Jeg ser det helt klart for mig ... - Finn Høffding samtaler med Svend Ravnkilde - 2.del

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 05 - side 221-224

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

'Den danske tone' -

Du havde taget Aakjær-teksten med hjemmefra - men mon ikke også melodien til »Kilden«på sin egen måde kom hjemmefra? Jeg spurgte dig en gang, om der i Carl Nielsens musik var noget overordnet moment, som særlig betød noget for dig, og da svarede du: Hans melodik -

Ja, ganske afgjort, og den er i allerbedste forstand meget dansk. Sammenhold for eksempel hovedtemaet i »Espansivas« sidste sats med den middelalderlige Elverskud-vise, som han kendte fra Laubs og Olriks samlinger -jeg følte det som en melodik, man bestemt ikke mødte noget andet sted (fløjter). (Se eks. 2)

Hos Laub og Olrik finder vi også sangen om Ebbe Skammelsen -den ligger dig meget på sinde? Ja, for dette middelalderdigt og denne middelaldermelodi er efter min mening tilsammen et stort kunstværk, ja noget af det bedste, der er lavet af dansk musik. (Se eks. 3)

Denne tidligt vakte kærlighed til 'den danske tone', og din evne til selv at forme melodier i denne ånd, var sikkert med til at føre dig frem mod din stærke interesse for et gennemgribende og altfavnende musikalsk oplysningsarbejde herhjemme. Men det betød vel næppe, at du følte Carl Nielsen som mindre sig selv i de mindre sangbare ting?

Bestemt ikke! Tag bare senere hovedværker som 6. symfonien og klarinetkoncerten - de er udpræget Carl Nielsen! Desværre kan man roligt sige, at den kreds, som forstod ham i hans 'helhed', ikke var stor, mens han levede: De folkelige sange blev efterhånden sunget overalt, men det kneb med forståelsen af hans 'koncertmusik', og det kan det såmænd også gøre endnu i vore dage.

Strygekvartetten opus 6

Til din portrætkoncert på Louisiana, her i apríl, har du valgt din strygekvartet, opus 6, som instrumentalt hovedværk. I anmeldelserne efter uropførelsen, den 28. (ikke 27.) marts 1926, fik du revet i næsen, at dens tonesprog var Nielsensk. En lighed på det punkt er måske ikke så bemærkelsesværdig, hvis den snarere end at bero på stiltilnærmelse skyldes en beslægtet melodisk fantasi - men i formudviklingen ser man ikke blot, at du var bekendt med både den klassiske og den nye litteratur for strygekvartet: Du arbejder også på din egen måde i overensstemmelse med hovedtendenser i Carl Nielsens formdannelse i større værker, og det er så morsomt at se, for samtidig, her i 1925, sad Carl Nielsen for sig selv og arbejdede med sin 6. symfoni, et foreløbigt højdepunkt i hans udvikling som symfoniker i bredeste forstand. Fik du vist din kvartet til Nielsen, før den kom til opførelse, og var du dig i skrivende stund denne nærhed til hans formsprog bevidst?

Nej, der blev ikke lejlighed til at vise ham den på det tidspunkt, og det var i øvrigt mere i de tidligere år, at jeg gik og viste Carl Nielsen mine ting. Hvad det andet spørgsmål angår, er svaret både ja og nej, for da jeg efter min hjemkomst fra Wien skrev mine to første symfonier, var det helt bevidst med inspiration fra Carl Nielsens bestræbelser på at forene den flersatsede symfoniks hovedmomenter under én stor formbue, sådan som man kan se det i »Det Uudslukkelige«. Men min strygekvartet, opus 6, er i det væsentlige komponeret helt u-middelbart, uden tanke på, at nu gør jeg sådan, og nu gør jeg sådan: Det strømmede ud, og dét var vel netop i kraft af de erfaringer, jeg havde vundet gennem arbejdet på de store symfoniske opgaver.

Indsats for ny musik, og Stravinsky - men kun nævnt i forbifarten!

Netop i disse første år efter hjemkomsten fra Wien blev du jo også stærkt engageret i bestræbelsenfor at gøre den nye, unge musik i tiden kendt herhjemme, og egentlig fortegner det billedet af 20'erne og af dine 20'ere, at vi slet ikke er kommet ind på emnet i denne omgang - men det er jo præcis, fordi det ville føre altfor vidt. Blot synes jeg, vi må nævne, at der endnu engang kom en gigant ind i dit verdensbillede, både gennem musikken og ved den personlige kontakt - Stravinsky!

Ja, for da jeg var blevet færdig med studiet i Wien og var begyndt at komponere på egen hånd, var det netop en mand som Stravinsky, jeg i særlig grad beundrede. Nu synes jeg, vi bliver nødt til at springe forbi de begivenhedsrige uger i forbindelse med hans besøg i København i 1924 og 1925, men jeg vil blot nævne, at såvel møderne med hans musik som med ham selv gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, og af de ting jeg senere i 20'erne fik at høre, vil jeg fremhæve »Historien om en soldat« og den fantastisk betagende »Salmesymfoni«.

