Symposion - Sjostakovitsj' forhold til politik

I DMT nr. 5 marts 1980 bragte vi en anmeldelse af den op-sigtsvækende bog »Sjostakovitsj erindringer« af Salomon Volkov. Den giver en anderledes fortolkning af hans karriere, end vi er vant til. For eksempel er I^ningradsymfonien i følge bogen ikke et eksempel på modstanden mod Hitlers armé i det belejrede Leningrad, men et portræt af den ødelæggelse som Stalin påbegyndte og Hitler fuldbyrdede. Disse og andre ting er der blevet sat spørgsmålstegn ved, for eksempel af sønnen Maxim Sjostakovitsj, der nu bor i Vesten. Her giver ERIK STAHL sit syn på komponistens forhold til politik.

Een af de mange undladelsessynder i de af Solomon Volkov udgivne Sjostakovitsjerindringer er tavsheden om den aktive rolle, Sjostakovitsj spillede i politik, indtil alvorlig sygdom tvang ham til at afgive sine tillidshverv.

At nå ind til sandhed om den store komponists liv er i dag en meget vanskelig sag. Hverken i øst eller vest findes der en biografi, som på videnskabeligt grundlag behandler spørgsmålet. Stærke kræfter i Sovjet søger at gøre ham til en slags helgen, en apostel for Lenin, urørlig og ufejlbarlig. Det skorter i den henseende ikke på materiale, men den måde det bruges på kan godt give anledning til betænkelighed. Der er således i 1980 på forlaget »Sovet-skij kompozitor« udsendt en bog med titlen »Sjostakovitsj om tiden og om sig selv«. Bogen bygger på materiale af højst forskellig værdi: taler af kontroversiel karakter, hvor udtalelser, der kan forstyrre det i-mage, bogen søger at opbygge, er skåret bort, interviews, hvor reporteren frit har bearbejdet Sjostakovitsj ' udtalelser så han fremstår som patriotisk superman. Som offentlig person blev Sjostakovitsj ustandselig konfronteret med massemediernes repræsentanter og kunne derfor slet ikke overkomme at følge med i, om hans udtalelser blev korrekt gengivet. Vi har derfor indtil videre kun eet middel til at nærme os et sandfærdigt billede af mennesket Dmitrij Sjostakovitsj: det er at lytte til hans musik.

De følgende linier prætenderer ikke at være den fulde sandhed om Sjostakovitsj5 forhold til politik, men skal betragtes som et forsøg på at føje nogle facetter til et portræt af hans sammensatte personlighed.

***

Sjostakovitsj' syn på det russiske samfund prægedes allerede i barndommen især af een uhyggelig begivenhed. Han fødtes i 1906, altså eet år efter den så sørgelige berømte »blodige søndag« med massakren på de fredelig demonstranter foran Vinterpaladset i Set Petersborg. Som lille dreng havde han besøgt sin bedstefar i Østsibirien, hvorfra begge forældrene stammede. Bedstefaderen var direktør for en guldmine ved Lenafloden. De engelske mineejere var ikke tilfredse med hans eftergivende holdning over for arbejderne og fik ham afskediget. Den ny direktør gik nu så hårdt frem, at det i 1912 førte til en række arbejdsnedlæggelser i guldminen. Soldater blev tilkaldt, og da arbejderne med deres krav gik til direktørens kontor, blev der givet ordre til at skyde på optoget. 250 faldt og endnu flere blev såret. Rygtetom Lenamassak-ren bredte sig hurtigt til det europæiske Rusland og førte til omfattende uroligheder. I Sjostakovitsj' hjem gjorde efterretningen et dybt indtryk. Uden tvivl var familien det, man i dag ville kalde: progressivt indstillet og afgjort modstander af zarmagten. Faderen var ingeniør og gik efter oktoberrevolutionen i den nye stats tjeneste som embedsmand inden for administrationen af mål og vægt. Moderen Sofja Vasiljevna, der selv var konservatorieuddannet, tog sig omhyggeligt af sin lille søns musikalske uddannelse. Efter en grundig forberedende uddannelse optoges Dmitrij i 1919 ved koncervatoriet i Petrograd. Selvom Sjostakovitsj gjorde usædvanlighurtige fremskridt både som komponist og pianist, blev konservatorieårene ikke lette. Hans borgerlige herkomst førte til konflikter med de mere politisk frelste af hans studenterkammerater, som måske ikke har været helt fri for misundelse. Denne oplysning bygger på breve fra Sofja Vasiljevna (Dmitrijs mor) til den unge Sjostakovitsj' amerikanske biograf V. Serov. Men i et brev udtrykker hun sin beundring for sønnens faste tro på revolutionens sag. 11922 dør faderen pludseligt, hvad dér gjorde et voldsomt indtryk på Dmitrij, som satte sinfarmegethøjt. Den lille familie stod nu helt på bar bund og Dmitrij måtte tjene til føden ved at spille i biografer. Alligevel fuldførte han sine musikstudier til normal tid, og diplomarbejdet symfoni nr. l i f-moll opførtes med stor succes af Nikolaj Malko ved en koncert i Leningrad 1926. Allerede i 1927 opførtes den i Berlin af Bruno Waltner og dernæst af Stokowsky og Toscaninii USA. Symfonien har ingen tilegnelse, intet program, men den dystre 3. sats afspejler utvivlsomt smerten over faderens død. 2. symfoni blev bestilt af Muzsektor (det dav. statsforlag) til festligholdelsen af 10-årsdagen for revolutionen. Også 3. symfoni er et bestillings værk tilegnet »1. maj«, men ingen af disse værker har holdt sig på repertoiret. Selv satte Sjostakovitsj dem ikke højt.

