Stockhausen privat

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 04 - side 175-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I sidste nummer bragte vi et interview med verdensmanden Stockhausen. Nu genfinder vi ham som middagsgæst i Knabstrup. Jørgen Lekfeldt står for de usignerede afsnit i teksten. CBN = Carl Bergstrøm-Nielsen, IV = Ivan Vincze og LM = Lene Maack. Fotos: Lene Duus.

Står og brummer med på andenstemmen til Lone Kellerman sammen med Mette. »Spring ud, spring ud - aaa«. Det er skønt. Melodien sidder stadigvæk i kroppen på mig efter at jeg er kommet ud af skolen fra min undervisningstime og sidder i Jørgens bil på vej ind til byen for at møde Stockhausen. Det er godt at omslutte modsætninger. Og godt humør trodser jo alle normsystemer. - »Spring ud, spring ud ...«

CBN

Vi skulle den aften for en kort stund befinde os i en ganske uvant sammenhæng: vi havde inviteret Stock-hausen til at besøge os en aften, når ham kom til Danmark i anledning af radioens musiknytår. Han havde reageret venligt på brevet og besvaret invitationen både pr. telefon og pr. brev. Og her var vi så nu på vej til hotellet, hvortil han var ankommet samme eftermiddag.

Hvem er »vi«? Gruppen for Intuitiv Musik, som har spillet mange Stockhausen-værker, siden gruppen blev stiftet i 1974 -ja, gruppen blev faktisk stiftet af musikere, som havde lyst til at spille stykker fra Stockhausens samlmg Aus den sieben Tagen, og først senere kom der også værker af os selv samt andre komponister på repertoiret. To af os (Carl og jeg) har skrevet afhandlinger om nutidig musik; min er specielt om Stockhausen, hans musik og hans filosofi, og jeg har arbejdet med disse ting siden ca. 1965. Carl har engang deltaget i et Darm-stadt-kursus, hvor Stockhausen forelæste; ingen af os andre havde nogensinde truffet ham.

Når man i 17-18 år har beskæftiget sig, meget af tiden ganske intenst, med en bestemt komponists musik uden nogensinde at møde ham, er det med ganske specielle og meget mærkelige følelser, man ser frem til at skulle træffe ham i det næste øjeblik; hvert øjeblik bliver virkelig »lige før«, og der sker noget underligt med tiden, man er i. Andre danske musikfolk ville måske nære de samme følelser, hvis de fik chancen for at møde Vivaldi eller Haydn eller Schönberg - uanset om man har registreret værker, dyrket materialistisk musikhistorie, foretaget harmonisk analyse eller hvad man nu ellers har bedrevet Man føler sig privilegeret og mærkeligt til mode. En virkelig skikkelse er ved at skulle bryde ind i éns mønster af forestillinger, det mønster, som er dannet på grundlag af musikværker, tekster og billeder. Skal éns mønster af myter nu afmytologiseres? Skal éns egne udsagn i fremtiden kunne komme til at indgå i et mytologisk mønster?

Hvem er Stockhausen egentlig?

Wie die Zeit vergeht i hotellets foyer. Et raffineret op- og nedadgående glissando, som må komme fra hotellets elevatorer, dirrer i murene og forstærker følelsen af at være i et gigantisk fly, som nu skal lette. Kan det få luft under vingerne? Eller bliver vi stående med en lang næse? Falder vi måske ned og brækker halsen?

Efter 20 minutter beder jeg portieren ringe op til Stockhausen og meddele, at vi er kommet. Det gør han. Lidt efter rækker han mig røret. Stockhausen er i det.

To minutter senere er han sammen med Suzanne Stephens foran os. Vi har taget en buket blomster og et velkomstkort med; og ved synet af disse ting virker han pludselig som en gigantisk udgave af min femårige søn juleaften. »Furm/c A?!« udbryder han; og hans ansigt bliver lyserødt, mens hans ansigtsudtryk lyser op i et stort smil. Han ler fornøjet og skynder sig hen til portieren for at bede ham om at få blomsterne bragt op på værelset Eller rettere: et af værelserne; han har lejet fire på stribe.

