Jacob Fabricius - 33 år - klassicist og senromantiker

Første gang j eg mødte Jacob Fabricius var i 1971 i DUT i forbindelse med et åbent komponistforum »SUPERMUS«-musikmarked. Tilhørerne kunne på billetterne stemme om værkerne og kommentere dem, og her gik J. F. hen og vandt med en solocello-sonate. Præmien var vist en genopførelse. På det tidspunkt var J. F. et par og tyve år og havde ikke i større omfang beskæftiget sig med at komponere før.

Jacob Fabricius: Jeg begyndte at komponere i en alder af 17 år, det var noget for soloklaver, som nu er blevet borte. Jeg kom hjem en dag fra messe, så pludselig nedskrey jeg en lille sats for soloklaver. Året efter kom jeg på konstervatoriet med cello som hovedfag og vidste ikke, om det var det jeg frem for alt ville satse på, men jeg følte det dengang som en stærk drivkraft at skrive ned på papiret og skrev sideløbende med mit konservatorie-studium forskellige ting, bl.a. en sonate for fløjte og cello, der vel nok er stærkt Schönberginspireret, atonal, ialt fald lyrisk betragtet. Så kom mine første to strygekvartetter, der blev lavet lige efter hinanden.

Anker Fjeld Simonsen: Så kom det her musikmarked, og det fik en vis betydning for dig? Cellosonaten blev spillet af Carsten Rasmussen, og Gert v. Bülow var til stede ved koncerten. Han blev meget begejstret for solosonaten, og vi indledte så et samarbejde, der har betydet meget for mig. Han har gjort meget for min musik sådan i det hele taget.

Så kan man jo her en halv snes år senere spørge, hvorfor du komponerer?

For at udtrykke mig, og det er jo noget elementært, et elementært menneskeligt behov. Det er ikke noget, der er forbeholdt en kunstnerisk elite. Musikken virker meget stærkt på mig som kunstart, og jeg føler at jeg kan få noget ud der bor inden i mig gennem det medie.

Jeg kan godt komme til at opfatte din musik som senromantisk uden at den virker systemmæssigt bundet af en traditionel harmonik, en harmonik, som du dog gør brug af.

Jeg er vel nok inspireret af den senromantiske sfære, men samtidig også af nogle åndelige strømninger fra tiden mellem de to verdenskrige, som jeg egentlig føler, at jeg tilhører som kunstner.

Er det ikke hårdt at tilhøre en svunden tid?

Jo, men jeg betragter ikke tiden mellem de to verdenskrige som svunden, fordi der er gået så og så mange år, siden den har eksisteret. Jeg mener stadig den har gyldighed, og det ved jeg godt, jeg er uenig med mange moderne komponister om. Jeg tænker på komponister som Bartok, Hindemith, Strawinski] og måske Berg og Britten - som inspirerende for mig.

Er det så med en følelse af »vergangenheit« i dig, eller føler du bare, at du har dine rødder i den generation?

Det er jo ikke et kunstværks klædedragt eller form, det kommer an på. Det er snarere det rent åndelige indhold, som har interesse for tilhøreren og kan vise om det er bæredygtigt eller ej. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at tilhøre sin samtid i det udtryk man nu engang vælger.

Nu hørte jeg for et stykke tid siden en udsendelse om Stravinskijs »Sacre«. Det interessante ved opførelsen af »Sacre« var efter min mening, at samtidens avantgarde på Stravinsky's tid tog afstand fra værket ved førsteopførelsen og kaldte »Sacre« reaktionær, mens publikums reaktion som bekendt var afvisende i første omgang, mens det derimod ikke tog så lang tid før det tog værket til sig som mange tror.

Og hvad så?

Jo, der er mange moderne komponister, som har prøvet på at forklare den ny musiks uforståelighed ved at henvise til reaktionen på »Sacre«.

Begrebet samtidsmusik spænder j o fra punkmusik til Darmstadt-nachfolge. Når du tår afstand fra samtidsmusikken, er det så helt bevidst eller er den så bare noget du ikke beskæftiger dig med?

Det er noget jeg på et ret tidligt tidspunkt har valgt at holde på afstand for at værne noget i mig selv. Den såkaldte ny musik er jo ofte kendetegnet ved det blodløse, anæmiske og kraftesløse - måske lidt uvirkelig i sin verden - og på den anden side populærmusikken, hvis udtryk kendetegnes meget ved, skal man sige det groft vulgære, pågående og overmætte.

