Den fortvivlede kamp mod søvnen og Darmstadtmusikken

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 04 - side 156-158

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Århus er vært for Verdensmusikdagene 1983. Der er store ambitioner og - stadigvæk - få penge. At ISCM virkelig kan blive en fest med al verdens musik, har Bent Lorentzen oplevet i Graz sidste år. Artiklens hovedperson er den sovende mand på vores forside.


Af BENT LORENTZEN

Verdensmusikdagene i Graz blev på en stærkt ironiserende måde ledsaget af en ukendt, velmenende, nobel herre, der ikke lægger skjul på at han kæmper en fortvivlet kamp mod søvnen og tolvtonemusikken. Man fandt ham allevegne, både udenpå programhæftet og på plakaterne, men han eksisterede ikke i virkeligheden. Billedet er nemlig kun udtryk for en udbredt, misforstået opfattelse af ISCM, det internationale selskab for ny musik: Et velvilligt borgerskab, der er ved at kede sig ihjel under den grå .kedsommelige avantgardemusik. Hvem vover dog denne selvmorderiske ironi? Arrangørerne af ISCM festivalen i Graz. For i Graz er der et stort publikum til ny musik, og derfor kan man roligt gøre grin med sig selv.

Ret pludseligt er Danmark blevet kastet ud i denne problematik, for allerede til efteråret skal Verdens-musikdagene afvikles i Musikhuset i Århus. Derfor er det vigtigt, at vi her i landet tager stilling til den netop afsluttede festival i Graz. For også i Graz var der tale om en afbudsfestival (for Brasilien) ligesom den danske festival kommer på afbud fra Spanien, der pludseligt er kommet i økonomiske og politiske vanskeligheder. Danmark og ISCM har været sammen lige fra den spæde begyndelse i 1922. I halvfjerdserne har interessen herhjemme været præget af ligegyldighed. Jeg tror vi har følt et lammende mindreværdskompleks over for den internationale musiks udvikling, der har medført en speciel dansk selvtilstrækkelighed.

For at komme ud af denne indeklemthed er det utroligt vigtigt for dansk kulturliv, at vi prøver vores egen duelighed, og vågner op til dåd som en ansvarlig kulturnation. Det er længe siden vi sidst var værter. Vi skal helt tilbage til 1964. Det er på høje tid. Retfærdigvis må det også nævnes at Danmark også var værter i 1947, lige efter krigen, og det var efter programmet at dømme en ganske flot festival med kendt international musik af Copland, Prokofiev, Martin, Jolivet samt en masse nordisk og dansk musik: Holmboe, Rosenberg, Sæverud, Koppel, Blomdahl, N. V. Bentzon og Valen. To danske festivaler. Det er ikke store sager sammenlignet med østrigernes otte. Vi har med andre ord meget at indhente, for vi vil trods alt gerne regnes for en kulturnation.

Verdensmusikdagene i Graz blev et eftertrykkeligt angreb på den sovende, ensomme lytter og Darmstadtmusikken. Der var simpelthen så mange utraditionelle indslag, at det var umuligt at få tid til at falde i søvn. Indslumringen vanskeliggøres for eksempel af at værkerne ofte blev opført på skift i forskellige sale. Jeg var ikke klar over, at det var så appetitvækkende hele tiden at komme hid i en ny sal, hvor et nyt ensemble sad parat med et nyt værk.

Østrigerne lod hånt om enhver almindelig jury-smag. Man tillod sig åbent og ærligt at vise, hvad der foregår rundt om i verden, uden skelen til den dominerende smag på bjerget. Rzew-ski's 4 North American Ballads var den mest udprægede anti-tolvtone-musik man kan tænke sig. Folkemusik udsat for klaver. Det virker befriende, som en form for ny åbenhed fritaget for ethvert smags-tyranni.

Ny musik er som bekendt både seriøs og rytmisk. Det havde man tydeligt erkendt i Graz ved at lade Max Roach-Percuss ion-ensemble give os en forfriskende, storslået oplevelse, koncerten var naturligvis også godt besøgt. Også Sonny Rollins gruppe virkede som et godt trækplaster, og var ved at vælte salen med sin calypso-musik, selv om musikken nok var en anelse for plat til et avanceret publikum. Også Rova Saxophon-Quartett og Cosmic Five nåede toppen. Specielt til lejligheden havde man sammensat et internationalt big band: Steirische Herbst Band 1982, der spillede med smittende entusiasme.

