Plader - Svensk musik i medvind

Pludselig har svensk musik haft stor succes - og det skønt det bare er et år siden det svenske dagblad Espressen spurgte: »Hvorfor ties svensk musik ihjel?« Otte af de mest kendte komponister (Rosenberg, Lidholm, Sandström etc.) stillede spørgsmålet til in-stitutionslederne. Man kan ikke sige, at de fik et tilfredsstillende svar. Ny musik betragtes som en død sild. Men måske findes der en sammenhæng mellem nødråbet og successen. Kan nødråbet ikke fortolkes som tiltagende selvfølelse? Og man skal heller ikke glemme, at gammelmoder-nismen, dvs. den komplekse, antito-nale og somme tider ekspressionistiske musik, har fået ny luft under vingerne; selvfølgelig ikke i Danmark -men i Tyskland og England. Brian Ferneyhough er et godt eksempel: en englænder der underviser i Freiburg og nu også i Stockholm. I Sverige er modernismen kommet tilbage stærkt inden for poesien efter 70-ernes realisme. Alt i alt giver det bedre kår for den følelsesladede, lidt tunge svenske musik.

Hvilke succeser må man spørge? I 1981 fik Åke Hermansson Nordisk Råds musikpris, den første svensker efter Lars Johan Werle fik prisen for Drömmen om Therese. Sven-David SandstrÖms requiem »De ur alla min-nen fallna«, det største og mest komplicerede værk i svensk musikhistorie, fik sin bejublede uropførelse i februar i år (se Politiken 14. marts og Weekendavisen 26. feb. -82). For første gang siden Aniara i slutningen af 50'erne bliver et nyt svensk musikværk omtalt som en central kulturel begivenhed. Og svensk elektronmusik høster lovord for det, den unge generation laver. Efte syv magre år kommer nu de fede.

På Rikskonserters pladeselskab Caprice er der for nylig udkommet tre gode plader, der eksemplificerer fremgangen for svensk musik. »Orkesterverk« er navnet på Sven-David Sandströms plade (CAP 1244). Den samler hans tre betydeligste stykker i genren. De er store og voldsomme i deres udtryk. Poetiske detaljer savnes totalt. Princippet er alt eller intet. Det er også musikkens force.

»Through and through« er ældst og gør størst indtryk. Det er også det længste af værkerne, og Sandström vinder ved at give sig god tid. Titlen hentyder til den »melodi«, der går gennem hele værket. Den borer sig igennem begyndelsens vanvittige larm og præger den rolige afslutning. Som sædvanlig er der en religiøs tanke bag formen.

Through and through blev et gennem-brudsværk internationalt set ved ISCM 1974 i Amsterdam. Det var Ernest Bour og Concertgebouworke-stret der spillede værket med stor kraft, og det er denne flotte opførelse, som er udgivet på pladen. Pladens anden side rummer Culminations og Con tutta forza. Culminations røber en voksende interesse for instrumentation. Det kan man høre i de mere udpenslede enkeltstemmer - og ved at instrumenterne får roller i helheden: violinerne er lidenskabelige, trompeterne militærisk aggressive osv. Con tutta forza = Med al kraft er en titel helt i Sandströms ånd. Værket blev skrevet på 14 da-ge(!) fordi operaorkestret skulle have noget at fejre sit 450-års jubilæum med. Besætningen er symfonisk blæ-serkokester og slagtøj. Con tutta forza viser en anden side af Sandström: grotesk humor. Plade nummer to kunne også kaldes »Orkesterverk«, fordi den optager to vigtige sådanne af Åke Hermansson, Utopia og Symfoni nr. 1. (CAP 1206). Andre vigtige orkesterværker findes allerede på plade: Fyra appeller, Symfoni nr. 2 m.fl. Åke Hermansson har haft en usædvanlig lang vej at gå - Opus l blev færdig, da han var 28 år gammel. Og han har aldrig været en komponist, der hurtigt laver et værk færdigt. Hans tredje symfoni uropførtes den 16. april. Den bærer opustallet 23. Han ser gerne sine værker som planeter i et større solsystem. Den forste symfonin (1964-67) er den største planet i et system, hvor solen er værk bygget på en digtcyklus - Hermansson vil ikke røbe hvilken, for dette værk blev aldrig skrevet. Den første symfoni er i fire satser, og har en dybt personlig tone med rødder i si-belius' 4. symfoni. Den har samme karrighed og polyfone skrivemåde, selv om tonesproget er mere moderne og harmonikken ikke-tonal. Kulminationerne har en særlig ruhed og tung skønhed, smykket af glissandi i strygere og tromboner. En mere gedigen musik skal man lede længe efter. Utopia er stykket, som blev prisbelønnet - selv om man nok tænkte på produktionen i sin helhed. Det er et ret kort stykke. Man genkender stilen umiddelbart, men Utopia er lysere end symfonien og mere frigjort fra Sibelius. Og med hensyn til solsystemer så bliver det tydeligere, at der er tale om ét Hermanssonsk solsystem. Alle hans stykker har fællestræk. Og solsystem er et godt billede. De har alle en kosmisk karakter. Musikken synes at virke på store afstande, især rumlige. Men man får også en følelse af store tidsrum. Musikken peger bagud eller fremad, (bagom) menneskets historie. Titlen Utopia kan ses i dette lys.

Elektronmusikken er omsider blevet etableret i Sverige. Og der findes utrolig mange komponister under 35, efter at undervisningen er blevet regelmæssig både på Musikhögskolan og ved EMS (elektronmusikstudion). I tre år er der arrangeret elektronmusikfestival i Stockholm. Pladen optager fire stykker fra den største festival i 1979. (CAP 3019). Den er ikke blevet færdig før nu af tekniske grunde. Rolf Enström (f. 1951) Directions er - som meget svensk elektronmusik -teknisk vellavet og med en musikalsk substans der holder stykket ud. Pär Lindgrens (f. 1952) Elektrisk musik er minimalistisk. En slags stilleben over den neonverden, rockmusikken befinder sig i. Det er et smukt stykke, der særlig tiltaler den, der er opvokset med rock. Til sidst drukner alt i et mægtigt brus.

Tamas Ungvarys (f. 1936) Akonel II for fløjte og bånd imponerer ved det tætte samspil mellem fløjten og båndet, som er lavet på computer. Stykket excellerer i »assonancer« mellem menneskelyde og maskinlyde uden stilistiske brud.

Tommy Zwedbergs (f. 1946) Face the musik er skrevet for trompet og bånd. Her er båndet gjort med konkret materiale som yderligere er bearbejdet. Det hele virker som et drømmespil med trompeten i hovedrollen. Dette er en plade, der viser elektronmusikkens høje kvalitet i Sverige i slutningen af 70'erne.