Hvordan ser han ud? kan vi så spørge, mens han vender ryggen til os for at aflevere nøgle og blomster og aftale praktiske ting med portieren. Ét ord melder sig: gross. Han er måske ikke over 180 cm, og man kan ikke kalde ham tyk; men han virker alligevel stor på alle leder og kanter, bredskuldret, langhåret, med markeret ansigt. Da han lidt efter kryber ind i den på ingen måde helt lille bil, har man på fornemmelsen, at der skal bruges skohorn. På vej til Knabstrup, hvortil han er inviteret ( l times kørsel), taler han livligt, og det bliver han ved med aftenen igennem. Der bliver absolut ingen døde punkter. Han synes at have et enormt overskud af liv, som fornemmes af og virker på omgivelserne.

»I taler jo udmærket tysk allesammen,« sagde Stockhausen ved modtagelsen. »Vi har jo også studeret Texte,« røg det ud af mig. »Ja, intensivt,« sagde Jørgen. - Stockhausen er selvfølgelig en enmands-institution i sine skrifter, verbale som musikalske (som dem, der er begge dele), sit forlag, sine koncerter og sine plader. Endelig ikke mindst i den måde, han studeres på på universitets-musikinstitutterne overalt i Vesten. Men kilden til denne institution er et menneske, som er født på et bestemt tidspunkt, har en bestemt baggrund og menneskelige begrænsninger som alle andre - og som endnu engang bliver overrasket og glad over at få blomster.

Kan vi så ikke tilgive ham at han kan blive sur som alle andre, hvis han føler, man afkræver ham det personligt umulige?

CBN

Mødet med Stockhausen på så nært hold betød for mig på mange måder noget helt nyt, som om man for første gang i livet måske stod over for et menneske, der talte kun om det rene og kun om det sande; på andre måder betød det derimod noget ganske nært og fortroligt. Det sidstnævnte er let forståeligt, da Stock-hausen lige som jeg oplevede krigs-og efterkrigsårene som jævnaldrende ( 1928/30). Krigen satte sine spor i Tyskland lige så stærkt som i Czekoslovakiet.

IV

Hvad taler han så om? Blandt meget andet: han grunder over den måde, hvorpå hans musik er blevet og bliver modtaget i de forskellige lande: Danmark og Sverige besøgte han ofte i årene før ca. 1970, men pludselig blev der i disse lande stille omkring hans musik, og det har der været siden. Hvorfor? Mange andre steder (f.eks. i Finland, for at nævne et skandinavisk eksempel) er interessen stor, og det har den hele tiden været. Er de pludselige henvendelser fra København, Oslo og Stockholm tegn på fornyet interesse af varig art? Spørgsmålet er svært at besvare, lige så svært som spørgsmålet om grunden til 70'ernes tavshed.

Ikke være for tilbageholdende og ikke fornægte mine egne indsigter, tænkte jeg før besøget. Og jeg faldt også meget godt ind i rollen som den ivrige, lidt yngre og mindre celebre kollega. - Stockhausen var meget venlig og dejligt kollegial hele tiden. Ikke noget med at tromle nogen eller nogens ideer ned. Han hører gerne på os og snakken går. »Går det an her?« spørger Stockhausen angående vores koncerter. Tja, hvad skal man sige. Er det mon værre her end andre steder? På vej ud af byen kommer vi forbi Timotheuskirken, hvor vi for nylig har holdt koncert med intuitiv musik af Stockhausen. Vi fortæller om S-toget, der kører forbi lige uden for vinduerne bag alteret. Man hører togene ankomme til og starte fra Langgade station og bevæge sig stereofonisk i rummet. Stockhausen fortæller, at en flyvemaskine under en koncert i Hamburg (pladeoptagelse af Carré) fløj henover koncertsalen under et pianissimosted. Lyden gik tværs gennem rummet. Han havde insisteret på, at det skulle med - det lød pragtfuldt.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle historien om Chr. Wolff, der lidt på samme måde havde insisteret på at holde vinduerne åbne under en koncert. Stockhausen kender ikke historien i forvejen. Han synes godt nok, at støj fra åbne vinduer mest er generende. Jeg brændte engang knald-fyrværkeri af under en af vore koncerter uden at fortælle de andre det, fortæller jeg. Stockhausen fortæller, at han også sommetider har overrasket sine medspillere på scenen ved pludselig at spille på et legetøjsinstrument - og så straks gemme det væk, så de andre ikke så det! Han fortæller om sin samling af båthorn, som kan spille kromatisk i to oktaver. Arbejdsprocesser giver en dejlig kontinuitet, siger han og snakker om dengang, han slog søm i og filede på sømmene i det intuitive stykke Intensität - »men det har jeg da vist skrevet om ...« Joda, den er på pladeomslaget.

