Noder - Dansk nyt fra tre forlag

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 01 - side 35-39

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Med 77 partiturer - relativt ny-udgivne fra tre forskellige forlag -foran mig kan jeg ikke modstå fristelsen til at foretage en mindre statistisk undersøgelse af forlagenes nodeudgivelsespolitik eller -profil, eller hvad man nu vil kalde det. Over halvdelen af bunken, 40 partiturer, kommer fra Wilhelm Hansen Musikforlag (WH), 19 fra Edition Egtved (EE) og 18 fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik (SUDM). Regnet i sidetal, det kriterium de kommercielle forlag selv henholder sig til, når de skal fordele deres tilskud til udgivelse af dansk musik fra KODA, bliver forskellen endnu større, og sølv og bronze omfordelt: henholdsvis 1.209 sider, 475 sider og 507 sider. Med andre ord kommer ca. 55% af de trykte nodeark på mit bord fra WH i Gothersgade.

Det bekræfter, at WH også på den nutidige seriøse musiks område utvivlsomt er den muskuløseste udgiver i Danmark i dag, - men tallene selv er naturligvis meget tilfældige: de tre forlag har sendt, hvad de syntes var velegnet til anmeldelse i Dansk Musiktidskrift, tre forskellige skøn, og de har medtaget udgivelserne siden sidst, dvs. dækkende forskellige perioder. - Men lad os gå ud fra, at alle tre forlag, de to kommercielle, ét fra hver af de to forlæggerforeninger i landet, såvel som det lille non-profit-forlag Samfundet... har sendt os det i avant-garde-forstand mest flatterende udvalg af deres kataloger fra de seneste par år, og har forsøgt at gøre det så komplet som muligt. I så fald skulle en sammenligning af de tre kollektioners indhold af forskellige kategorier af udgivelser kunne give et nogenlunde indtryk af, hvad der rører sig i de tre mere eller mindre kollektive udgiver-bevidstheder.

Det »traditionelle« repertoire, dvs. stykker for strygekvartet, blæserkvintet, soloinstrumenter med eller uden klaverledsagelse osv., findes rigt repræsenteret hos alle tre forlag, men det er tilsyneladende husets speciali-teti Egtved. Hele 73% af EE's noder falder inden for denne kategori mod 30% fra WH og 25% fra SUDM.

Kormusik udgør 18% af WH-bunken og 9% af den fra SUDM. Der er ingen kornoder fra EE, men det er naturligvis misvisende. Både EE og WH har store serier af gamle og nye sange og satser for forskellige kortyper, men de henvender sig mest til skole- og andre amatørkor. De vanskeligere værker for halv- og helprofessionelle kor frister tilsyneladende ikke EE over evne. Orkestermusik er området med de største udgivelsesproblemer, set fra komponist- og forbrugersynspunkt. Min bunke her er på den baggrund næsten opmuntrende! Der er ganske vist slet ingen orkestermusik fra EE, men hos SUDM udgør den en tredjedel og hos WH endda hele 41%. Den sidste kategori jeg har valgt i denne opdeling udgøres af de skæve emsembletyper, sammensætninger af instrumenter og sangere som ikke er almindelige i koncertlivet. Her er det til gengæld WH, der holder sig på måtten med 10% mod EE's 27% og SUDM's 33%.

Alle procenttal er beregnet på grundlag af samlet sidetal for det enkelte forlag, når intet andet anføres. Kategorierne overlapper ikke, og intet værk falder udenfor.

***

Man behøver ikke være forlægger for at ane, at netop de to første kategorier, det traditionelle solo- og ensemble-repertoire og kormusikken, umiddelbart er de mest interessante ud fra et kommercielt synspunkt. Kundekredsen er potentielt stor: alle strygere vil spille kvartet, alle blæsere (nåja, og kontrabassister!) kvintet, alle gerne solo, - og for de mange fremragende musikere som ikke er verdensberømte gælder det, at konkurrencen på repertoire er knaldhård. Tænk på grammofonpladerne, radiofonierne der gemmer og ovenikøbet udveksler optagelser, så al den kendteste musik forlængst er spillet og hørt med de største navne igen og igen, - om ikke nødvendigvis i de bedste udførelser af den grund, - og tænk på mediernes iskolde ligegyldighed over for alt, hvad der savner præg af sensation. Alt sært og særligt, sjældent og posthumt, eller endda nyt, udøver en uimodståelig tiltrækning på enhver institutionaliseret koncertarrangør, - og professionelle musikere holder sig derfor orienteret også om nye værker for deres instrumenter.

