den gamle sko i det tomme værelse - 1)

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 02 - side 70-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

- I tillid til J. C,


AF HELMER NØRGAARD

For det er jo det vanskelige punkt. Det Cage'ske univers må man tage helt til sig, uden forbehold. Man må prisgive sine normale lyttevaner, give afkald på præstationsvurdering og helt give sig nu-oplevelsen i vold, vel vidende, at komponisten lytter med samme nyhedens interesse som man selv. Som han selv sagde i dette år:

»En af de ting, der har hjulpet mig hele tiden, er det faktum, at jeg ikke rigtig har øre for musik. Jeg hører ikke noget, når jeg læser noder -jeg hører heller ikke noget i hovedet, som jeg så noterer. Jeg hører kun sådan noget som denne sirene (en politibil kører op ad 6. Avenue); den hører jeg mægtig godt. Jeg kan høre noget, der vibrerer i øjeblikket; men India-blæk hører jeg ikke. Jeg ved, jeg tror, at kendsgerningen viser, at jeg kan skrive på en sådan måde, at man hører noget, man ikke har hørt før ...«2)

Den gamle musik-anarkist rører stadig på sig! Hvor skal man gøre af sig? Med det tavse klaverstykke

""4 min. 33 sek."" i den ene ende, og den rene og skære tilfældighed (omend omhyggeligt tilrettelagt) i den anden, er feltet tilsyneladende så åbent, at man må kvie sig ved at tage det til sig. - Det hjælper noget, omend ikke meget, hvis man anbringer »4 min. 33 sek.« i centrum og lader Cage's øvrige værk kredse udenom (»Atlas eclipticalis«). Man lytter så ind i sig selv og derefter udad mod omverdenen og oplever da, at skellet mellem »indeni« og »udenom« kan ophæves; man er befriet for den sondring, som blandt eksperimenterende amerikanske komponister opleves som det egentlige europæiske traume og samtidig som grundsubstans i den store europæiske tradition. Men har de så ret i det? For 10 år siden insinuerede jeg i et forsøg på at komme omkring J. C., at man måtte fastslå, at han i forhold til »de andre« (Stockhausen, Boulez os v.) egentlig var stagneret. Hans musik »udviklede sig« ikke og måske »gav han blomster til politiet, fordi han selv var kommissær« (»Komponistprofiler, DR 1972). Jeg spurgte dengang Poul Nielsen, hvad han mente om passagen. Han fandt den egentlig meget god, men kommenterede den i øvrig ikke, hvad heller ingen af lytterne gjorde. - Ingen har rigtig mod på at kommentere J. C. Alle vil hellere referere ham. Jeg stod for første gang over for fænomenent J. C., oplevede ham for første gang, ved et arrangement på Grønningen i København. Der var en herlig tvangfri atmosfære om ham, af lethed, munterhed og koncentration. Efter at have opført en af sine »Variations«, effektivt emballeret i kontaktmikrofoner og assisteret af David Tudor, modtog han sit bifald og kvitterede med en hjertelig og befriende latter. Noget rystet, men let i sindet og i dybe overvejelser gik man så hjem. Jeg kunne senere konstatere, at effekten arbejdede videre - jeg oplevede fra da af musik på en anden måde, og jeg kan til denne dag genkalde mig rummet om ham og påfaldende mange detailler fra hin aften.