Intensitet

Spil enkelte toner
så hengivent
at du føler varmen
som stråler ud fra dig.
(Aus den sieben Tagen, 1968)

Det med Stockhausen, flyvemaskinen og båthornene og med Wolff og vinduerne er en god illustration af forskellen mellem den centraleuropæiske, »grundforskende« holdning og den amerikanske, tilfældighedssøgende, tænker jeg. Den opmærksomhed, hvormed han lytter til sammenhængen. Og kompletterer instrumentariet.

Vi fortæller om Gruppen for Intuitiv Musiks virksomhed, blandt andet om koncerterne ude på landet i Jørgens lade i slutningen af 70'erne. Ligesom i Oeldorf, et tidligere musikerkollektiv i nærheden af Köln med folk, der har arbejdet sammen med Stockhausen og som netop også gav koncerter i en gammel lade og improviserede. Stockhausen er helt forundret over at vi kender noget til Oeldorf heroppe.

CBN

Det er interessant, at han selv betragter det tidsrum, da værker som Kurzwellen, Aus den sieben Tagen, Spiral, Pole, Expo og Für kommende Zeiten blev til (1968-70, med hovedvægten lagt på foråret 1968), som sit livs mest produktive og frugtbare. Og disse »im-provisationsprægede« værker (intuitiv musik) gav vel at mærke ikke »blot« materiale fra sig til arbejdet med eksakt nedskeven musik (hans arbejde med musikalske formler fra Mantra og fremefter i værker som Indianerlieder, Inori, Harlekin og Sirius), men de er kunstnerisk mindst lige så væsentlige. Han betragter selv de to indspilninger af Kurzwellen, som blev foretaget med et års mellemrum i hhv. 1968 og 1969, som præcis de indspilninger af hans egne mærker, som han selv er allergladest for. Her mødes den musik, som klinger i rummet og optages med kortbølgemodtagere, med den af musikerne intuitivt skabte og videregivne musik, realiseret efter hans variations-forskrifter (et system af plusser, minusser og lighedstegn); og det sker i disse indspilninger på en overraskende og dejlig måde. I øvrigt betegner han Kurzwellen som sit sværeste værk rent spilleteknisk - der er så meget, som man på én gang skal reagere på: hvad man selv og hvad de andre spiller og har spillet. Han er imponeret over, at vi har opført Kurzwellen.

Stockhausen har defineret sin egen intuitive musik som én, der opstår på baggrund afkorte tekster i åndelig overensstemmelse hos musikerne. I 1968 og 1970 udgav han samlingerne Aus den sieben Tagen og Für kommende Zeiten. Hvad disse tekst-notationer indeholder, er nye, ofte ret præcise måder at definere musikken på: ud fra sammenspillet (hvis du tænker på en af de andre mens du spiller, så spil sådan og sådan... / Spil, indtil du mærker, at du skal holde op), ud fra bestemte meditationsteknikker med koncentration på tonen eller tiden eller den indre stilhed (som i ES, se nedenfor), ud fra billedlige musikalske størrelser og mere endnu. Traditionel virtuositet kræves ikke her, men fordybelse og lytten til hinanden er nødvendig.

