Rapporter - NEW MUSIC AMERICA-festivalen 1982

Wayne Siegel er amerikansk komponist, bosat i Danmark siden 1974.1 år var han inviteret til Chicago, hvor han opførte sit eget værk AUTUMN RESONANCE for klaver og »digital delay« ved NEW MUSIC AMERICA-festivalen. I den anledning har DMT bedt ham om at skrive en rapport om den ugelange musikfestival i lighed med den rapport han skrev til DMT i forbindelse med sidste års festival i San Francisco.

NEW MUSIC AMERICA er en årligt tilbagevendende festival, der finder sted i en ny amerikansk by hvert år. Festivalen er således tidligere blevet afholdt i New York, Minneapolis og San Franscisco, og i år fandt den sted i Chicago fra den 5. til den 11. juli. Festivalen har udviklet sig betydeligt siden den ydmyge start i New York i 1979. Koncerterne i år i Chicago blev spillet for et publikum på omkring 2.000 mennesker hver aften, med direkte radiotransmission over hele USA via satellit NEW MUSIC AMERICA har fået større prestige i årenes løb og dermed også større økonomisk støtte. I år blev festivalen for første gang støttet af selve den by, hvor den blev afholdt. Til gengæld skulle navnet på Chicago's borgmester stå med de allerstørste bogstaver på alle festivalens plakater og programmer. Arrangementet kom simpelthen til at hedde: MAYOR BYR-NE's NEW MUSIC AMERICA '82. Her skal man vist ikke undlade at nævne, at Jane Byrne snart skal på genvalg - sådan foregår politik i Chicago. Skønt festivalen i princippet bør være præget af det geografiske område, hvor den afholdes, kom New York alligevel til at dominere koncerterne i Chicago: om ikke ved kvalitet eller kvantitet, så i hvertfald ved lydstyrke. De fleste værker fra New York bar stærkt præg af, at grænsen mellem rock-og avant-gardemusik nu for alvor er forsvundet. En snæver gruppe New York'er musikere og komponister, med tilknytning til Soho i »Lower Manhattan« var med til at opføre hinandens værker i Chicago. Skønt udtrykket »new wave« blev brugt ikke så få gange i programmet i forbindelse med disse værker, var det egentlig mere en slagkraftig reklame end en karakteristik af musikken. Den nye generation er vokset op med rockmusik og rockkultur, og de er ikke længere tilfredse med at være fattige og glemt. Nogle af deltagerne i festivalen er allerede rockstjerner i New York. Det gælder for eksempel Glenn Branca, hvis værk: INDETERMINATE ACTIVITY OF RESULTANT MASSES for 11 el-guitarer og trommer nok kunne beskadige selv den mest hærdede rockkon-certgængers hørelse. Stykket fremprovokerede nogle voldsomme reaktioner blandt publikum og hos Chicago's noget sippede musikanmeldere. Selv den ellers åben-sindede John Cage (hvis medvirken ved festivalen jeg vil vende tilbage til) sagde om dette stykke, at det repræsenterede ondskaben. Efter at jeg hastigt havde forladt koncertsalen under opførelsen af stykket og stod udenfor og lyttede til det (blot 20 db svagere), så syntes jeg egentlig, at det var spændende musik. Næsten lige så kraftig, men med et mere traditionelt udgangspunkt var Peter Gordon's rock-opera BIRTH OF THE POET. Gordon har siden 1977 ledet »The Love of Life Orchestra« sammen med trommeslageren David Van Tieghem. Operaen blev kun kon-certopført i uddrag på NEW

MUSIC AMERICA-festivalen. Gordon er i øvrigt programlægnings direktør for det kendte koncertsted »The Kitchen« i New York.

