Hvorledes man torturerer et geni - Rued Langgaard. organist uden kirke

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 04 - side 159-163

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

AMNESTY INTERNATIONAL

har givet Danmark god karakter for at høre til de meget få lande i verden, hvor menneskerettighederne overholdes, og hvor folk ikke underkastes tortur eller smides i fængsel, fordi de har andre meninger og politiske anskuelser, end dem, de pågældende stater kan godtage. Vi kan naturligvis være stolte af at høre til de noget så humane nationer, men er vi nu også så tolerante og fri for undertrykkelse af anderledes tænkende, og kan vi godtage de, der mener noget andet, end det, der gælder på »Bjerget«? Hvad med den åndelige tortur eller smagsdannende ensretning eller meningsdiktatur, sådan som vi har oplevet det og stadig finder det f.eks. i vores lille musikalske andedam? Denne ensretning tales der vist stadig lidet om, thi vi er noget så ydmyge og beskedne, men dækker denne beskedenhed ikke over »et mereværdskompleks, som danskeren ikke vil være ved«? Sådan udtalte vor Dronning det i sin festtale til den franske præsident Mitterand under hans statsbesøg i foråret.

Forfatterinden Elsa Gress kommenterede Dronningens udtalelse i Berlingske Tidende lørdag L/5 således: »Og i stedet for det danske mereværdskompleks kunne man tale om en kendelig selvglæde. Den selvudslettelse den skjuler sig under er også en udslettelse af meget andet, som for eksempel den begejstring udlændinge møder med, men så får de af danskerne at vide, at det er da ikke noget. Vi har en underligt afvisende holdning til det der kommer udefra: I skal ikke komme og mænge jer.« Denne angst for det fremmedartede og anderledes, det udenfor provinsen Danmark liggende, kom tydeligt frem i den latterlige kampagne mod de Europæiske Fællesskaber i 1972, hvor frygten for en invasion af italienske bedstemødre sågar blev forbundet med det »fatale« i Europatanken i Danmark.

Enhver der er lidt sær og anderledes og helst lidt »udenlandsk« anses herhjemme for suspekt og får på trynen. Man må helst ikke rage for meget op over det normale eller lad os sige det middelmådige. Det er denne tilsyneladende beskedne selvglæde og bedrevidende gråheds mentalitet, der bogstaveligt talt torturerede geniet Rued Langgaard i graven. Her var der nemlig tale om en anderledes personlighed, een der ikke pasede ind i det hjemlige mønster, derfor måtte han kanøfles, latterliggøres og endnu værre udsættes for total ingoreren. Bo Wallner taler i sin bog: Vår tids musik i Norden om Langgaard som »mellankrigsårens »tragiska fall« i dansk musik«. Men er det tragiske ikke at anvende modsat? Hviler tragikkens ironi ikke snarere over de danske musikere og kritikere, Carl Nielsens og Laubs tilhængere, der latterliggjorde og isolerede den senromantiske, centraleuropæisk orienterede Rued Langgaard? Har man ikke groft forsyndet sig ved en systematisk åndelig tortur af dette mærkelig og enestående musikalske geni?

Jeg mener ja! Rued Langgaards tidlige modning, hans formidable succes som yngling, da han som komponist-dirigent stod i spidsen for Berliner-filharmonikerne tyder på, at en strålende fremtid som international anerkendt komponist og orkesterleder blev afbrudt af 1. Verdenskrig, og henvist til Danmark udsattes for isolering samt bremsning af en kunstnerisk løbebane gennem stupid og dilettantisk forfølgelse. Det var en ny smagsret-ning, der angav tonen i dansk musikliv i tyverne og tredierverne, og med denne retning kunne Langgaard ikke forliges. Især opstod konflikten på grund af Langgaards stærke tilknytning til den romantiske kirkemusik, til orglet, og specielt hans ekstatiske, religiøse holdning kunne ikke gå i spænd med den kølige og nøgterne »reformering« af dansk kirkemusik, der jo netop begyndte at gribe om sig gennem Laub og hans trosfæller.
Dertil kom den nye orgelbevægelse, den noget skematiske opførelsesteknik, når det gjaldt ældre musik, alt sammen noget, som snart er en saga blot, heldigvis! Langgaards håb om at komme til at virke som organist ved een af hovedstadens hovedkirker blev forpurret, og i det hele taget sørgede »man« for, at han blev holdt væk fra embeder, thi han var jo en farlig sværmer! Det var derfor ikke uden grund, at den »sære« Langgaard reagerede endnu mere sært og mærkeligt på disse udelukkelsesmanøvrer. Hans følsomme og særegne kunstnersind tog absolut skade af disse udfald mod hans chancer for overhovedet også at få et levebrød. Der er da heller ingen tvivl om, at alt dette var med til at præge hans kunstneriske skaben, måske i negativ retning sådan at forstå, at en række af hans værker nærmest er fragmatiske og meget gådefulde.

Til belysning af det sagte er der den mærkelige sag omkring organistembedet ved Christiansborg Slotskirke. Der gives forskellige (forkerte eller bevidst fordrejede) oplysninger omkring Slotskirkesagen. I N. Schiørrings Musikkens Historie i Danmark, bd. III læses s. 187: »1926-29 havde han (Langgaard) været organist ved Slotskirken i København. Da denne blev nedlagt som sognekirke stod han imidlertid uden embede«.