Det helt store sker, når man bliver ét med lyden, siger Stockhausen til os. Der er fx. nogle enkelte steder hos Debussy og Webern, hvor det sker.

I elektronikstudiet sad Stockhausen lang tid alene om aftenen og hørte på de specialbyggede, roterende højttalere, fortæller han, da vi kommer ind på emnet meditation. Med fingeren på reguleringsknappen sad han og hørte på, hvad der skete, når hastigheden svingede lige omkring 16 Hz (der, hvor impulser og toner skilles ad, den psykologiske grænse mellem tone og rytmisk svingning). Han blev helt beruset af at sidde og lytte sådan. Han havde ladet et bånd køre og valgte noget af det ud. Og sådan er vores bevidsthed, også musikalsk angående formprocesser, forklarer Stockhausen: vi vælger ud.

Nedad (»Abwärts«)

Spil en svingning i dine leds rytme

Spil en svingning i dine cellers rytme

Spil en svingning i dine molekylers

rytme

Spil en svingning i dine atomers

rytme

Spil en svingning i dine mindste bestanddeles rytme, som dit indre øre endnu kan nå ned til Skift langsomt fra den ene rytme til den anden til du bliver friere og kan veksle frit imellem dem.

(Aus den sieben Tagen)

Ideen om atomernes rytme fik Stockhausen fra de små lysende prikker, man kan se, når man lukker øjnene, fortalte han os.

Intuitiv musik er en utopisk vision, siger Stockhausen, men det synes jeg godt om. Forudsætningen er en ny slags musikere. Og han fortsætter, så jeg kommer til at tænke på 50'erne og 60'erne, med udbruddet: jeg skriver kun musik, fordi den endnu ikke er skrevet!

CBN

Stockhausen er et helt menneske. Hans filosofi er ikke nogle sætninger, der bliver fyret af. Det drejer sig om oplevelser. Han snakker levende og har begge ben på jorden. Og er dejlig jovial, strålende øjne, livlig mimik, smiler. En mand der kan nyde menneskene og livet. Som også kan være ydmyg.

Han har en sand styrke i sin evne til at opleve og gå til/udover bevidsthedens normale grænser. For når man som 16-årig ser verden smadret i ruiner og er helt alene, så søger man fx. i sig selv og i musikken. Og Stockhausen har fundet. Ikke uden stolthed taler han om sine børn. Eller uden barnlig glæde om koncerterne i Japan. - Hans seen-tilværel-sen-i-øjnene på godt og ondt har ført ham ud i hele musikken, ikke kun en del af den. Og det er vel baggrunden for, at Kontakte har været noget af det eneste, jeg har kunnet holde ud at høre på, når jeg var rigtig trist og deprimeret. Det blik, der accepterende hviler på verden, får omsider den indre spænding til at løsne sig, sagt på Adornosk. »Du må godt,« siger musikken.

CBN

Et fællespræg for den samlede Stockhausen-produktion er, siger han, at der i det enkelte værk er blevet forsøgt taget størst muligt hensyn til værkets foreliggende materiale: alt, simpelthen alt klingende kan benyttes, og alt kan forbindes med alt; det afgørende er den kunstneriske disciplin, hvormed man gør det, hvadenten man er komponisten eller musikeren, som spiller intuitivt.

Og her kom jeg, som også flere gange i aftenens løb, til at tænke på disse sætninger fra en programnote til orkesterværket Punkte: »Jeg ser for mig et orkester, i hvilket hver af musikerne spiller hver eneste - selv tilsyneladende nok så ubetydelig - tone med omhu og kærlighed og med bevidsthed om, at enhver selv nok så lille del er vigtig og god i et levende hele«.

Ind i denne hans betragtning kommer så vekselvirkningen imellem eksakt notation og større eller mindre grader af improvisation. Stockhausen føler intet ubehag ved at give ansvaret for værkets klanglige tilsynekomst fra sig, som det sker i f.eks. dette værk fra Aus den sieben Tagen:

Det (»Es«)

Tænk INGENTING.