Når seriøs og rytmisk musik spilles af hver sine specialister, og delvis også for hver sit publikum, så går det godt. Men blander man kortene, så går det hele let i skuddermudder. I Graz faldt grækeren Thanos Mikroutsikos' Kantate på det ynkeligste igennem med sit forsøg på at fusionere græsk folkloristisk rock med elektronmusik og lyd-mæssig instrumentalmusik. Resultatet var gruopvækkende og en osende stemning af skandale bredte sig efterhånden som værket skred frem. Den noble mand fra plakaten faldt ganske vist ikke i søvn under Mikroutsikos' værk, men provokationen gav ham ikke noget værdifuldt. Derimod leverede Silvestre Revueltas med Homenaje a Federico Garcia Lorca den noble mand en velfortjent latter, idet den respektlose musik satte alt på den anden ende på en utrolig underholdende måde.

Man kunne heller ikke sove under festivalens slutnummer. Det var lige netop ikke et værk men et »nummer«, og det var valgt med omhu, bestilt til og uropført på denne markante plads på programmet. Komponisten var den engelske Michael Nyman, der havde givet sit værk en spøjs titel A Handsome-Smooth-Sweet-Clear-Stroke: Or Else Play not at All (Et kønt-glat-sødt-rent-anslag: eller spil slet ikke!). Det blev til en af de få skandaler man meget sjældent oplever nu til dags. Nogle få klappede, men de fleste buh'ede fornærmet, næsten forarget. Hvor Mikroutsikos blandede vulgær folklore med raffineret udtryk, (hvilket er lige så svært som at røre mayonnaise), dér havde Nyman valgt at gentage og gentage de samme Purcell chaconne-figurer for fuld udblæsning i ikke mindre end tyve minutter. Man var mildt sagt temmelig ør i hovedet bagefter, og efterladt i en sær spørgende forvirring, hvor man ikke vidste om man skulle grine eller græde.

ISCM har normalt været mest centreret om helt nye værker og ikke så meget om det man kalder de moderne klassikere. I Graz fik vi nogle meget fornemme opførelser af Ligeti's klassiker Atmosphères spillet af ingen mindre end Wienersymfonikerne, Boulez' Improvisation sur Mallarmé eller sågar Strawinsky's gamle traver: Fyrværkerimusik. Vi fik også Sjostakovitj' Tea for two, John Cage's Credo in US samt Nono's Polifonica. På enhver ordentlig festival for ny musik skal der naturligvis være en masse uropførelser. Der var en del, blandt andet Dieter Schnebels' Thantos Eros IL Brutalt og kantet og meget filosofisk anlagt (han er ikke teolog for ingenting), men med en god lyrisk og dramatisk virkning. Også Haubenstock-Ramati's Nocturne II blev holdt over dåben, men lugtede lidt for meget af den gammeldags »Darmstadtmodernisme«.

Elektronmusikken har altid indtaget en vigtig plads på ISCM-festivalerne, og den i Graz blev ingen undtagelse.

Værkerne var ordnet retrospektivt omkring Latinamerika og Østrig. Det lyder for så vidt udmærket, men desværre var der alt for mange dårlige værker og for megen østrigsk selvpromovering. Det er farligt at fylde programmerne med ligegyldige ting, tænkt på den noble herre! Skulle vi endelig høre musik fra Sydamerika, skulle det ikke være elektronmusik men snarere deres sprudlende folklore. Det er hævet over enhver tvivl, at festivalens hovedbegivenhed blev Nancarrow-koncerten. Ligeti præsenterede os for denne mærkelige særling i ny musik, der ved hjælp af mekaniske automatklaverer har skabt noget af det mest særprægede og veloplagte i nyere tid: Musik for Pianola! Fra sin totale isolation blev han hentet frem i rampelyset fra Mexico City, hvor han bor i ufrivilligt exil mellem sine mange mærkelige instrumenter.

Der er ingen tvivl om, at det vil være af overordentlig stor betydning for Danmark at være vært for ISCM's internationale festival for ny musik netop nu. Dels trænger vi i et lille land altid til impulser udefra for ikke at blive indeklemt i provinsialisme, dels bør vi vise verden, at dansk musik i øjeblikket er på et højt niveau. Det skyldes jkke mindst det nye musikhus i Århus, det første rigtige i landet, men det skyldes også, at vi har den person, der har vist, at han kan lave festivaler med ny musik: Karl Aage Rasmussen. Kendt fra flere års NUMUS-arrangementer. Graz-festivalen bragte meget nyt for dagen, men det har NUMUS allerede gjort på næsten samme måde i flere år. Altså har vi lov at tro på at ISCM-renæssancen vil fortsætte. Det oplæg, der allerede ligger på bordet til en ISCM festival i Århus, ser utrolig fantasifuldt ud. Nu venter det bare på at der kan skaffes de nødvendige pengemidler. Kan Danmark klare denne opgave? Er viljen tilstede? Nu eller aldrig!

Årgang 57/1982-1983, nr. 04