Mindeord - Poul Rovsing Olsen. 4. nov. 1922 - 2. juli 1982

Når et menneskes virkefelt har været usædvanlig bredt, indsatsens kvalitet særlig høj og hele person-lighedspræget af de sjældne, bliver tomrummet selvsagt særdeles føleligt den dag, da det uafvendelige sætter sit store punktum. Det kan ikke være anderledes -men det var nu urimeligt og uventet tidligt, vi skulle indstille os på at se Poul Rovsing Olsens plads stå tom inden for vores professionelle og personlige tilværelse. Efter en venskabelig og arbejdsmæssig fællestilværelse med Poul siden de unge år forestiller man sig vel intet andet, end at det skulle fortsætte en rum tid endnu - formentlig skulle vi engang, når vores aktivitet efterhånden blev overtaget af de yngre, sammen kaste blikket tilbage på den lange, rige og kampfyldte tid.

I stedet må vi allerede nu standse op et øjeblik og samle tankerne om, hvem Poul Rovsing Olsen var, og hvad han udrettede. To af Pouls egenskaber var så iøjnespringende, at man særligt ofte hæftede sig ved dem og nok vil blive med at få dem i tankerne. Hans umættelige trang til at udforske de mest forskelligartede sider af mennesketilværelsen. Og hans stædige, kompromisløse indsats for de værdier, han efter grundig analyse og moden overvejelse fandt det rigtigt at gå ind for.

Ved denne fremhævelse af to karaktertræk er det naturligt først og fremmest at tænke på komponisten Rovsing Olsens stadige arbejde med det musikalske materiale og dets strukturering, og på de udsøgt fin-hørte værker, der blev resultatet heraf.

Men hans verdensomspændende rejser som musiketnolog, hans videnskabelige og pædagogiske indsats på området og den fremtrædende internationale position, som det førte til, udsprang vist i grunden af den samme nysgerrighed og trang til erkendelse, indlevelse og utrættelig kritisk-analytisk stillingtagen. Rovsings juridiske uddannelse og virke i de yngre år kom på mange måder os komponister til gode. I en række tillidshverv, heriblandt som mangeårigt bestyrelses-medlem i Dansk Komponistforening - i en periode formand - og DKF-repræ-sentant i KODA's råd, ydede han en markant indsats for sine kolleger. Og igen var grundlaget for hans altid velforberedte deltagelse i debatten en grundig udforskning af problemstillingen og en holdning, der om nødvendigt gik til så stejle standpunkter, at han meget vel selv vidste, det ville føre til skarpe reaktioner.

Det kunne ikke undre Pouls venner, kolleger og kampfæller, at så prægnante egenskaber inden for skabende, forskende og organisatorisk virksomhed ofte gik igen i mange af dagliglivets forhold. Blot ét eksempel: Hvad var det nu for et måltid mad, man stillede for ham, og hvilken vin havde han i sit glas? Poul Rovsing Olsen satte dybe spor i de kredse, han færdedes i. Vi kommer til at savne ham meget. Æret være hans minde.

Svend Westergaard