Særligt gode kunder er tilsyneladende udøverne på de »forsømte« instrumenter og på barokinstrumenterne, der langt om længe må have ædt sig gennem Vivaldi og Telemann. I hvert fald udgør værker for akkordeon, tuba, orgel og blokfløjte tilsammen 45% af kategorien »traditionelt repertoire« hos WH, - og hos EE 24%. Hos Samfundet findes de ikke.

Og korene er af en anden grund en egnet målgruppe for almindelig forlagsvirksomhed, - hvis de da ellers ville overholde ophavsretslovens bestemmelser om fotokopiering. Én og samme tryksag til dirigenten og samtlige medlemmer af et kor, - det kan gøres endnu billigere end kammermusik med partitur og enkeltstemmer.

Også orkestermusikken har en stor, veldefineret målgruppe, men her er økonomien i fremstillingen af materialet så problematisk, at hvis ikke kunderne var store, relativt velstillede institutioner, som har råd til at betale dyrt for nodemateriale, ville privat udgivelse sikkert slet ikke forekomme.

Det er den hastigt stigende pris på menneskelig arbejdskraft, der må bære ansvaret. Udskrivning af stemmer og rentegning af store komplicerede partitursider er en betragtelig omkostning, som ikke kan rationaliseres og industrialisées ned, - selv med den nyeste metode, datastyret tegning, er det ikke blevet væsentligt billigere og kræver naturligvis fortsat personale med høj musikalsk uddannelse. Stemme-materiale til orkestermusik lejes derfor ud til ret høje priser, hvad der naturligvis i sig selv »konkurrenceforvrider« forholdet mellem de dyre levende komponister og deres for længst afdøde kolleger. Galt nok, men værre bliver det af at den samme faktor (den stigende prisforskel mellem industrialiserbart og ikke-industrialiserbart arbejde) virker i orkesterinstitutionerne. Prøver og koncerter med fuldt orkester er rasende dyre, og indstude-ringstiderne er langt de fleste steder skåret ned til et godt stykke under det anstændige, selv for gammel velkendt musik. Ny musik er svær at lære. Publikum svigter ikke sjældent - selv i lande med en statslig kulturpolitik der officielt skal modvirke kommercielle tankeganges forarmning af kulturudbuddet spiller det en stor rolle. Og programpolitikken bliver stort set forsigtig, konservativ, eksperimenter doseres med omhu og får som regel alibi-funktion. De samme mekanismer spiller ind, når det drejer sig om de større, skæve kammermusikensembler. Modet til at eksperimentere er ganske vist større på udøversiden, - til gengæld er ensemblerne samlet ad hoc, eller i hvert fald få i deres antal, og dermed lagnt mindre solvente end institutionerne.

I ophavsretslig forstand, dvs. med hensyn til opførelsesafgifter fra KODA, er orkester- og kammerensemble-musik naturligvis lige så meget værd som de mere gangbare kategorier, - og de sjældne opførelser er omgivet af større interesse fra radiofonier og medier end de fleste strygekvartetkoncerter.

Derfor har en del kommercielle forlag, også her i landet, udtænkt en noget lunken løsning på problemerne ved de store fremstillingsomkostninger en løsning der har mere med den anden betydning af ordet »forlægge« at gøre: de tegner kontrakt med mange komponister på mange orkesterværker, flere end de har råd eller lyst til at lade trykke, - og selvfølgelig helst værker som allerede er sat på programmet til en eller flere opførelser her og der. De lader stemmerne udskrive, når det er sikkert, at der er brug for det, eller den fond eller forening der har bekostet det uden egen økonomisk interesse i det.

Forlaget kan nu indkræve materialeleje for de allerede planlagte og alle senere opførelser, og indkassere typisk 1/3 af komponistens indtægter fra KODA på værket.