Denne skarpe distanceren, som virker æstetisk begrundet, kan godt forekomme at være udtryk for en rodfæstethed. Sådan opfatterjeg den?

Jo, jeg synes jeg har et åndeligt ophav og en intuition i mig, som ikke fornægter sig. Jeg identificerer mig stærkt med musikken i mellemkrigstiden og holder lissom fast ved det udtryk jeg har som kunstner der. Forsøger at føre noget videre både i form og indhold, prøver lissom at absorbere den voldsomme udvikling der fandt sted fra århundredeskiftet til den anden verdenskrig og lade den bundfælde sig i mig og føre den videre og håber at nå frem til en slags opblomstring. Jeg tror på en slags åndeligt slægtskab der, men jeg betragter mig på en måde som en senromantisk inspireret komponist.

Jeg tror, at det udtryk, der ligger i kunsten i dag, har noget med det vestlige velfærdssamfund at gøre. I og med, at de vestlige velfærdssamfund har anlagt en materialistisk, man kan også kalde det kødelig livsindstilling, så har musikken og kunsten mistet noget af sin oprindeligt iboende åndelige kraft. Ånden er undveget kunsten i det materialistiske samfund.

I forbrugerverdenen ikke blot bruger, men osse FORbruger man ånd?

Når man selv er i det, kan man ikke se det udefra, i det øjeblik man står udefra og betragter det, så kan man se det. Mørket begriber ikke lys, men lys kan godt begribe mørke.

Mørke er intet, lys er energi?

Ja, og derfor har mørket ingen sekraft.

Det kan man så kalde teologi eller relativitetsteori eller hva? Der er en tendens til at splitte tingene op, til at udelukke det ene fra det andet, til at glemme enheden i tingene og splitte det op i forskellige fag, som i virkeligheden forholder sig til hinanden. Den almindelige opfattelse »Skomager bliv ved din læst« er et levn fra den gamle laugsopfattelse.

Hvordan mener du denne opsplitning gør sig gældende i praksis, om ikke for dig, så for masserne eller din nabo?

Jeg mener, at man må tilstræbe at opfatte tilværelsen som en enhed, at man først og fremmest er menneske, før man er komponist, og at man gennem sin komponeren giver udtryk for sin livsopfattelse sin sansning.

Du er katolik, men laver ikke kirkemusik?

Jeg er nok meget religiøs, måske ikke specielt katolsk. Jeg kunne godt finde på at lave kirkemusik.

Men endnu har du i din musik mere beskæftiget dig med djævelen end med Gud? Sangcyklussen »Ouioufaël«?

Det var nu ikke specielt for at skildre djævelen. Jeg fik et materiale, der satte mig i gang, og så var det tilfældigvis om det emne, den djævlekult. Det var vel også for Neutzsky-Wulff en lidt senromantisk jugendstil.

Som musiker har jeg været med til at uropføre flere af dine værker, blå. »Ouioufaël« og obosonaten. I obosonaten synes jeg der er en klarhed i materialet som ikke virker udpræget senromantisk?

Det er rigtigt nok. Jeg forsøger ofte at forbinde det senromantiske tonesprog med en moderne skrivemåde, en trang til stringens og klarhed og klassicistisk inspireret måde at skrive på. Delvist på Neutszky-Wulffs tekster lavede jeg også »Apotheosis offall« (Efterårets guddommelige ophøjelse) for soli, kor og orkester i 75. Jeg forsøgte at komme ind på forskellige aspekter af efteråret, naturoplevelsen og det aspekt, der er døden. I fjerde og sidste sats »Song of autumn« en slags forklarelse, hvor man betragter forgængeligheden som en forløber for en ny begyndelse, en ny opstandelse. Sagt lidt mere vulgært. »Det blir forår igen «. Er det sådan ? Selve døden indeholder kimen til noget uendeligt.

En af de store historietænkere - er det Spengler eller Toynbee? - mener at dette at mennesket har døden med i sin begrebsverden, at stenalder-mennesket allerede havde en dødekult for eksempel, er en af de mest kul-turskabende egenskaber ved os. Noget af det væsentligste hvorved vi adskiller os fra dyrene.

