Debat - dmt og DMT

Hver måned modtager jeg to blade, som begge hedder DMT, Dansk Musik Tidsskrift og Dansk Musiker Tidende. Det, at de to blade kan eksistere side om side og med samme navn, skyldes, at der findes to ret adskilte målgrupper selv i vores overskuelige biotop: På den ene side er komponisterne og de som interesserer sig for ny musik, og på den anden side de udøvende musikere. Dansk Musiker Tidende er først og fremmest et fagforeningsblad, med ledige stillinger, tariffer og blokader, men også med musikerportrætter, rapporter fra studieophold og lignende. Dansk Musik Tidsskrift* har et andet sigte. Som det ene af 3 musikblade i Danmark modtager det statsstøtte og er det eneste, som ikke skriver om nyheder i »den rytmiske musik« men helliger sig den »klassiske musik«, - eller hvad vi nu skal kalde den. Der skulle således ikke være grænser for, hvor stor en emnemængde bladet uden konkurrence kunne kaste sig over. Men et sted skal grænsen jo sættes. Og det bliver den så, lige inden musikerens fagområde kommer ind i billedet. I stedet koncentrerer bladet sig overvejende om den danske komponist i dag. Hvis man kan tage dette blad som bare nogenlunde dækkende komponisternes faglige univers, - ja, så står det sløjt til med komponistens interesse for »koncertlivet«, publikum eller den udøvende. Kunne det i grunden ikke interesse komponisten at vide, hvem de mennesker er, som hører ny musik (en nem opgave for en lidt magelig forsker, i øvrigt). Eller hvordan disse mennesker var kommet på sporet. Eller hvad med en god ny-musik-snak med en stor, fed amerikansk impresario. Eller et lille musikerportræt, måske. Med udgangspunkt i ny dansk musik, selvfølgelig. Tro mig, jeg skriver ikke dette her for at komme »on the cover of the rolling stone«, men da jeg bladede i mine 24 DMT'er slog det mig, at forsiderne i det følgende DMT var prydet af 16 komponister, men kun fire udøvende. Det var forresten Frida fra Abba, en gamelanspiller fra Báli, Jimi Hendrix og - Tamàs Veto. Altså kun én af komponistforeningens virkelig mange kunder. Og af de over 140 større artikler var 3 artikler om nulevende musikere. Hvorimod 35 danske komponister var blevet portrætteret, fortrinsvis af andre danske komponister.

Men er musikeren da ikke interesseret i dem, som skriver »morgendagens levebrød«? Svaret er: Ikke tilstrækkeligt. Også i andre sammenhænge har jeg følt, at musikeren langt fra tager sin opgave som fødselshjælper alvorligt nok. Hvor tit har man ikke set skuffelsen i komponistens øjne, når hastværk og manglende musikerengagement var i gang med at tage glæden af komponistens spændte forventning.