Værket optages i forlagets kataloger og pressemeddelelser, men forlaget udsætter, glemmer eller ignorerer helt sin forpligtelse til at trykke værket, der bliver liggende i nogle få fotokopierede eksemplarer på et lager sammen med mange andre af samme slags, - kun afbrudt i sin hyldeslummer af kortvarige propaganda-og koncertrejser, der som regel kommer i stand ved komponistens egen indsats. Det er en køn historie, men flertallet af komponisterne har løsere tilknytning til forlagene som de af blandede forfængelige og økonomiske grunde ønsker at bevare og muligvis forbedre til reel symbiose, - og det er derfor sjældent, de har styrke til at gennemtrumfe den dyre trykning de har krav på eller mod til at hente deres bunker på hylderne og søge andre græsgange.

Ved på denne måde at »forlægge« et relativt stort antal værker afstedkommer forlagene en besynderlig afart af »solidarisk overskudsdeling« mellem ophavsmændene i deres stald GO Jo: stald!): de mange småbach'er flyder med tiden sammen i et økonomisk reservoir der muliggør en dyr og hård satsning på de få, som forlaget har besluttet er eller kan gøres store.(Om det nu virkelig er så fjernt fra vort samfunds solidariske sociale system er nok en eftermiddag på ryggen under drivende sensommerskyer værd!) Naturligvis kan man ikke forlange, at et privat firma skal sætte penge til systematisk. Det er intet moralsk, men et samfundsøkonomisk problem, affødt dels af forholdene mellem de forskellige typer af produktionsomkostninger, dels af den konventionelle opfattelse af ophavsrets-begrebet, - dette at et forlag sammen med forlagsretten (eneretten til udbredelse på papir) traditionelt også erhverver en andel (33,3%) af opførelsesret-ten, der i Danmark forvaltes af KODA. Det er overhovedet ikke indlysende, at de to rettigheder hører sammen, og for komponisten betyder det en faldgrube: et forlag kan tjene godt uden at røre en finger på et værk, som det ikke drømmer om at mangfoldiggøre på tryk, hvis blot stykket i fotokopier med bare ét fast ensemble indbringer tilstrækkeligt mange afgifter for opførelser. Men i det tilfælde var komponisten langt bedre tjent med at bevare sin fulde opfø-relsesret og lade stemmer og partiturer distribuere i fotokopi gennem en eller anden manuskriptcentral, der kun skal have sine faktiske udgifter dækket: et musikinformationscenter, et udgiverkollektiv, eller (som det foregår i Sverige) gennem opførelsesretsselskabet selv der jo alligevel i princippet skal være i besiddelse af alle landets beskyttede musikværker i skriftlig form. For værktyper, der egner sig bedre for komponist-forlags-symbiose, er løsningen måske kontrakter der langt klarere definerer, hvad forlaget er forpligtet til at yde komponisten for erhvervelsen af en anden af hans opførelsesret, og en mere aktiv og solidarisk indsats fra komponistside for, at disse kontrakter bliver overholdt. På længere sigt kan man forestille sig at nye produktionsmetoder - ikke mindst rentegning pr. EBD, udvikles så effektivt, at det igen bliver sundt købmands skab at trykke smukke noder i mindre oplag. (Kunsten at tegne noder i hånden vil så kunne vises søndag eftermiddage af smukke hvidhårede oldinge på Musikhistorisk Museum eller på Frilandsmuseet side om side med uldspinderi, træskoudskæring og folkedans.

Mine fire kategorier kan altså samles to og to: kormusikken og de traditionelle ensembletyper egner sig bedst til gammeldags forlags distributions i trykt form, - orkestermusikken og de skæve ensembler mindre godt, for ikke at sige oftest dårligt. Selv i det lys er årets høst ganske god. Hos Wilhelm Hansen er forholdet mellem de »gode« investeringer på den ene side og de mere usikre på den anden omtrent fifty-fifty, endda med en lille overvægt af de sidste. Edition Egtved satser massivt på traditionen, men har dog godt 1/4 skæve ensembler.

Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik går som ikke-kommercielt forlag naturligt nok den modsatte vej: orkester og aparte besætninger kræves i næsten 2/3 af partiturerne. Nu er der selvfølgelig andre faktorer end besætningen: ethvert værk bliver lettere at sælge i stort oplag, hvis det f.eks. indgår i en serie med værker af samme type eller af samme komponist, og/eller hvis det ikke er alt for rabiat i stil og anvendelse af instrumenterne.

Specielt betydningen af at lancere bestemte navne koncentreret og opbygge en personkult omkring hver er noget forlagene har lært af showbiz de seneste årtier, personkulter af mere »nobel« men lige så mystificerende art som dem vi kender fra film og sport. Det afspejler sig i fordelingen af værker:

I bunken fra WH er der 20 komponistnavne. Heraf er 13 repræsenteret med kun ét værk hver, - de 7 sidste altså med 27 værker, langt fra lige fordelt. Gennemsnit 2,05 værk (63 sider) pr. navn. Hos EE finder vi 13 navne, hvoraf 8 med hver ét værk, - 5 mand altså med 11 værker. Gennemsnit 1,36 værk (34 sider).

Og hos S UD M har én komponist tre værker med, de 15 andre hver ét. Gennemsnit 1,13 værk (30 sider). At fordelingen hos WH og EE følger det gyldne snit er næppe nogen naturlov. Der er for indlysende fejlkilder, f.eks. har langt de fleste »solister« hos WH tidligere en længere række værker bag sig på samme forlag. Med andre ord: WH har en vis bredde, men satser hårdt - tilsyneladende hårdede end EE - på nogle bestemte komponister. SUDM derimod må opfylde sin forpligtelse til at søge den størst mulige bredde og »retfærdighed«. En anden, mindre håndgribelig, faktor som kan gøre vanskeligt besatte værker mere gangbare og spænde ben for en blæserkvintet er komponistens stil og teknik, krav til utraditionel opførelsespraksis, f.eks. ekstreme varigheder, visuelle virkemidler osv.

Der er hverken i det virkelige liv eller i denne beskuen af det nogen vej uden om kunstneriske vurderinger: Ved en efter bedste evne objektiv vurdering af hvert enkelt værk i denne ene henseende: »med-eller-uden-omsætningshæmmende-anstøds-stene« - en vurdering der intet som helst burde have med en kvalitetsdom at skaffe! - kom jeg til det resultat, at ca. 1/8 af EE's værker kan kaldes »utraditionelle« i én eller anden forstand som kunne tænkes at gøre dem vanskelige at afsætte bredt. Hos WH er det ca. 1/4 af værkerne og hos SUDM (igen en naturlig følge af formålsparagraffen) næsten 2/3. Endnu mere puritansk stillet op: hvor mange af de tre forlags udgivelser er på ingen måde søgt garderet ved at være skrevet for hyppigt forekommende vokal- eller kammerensembler, og/eller led i en samlet serie af en »staldkomponist«'s produktion, og/eller entydigt traditionsforbundet i både stil og teknik?

Resultatet bliver naturligvis beskednere for alle tre forlag: EE får bronze for 2% »vovestykker«, WH sølv for 18%^og SUDM olie med 37%. Samme medaljefordeling, og næsten samme point-tal, når vi til, hvis vi spørger, hvor unge komponister, forlagene tør binde an med. En helt objektiv sag, men også af mere usikker betydning for en udgivelses kommercielle værdi i en tid, hvor ukendthed er et handicap, men ujtigdom til gengæld en force. Hos EE er 6% af komponisterne under 35 år (en grænse som anvendes i flere sammenhænge). WH vover sig op på 18% og SUDM på 33%.