I Stalinkultens tegn

Januar 1936 overværede Stalin en

opførelse af Sjostakovitsj' opera »Katerina Izmajlova« i Bolsjoj Teatr. Umiddelbart efter bragte Pravda en ledende artikel med overskriften »Forvirring i stedet for musik«, som indeholdt en sønderlem-mende kritik af operaen og mundede ud i følgende svada: »Han (Sjo.) har negligeret sovjetkulturens krav om atjage al grovhed og vildskab ud af enhver krog af den sovjetiske tilværelse.

Denne lovsang til købmandslider-lighed kalder nogle kritikere for satire. Men om satire er der overhovedet ikke tale. Med alle musikalske og dramatiske udtryksmidler prøver komponisten at vække publikums sympati for Katerina Izmajlo-vas grove og vulgære handlinger og bestræbelser.«

Musikken karakteriseredes som krampagtig, skrigende og neuraste-nisk. Komponisten kunne have grund til at frygte det værste, for kort forinden var terroren blevet udløst i forbindelse med processerne imod Bucharingruppen. Der skete dog ikke andet, end at operaen blev forbudt.

Hvad der nu skete, var næsten et musikalsk under. Af forsigtigheds-grunde puttede Sjostakovitsj sin 4. symfonie (uropført i 1961 ) i skrivebordsskuffen og skrev derpå sin 5. symfoni (han skal selv have kaldt den: en kunstners svar på kritik). Den blev til i sommeren 19 3 7 og ur-opført samme år af Sjostakovitsj' nære ven, Leningradfilharmonikernes dirigent Jevgenij Mravinskij. Her var udførelsen kongenial, og alle forstod, at der var skabt et nyt mesterværk som uden besvær lod sig rubricere under den socialitiske realisme i kraft af finalens energiske, livsbekræftende apotheose. Netop denne symfoni er måske blevet den mest populære af alle Sjostakovitsj' symfonier også uden for Sovjetunionen.

Zjdanov tager fat

Under 2. verdenskrig forenedes alle kræfter for det ene: at knuse Hitlers hære. 7. symfoni - Leningradsym-fonie - er en musikalsk skildring af denne kampberedthed. Den monumentale 8. symfoni fra 1943 er snarere en skildring af krigens gru og ødelæggelser og længslen efter freden. Men i sin 9. symfoni fra 1945 i Haydn-stil undgår Sjostakovitsj alle pompøse sejrsfanfarer. Det vakte kritik.

Der kom nu en periode, hvor partiet atter aktivt greb ind i ledelse af litteratur og kunst. Januar 1948 indkaldte Centralkomiteen en række fremtrædende sovjetiske komponister til en konference, hvor Leningrads partisekretær Andrej Zjdanov rettede et stærkt angreb på den modernistiske retning i sovjetmusikken og kaldte dens repræsentanter for formalister. Efter mødet udsendte CK en erklæring, hvori det hedder: »Allerede i 19 3 6... underkastede Pravda de antifolkelige formalistiske forvrængninger i Sjostakovitsj ' musik en skarp kritik og afslørede den skade og fare, som denne retning betød for den sovjetiske musiks udvikling.« I en tale i april samme år beklagede Sjostakovitsj, at det ikke var lykkedes ham at finde frem til det sovjetiske folks hjerter.

Han skrev det smukke oratorium »Sangen om skovene«, men fortsatte i øvrigt med at gå sine egne veje. Det kunstneriske punktum for Sta-lintiden satte Sjostakovitsj med sin 10. symfoni 1953. Det er et stort firesatset værk uden program eller tilegnelse. Alligevel har han givet tilhørerne en nøgle med mottotemaet: D-Es-C-H (Dmitrij Støzosta-kovitsj), som optræder flere steder i L, 3. og 4. sats. At 2. sats med sit forrygende orkesterfurioso skildrer etlnferno er hævetover enhver tvivl.

Efter Stalins død

Med Chrustsjov kom nye tider. De famøse CK-erklæringer om litterære og kunstneriske anliggender blev alle someentrukkettilbage. Sjostakovitsj følgende 3 symfonier er alle, hvad man kunne kalde »politiske symfonier«. 11. symfoni fra 1957 skildrer begivenhederne i Set. Petersborg under revolutionen i 1905. 12.symfoni er tilegnet Lenins minde og skreveti året 1961, det år hvor Sjostakovitsj bliver medlem af partiet på anbefaling af Chatsjaturjan og Kabalevskij.