Et møde mellem Carl Nielsen og Stravinsky

Der er nu en lille historie fra Stravinskys andet besøg, jeg synes, vi skal have med her. Du nævnte før, at det kunne knibe med forståelsen herhjemme, når det gjaldt Carl Nielsens indsats som komponist af 'moderne' musik tilkoncertsalsbrug, også måtte det glæde ham, når han ikontakten med udenlandsk musikliv mødte musikere og komponister, han kunne føle sig på bølgelængde med. I sommeren 1924 sad Carl Nielsen jo på Skagen, netop som Schnedler-Petersen i Tivoli opførte Stravinskys ny klaverkoncert med komponisten som solist(*); men da dine to 'helte' så endelig mødtes, ved månedsskiftet november-december 1925, viste det sig, at Carl Nielsen kom glimrende ud af det med verdensmanden Stravinsky og med hans musik - som for eksempel da de var sammen, efter at man på de Ferslew 'ske blades koncert havde hørt Stravinsky fremføre sin ny klaversonate, et værk, Carl Nielsen blev meget optaget af- -

- -ja, jeg overværede jo selv samtalen mellem dem. Carl Nielsen var meget betaget af den klaversonate -den er jo kort og præcis og et af de fineste eksempler på den neo-ba-rokke strømning, som var begyndt at gøre sig gældende, og det tiltalte Carl Nielsen, så han bad om at få den tilsendt. Det lovede Stravinsky. Han havde på sin side hørt så meget om Carl Nielsens blæserkvintet, og da han jo var uhyre interesseret i musik for blæsere, ville han have partituret tilsendt. Vi stod jo i en kreds uden om de to, og så sagde Carl Nielsen, »Jeg kan vel bare adressere det til Stravinsky, Frankrig?«, og den vendte Stravinsky i luften og sagde, at så var det vel nok, om han skrev »Nielsen, Dänemark«? Og dér stod Schnedler-Petersen ved siden af, og han sagde: »Nein, wissen Sie, Hen-Stravinsky: Es gibt zwei Familien Nielsen in Dänemark!«

Finale på 20'erne: »Kilderejsen«

Til koncerten på Louisiana har du også valgt nogle sangnumre fra din opera »Kilderejsen«, som du arbejdede på i slutningen af20*erne. Den har tekst af Vilhelm Andersen efter Holberg, og Vilhelm Andersen kom til dig på Carl Nielsens opfordring? Ja, det var vel, fordi jeg året inden havde fået »Kejserens ny Klæder« op på Det kgl. Teater. Oprindelig ville Carl Nielsen selv have skrevet denne »Kilderejse«-opera og havde også gået og puslet med den i flere år - men han syntes hele tiden, at det blev hans »Maškaráde« om igen - -

- - og nu fik du altså opgaven overrakt!

Ja. Carl Nielsen spurgte, om jeg ville, og jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at afslå det (kluklatter), for det var jo en tillidserklæring - men jeg var rigtignok meget betænkelig ved at skulle skrive en Holberg-opera, efter »Maskarade«.

Der var altså ikke tale om et eventuelt samarbejde, for eksempel som det mellem Nielsen og hans daværende elev, Emilius Bangen, omkring kantaten til Landsudstillingen i Århus, 1909?

Nej, slet ikke; den belastning ville jeg heller ikke have kunnet klare. Næ - jeg greb chancen til at anlægge min »Kilderejse« nærmest modsat af, hvordan jeg havde forstået, Carl Nielsen havde haft det i tankerne at gøre den selv; vi havde nemlig en samtale om Vilhelm Andersens libretto. Oprindelig var der et intermedie, altså et pantomimisk mellemspil, hvor jeg kunne fornemme, at Carl Nielsen ville arbejde i stil med Markedsscenen i Ispahan i hans »Aladdin«-musik. Sammen med Vilhelm Andersen tilrettelagde jeg imidlertid dette intermedie som en hel opera-akt, 2. akten altså, og efter at han i overensstemmelse med denne idé havde udformet teksten digterisk, kunne jeg som komponist gå i gang med min opgave. Af det pantomimisk anlagte mellemspil blev der altså operaforestillingens lyriske højdepunkt med dans og sang - og derved blev hele aspektet for »Kilderejsen« et andet - -

- - og med slutningen af 20'erne fandt du selv for alvor indgangene til dit pædagogisk betonede virke i 3O'ernes danske musikliv. Dermed blev hele aspektet for din musikergerning et andet - men det er en anden historie - -- -ja, men lad mig runde af med at fortælle, hvordan det gik »Kilderejsen«. Den havde nemlig først première på Det kgl. Teater så sent som i janaur 1942 - men jeg havde skam indleveret den i 1931; blot måtte teatrets direktør, Andreas Møller, forklare mig, at økonomien var frygtelig anstrengt, og, som han sagde: »Danske operaer er der jo ikke ligefrem tilløb i!« Men hvad værre var: Han betroede mig som en dyb hemmelighed, at man på Christiansborg simpelthen overvejede at nedlægge Det kgl. Teater! Der var virkelig tale om krisetilstand i dansk musikliv i hele dets bredde, ved indgangen til 30'erne - og dermed er vi kommet tilbage til vort udgangspunkt for denne samtale.

Så vil jeg blot ønske tillykke med fødselsdagen og takke for disse glimt fra svundne verdener, som stadig er levende baggrund for din interesse for alt, hvad der foregår i livet og i musikken, netop her og nu.

Finn Høffdings »Kammermusik, opus 11 «for sopran, obo og klaver (1927) kan høres på grammofonpladen EMI PASK 2005, udgivet af Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, som også har udgivet en fortegnelse over »Finn Højfdings kompositioner« (Dan Fog Musikforlag, København 1969).

Finn Høffding: »Fiskersang« for trestemmigt mandskor; tekst: Thøger Larsen. Skrevet til Studenter-Sangforeningen, 1929; ikke udgivet.

Fodnoter:

(*) Se artiklen i DMT nr. 6,1981/82

@Finn Høffding

Årgang 57/1982-1983, nr. 05