Naturligvis bliver i det hele taget en sammenligning mellem private forlag og et lille, foreningsbaseret og statsstøttet foretagende som Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, i næsten enhver henseende skæv, hvis man vil anvende den til noget som helst andet og mere end det den er: en beskrivelse af de faktiske forhold. Der er ingen tvivl om, at mange private musikforlag, også de to vi her taler om, er startet på en stor portion musikalsk engagement, der stadig lever på nøglepositioner i maskinerierne, - og det vil være urimeligt at bebrejde dem, at de derudover forsøger at sikre deres investeringer så godt som overhovedet muligt. Men det skal heller ikke kunne tilsløres, at det er det de gør, mere end de fører kulturkamp. Det naturlige interessefællesskab mellem komponister og forlag er dermed begrænset til et samarbejde om de værktyper, der opfylder den tekniske produktions og det kommercielle distributionssystems krav. Og en række mere eller mindre uafhængige udviklinger har i dag gjort den gruppe musikværker betydeligt mindre end tidligere. Permanent eller forbigående, - det kan jeg ikke overskue.

Forlagene må finde meget bedre løsninger på problemer som små oplag, forholdet mellem de få med de mange og de mange med de få værker i stalden, målrettet promovering af værker og komponister osv. -og de må bekvemme sig til at søge et reelt samarbejde med de institutioner der skal udfylde de tomrum som forlagenes økonomiske vurderinger efterlader sig i musiklivet. Men det er ikke nok: over 2/3 af bare Dansk Komponistforenings aktive medlemmer er ikke med i mine bukser, og altså tilsyneladende ikke udgivet de sidste par år. For den, der opfatter et musikliv som et levende økologisk hele, er det meget utilfredsstillende. Komponister, musikere og andre direkte implicerede må sætte sig sammen og gøre sig klart, hvad de egentlig har brug for af mangfoldiggørelse og distribution af musik på noder, og hvordan de kan få det, også i de stadig flere tilfælde, hvor kulturelle og økonomiske interesser ikke stemmer overens.

***

Lad os til sidst se på den »bibliofile« kvalitet af de produkter, der tilbydes os som musikforbrugere: Wilhelm Hansens partiturer hyldes næsten alle i det kedelige men trygt genkendelige gamle node stribede omslag, en uniform elegance som sikkert træder mere fordelagtigt frem af den brogede mængde i store udenlandske musikhandler end her i Gothersgade.

Kun komponisterne Bo Holten og Bernhard Lewkovitch har kælet lidt for det ydre i farver og papirkvalitet, uden at den æstetiske oplever dog registrerer andet og mere end en pæn emballage, - men tre værker af Bent Lorentzen fremtræder i ømme farver og en sær symmetrisk perfektion, der må være tænkt som bragende kontrast til hans knortede, gestiske, a-metriske udtrykslydkunst. To partiturer fremtræder i letlæselig fascimile, de fleste andre i meget smukt udført nodegrafik. Alle værker er forsynet med de nødvendige oplysninger og noter, sangtekster, instrumentangivelser osv. - Ingolf Gabolds Four Texts In Musik måske med noget mere end det nødvendige i form af et udførligt efter-ord af analytisk-fortolkende natur. Og dog: måske kunne man forestille sig sådanne artikler (men vel ikke ubetinget helst forfattet af komponisten?) som en væsentlig ny forlagsopgave, en fornyelse i formidlingen af værkerne. Hvis de som hos Gabold blev trykt i partituret, og desuden på løsblade blev tilsendt brede grupper af koncertarrangører, musikforskere, pædagoger osv., - ja så kunne denne sære svale måske varsle en slags sommer.

En gammel WH-fejl, manglende eller typografisk kluntede instrumentangivelser ved margin inde i partiturer synes helt overvundet. Kun i Karl Aage Rasmussens Berio-Mask mangler instrumentangivelser efter side l. Med sine ni systemer og klare grafik er det selvfølgelig stadig overskueligt for dirigenten, men alligevel på grænsen til et irritationsmoment, og inkonsekvent sammenlignet med de gennemførte angivelser i kammermusik som f.eks. en blæserkvintet af Hans Abrahamsen. Et enkelt partitur mangler sidetal, og en hel del, nok til at det ligner en tanke, mangler angivelse af kompositionsår. Tror WH at det er lettere at sælge 10 år gamle værker, når de ikke er datomærkede? Værker af Winkel Holm og Holmboe skulle dog ellers have næsten ubegrænset holdbarhed ved tør og kølig opbevaring og forstandig brug! Edition Egtved's partiturer er mest ensfarvede, men forskellige i kuløren. Jeg synes, de ser lidt kedelige ud, men de er rare at have i hånden. Herman D. Koppel, Peter Møller og Leif Marcussen har brudt ensfarverne med illustrationer, og Erik Bach har ofret et forhåbentlig ikke for centralt stykke af sin kilt på omslaget til sin Four Pipers Piping, A Scottish Fantasy.

