Plader - Hjertelig til lykke fra PAULA m.fl. - 2 nye Per Norgård-plader

Plader

Hjertelig til lykke fra PAULA m.fl. - 2 nye Per Norgård-plader -

Af Helmer Nørgaard

Per Nørgård: Korværker: »Wie ein Kind« (Adolf Wölfli, Rilke), »Korsalme«, 1982 (Ole Sarvig), »Drømmesange« 1980 (Finn Methling), »Aftonland«, op. 10, 1954 (Pär Lagerkvist). Solister: (vokal) Ellen Lunde, Hans Henrik Deichmann, Troels Kold, Alice Kobæk Andersen, (blæsere) Stig Sønderriis, Morten Eriksen, Poul Miltersen, Birgitte Leth Jensen, (trommere) Frans Hansen, Helen Poulsen, Guri Frenning, Anders Dybdal. Da Camera og Det jydske Musikkonservatoriums Kammer-kor, dirigent Erling Kullberg. PAULA nr. 17.

Per Nørgård: Trio opus 15, Spell, Solo intimo (cello), Den fynske Trio: Jens Schou, klarinet, Svend Winsløv, cello, Rosalind Bevan, klaver. PAULA nr. 11

Med anledning i Per Nørgårds 50 års fødselsdag har man med støtte fra blandt andre Statens Kunstfond udsendt disse to plader, som, hver for sig og især sammen, kaster lys over Per Nørgårds produktion som helhed, idet man sammenholder værker fra hans karrieres sikre start o. midten af 5 O'erne med produktioner fra disse tidlige firser. Og her er så mindst 2 synsvinkler mulige, f.eks.: Hvordan forholder P.N.'s kormusik sig som helhed til hans instrumentale intimverden? Eller/og: Hvordan oplever man P.N.'s identitet som komponist, når man sammentænker ungdoms-værkerne med de helt friske? Det er let at svare på sidste spørgsmål: som en blomst, der folder sig ud, med en vilje og trang til udtryk, som, især med værkerne fra de seneste år, nærmer sig det ekstatiske. Men den har hele tiden været der. Hør blot sættets ældste værk »solo intimo« for cello (opus 8,

1953)! Og her kan man så, på den anden side konstatere, at visse stiltræk synes ganske uforandrede -f.eks. - og især - denne evige søgen i materialet.

P.N.'s musik er hele tiden under forvandling, hvad materiale og disponering angår. Den søgende holdning er en konstant, næsten et personal-stilistisk træk, om man vil (eller ikke vil...), og man kan nu, bagklogt, fastslå, at signalerne allerede var til stede i de ældste værker, og også her fremstår det enkelte værk med fuld kompositorisk autoriret P.N. søger og finder. -

De største ydre forandringer fra før til nu finder man på disse plader inden for kormusikken, som i årenes løb har bevæget sig fra gedigen »dansk tradition« (»Aftonland«) til det store Nørgårdske korteater, som arbejder åbenlyst i det associative, det emotionelle og det elementært dramatiske: »Wie ein Kind« (1980) lader to Wölfli-tekster grotesk omfavne en idyl af Rilke, medens »Korsalme« (1982) er en procession af to Sarvig-tekster, som skrider over tribunen, den ene ledsaget af messingblæsere - nordisk frost og fromhed i ét billede. Helt for sig, men idémæssigt i slægt med »Wie ein Kind«, står »Drømme-sange« fra 1980. Teksten er angiveligt en gammel kinesisk vuggevise, gendigtet af Finn Methling. Den betegner en idyl med mareridtsover-toner og fremtræder i P.N.'s værk som en proces mellem hygge og uhygge, der for mig at høre fremstår som to sider af samme sag, dvs. uhyggen sejrer, eller? - En slagtøjs-gruppe er her indlagt som ligeværdig medspiller. Som værket skrider frem, afklædes situationen, indtil vi når en tilstand, som jeg fornemmer beslægtet med slutscenen i Berg's »Wozzeck«, en børnesang med groteske sorte

skygger hen ad gulvet, et blodbestænkt fingerkys. Men også på trio-pladen finder man en »åbenlys« proces, nemlig i »Spell« (1973). Som P.N. anfører på omslaget »tilstræber værket »at tryllebinde« ved »at stave«.« Jeg hører denne musik som en slags »Lieder ohne Worte«, som i processens forløb dannes og forsvinder, men alligevel deltager i værkets arkitektur, for endelig gennem mange »arketypiske« og »nutidsfolkelige« melodiske modeller at drives frem mod det dramatiske endeligt, et »indre« instrumentalteater i en fantastisk udførelse ved den fynske trio.

Det værk, som under aflytningen imidlertid blev mig kærest, var trioen for klarinet, cello og klaver (før 1956). Da jeg i 1956 fik til opgave at anmelde Per Nørgårds officielle kom-ponistdebut, som markerede afslutningen på hans konservatorieuddannelse (»Mens vi venter -«, Nordisk musikkultur 1956, 2), måtte jeg konstatere, at værket, som da var det nyeste, på grund af uopklarede omstændigheder ikke kunne opføres. På trods heraf gennemgik jeg (formodentlig ved P.N.'s bistand) musikken, hvilket nu viser sig mere end berettiget. Den er en stor syntese af indtryk fra Sibelius, læreren Vagn Holmboe m.fl.; men også her må man fastslå, at Per Nørgård først og fremmest er sin egen! Dette skønne arbejde vidner om, at han var fuldt udsprunget, allerede inden han drog til Nadia Boulanger for at udvide sin horisont og sin teknik.

Værkkornmentarerne ved P.N. og på korpladen desuden af Erling Kullberg, er et kapitel for sig. Det er som om kommentatoren P.N. stiller sig bag komponisten P.N. og fra denne position åbent og uforbeholdent kommenterer den andens værk. Præcise lytteanvisninger (mest på trio-pladen) skifter med associative billeddannelser og sproglige metaforer (mest på korpladen), og de vil givet gøre sin virkning på læseren, før han/hun sætter sig til at lytte. Det er også Per Nørgård.

Der spilles og synges fremragende på disse plader, og teknikken, som især på korpladen må have budt på problemer, er helt i top. Også undertegnede vil gerne ønske til lykke!