Minnesota - en kulturel udørk? - overhovedet ikke! - Interview med komponisten Libby Larsen

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 04 - side 181-184

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Libby Larsen er amerikansk (!) komponist, født i Wilmington, Delawave 1950. Hun bor og arbejder i St. Paul i Minneapolis, har studeret komposition på Minnesota Universitetet hos Dominick Argento og Paul Fetler.

Stephen Paulus og jeg startede »The Minnesota Composers Forum« i foråret 1972. Som de fleste komponist-foreninger er den grundlagt med det formål at gøre det muligt at komme til at høre ny musik. Vi var begge studerende på University of Minnesota. Mødtes på et hold og startede straks en diskussion om det forargelige i at man på Universitetet i Minnesota kunne gå i en kompositionsklasse hele vejen gennem højere universitetsstudier uden at høre sine egne kompositioner - på andet end klaver ihvertfald. Det er for dårlige forhold at lære komposition under, for man lærer mest af at høre sin musik, udvikler sig bedre. Så vi besluttede at vi ville arrangere nogle koncertrækker og fandt nogle interesserede musikere. Desuden var vi ganske sikre på at vi ikke var de eneste komponister, der havde behov for dette. Det animerede os til at danne den forening med det samme. Så vi gav os selv et navn - det er helt nødvendigt for kreditværdigheden (latter) og så brevpapir med hoved. Sådan noget ef vigtigt - og var det især her i Minnesota for 10 år siden. Så begyndte vi at lave koncerter. Første år 9 ialt. Vi fandt hurtigt ud af at alle komponister i Minnesota havde brug for eller behov for at få, deres musik opført. Det var ikke kun os helt unge, der havde det sådan. Egentlig var vi naive, da vi startede, eller ihvertfald kunne vi ikke ganske overskue konsekvensen af vores initiativ, men fra da af var vi både administratorer og komponister.

Det var fra starten en medlemsforening - vi vælger ikke folk ind (som jeg forstår de gør i Sverige). Vi startede med 12 og er vokset til over 250 medlemmer. Vi har en komité som udvælger partiturer og så sammensætter vi koncertprogrammerne ud fra dens valg. Det bliver til de årlige koncertserier, desuden producerer vi radioprogrammer med ny musik til Minnesota Public Radio, vi uddeler legater - 6 ialt, og vi bestiller mellem 9 og 15 nye værker om året hos forskellige komponister.

A.K.N.: Kan man leve af at komponere herovre?

L.L.: »The business of composition« er noget mange ikke kan finde ud af, så vi hjælper dem gennem kringelkrogene. Hvilket er helt nødvendigt for det er svært at få noget at leve af, men det kan lade sig gøre specielt inden for kommerciel musik. Eller det er meget lettere dér end inden for nutidig koncertmusik, som jeg kalder dét, som jeg og mine kolleger laver, men der er meget få der forsøger. Her har vi ikke noget der hedder stats-legater til kunstnere eller andre former for statsstøtte til kultur, så de fleste komponister søger at skabe sig en eller anden form for karriere som kan forenes med det at komponere. Se mit eksempel: administration passer glimrende sammen med komposition. Jeg kan selv planlægge min tid, for jeg er min egen herre og så har det alligevel hele tiden lidt at gøre med musik. Det sætter jeg stor pris på, men mange komponister er taxa-chauffører, tjenere, bibliotekarer osv. Det er normen i USA -det er meget, meget sjældent at nogen lever af at skrive musik.

Og så er der selvfølgelig undervisning, men det er svært for en ung komponist at få et job (- de gamle sidder på dem -) andre steder end fx. i Wallow-Wallow-Washington (svarer vel til Sønderbøvelse, red.). Jeg ville aldrig selv gøre det - for der er ikke noget musikliv dér, lukket vej, ingen gennemkørsel - der er ikke noget publikum, det er døden for en ung komponist. Man ender med at skrive akademisk musik, som slet ikke er egnet for koncertsalen og publikum - hvis der endelig er noget - nægter at høre på det. Vi er tre komponister som administrerer Composers Forum, Stephen Paulus, Randi Davidson og mig. Vi budgetterer med betaling til os selv for vores administrative job, hvilket er helt rimeligt, synes jeg, skønt vi arbejder idealistisk også. Desuden arbejder vi alle tre på bestillingsværker.