Vent til der er helt stille i dig.

Når du har nået det, begynd så at spille.

Så snart du begynder at tænke, hold så op og forsøg igen at nå tilstanden

af IKKE-TÆNKNING.

Spil så videre.

(Aus den sieben Tagen)

Han imødeser ganske realistisk og ganske frygtløst alle de forskelligartede musikalske blomster, som kan skyde op i det stykke jord, han her har renset og gødet.

Musikken er der jo i forvejen, hævder han. Universet er fyldt med musik; eller rettere: med bølger, bevægelser, som via den menneskelige skabelse og udøvelse kan blive til musik. Han betragter det som et faktum, at mennesket har enorme muligheder for opfattelse og udtryk i sig.

Som han siger i »Litani« fra Aus den sieben Tagen:

»Jeg har i mange år sagt og mange gange skrevet det: at jeg ikke laver MIN musik, men oversætter de svingninger, som jeg opsnapper; at jeg fungerer som tolk, at jeg er et radioapparat«.

Men hvad nu med den musik, som findes i verden, som kan høres? Også når den foreligger som materiale, som kan benyttes. Denne holdning er ofte nok blevet beskrevet som en art kulturimperialisme; det rimer imidlertid dårligt med hans understregning i aftenens løb af den europæiske musikkulturs lille oprindelses-område i rum (geografisk) og tid (et par årtusinder). Han understreger, at der er noget uhyggeligt, nærmest trolddomsagtigt ved den måde, hvorpå europæisk musikindustri bemægtiger sig andre kulturers område og udraderer områdernes egne musikalske udtryk og de håndværksmæssige muligheder for deres tilsynekomst. Det dygtige ensemble, som videregiver tidligere tiders musikkultur, forsvinder; i dets sted vandrer en mand ind med en europæisk kassettebåndoptager i hånden ...

Det, Stockhausen vil med fremmed musik, er netop det stik modsatte: han vil invitere fremmede musikalske gestalter ind i hans egen musikalske sammenhæng og have dem til at føle sig hjemme dér i kraft af deres egne individualitet, deres egne karakteregenskaber.

Han talte om »Øen Europa«, midt i en ganske anderledes verden, hvor den daglige kamp for tilværelsen tager al energi og hvor vestlige lighedsbegreber er ganske ukendte. I Japan havde han spillet sin musik for over l million mennesker ialt (siger han, stadigvæk med intensitet i stemmen med tanke på oplevelserne ved verdensudstillingen i Osaka 1970). Mødre med børn var gået ud fra koncerten, forundrede og virrende med hovedet, som havde de set en sputnik. Men en million mennesker er blot 0,003% af jordens befolkning - betydningsløst i den store sammenhæng. - Det lyder måske nok provokerende, men jeg mener, at Japan er det mest progressive land, siger Stockhausen.

»Der er sket et fremskridt i vores evne til at lytte, siger Stockhausen. Vi kan høre 60 Db mere forskel end før i musikken, og det er gået over i popmusikken.«

CBN

Da jeg spiller et af mine egne værker for ham, smiler han, da jeg undskylder den dårlige kopi-kvalitet: det kan han jo sagtens selv høre. Men hvad der interesserer ham er musikernes dygtighed og hørbare entusiasme (det er Vestjysk Kammerensemble med Svend Aaquist Johansen som dirigent). Og hvorfor kun spille første sats, når værket dog har tre?! Han bladrer interesseret i partituret, mens han lytter. Da seks klokker høres i anden sats, ser han med et sæt på mig som et sultent firben, der får øje på en regnorm: Hvor har jeg købt de klokker? Om han må se en af dem?!

Vi står ved akvariet - pumpen laver en lyd à la firkanttone. Jeg efterligner den vokalt. »Stimmung!« udbryder Stockhausen.