Og den ejendommelige, næsten symbiotiske kombination af lethed, ligefremhed, latterlighed og »visdom«, skabt i nuet er jeg altid løbet ind i, når Cage var på tapetet. F.eks. husker jeg, at Sven Erik Werner og jeg (»Resonans«, DR) skulle hjælpes ad med en udsendelse om først og fremmest »Indeterminacy« (»New Aspect of Form in Instrumental and Electronic Music«),3) de 120 anekdoter, erindringer, udsagn, som Cage læser højt (varighed à l minut), og som David Tudor kompletterer og forstyrrer med Cage's klaverkoncert. Werner havde oversat nogle af dem, og han iscenesatte så en tilfældigheds-operation i studiet, i Cage's ånd, men måske knap så komplekst. Han lagde halvdelen af oversættelserne over til mig, og teknikeren fík til opgave at vælge nogle af momenterne ud fra den foreliggende indspilning, efter eget tykke. Dem skulle han så koble på, når han ikke hørte oplæsning fra studiet. Det sære var, at af de 6-8 stykker, vi havde på dansk, »kom« tre af dem »ud« på pladespilleren, blot i en anden orden. Vi foretog ingen redigering af resultatet. - Der var tid tilovers, og Werner bestemte så, at lytterne som afslutning på udsendelsen skulle høre J. C.'s koncert for præpareret klaver. Hen mod slutningen blev pick-up'en stående i rillen, hvilken hændelse, Werner greb i flugten (mand, det var dage!), da han trods teknikerens indsigelse bestemte, at lytterne skulle høre den således. Kommentar: Værket fik en ny dimension, som Cage ikke kunne have forudset, på grund af en teknisk fejl. Udsendelsen blev i sig selv til et lærestykke i »ubestemthed«. Cage arbejdede med, selv om han ikke var til stede, og aflytningen af en grammofonplade blev til en autentisk nu-oplevelse. Sådan har det altid været, når jeg var i nærheden af J. C. - ellers ingen religiøse kommentarer. Hellere en anden vej.

Med John Cage oplever vi den sublime inkarnation af USA'eren. Han fremviser alle de præg, man kan forbinde med et kulturelt, kunstnerisk ekspanderende USA. Det er f.eks. ikke vanskeligt at se forbindelsen til Charles Ives, som havde hang til at stille sig imellem 3 markedsorkestre og glæde sig over lyden, til jazzen, hvor musikernes generøse gestus over for hinanden og over for publikum skaber den varme atmosfære, som kan danne basis for det spring ud i det uvisse, som hedder improvisation. Det må være tilladt her også at nævne Gershwin, som kunne skrive både for music-hall og koncertsal, for scenen og til Fred Astaries dansefilm, uden identi-tetskvaler, et forhold, som i hvert fald tidligere fik europæeren til at rynke på næsen. Under dette ligger en klar og bevidst positiv holdning til publikum, til tilhøreren: det er, når show'et fyres af, når musikken opføres, at tingene sker. Tilhørerens reaktion er en virkelighed, som er afgørende, og som kan få kunstneriske konsekvenser for autoren. Denne respekt for publikum bevirker, at man altid yder det maksimale, hvadenten det drejer sig om en musical på Broadway eller en Cage - koncert i Lincoln Center. Der er vel forskel, når Ellington fra tribunen udbryder: »I love you madly!«, og når Cage siger: »Happy new ears -«; men der er også en forbindelse. Bag denne publikumsrespekt ligger imidlertid en holdning, som aktivt overskrider tolerancens grænser; det drejer sig om at inkludere, på alle planer; i Cage's tilfælde endda alle civilisationens irriterende pirringsmomenter, for eksempel telefonens kimen på forkerte tider af døgnet, og den konstante gadelarm. Luk det ind og lyt! Men denne formidable åbenhed må bygge på gamle kardinaleller nybyggerdyder som arbejdsomhed, troskab over for materialet, punktlighed, nøjsomhed, mod, munterhed samt en generøs holdning til tilfældet og dets muligheder. Dette ikke fordi dyder er dyd; men ellers kanprocessen ikke holdes igang, og det går ud over friheden.