Nodegrafikken er også hos Egtved meget smuk, en del af partiturerne er EDB-tegnede hos pionérflrmaet i Århus, men typografien er underlig Nyudgivelser fra

Wilhelm Hansen Musikforlag

Hans Abrahamsen: Preludes 1-10 (Strygekvartet nr. 1) ( 1973 & 76). Winternacht f. 7 instrumenter (1976-78), Waiden (Blæserkvintet nr. 2) (1978).

Niels Viggo Benizon: Korte Stykker for Klaver, op. 436 (1980).

Asger Lund Christiansen: Trio (fl, via, vel) (1972).

Jens Bjerre: Fem Korte Stykker f. cello og klaver (1972).

Ingolf Gabold: Four Texts in Music (mez-zosopr. & ork) (1978).

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Songs Without (mezzosopr. & klaver) (1976).

Peder Holm: Solen kender sin nedgangstid (bl. kor) (1980).

Mogens Winkel Holm: Aiolos, Symfoni i én sats (l972).

Vagn Holmboe: Contrasti f, orgel, op. 113 (1972). Fabula f. orgel, op. 115 (1973), Concerto f. fløjte og ork, op. 126 ( 1975-76). Trio (bl. fl, vel, cembalo), op. 133 (1977). Strygekvartet nr. 15, op. 135 (1977). Trio (klar, vel, klaver), op. 137 (1978).

Bo Holten: La Douce Nuit (kor & klokker) (1976). Taliis Variations (kor & str. ork) (1976). Caccia for orkester (1979),

Bernhard Lewkovitch: Memoria Apostolo-rum (bl. kor) (1978). Messe for bl. kor og 2 horn (1978). Vesper i Advent (kor, tenor, orgel)(1979). 12 Orgelkoraler (l 979). Hei-ligåndskoraler (2 trp, 2 trbn) ( 1980). Faste-vesper (kor, tenor, orgel) (1981).

Bent Lorentzen: Kvarts (solo-violin) (1971). Granit (solo-cello) (1971). Nimbo for orgel (1977).

Svend Nielsen: Symfoni for orkester ( 1978).

Erik Norby: Capriccio for trompet, strygere og klaver (l978).

Per Nørgård: Anatomisk Safari (akkordeon solo) ( 1967). Twilightfororkester( 1976-77 & 79). Wie ein Kind (bl. kor) (1979-80).

Ib Nørholrn: Day's Nightmare (Symf. nr. 3), op. 57 (1973),

Steen Pade: Florilegium for klaver (19??).

Karl Aage Rasmussen: Invention for akkordeon solo (1976). Berio Mask, a palimpsest for chamber ens. (1977).

Ole Schmidt: Koncert for tuba og orkester, klaverudtog (1976).

Svend Westergaard: Koncert for cello og orkester, op. 26 (1961).

Nyudgivelser fra Edition Egtved

Erik Bach: Four Pipers Piping, A Scottish Fantasy (bi fl, vln, guit, gambe) ( 1976). Anleitung zum Tanz (fl, ob, fg/vcl, cemb/klv) (19??).

Erling D.Bjemo: Papilio, op. 145 (bi. fl, vcl, cembalo) (1976). Avessolares, op. 150 (bi. fl. solo) (1977).

Henning Christiansen: Et Minde, for orgel, op, 54 (1970).

Henrik Colding-Jørgensen: Fire Sange (Malinowski) (bar. & kiv.) (1971). Cello (cello solo) (1972). Das Emanzipierte Klavier (1972).

Niels la Cour: Strygekvartet nr. 5 (1977). Strygekvartet nr. 6 ( 1977-78),

Herman D,Koppek 50 korte Klaverstykker, op. 99(1977). Variationer og resumé over 9 etuder af Carl Czerny, for klaver (1979).