CBN

Da Stockhausen skal kommentere to forsøg fra vor side på at opføre Es, trækker han et positivt moment frem og taler om gruppens Sauberkeit. Det vendes så og ses fra den anden side: for megen tilbageholdenhed, for korte musikalske fraser! Bratschen og fløjten kritiseres for at spille elementer fra traditionen kritikløst, for blot at lade noget i forvejen kendt klinge. Det vendes så om og ses fra den anden side: de to spiller dog gestalter; synthesizeren og hornet finder blot statiske klange, som lyder nye, og bliver ved dem. Og så igen vendt en omgang: det at finde og at koncentrere sig om en klang på et instrument, som man ikke spiller på i traditionel forstand - det er dog allerede meget, og det rummer mange muligheder! Ligegyldigt hvor Stockhausen skærer ind i det, han har fået præsenteret, viser der sig nye flader, som glitrer af levende materiale, lige til at gå til, lige til at bygge videre på, hvis man kan koncentrere sig om det i det givne moment, i den givne værkfremførelse. Man sidder svimmel i et enormt rum fyldt med tanker, som blot venter på at blive til musik, med klange og gestalter, som blot venter på at mødes i nye musikalske udtryk. Alt kan bruges; og man kan også bruge sig selv.

Og hvorfor spiller alle fire hele tiden? Det gør da ikke noget, at man tænker og derfor ifølge værkets forskrifter ikke kan spille. Der opstår i så fald pauser og variation i
klangbilledet (vekselvirkning mellem tutti, duoer, soloer etc.) Tag det roligt!

Dybt evangelisk, siger sognepræsten, da jeg refererer alle disse Stockhausen-udtalelser for ham dagen efter.

Ja, evangelisk og pædagogisk er Stockhausen ikke tabt bag af en vogn. Man sender en venlig men undrende tanke til den belgiske komponist og musiker, som for nogle år siden, da vi spillede i Gent og Bruxelles, betroede os, at Stockhausens improvisationsstykker var at gøre grin med folk: han forlangte jo alligevel, når det kom til stykket, at man fulgte hans egne musikalske ideer ned til mindste detalje, når man spillede værkerne!

Han har inderst inde et indbygget »spektrometer«, og alene dette »indbyggede apparat« er afgørende for, hvordan han vil foretage sine næstsidste og sidste rettigheder i sit nye værk, før det bliver trykt og dermed stillet offentligt til rådighed. Når man lytter til nogle af hans værker, f.eks. Inori eller Mantra, er der en rigdom af melodi og rytmisk materiale, som aldrig er ekstravagant, men spændende: de uafbrudte parallelle linjer som hedder renhed og klarhed.

IV

Angående ritualer er Stockhausen helt med på min définition med »en handling, hvor alt har betydning«. Fortæller, at han var med til en ceremoni i Japan, der strakte sig over flere dage uden søvn, hvor en ekstatisk tilstand efterhånden opstod. En erfaring, der også ligger bagved det intuitive stykke Goldstaub, der foreskriver, at man faster først. Fortæller om den første kommunion (altergang) i den katolske kirke, med store forberedelser, der kulminerede i øjeblikket ved alteret.

Men ak, brødet var skrækkeligt klægt og klæbede til ganen. »Men noget skete der alligevel«. Munterhed, Jørgen er lige blevet indsat som præst.

CBN

Er musikken ikke ved at blive mindre determineret, eller hvad, spørger Stockhausen, præcis sådan som komponister snakker med hinanden. Ingen dogmer her. På samme måde spørger han Jørgen, om han har læst noget, der var bedre end Aurobindo. Nej, tror ikke. Enighed. Stockhausen anbefaler Hazrat Inayat Khan: kapitlet »Music« i bind to af »The Sufi Message«.

Stockhausen er igang med et nyt stykke, »Luzifers Requiem«, hvor slagtøjsstemmerne realiseres mere frit. Han og Suzanne kikker fornøjet på firbenene i Jørgens terrarium og tænker på fløjtespillerens kostume i stykket: den skal være à la slange. Kunne man ikke forestille sig sådan et firben spille fløjte med sine små hænder? siger han.