Men Cage er også i denne forbindelse et specialtilfælde. Han kasserede så at sige alt overleveret materiale uden pietetsfornem-melser, men bevarede den amerikanske superholdning, og man kan formode, at det var faderen, der førte ham på sporet. Denne, som jo var opfinder, fastslog, at når nogen sagde, at noget ikke kunne lade sig gøre, så vidste man, at dér skulle man starte. Og det har Cage så gjort hele livet igennem. Altid begyndt forfra, altid opstillet det foreliggende kunstneriske problem så ekstremt som bare tænkeligt. Trofast, uden tøven, men sikkert under tunge overvejelser. Forløsningen kom, da han traf fjernorientalsk tænkning, psykologi og livsform i specialudgaven Zen. Da krystalli-seredes hans kunstneriske og mennenskelige egenskaber og erfaringer til det kosmos, vi kender i dag som J. C., og som egentlig er lige så utilgængeligt i dag som for 30 år siden; men samtidig er det givende ud over grænserne, dybt inspirerende og frigørende for individet. Her opstod også vismanden, anarkisten og didaktikeren J. C. Hans eksperimenter fik retning, og hans indflydelse på kunstnerkolleger, både musikere, dansere og malere på begge sider af Havet blev mere og mere markant; men samtidig lod han dem i samme omfang få indflydelse på sit værk. I New York lever kredsen omkring J. C. på en given-og-tagen uden grænser, uden at man ellers kan påvise nogen influens fra den ene til den anden. Man lever i et farligt rum af kunstnerisk frihed og arbejdsdisciplin, på eget ansvar. Man kan her opregne komponister som Feldman, Steve Reich, Terry Riley (når han er der) og Phil Glass samt de gamle Fluxus-folk, maleren Rauschenberg og naturligvis den gamle arbejdskammerat Cunningham.

Til gengæld er hans forhold til traditionen mere præget af høflighed. Tilbage er blevet Edgar Varese og især Eric Satie (sic!); men i kompositionen HPSCHD (Harpsicord i computersprog -), bruger han Mozart, selv om det er vanskeligt at høre - og det er mere for at danne atmosfære omkring begivenhederne. Derimod taler han meget varmt om forfattere som Thoreau og James Joyce. Nu fylder så den gamle vismand, forfatter, komponist, samfundsrevser og optimist 70 år (5/9 1912, Los Angeles). Skulle man karakterisere hans hidtidige løbebane, kunne man tegne den med et smil og med hans yndlingscitat:

»Before studying Zen, men are men and mountains are mountains. While studying Zen, things become confused. After studying Zen, men are men and mountains are mountains. After telling this, Dr. Suzuki was asked, »What is the difference between before and after?« He said, »No difference, only the feet are a little bit off the ground.«4) Kritikeren William Brooks tilføjer:

»John Cage started in music as a composer of beautiful and useful things. Then, for a while, things were a bit confused: he was an aesthetician, a social critic, a poet, a philosopher. It's now clear that he is a composer of beautiful and useful things - and furthermore, that that's what he was alle along. The feet may be off the ground, but the shoes stille fit.« —5>

Tilbage er for mig så kun at videregive hans råd til os alle, om at lytte til hans musik og, ikke mindst, læse hans bøger, hvad ikke mange har gjort, til hans forbavselse og beklagelse - og så selv skabe videre (komponistens største problem er, at han skriver for lidt musik6) -). - Og så håbe på, at han vil komme her endnu en gang. Min tillid til J. C. er usvækket.

»Happy new ears?« »Musik er arbejde -«

1) »One evening when I was still living at Grand St. & Monroe, Isamu Noguchi came to visit me. There was nothing in the room (no furniture, no paintings). The floor was covered, wall to wall, with cocoa-matting. The windows had no curtains, no drapes, Isamu Noguchi said, »An old shoe would look beautiful in this room.« »John Cage«: »Indeterminacy« o'oo (oktober 1957, verdensudstillingen i Bruxelles 1958).

2) »After Antiquity« (samtale mellem John Cage og Peter Gêna, Mayor Byrne's New Music America '82, July 5 - 11).

3) »Indeterminacy«, Folkways Records FT 3704.

4) »Silence« (Cambridge, Mass.: M.I.T. Presse 1966), p. 88.

5) CONTACT - Today's Music (England, Summer 1981), p. 30.

6) Se 2.

Årgang 57/1982-1983, nr. 02