Det er et interessant - og udfordrende problem at introducere en person (som kunne bestille et værk) for den idé at det rent faktisk kan lade sig gøre. Det er en romantisk forestilling at komponister blot komponerer, fordi de elsker det eller ikke kan lade være - det er et stykke arbejde som man burde blive betalt for. Vi har haft meget skæg ud af - til fester, efter koncerter eller når vi har holdt foredrag forskellige steder - at foreslå folk, at istedet for at give en bil (!) i gave, ku' de lige så godt forære en symfoni væk. Det er da meget mere originalt. Så hvorfor ikke bestille et værk? - Og faktisk er der kommet meget mere skred i dette de sidste år, ihvertfald her i Minnesota.

Faktisk forstår jeg ikke rigtig, hvad det var der skete her i landet i 50'erne og 60'erne - komponisterne gjorde virkelig sig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at forsvinde ind på colleger og universiteter. Det koncertgående publikum, som jeg møder nu er forholdsvis velorienteret, men de har ingen som helst idé om hvordan man komponerer, eller hvad det består i. Ingensomhelst! -Det mest geniale spørgsmål de kan finde på at stille er: hvor kommer musikken fra? Hvis svaret var: »fra en anden planet«, ville de ikke ha' fortrukket en mine, for de har ingen idé om hvorfra og hvordan og endnu mindre om hvorfor. Så for os har det været meget vigtigt at hjælpe folk med at forstå, ikke undervise, men hjælpe at forstå musikkens kompositions faser, dens kreativitet, disciplin, hårde arbejde, grafiske udformning og osv. Det har vi gjort i Composers Forum. Det har også hjulpet os selv som komponister at tale om det hele tiden. Alle komponister - hvadenten de skriver børnesange eller operaer deltager i diskussionen om kompositionshåndværket og vi forsøger at være deres bedste vejledere. Ingen skal føle sig flov over at blive ved og ved med at tale om det, for det er vigtigt.

A.K.N.: Hvad har Composers Forum (C. F.) betydet politisk for musiklivet i Minnesota?
L.L.: Da vi startede for 10 år siden, var der ikke særlig mange amerikanske værker på koncertprogrammerne, mindst af alt musik af Minnesota-komponister. Alle orkestre og organisationer spillede det romantiske standart repertoire. Hvis de endelig spillede et stykke nutidig amerikansk musik, var det altid Copland, måske Bernstein hvis det gik højt. Dale Warland var en af de første der var ude med ny amerikansk (kor-)musik, og alle var bjergtagne, men ellers var det sjældent. Men nu hvor vi har opdaget de mange forskellige komponister via Composers Forum går der ikke et halvt år, uden at vi hører alle de forskellige ensembler spille mindst ét værk af en Minnesota-komponist. Det er ikke fordi Composers Forum render alle komponisterne på dørene, men vi taler sammen, skubber til hinanden, lærer hinanden at bede om det vi har brug for, nemlig: opførelser. Det er noget af det værste: at be' om det man har brug for. - I kompositionsklasserne lærte vi allesammen - og det lærer de såmænd endnu, at det er nedværdigende at tale om »the business of music«, nedværdigende at tale om kontrakter og penge. Gudbevares man taler om tolvtoneteknik, men ikke om hvordan man får mad på bordet.

Så det er vores to vigtigste gøremål: at få den nye samtidsmusik ud i koncertsalene og at beskytte og hjælpe vore medlemmer, nemlig dem der skriver musikken. Politisk har vi nok holdt meget lav profil, derimod været aktive i helt praktisk øjemed - hvilket jo i virkeligheden også er politisk, så ...