Man kan i de situationer næsten se de materialiserede elektronmusikdrømme skyde op som skærme mellem komponisten og hans musikere. Hvor bliver musiker-motivationen da af? Man må da gå ud fra at alle musikere på et tidspunkt har ønsket at være med til at skabe noget nyt og at handle - katalytisk og aktivt. Personligt tror jeg at langt flere musikere ville føle engagement i musikudviklingen, hvis de var bedre informeret og - ikke mindst - blev taget med på råd såvel af komponister og (undskyld udtrykket) bureaukrater. Vi musikere må opføre os ordentligt og konstruktivt, når vi bliver stillet over for ukendte og utaknemmelige opgaver. Men vi må også give os til kende over for komponisten, og - hvad der måske er det vigtigste - finde frem til, hvad i den ny musik vi hver især går ind for, og hvad vi ikke ønsker at engagere os i. Til de sidste opgaver hører, at vi følger med i hvad der sker. I DMT f.eks. Men desværre er det en udbredt følelse blandt orkestermusikere, at komponisten er nået til et udviklingstrin, hvor han ikke mere behøver musikerens engagement, men blot ønsker at udnytte ham og hans Brahmssymfonier, koncerthuse, faste lønninger og publikum som redskaber, uden at føle nogetsomhelst form for ansvar for disse ting. Vil nogen komponist i dag vedkende sig ønsket om at skrive Brahmssymfo-niernes afløsere? Man kan ikke forvente, at musikere og publikum vil kunne fortsætte med at føle sig som levende mennesker, hvis det, som bærer koncert-institutionen er mellem 60 og 260 år gammelt. På den anden side står den ny musik langtfra så stærkt, at den kan skabe et alternativt musikliv helt uafhængig af den historiske musik og dens faciliteter. Derfor falder det musikeren for brystet, at komponisten i så høj grad placerer sin loyalitet og ansvarsfølelse andre steder end i det »etablerede musikliv«. Da kirken var mæcen skrev man kirkemusik, så krævede aristokratiet vellyd og underholdning. Siden blev borgerskabet flere og rigere, man kunne nu tjene penge ved offentlige koncerter. I denne periode blev historiens mest musiker-interesserede musik skrevet, virtuoser skabte fyldte sale. Og her kommer mit personlige credo ind: Man kan ikke skabe blot nogenlunde bred opmærksomhed om musik, medmindre de udøvende viser engagement og udstråling. Hvad angår vor tids kompositionsmusik vil jeg overlade til andre bedre skolede hoveder at bedømme, hvorledes markedsmekanismerne spiller ind på komponismen i dag og her kun pege på, at udøveren kun i sjældne tilfælde »køber« værker hos komponisten med egne penge.

Musikerens engagement kan sagtens mobiliseres, selv med værker man har spillet til hudløshed, og et større og større publikumstal ved de traditionelle koncerter peger da også i denne retning. Og ønsker komponisten andet end en social Orkney-ø, eller ønsker han at bidrage til Det Hellige Koncertlivs liv og fremtid må han have kontakt med musikeren og publikum, selv om det ikke er herfra musiklivet styres, eller herfra honorarerne kommer.

I det forrige nummer af DMT er en samtale mellem tre ledende komponister over en 20 - siders - middag gengivet på tryk. I denne meget omfattende samtale - vi kom virkelig kompasset rundt, kunne den spørgende ikke komme uden om spørgsmålet »hvem skriver I for«. Pelle Gud-mundsen-Holmgreen erkender her, at han principielt er ligeglad med, om der er publikum eller ej til hans værker. Eller at han i al fald ikke ønsker at tage hensyn til det. Efter hans mening gør ønsket om at høre med andres ører éns smag udeflneret og konturløs. Som en frikadelle. Som musiker kan man ikke sætte sig ind i den tankegang. Vi skal jo netop kunne leve os ind i andres smag, bl. a. komponistens, og det føler jeg da som en fantastisk chance for at berige mit liv og mit verdensbillede. Og senere i artiklen nærmer Karl Åge Rasmussen sig genert udtrykket »kulturforpligtelse«. P.G.-H. håber blot på politikernes sans for alsidighed, hvis andre skulle overtage kulturforpligtelserne. At netop disse andre er i fuld gang med at gøre det, får dog Per Nørgård til at øjne en »deprimerende konklusion forude«, men han har dog et trøsterigt eksempel i baghånden: The Beatles har tydelige rødder i 20-rernes digtning, hvilket viser »den ejendommelige og accelererende indhentning af elitekunsten«. Hvor ville det dog blive en festlig dag, når det ikke er digtere og malerne som bliver indhentet, men Schönberg og Webern, f.eks. Tværtimod måtte The Beatles jo til Indien, da de voksede fra deres holdepunkt i pop'en og rock and roiren.

Jeg hører at DMT agter at invitere nogle musikere til at skrive om deres arbejde med ny musik. Jeg håber meget, at dette initiativ bliver imødekommet fra begge sider af kridtstregen. Dels tror jeg at musikere rent praktisk har meget at lære fra sig f.eks. hvad angår notation og instrumental indsigt. Men ved tilstrækkelig åbenhed ville vi også kunne få mange mere interessante og mere subtile emner på bordet.

Vita brevis, års longa. Det er sådan, man siger, ikke?