Nyt tidsskrift

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 05 - side 238-239

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Nyt tidsskrift

Music Analysis 1,1 (marts 1982). Red. J. Dunsby. Oxford (England): Basil Blackwe U. ISSN 0263-5245. 3 numre årligt. Subskription: institutioner £ 36.00, enkeltpersoner £ 19.50.

Af Jan Maegaard

Et nyt fagtidsskrift for musik er noget af en begivenhed i vore dage. Markedet har længe været ret stabilt på det område. En publikation af denne art med speciel fokus på analyse kan på forhånd regne med en god del velvilje, ikke mindst efter at det førhen så fremragende Perspectives of New Music i nogen grad er flippet ud. Velviljen mindskes ikke af, at Music Analysis, som tidsskriftet hedder, ikke vil begrænse sig til nyere musik, men såvidt muligt dække hele spektret fra Palestrina til vore dage. En ny indfaldsvinkel. Et velkomment initiativ.

Det første nummer, der dukkede op lidt forsinket i efteråret 1982, fremtræder i normalt tidsskriftformat (24,5 x 17 cm) med et fornemt-asketisk omslag. Indholdet er trykt klart og sobert på papir af god kvalitet - bortset fra at nodesystemet er udvisket i nogle af musikeksemplerne, så at man må gætte sig til noderne. Den, der overvåger trykningen, kan ikke være for omhyggelig. Af de i alt otte bidragydere til det første hefte er de seks tilknyttet University of London. Om dette er en tilfældighed, får stå hen; men det ligner en tanke. Der lægges ud med en lang leder af redaktøren Jonathan Dunsby. Dens budskab, der kunne være udtrykt på to linjer, går ud på, at man her hovedsagelig vil interessere sig for Schenker-analyse og sæt-teori à la Princeton. Der hører nok et særligt temperament til at sprede denne meddelelse ud over seks sider og udstyre den med en sådan overflod af pseudo-intellektuel jargon og besynderlige citater, at læseren allerede nu må have en mundfuld frisk luft, inden han går videre.

Den første artikel er skrevet af den i England højt værdsatte Hans Keller, der altid skriver meget interessant om -Hans Keller. Dette er dog noget mere spiseligt end lederen, dels fordi Keller er en underholdende person, dels fordi han som sædvanlig griber sine emner an på en temmelig forbløffende måde, som godt kan tænde et lys hos læseren. Dette er en artikel om kritik og analyse; den handler om alt og ingenting, mest om Mozart og Hans Keller og tillige i høj grad om FA (den læser, der ikke er informeret om, at disse bogstaver skal

betegne en analysemetode, som Keller selv har udviklet og i al beskedenhed kaldt Functional Analysis, lades her i stikken). Som apéritif betragtet hører artiklen til de krydrede. Måske er den også appetitvækkende; men på musikalsk analyse er vi her på side 31 endnu ikke blevet meget klogere. Billedet skifter brat. »Music Analysis as Human Science? Le Sacre du Printemps in Theory and Practice« af Ar-nok^Whittall imødekommer alle vore forventninger. Præcist, sagrelevant, u-den al ekshibitionisme og i en stadig levende dialog med den omfattende litteratur, der allerede foreligger, diskuteres de mulige indfaldsvinkler til dette værk. Med henvisning til Michel Fou-caults model for humanvidenskaberne (eng. overs.: The Order of Things, London, 1970) foreslår Whittall at erstatte det gængse lighed/ulighed-synspunkt på analyse med et synspunkt, der stiller konflikt og regel op mod hinanden. Herved åbnes mulighed for formuleringen af et dissonansbegreb, hvor den dis-sonerende kvalitet er fastholdt som essentiel, uden at der derved impliceres nogen tendens mod opløsning, eller med andre ord: dissonans som absolut kvalitet befriet for funktionernes dialektik. Det lyder ligetil; dog har de fleste hidtidige analyser enten kastet dissonansbegrebet ud sammen med tonalitets-princippet eller neutraliseret det ved at ophøje dissonansen til bærer af en slags tonicaftmktion. Whittalls ufor-sonede dissonans, der hos Stravinsky erkendes ved den lejlighedsvise og for formen konsekvensløse brug af konsonanser, rummer vide analytiske perspektiver. Hverken Schenker-analysen, som den er blevet forsøgt af Roy Travis, eller den amerikanske sæt-teori praktiseret af Allen Forte formår at fastholde dette aspekt; det siges fint og nænsomt, men fremgår tydeligt. Eric Wen undersøger forholdet mellem sidetemaets formuleringer i henholdsvis eksposition og reprise af l. sats af Mozarts store g-moll symfoni, og han funderer over forekomsteraer af cis og des i satsen. Der siges nok ikke meget, som vi ikke vidste i forvejen. Artiklen præsenterer sig mest som en net skriveøvelse i analyse à la Schenker. Ikke

uventet lader forfatteren sig af de mange grafiske reduktioner, der ligner anatomiske kort, forlede til at anlægge »organiske« synspunkter ud over al rimelighed. F.eks. får vi at vide, at tonen des' forsøg på at genetablere sig i t. 248 er forgæves, fordi den fejende tonale bevægelse er for magtfuld. Det lyder kønt; men hvem siger, at des havde sådanne hensigter? Herved overses de virkelige harmoniske implikationer ved denne passage, som stikker langt dybere, end denne i grunden intetsigende metafor kan lodde. Hele den behaviouristiske approach med dens bjælker, streger, buer, stiplede linier etc. cykler ofte for let hen over det, der måske var en nærmere analyse værd. Dette hører nu engang til Schenker-analysens ulemper. Over for punktmusik må denne analyse uvægerlig komme til kort. Det indgår også i konklusionen af Christopher Wintles 26 sider lange analyse af We-berns Koncert for 9 instrumenter, op. 24,2. sats. Problemet, der søges løst, er fundamentalt: 1. Er det rimeligt at anlægge en traditionel høremåde over for musik, der er opbygget efter ikke-traditionelle principper? 2. Er det sandt, at der ikke er noget traditionelt at forholde sig til i Weberns serielle punktmusik? 3. Hvis det er muligt at påvise en »prolongereet baggrund« i denne musik (svarende til den tonale disposition i tonal musik), hvilke konsekvenser vil det da have for lyttemåde og udførelse? Ved hjælp af en række vel tilrettelagte analytiske røntgenbilleder af musikken lykkes det forfatteren på overbevisende måde at argumentere for en klassisk orienteret disposition af stoffet - ikke blot af de ydre rammer, som det jo er så velkendt, men således at forstå, at selve det dodekafone anlægs logik, valget af rækkeformer og deres transpositioner med det net af relationer og muligheder for variation af artikulationsformer, som det indebærer -at alt dette netop ikke er serielt i luften frit svævende, men tværtimod utænkeligt uden den traditionelle, klassisk orienterede formånd som styrende princip. Nok er det ikke nogen alarmerende nyhed Wintle her afslører; men han forelægger det for mig at se eleganteste bevis til dato for, hvad mange nok har været klar over, men haft svært ved at vise. Derfor, når han til slut erklærer, at analysens formål vil være opfyldt, hvis den vil føre til bedre udførelser end vi hidtil har hørt, og hvis den får komponister og samtidshistorikere til at tage wienerskolens neo-klassiske aspekter op til fornyet overvejelse, så lyder det ubeskedent - og er det faktisk også.

Årgang 57/1982-1983, nr. 05