A.K.N.: St. Paul Kammerorkester, et velspillende, velanset orkester har i en årrække haft dirigenten Dennis Rüssel Davies som kunstnerisk leder. Han spillede meget ny musik - prioriterede det højt på koncertprogrammer- startede en ny tradition, opbyggede et nyt publikum som virkelig kom til at interessere sig for ny musik. Nu har orkestret Pinchas Zukermann som leder, han spiller standardrepertoire med orkestret. Undskyldningen er at der mangler penge i kassen så man må trække flere folk til. Men samtidig taber man jo altså det gode ny-musikpublikum, som man kan jjerne på en dag men må bruge flere år på at bygge op igen. Hvis det da nogensinde sker igen - i Minnesota ...

L.L.: Emnet er fyldt med sprængstof. Dennis Rüssel Davies var her i en 6-7 år. Han var en stor personlighed, som spillede ny musik fuldstændig uden frygt. Han stillede slet ikke spørgsmålstegn ved det, han gjorde det bare. Hans koncertprogrammer havde virkelig meget vide rammer: romantisk musik, barokmusik og så en masse ny musik - og han var aldrig undskyldende over for sin programlægning. Han gjorde det med stor overbevisning. Hvis musikken var en fiasko, så var det virkelig en stor bummert, en kæmpe fiasko, en overbevisende fejl - og man elskede at være der alligevel, som publikum. Til gengæld, hvis det var en succes - var der vild jubel - og man følte sig næsten taknemmelig over at være blandt publikum. Hvis folk spurgte ham om hvorfor han opførte ny musik, var hans standardsvar altid: »Fordi jeg kan li' det!« - Færdig. Ikke flere forklaringer.

Nu ligger vi desværre under for en ny tendens i Amerika, instrumentalisten, performe'ren som dirigent. Det er blevet meget almindeligt - og der er kun én grund: for at sælge, for at få fulde huse. Lav forretning, sælg billetter, »make money«. Pinchas Zukermann er en meget, meget fin violinist, som også ønskede at dirigere - og hvis han havde dirigeret i New York ville han være dejset om i løbet af en uge. Der er meget han mangler at lære -og han øver sig nu - på vores orkester. Problemet er, at han ikke kender orkesterlitteraturen godt nok og at han heller ikke har tid til at studere den. Så han kommer med det, han kender, og det er barokmusik - Mozart, når det går højt. Og guderne skal vide, at han sælger billetter til højre og venstre.

Han fortalte mig engang at et af hans store mål var at nå helt ud til fodboldpublikummet og få dem til at gå til koncert - der er mange mennesker, mange forskellige mennesker, der går til fodbold - det er godt nok, men nu er han begyndt at se bort fra, at det publikum han allerede har - den intellektuelle mellemklasse (som også støtter økonomisk) - begynder at sige fra. De er begyndt at opdage, hvad der er sket, at programlægningen er livløs og uden visioner. Dertil siger han: Jamen jeg elsker, ny musik, jeg spiller ny musik. - »Hvor« spør' man så, hvor ser man det? Og han svarer: Jeg spiller Strawinsky. - ! Dermed mister han sit bedste publikum - han mister sine gode anmeldere, sine venner og gender - de mennesker som virkelig går op i det til at udtale sig - så er en virkelig karriere ødelagt. Der er mange penge i det - men som jeg ser det bli'r det hans død som dirigent.

Her i »the Twin-Cities« lider folk under det. Vi kan se han laver plader, fint! Men vi hører det samme Mozart om og om og om igen. Vi vil altså mere end det, men har vi politisk indflydelse nok til at gi' ham et skub? »Money is all.«

Fejlen er også, at han gør to ting på én gang. Han er stadig soloviolinist - tager på koncertturneer, og det er svært at forene med at være en velorienteret dirigent. Men vi har jo da andre. Dale Warland dirigerer så meget ny musik, som han kan - og andre følger hans eksempel. Fordi de kan li' musikken. Det er marke-tingskontorerne der siger, at det med ny musik slet ikke går - men det aner de i virkeligheden intet om. Vi har 250 medlemmer - 30 aktive, måske 40. Aktive i forskellige båse: kommerciel musik, rock musik osv. og måske 20 aktive i »contemporary conceit music«. Lidt skiftende for den enkelte fra år til år, men de bli'r i foreningen. I de sidste 10 år har jeg set mange forskellige slags udvikling: Nogle har skiftet stil, andre har vovet springet og opgivet deres penge-erhverv, nogle har virkelig haft succes, andre er det gået langsommere for. Der er sket mange forandringer.

