Rapporter - Om kvindekongressen i Los Angeles 1. - 4./4 1982

For godt l år siden afholdtes »The First International Congress on Women in Music« i USA ved University of New York. Jeg var med i den danske delegation. Vores rejse var finansieret, dels af det danske Knud Højgaards Fond og dels af Statens Musikråd. Fra Danmarks Radio kom Anne Kirstine Nielsen og komponisterne Birgitte Alsted og Diana Pereira deltog også. Kongressen havde arrangeret l koncert for mig i Washington Square Church hvor jeg opførte værker af skandinaviske kvindelige komponister, desuden skulle jeg spille dele af kvindelige komponisters værker ved en orientering om musiklivet i Skandinavien som de 3 øvrige medlemmer af den danske delegation holdt. Kongressen gik fint det var både morsomt og interessant at være med, men at jeg skulle komme til at deltage en gang til drømte jeg ikke om. Stor var derfor min overraskelse, da jeg i februar i år modtog en invitation til at være »special guest« ved »The

Second International Congress on Women in Music«, der i år skulle afholdes ved »University of Southern California« i Los Angeles i tiden 1. - 4. april.

Invitationen omfattede en koncert i Schoenberg Instituttets koncertsal med værker af skandinaviske kvindelige komponister. Koncerten blev holdt den 2. april og jeg skulle endvidere ved en forelæsning af Judith Rosen medvirke med værker af den engelske komponist Nicola Le Fanu: Chiaroscuro for Piano i 7 satser. Jeg accepterede invitationen vel vidende at kongressen ikke var i stand til at betale hverken honorar eller rejse og opholdsudgifter. Jeg søgte om økonimisk støtte fra en række institutioner og fonds og gik så i øvrigt i gang med at indstudere det store program.

Norsk Komponistforening meddelte meget hurtigt at de ville yde mig støtte og det var jo fantastisk at møde vejvilje og generøsitet. Da alene flybilletten tur/retur fra Oslo til Los

Angeles koster 8.880,- N. kr. var det dejligt noget senere at modtage tilsagn om at også det norske Fond for Utøvende Kunstnere ville bevilge mig et beløb. På denne måde var jeg - selv om jeg fik afslag på alle andre ansøgninger - dækket ind hvad mine direkte udgifter angik. Den 31. marts fløj jeg så til Los Angeles og stod den næste morgen ved The Music Faculty Building ved University of Southern California for at køre til California State University, Northridge for her at se og høre om universitetets computer studio. Vi var kun få deltagere i denne session, nemlig: l musikolog fra Sydafrika, 2 japanske kvindelige komponister, l fransk kvindelig musikskribent, l musikolog fra Cleveland og undertegnede. Registreringen til kongressen begyndte først sent på eftermiddagen så vi havde god tid til besøget som blev en stor oplevelse takket være den meget dynamiske leder Dr. Beverley Pinsky Grigsby. Hun var en aldeles fremragende forelæser og vi fik en fin indføring i hvordan man underviser i komposition på kompilier. Hun fortalte at hun brugte samme teknik som blev anvendt på både Stanford University (USA) og Ircam i Paris. Vi hørte to værker af hendes studerende, en begynder og en som næsten var færdiguddannet. Til sidst hørte vi Dr. Grigsby's egen komposition: Fragments, from Augustine the Saint, komponeret i 1972. Dette sidste værk blev også fremført på kongressen. Selve komputer studiet var også en oplevelse med vægdekorationer inspireret af Ligeti's Articulation. Vi kom sent om eftermiddagen tilbage til University of Southern California campus og blev registreret til kongressen. Der var repræsentanter fra 21 forskellige nationer udover en lang række deltagere fra de forskellige stater i USA. Fra Skandinavien var der udover mig kun Eva Öhrström fra det Musikvidenskabelige Institut i Göteborg.

Efter registreringen gik jeg på jagt for at finde et sted hvor jeg kunne øve mig, det viste sig at være meget vanskeligt, men med stort besvær fandt jeg et lokale, med et ikke særlig vidunderligt instrument, hvor jeg kunne øve i VL time.

Næste morgen fandt den officielle åbning af kongressen sted. Los Angeles' borgmester holdt en lille højtidelighed i Hancock Hallen og så gik det hele i gang med forelæsninger, panel-diskussioner og koncerter. Efter åbningshøjtideligheden gik jeg til Schoenberg Institute! for at øve mig i koncertsalen. Det var ikke let at få lov til dette og jeg blev i begyndelsen totalt afvist, men da jeg i samtalens løb fortalte at jeg var dansk og kendte prof. Maegaard, var der pludselig ingen grænser for deres venlighed og jeg kunne øve mig i koncertsalen lige til min koncert der skulle begynde kl. 13.00.

På programmet stod værker af Agathe Backer Grøndahl, Gudrun Lund, Maj Sønstevold, Diana Pereira, Kerstin Jeppsson og Synne Skouen. Takket være de 3 timers uforstyrret øvelse var jeg kommet i god form og koncerten gik fint. Publikum var meget glade for koncerten, og denne blev i sin helhed optaget på bånd af Schoenberg Instituttet og nogle af værkerne vil blive sendt i California State Radio sammen med et interview som radioproduceren havde med mig efter koncerten.

Efter interviewet gik jeg til Taper-Hall, da jeg havde set i programmet at en dansk delegation her skulle informere om dansk musikliv. Der var kommet en del tilhørere, men ingen dansk delegation, det viste sig at den slet ikke var kommet til kongressen på grund af svigtende økonomisk støtte. Så blev jeg bedt om at træde til og jeg måtte svare på en masse spørgsmål efter bedste evne. Der var utroligt mange arrangementer, og mange foregik samtidig, så det var umuligt at nå det hele. »Black Women Musicians in a Changing World« havde en god diskussion. De var bange for kommercialismen og klagede over at blive »sat i bås« og de følte at hvis de ikke kunne synge, spille eller komponere enten jazz eller negro spirituals, så var der ikke interesse for deres arbejde.

Bibliotekernes panel som behandlede: »Building a Collection of Works by Women Composers« viste at de 4 bibliotekarer, som repræsenterede 4 forskellige amerikanske universiteters musikafdelinger interesserede sig mest for de døde komponister, og ikke så meget for de nulevende. »Woman in Music on Radio« hed en anden panel-diskussion og her blev det fastslået, at de udøvende kvindelige kunstnere ikke havde væsentlige problemer, men at de kvindelige komponister derimod stadig havde vanskeligheder med at blive anerkendt på lige fod med deres mandlige kollegaer. Udover paneldiskussionerne og de tidligere nævnte programposter var der arrangeret korkoncerter med kirkemusik, koncerter med sang og instrumental solister med ældre/nyere, seriøse/populære musikprogrammer samt uropførelser af australske, hollandske, afrikanske, polske, russiske, chilenske og amerikanske værker af kvindelige komponister. Til sidst må også nævnes en operaforestilling som »The American Theater of the Opera« afholdt. Den hed: David Rizzio, komponeret af Mary Carr Moore. Kongressen var et sandt overflødighedshorn af begivenheder og kvaliteten af de fleste koncerter var høj. Forholdene var også langt bedre end i fjor i New York, der var i Los Angeles nydelige moderne lokaler og meget bedre instrumenter end det University of New York havde kunnet. Kongressen var et helt igennem vellykket arrangement som det var både lærerigt og interessant at overvære og deltage i.