnu en gang sine visioner med vovemod og mesterskab - og fra første færd led værket skibbrud ved mødet med 9 ud af 10 kritikere. Tjah ...

Bemærkninger og taksigelser

Da det for eventuelt interesserede vil være en hjælp at vide præcis hvor i de anvendte dagblads-kilder materialet befinder sig, vil jeg senere bruge spalteplads på en samlet oversigt; indtil da vil man efter ønske kunne få besked ved henvendelse til forfatteren.

Supplerende materialehenvisninger og erindringer modtages med glæde og spænding. Tak til personale på KB og UB for imødekommende lynsnarhed i ekspeditioner m.m. Tak til Torben Schousboe og Bendt Viinholt-Niel-sen for prompte hjælpsomhed med oplysninger og materialer og fagsnak.

Tak til Ole Bremer for inspirerende indlevelse i musik af Stravinsky, Carl Nielsen - og Laurie Anderson.

Fodnote

Adolf Weissmann udgav i 1922 bogen »Die Musik in der Weltkrise«, der blev så godt modtaget, at han i 1925 kunne udsende en udvidet version både på tysk og engelsk. Det prominente wienermusiktidsskrift Musikblätter dps An-bruch bragte i juni/juli-nummeret 1924 en let forkortet version af Stravinsky-kapitlet i 1925-udgaven af Weissmanns bog, men jeg ser ingen tilstrækkelige indicier for, at denne artikel skulle have dannet basis for de københavnske skribenters præstationer i Stravinsky-ugen; i samme tidsskrifts november/december-nummer beskrev Weissmann fængslende, hvordan han i maj havde haft held til at opleve så vel den private som den offentlige uropførelse af Stravinskys klaverkoncert med komponisten som solist. Det skal her nævnes, at DMT i sit decembernummer 1925 som hovedartikel bringer en oversættelse af Weissmanns Stravinsky-artikel fra Anbruchs sommernummer 1924; oversættelsen er anonym, og måske med velberåd i hu - den er nemlig fuld af vildledende og til tider absurde fejl. - 1925-udgaven af Weissmanns bog er i øvrigt prydet med en let beskåret version af det ovennævnte portrætfoto, med dedikation dateret Berlin, december 1924; Weissmanns eksemplar er skrevet over, mens Falkenfleth og Lynged året efter får deres mere udførlige dedikation skrevet på den beige karton, fotoet smagfuldt er monteret på. Man må tro, at optagelsen er blevet gjort som led i Stravinskys Pariser-forberedelser til tournée-livet, altså efter hjemkomsten fra København i sensommeren 1924, og at billedet derefter har været Stravinskys souvenir-foto i den kommende tid.