CBN

Sådan er det aftenen igennem, fra blomsterbuketten til køreturen tilbage til hotellet fem timer senere: en spontan glæde over sanseindtryk (blomster, vin, paté, fisk (både spiselige og levende), kage, skov, krybdyr, børn (»Skal I virkelig ikke have flere? Jeg har seks!«), klokker, synthesizer, bøger (han studerer min bogreol; erklærer dernæst, at han forstår en del ting meget bedre nu. Teilhard de Chardin læste han selv meget i sin ungdom; og har jeg nogensinde læst nogen bedre forfatter end Sri Aurobindo? Jeg vælger efter nogen tøven at svare nej). At opfatte og at søge at forstå er åbenbart virkelig nøgleord for ham. Der er absolut ingen tilbageholdenhed, men en jovialitet, en snakkesalighed, en spontanitet, en åbenhed og et temperament, som sjældent ses andre steder end hos børn.

Om hans værker kan der siges de smukkeste ord fordi, som han selv siger: »Ich suche, ich suche neue Klänge, Laute, ich suche etwas, das bis jetzt noch nicht da war«. Netop her berører vi et højinteressant punkt: i denne utrættelige søgen efter nyt bevarer han sit etiske niveau, som jeg allerede før var inde på, nemlig: at være konsekvent i at bevare renhed og klarhed i hvert enkelt værks hele forløb.

IV

Sidste år lagde han flere tusinde løg i sin have (huset er beliggende midt i en skov). »Jo mere jeg betragter de spirer, som kommer op, jo mindre forstår jeg«, erklærer han. Lange passager i hans efterfølgende betragtninger lyder som parafraser over Brorsons Op al den ting, som Gud har gjort. Men ellers er det igen og igen snarest Grundtvig, man kommer til at tænke på - Grundtvig med opfattelsen af mennesket som »en vidunderlig gåde«, »et guddommeligt eksperiment der viser, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed«. Vi har jo immervæk nu 1983!

Naivt?

Det er det vel. Men det kunne måske lønne sig at forsøge at vaske brillerne rene for det lag af den depressive ironis støv, som lægger sig på dem og hæmmer udsigten? Behøver »naiv« at være et skældsord?

Vi har 1983 nu, og både Grundtvig og Luther (jo, også Luther!) er født. Og Stockhausen har været på besøg.

Vi er på vej tilbage mod København; jeg ser i bilen et grønt lys, som angiver klokkeslettet. Klokken er 23.21; Carl Bergstrøm-Nielsen siger, at vi kører forbi Tåstrup.

Nu - mens Stockhausen fortæller videre - suser den sidste halve køre-time som en slags lyn-playback gennem mit hovede, og jeg tænker: Sikken en masse værdifulde ting, som der er blevet talt om, mens vi tre (Suzanne Stephens, Karlheinz Stockhausen og jeg) har siddet tæt sammen på bagsædet.

Ligesom også for lidt siden hørte jeg ham igen sige: »Nej, der er ingen grænser for materialet, som læren om musikæstetikken kan sætte. Et lidt misdannet væsen er lige så smukt som et velproportioneret væsen.

Hvorfor skulle dog det ene for mig være smukkere end det andet?«. Sådan slutter han dette emne.

Vi er nået tilbage til hotellet. Bilen standser. Alt kører videre, kun bilen bliver stående.

IV

Stockhausens musik

kan gøre dig usikker.

Den bevæger sig på grænsen mellem

Det mulige og det umulige

Det sandsynlige og det usandsynlige

Det synlige og det usynlige

Det hørte og det uhørte

Det sagte og det usagte

Det opbyggende og det udslettende

Det udslukte og det uudslukkelige

Det bevægende og det irriterende

Det bevidste og det underbevidste

mellem

indtryk og udtryk

mellem

himmel og helvede

Stockhausen rummer mere end DU ved.

LM 15-1-83

Årgang 57/1982-1983, nr. 04