Karol Szymanowski i København i 30'erne

I år fejres hundredåret for Karol Szymanowskis fødsel, og det falder os vel naturligt at spørge, om denne Polens betydelige komponist nogen sinde har besøgt Danmark. Det har han. To gange - i 1933 og 1935.

De sidste fem år af sit liv rejste Szymanowski meget og spillede egne værker i alle de vigtigste musikcentre i Europa. Han gjorde det ikke, fordi han kunne lide at optræde, men fordi han var tvunget af financielle vanskeligheder. Under l. verdenskrig havde han mistet sit hjem, familiegodset Tymoszówka i Ukraine, og det lader til, at denne katastrofe slog benene væk under hans økonomi. Ejendommen, hvor så mange kulturelle aktiviteter havde fundet sted, blev plyndret og jævnet med jorden, og Szymanowskis to flygler blev kastet i søen. Han fik aldrig mere råd til at anskaffe sig et flygel, men måtte resten aflivet nøjes med et lejet, opretstående klaver. I efteråret 1932 blev Szymanowskis fætter Jarosiaw Iwaszkiewicz udnævnt som sekretær ved den polske legation i København. Iwaszkiewicz var allerede på det tidspunkt en kendt forfatter, og da han samtidig var uddannet som pianist, var der de bedste muligheder for et litterært-musikalsk samarbejde mellem de to fætre. Et sådant samarbejde havde da også fundet sted siden 1918. Ved sin død i 1980 efterlod Iwaszkiewicz sig en anselig produktion, deriblandt også værker, som beskæftiger sig med musikalske emner0, og en roman der bl.a. skildrer familien Szymanow-ski2).

Det første besøg

Straks efter ankomsten til København undersøgte Iwaszkiewicz mulighederne for at arrangere en koncert med Szymanowski, men lejligheden bød sig selv, idet den danske radio havde indbudt Grzegorz Fi-telberg til at dirigere en koncert med polsk musik. Det skulle være sæsonens 15. torsdagskoncert. Foruden værker af Mieczysîaw, Karto wicz og Piotr Perkowski havde Fitelberg foreslået Szymanowskis fjerde symfoni »Symphonie concertante« opus 60 med komponisten ved klaveret. Som afslutning på koncerten skulle Victor Schiøler spille Chopins klaverkoncert i f-moll.

For så vidt skulle alt være i orden, men at Szymanowski havde problemer, fremgår af disse linier fra et brev til Anna Iwaszkiewicz3):

... i den sidste tid har jeg haft så mange sorger og ubehageligheder -og desuden arbejde! Jeg er nødt til at spille (hvad jeg, som du ved, ikke bryder mig om). Men nu kommer jeg til det vigtigste. Du skriver i dit korte brev (som jeg netop har modtaget), at det ville være så glimrende, hvis jeg kunne spille i København. Tænk dig, det bliver sandsynligvis til noget, og det på følgende måde: på grund af nogle forviklinger med det fordømte Universal-Edition vil det ikke være muligt at opføre Harnasie ved koncerten den 19. Jeg ville ikke selv have den gamle Ouverture, og 2. og J. Symfoni er udelukket (for lange), så Ficio4) og jeg har snakket lidt om det og besluttet, at jeg skal tage af sted selv, og at vi skal spille den nye Symf. Jeg skal nok klare rejseudgifterne på en eller anden måde - så hvis I bare kunne give mig husly et par dage (på en eller anden lille sofa), så jeg kunne undgå udgifterne til hotel? Det er en bøn og et spørgsmål, som du - min skat -bedes svare på hurtigst muligt, for meget afhænger af det...

Iwaszkiewicz lovede naturligvis at tage sig af sin fætter, og i januar 1933 ankom Szymanowski og Fitelberg til København. Szymanowski tog straks ophold i den polske legation, men gik hver dag over til ægteparret Iwaszkiewicz for at øve sig på deres klaver og for at tale med dem til langt ud på natten om deres mange fælles interesser som f.eks. Sicilien, der var Szymanow-skis store kærlighed, og den kommende opsætning af hans ballet »Harnasie« i Paris. Dagen før koncerten bragte flere store aviser pæne omtaler af Fitel-berg og Szymanowski under titler som »Polske Berømtheder i Stærekassen«, »Lytter-Koncerten i Morgen. De polske Toner«, »Gesandtskabs-Te for de polske Musikgæster« foruden et interview med Fi-telberg.