Vi har mange kvindelige komponister. 15 er meget aktive. Jo flere vi er - jo mere regulært arbejde, der ligger på bordet, jo flere kompositioner der eksisterer af kvindelige komponister - jo mindre tendens er der til at sætte spørgsmålstegn ved hele kvindeproblematikken. Det er ikke noget problem længere. Hvis der kun var én var det ikke godt. Måske ignorerer jeg et problem, men jeg ved også, at jeg kender mange aktive kvinder her, som gør et godt stykke arbejde inden for komp. musikken. Også eksperimental musik, de er ikke bange for at eksperimentere. Orkestrene spiller deres musik. Der er nok mænd og kvinder her, som skriver musik - og vel at mærke god musik. Så der er rig mulighed for at studere hinandens partiturer og lade tingene vokse og udvikle sig.

Tilsyneladende er der flere aktive kvinder i komposition end i Europa, her i the Twin Cities er der mange. - Men nu jeg kommer til at tænke over det - da jeg gik på universitetet var jeg hele vejen igennem afskræk-ket fra at komponere, men jeg gjorde det alligevel. Problemet eksisterer endnu for de yngre kvinder, så hvem ved måske er C. F. vigtig på den led. Der må, der skal være et sted, hvor man kan få sin musik opført - og taget alvorligt - og det gør C. F.

Men hvem kan man bebrejde?

Jeg ville selv ha' været børsmægler (vekselerer), og mine forældre blev ikke begejstrede da jeg skiftede over til musik. Jeg ville være operasanger, men jeg synger forfærdeligt og spiller dårligt klaver. Men havde hele tiden komponeret - siden jeg var lille pige - sange og sådan noget. Senere blev det til 2 små halvtimesoperaer - egentlig forfærdelige stykker, men det var vigtigt at gennemføre dem - for mig. Dem skrev jeg i min fritid, mens jeg havde erhvervsarbejde. Senere på universitetet studerede jeg fysik og akustik, som jeg er meget interesseret i og så begyndte jeg for alvor at komponere. Så mødte jeg Steve - og så begyndte der at ske noget. Jeg husker tydeligt en dag, vi mødtes, hvor vi begge to var frustrerede og vrede over, at vi ikke kunne komme til at høre vores musik, og vi råbte i munden på hinanden: jamen, jeg er komponist, jeg er! Pludselig ved man, at det er man - jeg bestemte ikke, at jeg ville være det - pludselig var jeg det. Da jeg studerede, tvivlede jeg på, at jeg kunne - men jeg gjorde det - jeg komponerede. Jeg havde en god lærer, som sagde: stil ikke alle de spørgsmål - gå hjem og gør det. Steve og jeg besluttede, at vi aldrig ville skrive et stykke, som ikke blev opført. Færdig basta. Det blev tommelfingerreglen - og så startede vi Composers Forum. Først senere kan jeg se, hvor vigtigt det var, at vi gjorde det. Stadig taler vi meget sammen, støtter hinanden og siger til andre, at de ikke skal skrive til skrivebordsskuffen. Det er synd, men der er mange, der gør det. Papiret er jo ikke musikken, den eksisterer først når den har lydt i rummet. Også for komponistens skyld - så man kan ændre det - måske bare småting, men det er vigtigt at høre det. Stadigvæk er vi minoriteten - os der er så heldige at høre vores musik, og det er bl.a. derfor der er sådan vækst i vores forening. Vi har succes, fordi vi insisterer på, at komponister, der producerer, hører deres musik - og det er ofte pinefuldt for dem - for os, altså, men har man én gang hørt et stykke musik af ens eget, kan man aldrig -ikke høre det igen!