Man kan ikke tænke sig at leve livet uden den bevidsthed at man på et eller andet tidspunkt skal forlade denne tilværelse.

Og det er vel så den kulturskabende døds-bevidsthed!

Nu er det ofte temmelig vanskeligt at sikre sig opførelser især for temmelig lange værker, »Apotheosis off all« kan jo nemt tage en lille times tid. Hvordan har du det med opførelser?

Jeg har haft nogle prøver. Opførelser betyder jo at få respons på, hvad man laver så man kommer videre. Det er jo meget svært bare at sidde derhjemme med, hvad man nedfælder. Man laver det for at komme i kontakt med, for at kommunikere med publikum og derved opleve glæden. (Da »Sacre« blev uropført var reaktionerne fra Berg, Webern meget skeptiske og publikumsreaktionerne velkendte).

Så der er også et andet aspekt af sagen, måske også være med til at påvirke, række ud over de umiddelbare reaktioner fra publikum, påvirke andre komponister, inspirere andre til at lave noget kreativt, på den måde betyde noget for kunsten som sådan.

Det evige spørgsmål: Hvilke komponister interesserer du dig for?

Jeg føler et stærkt tilhørsforhold til Bachs musik. Mange moderne komponister giver udtryk for, at f.eks. Beethoven ikke har mere at sige dem, men der mener jeg jo, at det er Beethoven der har forladt dem, og ikke dem der har forladt Beethoven. Selvfølgelig kan så og så mange middelmådige opførelser om året godt ødelægge Beethovens symfonier, men muligheden for opførelsen med den store dirigent er der jo stadigvæk. For ham, der kan læse Beethovens partitur er muligheden for nyskabelsen i øjeblikket der stadig. Med hensyn til det med ny og gammel musik er det jo hele tiden spørgsmålet om at komme ned til kilderne. Ånden kan jo godt undvige en hel generation og i den forstand kan man godt betragte fortiden som passé, men i virkeligheden er fortiden der stadig. Den pågældende generation har måske så bevæget sig ind i nogle baner, hvor den udelukker sig fra de kilder. Det er jo et spørgsmål om opdragelse og selvopdragelse, hvad det er for nogle ting man opholder sig ved, hvorvidt man kan komme i kontakt med de kilder og kræfter, der er en forudsætning for at skabe.

Komponere er latin og betyder sammen-sætte, sammen-stille. Er det ikke sådan at tonesætteren den ene dag kan interessere sig for at anvende en i sin oprindelse Beethovensk teknik på sit materiale for så den næste dag at finde det formålstjenligt at studere Messiaen eller Boulez?

Jo, men så skal han bare ikke komme ind på nogle generelle betragtninger. Han kommer til at nedvurdere fortiden og ophøjer de sidste 20-30 års musik som det eneste rigtige, fordi han lige i øjeblikket har fat i noget af Messiaens musik der er nærværende for ham. Det hænger måske også sammen med en almindelig menneskelig reaktion hos ungdommen over for de udråbte hellige køer, at man godt vil ha sit eget forhold til tingene først og ikke lade sig diktere af andre.

Er det nødvendigvis særligt ungdommeligt? Er det ikke en komponists pligt?

Jo, det er det faktisk, men når man er blevet lidt ældre har man normalt fået sit forhold. Og der er den der tendens blandt unge komponister til ikke at beskæftige sig med fortiden. Jeg mener, at man som komponist må fordybe sig i det fortidige og gennemgløde det med sin forståelse for dermed at komme videre. Der er mange der begynder med at komponere avantgarde, mens jeg måske nok synes, at det burde være en følge af at arbejde med en traditionel skrivemåde.

Jo, men disse landvindinger: Instrumenterne har jo udviklet sig. Strygeinstrumenterne nåede frem til deres højdepunkt allerede omkring 1700-tallet, siden er der ikke sket noget særligt med dem, ogpå Beethovens tid havde man først lige opfundet metronomen. Der er jo kommet alle mulige andre instrumenter til siden foruden den tekniske udvikling og udviklingen af matematikken. Er det ikke naturligt for komponisten at beskæftige sig med de muligheder, der ligger i den historiske udvikling?

Først kan man arbejde med den traditionelle skrivemåde og så hive de tekniske landvindinger ind efterhånden.