Szymanowski havde komponeret Symphonie Concertante specielt med henblik på egne fremførelser. Zygmunt Mycielski, en af hans elever, fortæller, at han tit besøgte Szymanowski i hans hus i Zakopane og fulgte med i symfoniens tilbli-

velse. Szymanowski betroede ham, at klaverstemmen ikke måtte være for kompliceret, da han selv agtede at spille den. For ganske vist var Szymanowski pianist og vistnok en udmærket pianist, men han var ingen virtuos, og han kendte sin begrænsning.

Værket blev afsluttet i 1932, og Szymanowski uropførte det selv den 9. oktober samme år i Poznan med Fitelberg som dirigent. Siden spillede han det i mange europæiske byer med fremtrædende dirigenter som Pierre Monteux, Malcolm Sargent og Bernardino Molinari. Symfonien er tilegnet Artur Rubinstein, som efter Szymanowskis død har spillet den over det meste af verden.

Men tilbage til København! Om koncerten, som fandt sted i Stære-

kassen torsdag den 19. januar kl. 20.10, skriver Iwaszkiewicz5):

Koncerten i København fandt sted for en udsolgt sal Det var første gang, jeg havde lejlighed til at høre (ikke i radio) Karols 4. symfoni. Den gjorde stort indtryk på mig. Ved generalprøven var Københavns betydeligste musikkritiker William Behrend til stede, en mærkelig, men rar gammel herre. Også vor bekendt, den musikalske fru Tis-seau, var der. Disse menneskers reaktion på Szymanowskis værk undrede os uhyre. De syntes at være forvirrede, forbavsede og endda noget indignerede. Den samme reaktion opstod i salen under koncerten, man mærkede, at publikum varoverrumplet'- og ved symfoniens slutning lød der først et valent bifald, så fulgte en ubehagelig, mistænksompause, som om publikum et øjeblik ikke vidste, om de skulle pifte, eller om de skulle forlade salen. Vi gengav vore indtryk for Karol, det undrede ham meget, og til nogle filosofiske bemærkninger fra Behrend sagde han: »Min Gud, er det virkelig så alvorligt? Jeg ville jo bare skrive et stykke Unterhaltungsmusik for det brede publikum!

Szymanowski selv var åbenbart godt tilfreds med koncerten, hvis man kan dømme efter det brev6*, han dagen efter sendte til pianisten Jan Smeterlin, der stod for at skulle opføre symfonien i London. Der bestod mellem de to venner en meget åbenhjertig korrespondance, hvoraf det tydeligt fremgår, at de aldrig havde drømt om, at den skulle publiceres.

Den polske legation, København 20. januar 1933 Mon cher, petit Smet -Jeg har netop sendt partituret til min symfoni af sted til vor ambassade i London, så jeg håber vi kan undgå komplikationer med toldvæsenet, hvad der jo nok ellers kunne bekymre dig. Desuden vil du modtage en pakke, sendt til dig personlig og indeholdende partituret og klaverstemmen til min symfoni. Det adskiller sig fra de andre partiturer, jeg tidligere har sendt dig, derved, at det er skrevet usædvanlig smukt. Det supplerende materiale ti København Radios ejendom, og det skal derfor omgående returneres (efter Londonkoncerten) til direktøren i København på følgende adresse: Emil Holm (kammersanger), Statsradiofonien. Dette er meget vigtigt, da de - af fuldstændig ukendte grunde - meget gerne vil have disse smukt kopierede stemmer, som ikke kan være dem til nogen som helst nytte, undtagen -selvfølgelig - hvis de kan bruge dem på WC (men det er papiret for hårdt til). I hvert fald harjeg højtideligt lovet dem, at stemmerne skulle blive returneret, så jeg beder dig indstændigt om at gøre det, så jeg ikke falder i unåde hos dem eller afslører min polske flabethed og skødesløshed, der, som du ved, ikke er særlig velset i de skandinaviske lande. Hvad angår resten af nodematerialet vil jeg bede dig om efter brugen (ikke på WC, selvfølgelig!) at være så venlig at sende det direkte tilbage til Eschig i Paris.