5.000 kilometer fra det larmende Manhattan ligger et land med palmer, appelsinplantager, vinmarker og Hollywood. Det er Californien og det er svært at forestille sig en komponist mere californisk end Harold Budd. Han har levet hele sit liv i området omkring Los Angeles. Hans musik er af en umiddelbar og ukompliceret skønhed. Han forsøger ganske enkelt at behage lytterne. Derfor står hans musik i skarp kontrast til såvel den nye generations aggressivitet som den ældre avant-gardes teoretiseren. I de sidste par år har Harold Budd fået succes med en række grammofonplader: især dem han har udgivet i samarbejde med den engelske komponist og producer Brian Eno. Ved festivalen i Chicago opførte Budd selv et stykke for soloklaver og »harmonizer« med titien CHILDREN ON THE HILL, hvis enkle og lækre udtryk lå på grænsen til det naive. Forbindelsen mellem Harold Budd's musik og jazz er umiddelbar, og jazzen var også velrepræ-senteret på NEW MUSIC AMERICA-festivalen. Her måtte man konstatere, at også grænsen mellem jazz og avantgarde-musik er forsvundet i USA. Særligt bemærkelsesværdig var en sats i et værk af jazzsaxofonisten Roscoe Mitchel, som han opførte sammen med sin kvartet SPACE. Satsen var skrevet for stemme, kontra-bas-sarrusofon, bas-saxofon og tredobbelt kontrabas - altså en kontrabas, som klinger en oktav dybere end en normal kontrabas og som derfor også er dobbelt så høj. Gæstebassisten Brian Smith måtte stige op på et særligt stativ for at kunne spille på denne forbavsende smukke og elegante kæmpe. Synet og klangen af dette usædvanlige instrument var spændende og smukt. Det var musikken til gengæld ikke. Anderledes spændende var et stykke for solo sopransaxofon og elektroniske tidsforsinkelser, som var skrevet og spillet af saxofonisten i Phil Glass ensemblet Jon Gibson. Stykket bestod af nogle tonale figurer, der blev lagt oven i hinanden ved hjælp af elektronik. Jay Clayton er en kendt jazzsangerinde, som også arbejder inden for avant-garde- eller ekspe-rimentalmusik. Ved siden af sit arbejde med egen jazzkvintet og eget vokalensemble er Jay Clayton også medlem af Steve Reich's ensemble: STEVE REICH AND MUSICIANS. Hun har også indspillet nogle af John Cage's tidlige sange på grammofonplade. På festivalen i Chicago blev hun akkompagneret af saxofonisten Jane Ira Bloom, bassisten Brian Smith og pianisten Kirk Nurock. Jay Claytons stil kan beskrives som en teknisk overlegen og udtryksfuld blanding af eksperimental jazz og be-bop (der er ingen tekster). Lige så teknisk overlegen og udtryksfuld var Jane Ira Bloom's saxofonspil. Jay Clayton var også med til at opføre et andet værk på festivalen. Det var Steve Reich's værk TEHILLIM, som blev opført af medlemmer af The Chicago Symphony Orchestra. Med sin sædvanlige træfsikkerhed har Steve Reich igen skrevet et yderst vellykket værk. Et smukt og fascinerende stykke, skrevet for 4 kvindestemmer, piccolofløjte, obo, engelskhorn, 2 klarinetter, el-orgel, 2 violiner, bratsch, cello, kontrabas (strygerne er forstærket) samt 6 slagtøjsspillere. Teksten til stykket TEHILLIM er det første stykke med tekst som Reich har lavet siden sine studenterdage) består af nogle hebraiske salmer: »tehillim« er det hebraiske ord for »salmer«. Udover at nogle af slagtøjsinstrumenterne, som benyttes i stykket, også blev brugt i bibelsk tid i mellemøsten, så har stykket intet synderligt »musikvidenskabeligt« indhold -og det selv om Reich har studeret hebraisk kirkesang i Israel og New York i de seneste år, men det er ikke kun Reich's brug af en tekst, der gør dette nye værk enestående i hans produktion: stykket består nemlig ikke af repeterede figurer i modsætning til hans tidligere værker, og der indgår også en langsom sats i stykket.

Et vigtigt tema ved NEW MUSIC AMERICA-festivalen i år var John Cage's 70-års fødselsdag. Komponisten, digteren, maleren og filosoffen John Cage var stærkt repræsenteret på festivalen - ikke blot med lyd, men også med en udstilling af hans grafiske værker på Chicago's »Museum of Contemporary Art«. Og John Cage var selv med til samtlige koncerter og diskussioner ugen igennem, konstant forfulgt af tv-kameraer og mikrofoner. I festivalens program (dele af det er oversat, se s. 56-67) blev Cage hyldet som den nye musiks fader. Selv om det nok er noget overdrevet, er han uden tvivl en af vort århundredes vigtigste musik-personligheder, om ikke en af vor tids største komponister. John Cage er kendt for sine forsøg på at befri musik fra koncertsalen og slippe den ud i livet ved at gøre alle lyde i vor omgivende hverdag til musikalsk materiale. Så kan man nemlig nyde livet, på samme måde som man nyder musik. Der er kommet to vigtige retninger inden for amerikansk musik ud af Cage's og andres forsøg på at befri musik fra koncertsalen. Den ene er »landskabsmusik«, eller musik, der skabes i et større geografisk område, mens den anden vigtige retning er »lydskulpturen«, eller en slags kombineret skulptur, musikinstrumenter og komposition, der spiller sig selv ved hjælp af naturkræfter som vind og sol. Inden for begge disse retninger bliver den traditionelle værkopfattelse ændret: kunstneren giver afkald på præcist at kunne styre opførelsens klanglige resultat, idet vinden, solen eller tilfældig gadestøj ikke er til at forudbestemme, især når lytteren gerne må vandre frit omkring som det passer hende eller ham. I stedet skaber kunstneren en musikalsk situation, som kan udvikle sig i mange retninger. Bill og Mary Buchen's WIND ANTENNA producerer forskellige overtoner, når dens strenge af rustfrit stål bliver sat i gang af vinden. En stor parabolantenne bygget af aluminium benyttes til at forstærke dens hvinende lyd. Denne store, moderne vindharpe var installeret ved »North Beach« - en strand ved Lake Michigan i Chicago.