13. symfoni fra 1962 med dens samfundskritiske tendenser vakte mishag i partiets top. Det lå først og fremmest i valget af digteren Jevge-nij Jevtusjenkos tekster som grundlag for de enkelte satser. 1. sats -Babij Jar - byggede på den stærkt omdiskuterede skildring af Kijevjø-dernes undergang under Hitlers okkupation. 2. sats er et humoristisk angreb på »Tsarerne«, 3. sats en medfølende skildring af kvindernes indkøbsbesværligheder, 4. sats hedder slet og ret »terror« med tydelig adresse til Stalintiden og 5. sats gør tykt nar af karrieremagerne. Efter førsteopførelsen i 1962 blev symfonien lagtpå is et stykke tid, indtil der kunne udsendes et partitur med en redigeret tekst

I 1962 blev Sjostakovitsj opstillet i en valgkreds i sin fødeby Leningrad og indvalgt i Øverste Sovjet. Han vedblev alligevel med at fungere som l. sekretær i R.F.S.F.R.skom-ponistforbund. Og selv det hver for sig var byrdefulde poster, fortsatte han sit skabende arbejde som komponist.

Denne høje anderkendelse fra samfundets side førte også til, at der i året 1962 blev genoptaget eller ur-opført en række af de værker, som Sjostakovitsj af den ene eller den anden grund var blevet tvunget til at trække tilbage i Stalintiden. I nov. 1962 påbegyndtes prøverne på en af komponisten selv revideret udgave af operaen »Katerina Izmajlo-va«. Og samme år uropførtes 4. symfoni ved en koncert i byen Gorkij. Men al denne virakforhindrede ikke at mystiske kræfter i partiets top fremkaldte den ovenfor nævnte episode med 13. symfoni. Nu må man erindre, at episoden fandt sted under Chrustjtsjovs regeringstid, en epoke som af mange bedømmes som liberal. Alligevel var den også præget af de særlige forhold, der følger af den stærke monopolisering afmagten i det sovjetiske samfund. Hvilken bitterhed må episoden ikke have fremkaldthos komponisten, der havde sat sin lid til, at nu skulle de Leninske normer være herskende i parti og samfund. 11964 skrev Sjostakovitsj det symfoniske poem »Stenka Razins henrettelse« titlen en tekst af Jevtusjen-ko. Tør man opfatte dette værk som et svar på behandlingen af 13. symfoni? Det skildrer den forhenværende kosakhøvding og oprører Stenka Razins indtog i Moskva i en simpel kærre, hvor han bliver overspyttet af mængden. Tsaren er aldeles ligeglad med såvel folkets som Stenkas skæbne. Han skildres siddende foran et spejl i færd med sit morgentoilette . Højdepunktet er skildringen af Stenkas henrettelse. Der er først så stille såman kan høre lopperne springe fra de fattiges kofter til de riges pelse. Stenka Ifegger hovedet på blokken og øksen falder på en gruopvækkende slagtøjsakkord i orkestret. Hovedet triller lige hen foran tsarens fødder og griner ham op i hans åbne ansigt.

I 1966 blev Sjostakovitsj under et ophold i Leningrad ramt af et akut hjerteanfald. 11967 fulgte nye syg-domsanfald, der medførte lammelser i arme og ben. Det lykkedes dog lægerne at restituere ham så meget, at han blev i stand til at spille klaver igen. Men under disse omstændigheder kunne der naturligvis ikke blive tale om at fortsætte den politiske og organisatoriske virksomhed. Men også i disse svære sygdomsår fortsatte han sit skabende arbejde, blot får værkerne nu en mere indadvendt karakter, hvadenten han kaster blikket tilbage på barndommen (1. sats af 15. symfoni fra 1971) eller han fordyber sig i de store emner: livets mening - kærligheden -døden i værker som 14. symfoni fra 1969 til tekster af Apollinaire, Küchelbecher og Rilke eller i suiten for bas og klaver fra 1974 til tekster af Michel Angelo, hvor de to sidste satser har titlerne: »Døden« og »U-dødeligheden«.

***

Jeg har tilstræbt her at vise, hvorledes Sjostakovitsj hele livet kæmpede for at bevare sin integritet som kunstner mod uforstandige indgreb fra politikere, som havde taget patent på at udtrykke folkets mening. Det forunderlige er, at Sjostakovitsj havde format til mere end nogen anden af vort århundredes komponister at udtrykke sin epoke i musik, den epoke hvor socialismen blev opbygget i Rusland under store afsavn og lidelser for befolkningen ikke mindst som følge af 2. verdenskrigs ødelæggelser. Dybest set bunder konflikten i, at mens kunsten i vores del af verden primært er en vare, der på den ene eller den anden måde skal afsættes, så er det kunstneriske produkt i et socialistisk samfund et ideologisk redskab, et middel til at opdrage masserne hvadenten det så drejer sig om en roman, et maleri eller en symfoni. Men udviklingen inden for kunst og litteratur i Sovjet viser med al ønskelig tydelighed at forsøg på at tildanne dette middel med indgreb ude fra er i dybeste modstrid med den spontanitet, uden hvilken den kunstneriske skaben ikke kan udfolde sig.