Koncerten i går var meget vellykket. Pressen i dag var knap så vellykket, men det har ingen betydning, da vi blev meget fint modtaget af dem, som virkelig betyder noget (radioens ledelse, publikum etc.). Ficio4) blev fejret som en sand primadonna. Jeg er derfor i en lykkelig sindsstemning (sandt at sige skrev de store aviser som Berlingske Tidende og Politiken pænt om os!).

Og nu, kære Smet, overlader jeg for første gang min yngste datter i dine hænder (eller rettere: jeg overgiver hende på nåde og unåde til din ryggesløshed og lidenskab) - akkurat ligesom når en fader gifter sin datter bort. Jeg er ikke i tvivl om, at du vil have mere succes, end jeg ville have haft, men jeg er vanvittig spændt, og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at komme til at høre din opførelse i radioen. Ville du være så venlig at sende mig et telegram til Hotel Bristol (Warszawa) med dato og nøjagtig tid for din radioudsendelse.

Jeg rejser hjem i morgen, meget træt og ikke særlig rask. Jeg bor i den polske legation, men jeg kunne godt tænke mig at komme igen engang under andre omstændigheder - uden at være forpligtet til at give koncert og med større frihed til min rådighed. Hvilken skønhed allevegne! Hvor er det dog et smukt folkefærd!

Mon petit Smet! Dette er et uforståeligt brev, jeg ved det godt, men jeg er så træt, og jeg ved knap nok, hvad jeg skriver. Jeg sender jer begge mine kærligste hilsner og venter et detaljeret brev fra dig efter din London-koncert, som jeg er glødende interesseret i.

Farvel,

din gamle ven

Karol.

Iwaszkiewicz' negative indtryk af William Behrends reaktion harmonerer ikke rigtigt med den både meget seriøse og meget rosende anmeldelse, som den kendte kritiker bragte i Berlingske Tidende. Samme positive opfattelse kom til udtryk i Politiken, hvor Hugo Selig-man blandt andet skrev:

»Det blev Karol Szymanowski, der gav Aftenen Perspektiv. Hans fjerde Symfoni var et Værk, der tvang En til at lytte. Det var ikke alene sat op med orkestral Pragt, glimrende Klangeffekter, men der var over det en hel furiøs Musiceren, en levende, rytmespændt Fantasi, der føltes som Udtryk for personlige Visioner. En næsten solistisk Vægt var lagt paa Klaveret, som var henrivende behandlet - henrivende Chopinsk behandlet. Og henrivende Chopinsk spillet af Szymanowski selv, bør tilføjes.

Vi ved alt for lidt herhjemme om Polens Musik i vor Tid. Men at Karol Szymanowski staar forrest blandt dem, der løfter Arv efter Chopin, det i alt Fald véd vi siden i Gaar.«

En helt anden mening kom imidlertid til orde i Socialdemokraten, hvor Ax. W. gjorde sig lystig over hele koncerten på en temmelig nedladende måde:

»København havde i Gaar den Ære at høre tre polske Musikbørn blive holdt over Daaben med Statsradiofoniens Velsignelse. Børnene skreg ikke saa lidt, et Par af dem var ligefrem uartige, men Liv og Lyst var der i de smaa Polakgutter. »Uralte Lieder« og »Sinfonietta« var fiilde af Skæmt og Narrestreger - den førstnævnte fik dog et lille wagnersk Anfald - men den tredje og største, af sin Fader, K. Szymanowski, døbt »Symfoni Nr. 4«, var en slem Dreng at have med at gøre. Han var tegnet med en vis Lidenskabelighed og kunde (i anden Sats) blæse smukt paa Bjergfløjte, samt var han forbløffende godt med paa de moderne Noder - hvoraf ikke saa faa var med U ...«