Jan Maegaard: Pastorale for to klarinetter (1976).

Leif Martinussen: 22 salmer fra Salmekalenderen.

Otto Mortensen: Fire Nocturner for klaver (19??).

Peter Møller: Forvandlinger, for orgel (1973).

Tage Nielsen: Fem sange for mezzosopran og klaver (l9??).

Erik Norby: Schubert-Variationer for 4 fløjter (l 974).

Leif Thybo: Camino de Santiago (sopran & orgel) (l975).

Nyudgivelser fra Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik

Søren Barfoed: To Stykker for To Fløjter eller andre instrumenter ad lib. (1976).

Gunnar Berg: Ti Japanske Træsnit, sang og klaver (l938).

Carl Bergstrøm-Nielsen: Hverdagsfanfarer for fire horn (l977-78).

Axel Borup-Jørgensen: Im Volkston, 9 damestemmer (1962-63).

Henning Christiansen: »Den forsvundne«, 2. symfoni (l972).

Henrik Colding-Jørgensen: Victoria gennem skoven (Karsten Bjarnholt)/alt og orkester (1975).

Bo Hohen: Venetiansk Rapsodi f. 14 instr. (1974).

Svend Aaquist Johansen: Wiegenlied (Brecht), alt, fløjte, violin, cello (1974).

Tage Nielsen: Three Black Madrigals (Sylvia Plath), bl. kor (1978).

Erik Norby: Shakespeare Sonnets, mezzo-sopran og klaver (1981).

Ib Nørholm: Præludium til min Vintermorgen, fløjte, violin, viola, cello og klaver (1971).

Andy Pape: Vårsange, 16-st kor, alt og tenor soli (1980).

Poul Rovsing Olsen: Shangri-La, op. 64, fløjte, viola d'amore og klaver (1969).

Poul Ruders: Pavane for orkester (1971).

Finn Savery: Like in Everyday Life, 6 slagtøjsspillere'( 197 8).

Flemming Weis: Sine Nomine for orkester (1972). Tre Mobiler, fløjte/viola og cello (1974). Strygekvartet nr. 6 (1977).

inkonsekvent og lay-out'et svingende. I de fleste partiturer mangler titel og/ eller komponistnavn på første nodeside, flere steder med en påfaldende nøgenhed til følge, - og det der står rundt omkring i noderne er ofte både i størrelsesforhold og typevalg uharmonisk og ikke-beford-rende for den udøvendes læsning af musikken.

Det er sparsomt med tekster og noter uden at man dog kommer til at savne vejledning.

Partiturerne fra Samfundet... er næsten uden undtagelse meget smukke udenpå. Det ser ud til, at alle komponister bliver bedt om at vælge et omslagsdesign, og hvad forlaget derved taber af »eget ansigt« som udgiver, vinder det i de fleste tilfælde fuldt ud ind igen i form af et virkeligt kunstnerisk udtryk i samspil med den musik omslaget omslutter. Det er som med et vellykket bogomslag: bekendtskabet begynder med værkets ansigt, - der også senere for blot et flygtigt blik genkalder utalte små levende detaljer som det gemmer på. Til gengæld er nodegrafikken hos SUDM af mere svingende kvalitet, ikke sådan at det på nogen måde går ud over læseligheden, men man kan i flere partituterer med al ønskelig tydelighed se, at pennen er ført af menneskehånd. I konkurrence med EDB-tegningen, som også ses i flere af SUDM's noder (og som har designet sine node-»typer« efter de smukkeste gamle idealer), er der ikke meget at stille op for nodetegnere af den gamle skole, der vel i virkeligheden i sin perfektionisme tilstræber nodestikkets ensartethed uden dets stivhed. Nogle få behersker kunsten til fuldkommenhed endnu, - men fremfor de mere anstrengte forsøg foretrækker jeg langt en smuk læselig node/za/idskrift med schwung! Nedenfor følger en fuldstændig liste over de partiturer jeg her har haft under grovluppen. I en senere artikel vil jeg beskæftige mig med enkelte udvalgte værker fra bunkerne.

Årgang 57/1982-1983, nr. 01