En anden form for lydskulptur var udtænkt og bygget af David Behrmann og Paul De Marinis. De er begge to komponister og elektronikingeniører, der betragter det som uheldigt, at traditionelle instrumenter er så svære at beherske. Drømmen om at bygge et musikinstrument, der gør det muligt for menigmand ubesværet at udtrykke sine musikalske tanker, er ikke ny. Denne drøm peger mod en tankevækkende og for nogle uhyggelig »fagre ny verden«, som i virkeligheden allerede er over os - det kan tydeligt ses på nogle af de nye kompakte computerstyrede synthesizers og sequencers, som er ved at blive lettilgængelige. Problemet ved at realisere denne drøm er, at hvis systemet ikke har indbygget begrænsninger i form af nogle forudbestemte musikalske elementer, så kræves der alligevel en omfattende indlæring af brugeren - man skal altså stadigvæk være en slags ekspert. På den anden side, hvis for meget er forudbestemt af systemet, så er det systemet som spiller på brugeren og ikke omvendt.

Behrman og De Marinis havde forsøgt en mellemvej med deres installation SOUND FOUNTAIN på Chigaco's »Museum of Contemporary Art«. I et mindre rum på museet var der på et bord opstillet fire brædder med elektroniske knapper. Det ene brædt bestemte tempoet, det andet rytmen, det 3. melodien og det 4. klangfarven. Så kunne 4 tilfældige mu-seumsgæster, der hverken kendte hinanden eller havde nogen musikalsk baggrund, spille sammen. Men systemet var ikke mere frit eller åbent, end at man sagtens kunne høre de to designeres musikalske tanke bagved det hele. Bortset fra orkesterkoncerten blev samtlige koncerter på NEW MUSIC AMERICA opført i »Navy Pier Auditorium«, som ligger på en gammel mole. Efter en af koncerterne blev Charlie Morrow's TOOT 'N BLINK opført af en masse små og store skibe, som var sejlet ind i området. Charlie Morrow stod i radioforbindelse med samtlige både, og han fortalte hver enkelt, hvornår den skulle dytte, og hvornår den skulle blinke med lyset. Efter dette festlige stykke var det dog John Cage og ikke Charlie Morrow, der blev interviewet af de store tv-selskaber - man mente nok, at det var mere relevant at interviewe »den nye musiks fader« end komponisten. Et andet stykke, som involverede både ved den samme mole var udtænkt af Alvin Curran. En snes robåde med 4-5 mennesker i hver roede op langs molen. Nogle i bådene sang, mens andre spillede på konkylier. Bådene skiftede position hele tiden og ændrede derved også afstanden til publikum, som sad langs molen. Men dette stykke, som blev opført af amatør-sangere (nok snarere »ik-ke-sangere«) mindede lidt for meget om »sommerlejr« efter min mening.

Anderledes sangteknisk avanceret var Joan La Barbara's KLEE-ALEE. Joan La Barbara er kendt som komponist og som en fremragende fortolker af ny vokalmusik. Hun har således uropført værker af John Cage, Steve Reich og Philips Glass. I Chicago opførte hun sit eget stykke for stemme og bånd. Men KLEE-ALEE var ikke kun en demonstration af La Barbaras enorme sangtekniske kunnen, det var også stemnings-fyldt, sammensat og smuk musik. Ben Johnston er uden tvivl den meste kendte komponist med tilknytning til byen Chicago, og han var selvfølgelig også repræsenteret ved NEW MUSIC AMERICA-festivalen. Siden 1960 har Johnston beskæftiget sig med mikrotonalitet og nye stem-memetoder. I modsætning til Harry Partch, som skabte nye instrumenter for at kunne arbejde inden for dette område, og i modsætning til mange andre komponister, som har benyttet sig af elektroniske virkemidler, har Ben Johnston forsøgt at ændre opførel-sespraksis og musiknotation for at kunne bruge traditionelle instrumenter til mikrotonal musik. Egentlig var Ben Johnston's ny 5. strygekvartet programsat, men kvartetten, som havde bestilt værket kunne ikke være i Chicago på det tidspunkt, og derfor blev Johnstons 3. og 4. strygekvartetter opført (i sammenhæng) i stedet. Det var smuk musik og dygtigt håndarbejde, som fik en sikker opførelse af den meget unge Cordier Quartet.

Meredith Monk's TURTLE DREAMS for 4 »dansende« sangere og el-orgel er også værd at nævne. Desværre fandt opførelsen sted umiddelbart efter at jeg havde opført mit eget AUTUMN RESONANCE, og jeg vil derfor nødigt skrive noget om stykket, selv om jeg hørte det fra kulisserne. Men i det hele taget er det kun en lille bid af den ugelange festivals indhold, som her er omtalt - alligevel håber jeg, at det er blevet en rimelig smagsprøve.