Til sidst udnævner han »Symfoni-Komponisten til en kærlig og dygtig spillende Fader for sit, ak saa vanskelige Barn.«

Symphonie Concertante blev i øvrigt optaget under koncerten, men på grund af en teknisk fejl ved det ene apparat kom der kun til at foreligge nogle fragmenter. Disse fragmenter, hvis samlede varighed er 9 min., bevares som et historisk klenodie i Danmarks Radios stemme-arkiv og er for nylig blevet udgivet på plade af det polske pladeselskab, Polskie Nagranie.

Det andet besøg

To år senere - i marts 1935 - besøgte Szymanowski atter Skandinavien, denne gang for at spille i Stockholm, Oslo og Bergen. En koncert i København var planlagt, men endnu ikke fastlagt. Ikke desto mindre var Szymanowski fast besluttet på at gøre ophold i den danske hovedstad for at besøge sin fætter og hans hustru. I et brev7) til Ja-rosiaw Iwaszkiewicz beder han atter om husly, »da hotellerne er fandens dyre, og da jeg, som du kan tænke dig, tjener langt mindre end f.eks. Kiepura.«8) Det lykkedes Iwaszkiewicz at få stablet en koncert på benene, og i »Møder med Szymanowski«9) kommenterer han begivenheden således:

Da Szymanowski dukkede op hos migpåny i København -på vej fra Norge, i marts 1935 - så han helt godt ud og var i strålende humør. Jeg arrangerede dengang en kompositionsaften for ham, hvori medvirkede violinisten Roman Toten-berg, vor ven fra barndommen, såvel som den danske sangerinde Inger Raasløjf. Koncerten var meget mat og bragte et ikke ringe underskud, som jeg måtte betale af på i nogen tid af min egen kasse. Pres-sesuccesen var også tvivlsom. Med en for danskerne typisk selvsikkerhed og uvidenhed om de europæiske strømninger behandlede man Szymanowski som en komponist, der er nybegynder, og man huskede ikke engang, at han havde optrådt i København to år i forvejen ...

Szymanowskis kompositionsaften fandt sted i Odd Fellow-Palæets mindre sal fredag den 22. marts 1935. En kreds af særligt interesserede var mødt op for at få et indtryk af den polske komponists værker, ligesom mange herboende polakker var kommet for at fejre deres landsmænd. Til stede var også kammersanger Emil Holm og hans hustru Katarina, operasangerinden. Endvidere violinisten Niels Nielsen, der jo sammen med pianisten Boris Linderud var blandt de allerførste, som spillede Szymanowskis musik i Danmark.

Koncerts angerinde Inger Raasløff, som jeg har drøftet koncerten med, fortæller, at Szymanowski var frygtelig nervøs den aften. Da hun kom ind i solistværelset, gik han op og ned ad gulvet og røg. Der var så tæt og tåget af cigaretrøg, at hun skyndsomst måtte flygte ind i et andet solistværelse. Derved kom de ikke til at tale rigtigt sammen, inden de mødtes på tribunen. Men Szymanowski havde også et hårdt program, for han skulle sidde ved klaveret hele aftenen, og det var jo ikke lige det, han brød sig mest om.