Statsstøtte til kunst er problemet her i USA. Men vort land er så ungt. Staten interesserer sig ikke for kunstnere, de må klare sig selv. Alle skal stadig lære, ingen tror de kan.

A.K.N.: I Europa er tendensen den, at man ikke længere ved, hvad der er nyt, og hvad der er reaktionært - melodiske stykker dukker frem som reaktion på tysk modernisme.

L.L.: Problemet er lidt anderledes her, for her har man slet ikke spillet de tyske modernister - så der har ikke været noget at reagere imod, og det er i virkeligheden et problem for os unge komponister, hvis musik er begyndt at komme frem. Folk hører at den er mere lyrisk end tidligere musik, men de har ikke noget at sammenligne den med eller modstille den med. - Men måske er det også nemmere. Jeg ved det ikke, menjeg ved, athvis jeg komponerer et stykke musik som skal førsteopføres her i Minnesota, så skriver jeg et helt andet stykke end hvis det skulle op i New York.

A.K.N.: Selvcensur?

L.L.: »Yes«, her kan jeg tillade mig at være meget mere lyrisk, meget mere personlig. Jeg skrev et fløjte stykke til en pige, som skulle opføre det i New York - begyndte at komponere efter min overbevisning, med min »egen stemme« - men hun overbeviste mig om, at det aldrig ville gå i New York, aldrig. Så skrev jeg det om - jeg kan stadig godt li' det, men det blev næsten intellektuelt. Hvis jeg skrev et lyrisk stykke som begyndte med to min. i D-dur, som skulle opføres i N. Y., så ville jeg blive grinet ud - helt sikkert. Helt anderledes ville det være her - det er totalt forskelligt publikum.

Minimalismen influerer komponeret musik, men jeg tror at akademisk musik er på vej ud. Xenakis, Stockhausen, Carter samt Milton Babbit fx. bliver ikke opført her -. Alt andet - publikum, ihvertfald i denne del af landet gider ikke at høre på det, det er for grimt. Der er ikke noget smukt ved det overhovedet. Henze, Ligeti, Lutoslawski, Britten, Maxwell Davis spilles meget her - men selvfølgelig spilledes alt da Dennis Rüssel Davis var her. »Jeg følte mig overraskende forbundet med musikken - den føltes vigtigt, parallel i følelsen. Jeg må sige, jeg er begyndt at tænke mere og mere på det genetiske slægtskab (Holten + Jarson). Jeg vidste straks hvad musikken handlede om - følte mig meget hjemme.

Vi har et arsenal af udtryk til rådighed i vore dage - hvor vi kender hele musikhistorien - nu gælder det om at skrive meningsfulde og konstruktive stykker som bruger erfaringerne og landvindingerne, og som ikke er naive. - I mit sidste orkester stykke prøvede jeg netop det, prøvede at skrive et håndværksmæssigt godt stykke musik, som virkelig kom indefra. Det er svært. Her føler jeg mig tryg - men det betyder ikke, at jeg skriver det samme »sikre« stykke hver gang, de er allesammen meget forskellige. Det er som en stor herlig legeplads, som man samtidig føler sig meget ansvarlig overfor. Sådan tror jeg alle komponisterne heromkring har det, de føler ikke nødvendigvis, at deres næste stykke skal være næste skridt i en blændende udvikling. Her er stor åbenhed - som man ikke finder i New York. Der var fx. et år i Steves liv, hvor han skrev et stykke balletmusik, en kantate og et orkesterstykke. I New York er man enten balletkomponist eller noget andet, dér bli'r man straks sat i bås. Dér er så mange komponister og så få muligheder -egentlig. Dale Warland Singers har fx. arbejdet med næsten alle aktive komponister her. Vi er meget lykkelige her - derfor bliver folk boende - det er noget nyt, før skulle man absolut flytte til New York!

Årgang 57/1982-1983, nr. 04