I 4. udgave af Organist- og Kantorembederne, 1944 står under Slotskirkens organister 1926-1930 Rued Langgaard. I næste udgave af samme bog, 1953 læses i listen over Slotskirkens organister: Kirken lukket 1926-31, derefter sognekirke (!!!). Under organisterne nævnes Langgaard ikke men i 1931 bliver kirken altså sognekirke (jfr. Schiør-ring op. cit. ovf.) med M. Wøldike som organist. I Organistbogen (6. udg.), 1979 læses under tidligere organister: 1926-1931, kirken lukket, og uden angivelse af Langgaard, og nederst i organistlisten læses: 1965 kirken nedlagt som sognekirke. Der hersker altså nogen uoverensstemmelse vedrørende Slotskirkens funktion som sognekirke, og Langgaard er efter 4. udg. af organisternes bog udelukket.

Kirkeministeriet må formodentlig vide, om kirken var sognekirke 1926-30 eller 31, og hvornår den blev lukket. Men der er åbenbart noget, der skal forties vedrørende Langgaards virke ved hoffets kirke. Sagen er nemlig ganske enkelt denne, at han ikke kunne fortsætte efter 1930, da kirken skulle bruges til »andet kirkemusikalsk formål«. Sådan er det altså. Derfor stod manden på gaden.

Det drejer sig intet mindre om en systematisk torturering af en anderledes tænkende og skabende komponist, og alt dette dukkede efter adskillige år igen op for mig, da jeg fornylig på bestilling af Langgaard-selskabet skulle foretage nogle indspilninger af en del klaverværker. Langgaards mærkelige fragmentariske stil ikke mindst i de senere værker, har givet hans skaben en »gal«, modernistisk retning, som nok er interessant, men som for mig at se er et tydeligt udtryk for den sjælelige lidelse og åndelige tortur, han var udsat for, bl.a. det billige danske grin. Havde han været forfatter, havde han udtrykt sig i flammende ord, men nu udtrykte Langgaard sig altså i toner, og de var for ham levende organismer, billeder og bogstaver, der tog skikkelse ligesom f.eks. hos Schumann.

Den lille klaversonate fra 1949 med titlen Le Béguinage (Helligheden, hånligt) er møntet på den ledende skikkelse i dansk kirkemusik, der stod i vejen for Langgaards virke. Således fremlagde hans enke fru Constance Langgaard det for mig, da hun gav mig en afskrift af denne mærkelige sonate. Der er momenter i dette værk, der trods de »interesante« modernismer mere vidner om et kunstnersind, der gennem tortur og forfølgelse er endt i en slags mental og kompositorisk opløsning. Sådan oplevede komponisten sit »eksil« i Ribe. Denne nedbrydningsproces fremgår tydeligt af motiverne i den lille klaversonate, hvor detaljer skal illustrere hans kamp og uvilje mod »Helligheden«. Man ser det i 1. sats, de mærkelige udhamrede tonegentagelser:

Se eks. I:

Komponistens raseri stiger til det maksimale i 3. sats her med bitona-le virkninger, Es-Dur kontra es-mol. Se eks. II:

Latterliggørelsen af den »kirkemusikalske« gruppe findes i 4. sats »Quasi organo« betegnet med de små rytmisk-melodiske motiver, en parodi på »husflidsmusikken« à la Laub m. fl., men her set på vrangen:

Se eks. III:

Og endelig den klagende, dybt fortvivlede slutning, hvormed værket afrundes i en syntese. I manuskriptet står: Sluttet 4½ morgen 4./12 48 Ribe:

Se eks. IV:

Det lidelsesfulde og flamboyante med mindelser om Schumann (»In der Nacht« fra Fantasistykkerne op. 12) ses i indledningen til Vanvidsfantasien, der fik sin endelige form i Ribe 1949:

Se eks. V: (s. 160)

Fru Constance Langgaard viste mig engang et foto af sin mand taget foran portalen til Ribe Domkirke, og ligesom man i temaet fra Vanvidsfantasien kunne fornemme komponistens sjælelige oprør, afslørede fotografiet et menneske, der havde gennemgået store lidelser grundet sit særpræg og sin store geniale begavelse, som man altså ikke var i stand til at vurdere. Langgaard blev offer for åndelig undertrykkelse, der måske kunne interessere Amnesty International. En sådan undertrykkelse er vi nemlig dygtige til her i landet, for som sagt i indledningen skal vi ikke være altfor stolte i vor beskedenhed. De få danske kunstnere, der i tidens løb har talt med store bogstaver på deres egen måde, har været ilde hørt. Måske havde Langgaards skabende udvikling formet sig anderledes, hvis han havde modtaget medgang og anerkendelse i det land, hvor han nu engang var født. Hans mysticisme og ekstatiske udfoldelse ved orglet og ved klaveret gav ham trods alt troen på kunstens suverænitet over dilettantisk forfængelighed og smålighed.

Digteren Paul la Cour skriver i sin bog: Fragmenter af en dagbog, 1951 om de lyse toners dæmoni hos Mozart: »en kraft, som alle kender og ingen filosof kan forklare. Den lever i sorte som i lyse toner, overalt hvor der er liv. Kun gold akademisk kunst har lukket den ude og dør sin blodfattigdoms død«. Disse digterord kunne stå som motto over Rued Langgaards kamp for sin kunst og for sine idealer.

Årgang 57/1982-1983, nr. 04