Først spillede Roman Totenberg med komponisten ved klaveret to Paganini-capricer (af op. 40) og de tre Myter (op. 30). Derefter sang Inger Raasløff tre sange af »Den passionerede muezzin« til tekster af Jaroslaw Iwaszkiewicz (op. 42, nr. 2,4 og 6). Så spillede komponisten tre mazurkaer. Koncerten sluttede med »Polsk folkesang« og »Bondedans« i Pawel Kochanskis violintransskription samt Nocturne og Tarantel (op. 28). Pressens modtagelse af Szymanowski som komponist var noget blandet, så man forstår godt Iwaszkiewicz' bitre bemærkninger. I forbindelse med Myterne, som nu anses for at være et af Szymanowskis bedste værker, og som også er et af de mest spillede, skrev man om »aflirede, springende Fontæner og Pan, der gør Bukkespring paa Kvinter, disse orientalske Imitationer, der fortryllede Verden for en Menneskealder siden«10). Én karakteriserer hele programmet som »dygtigt formet Musik uden Evne til at fange dybere Interesse.«11* Mere genklang hos anmelderne vandt Paganini-capricerne, Muezzin-sangene og navnlig de afsluttende tre satser - »Her var Szyma-nowski helt og holdent slavisk med Folkestemning og Folkeliv, Kækhed og Friskhed, så det lyste af Instrumenterne. Mesterligt spillet af de to ypperlige Virtuoser. Det var et Punktum, der fik Salen til at runge af Begejstring.«10' Der var almindelig enighed om at prise de kunstneriske præstationer. Roman Totenberg, som før havde optrådt i Danmark, og som i øvrigt netop i de år gav en del koncerter sammen med Szymanowski, blev fremhævet for sin store syngende tone, sin virtuose teknik og sit ægte musikalske temperament.n) Inger Raasløff blev rost for sin dygtige udførelse af de meget vanskelige Muezzin-sange. Den sidste og bedst formede havde hun endda sunget med en sådan hengivelse i den passionate stemning, at hun måtte synge den da capo.12) Man kan i hvert fald drage den slutning, at det var en koncert, som publikum var glad for. Der er nu gået næsten 50 år, siden disse begivenheder fandt sted. Vi har netop fejret hundredåret for Karol Szymanowski fødsel og må spørge, hvad der er sket i mellemtiden med hans musik i Danmark. Ikke meget, ikke nok. En anden stor polsk komponist, Witold Lu-toslawski, har udtalt, at »Szyma-nowskis kunst er beundret og dens betydning fuldt ud anerkendt i Polen. Det usædvanlige trylleri, der er over hans musik, er åbenlys for enhver polsk musikelsker. Men ude i verden er den endnu ikke værdsat efter fortjeneste, og i nogle lande venter den simpelthen på at blive opdaget.«13)

Mine samtaler med adskillige danske musikere i det forløbne år har overbevist mig om, at Szymanow-skis musik for alvor er ved at blive opdaget i Danmark, og at Luto-slawskis ord ikke vil blive gjort til skamme: »Jeg håber, at styrken og skønheden i denne musik vil appellere til mange. Jeg tror, at dette vil ske snart.«13)

Fodnoter

1. Pisma muzyczne (Musikalske skrifter) Warszawa 1958. (Dzieta).

2. Sfawa i chwala (Berømmelse og ære) Warszawa 1956-63.

3. Brev fra Karol Szymanowski i Warszawa til Anna Iwaszkiewicz i København, 24. (dec. 1932), i: Karol Szymanowski z listo w, red. af Teresa Bronowicz-Chylinska. Kraków 1958, s. 375-6.

4. Fitelberg.

5. Spotkania z Szymanowskim (Møder med Szymanowski) Krakow 1947.

6. efter B. M. Maciejewski... : Karol Szymanowski and Jan Smeterlin. Correspondence and Essays. Translated, edited and annotated by B. M. Maciejewski and Felix Aprahamian. London u.a., s. 54-55.

7. Brev fra Karol Szymanowski i Stockholm til Jarosiaw Iwaszkiewicz i København, 5/3 1935, i: Karol Szymanowski z li s to w, s. 410.

8. Jan Kiepura (1902-66), polsk sanger og filmskuespiller, som flere gange har optrådt i København.

9. Spotkania z Szvmanowskim, Krakow 1947.

10. Peter Gradman i Berlingske Tidende, 22/3 1935.

11. Gunnar Hauch i Nationaltidende, 23/3 1935.

12. Axel Kierulf i Politiken, 23/3 1935.

13. Witold Lutoslawski i en bulletin fra Commitee for the Celebration of Karol Szymanowski's Birth Centenary. Warszawa 1982.