Plader - Køb dansk!

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 05 - side 236-237

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Køb dansk!

Af LARS HEGAARD

Lad mig med det samme bekende at anmeldelsen af de følgende to plader sker ud fra et rent lyttemæssigt indtryk uden studium af partiturerne. Jeg kan altså af gode grunde ikke sammenholde lydindtrykket med det noterede.

Det drejer sig om følgende to plader, begge udkommet på PAULA, Samfundet til udgivelse af Dansk Musik.

Den første indeholdende musik af Axel Borup-Jørgensen, den anden orkestermusik af Winkel Holm, Aaquist Johansen og Ib Nørholm.

Axel Borup-Jørgensen: Op. 18 musik for slagtøj og bratsch

(1955-56)

Medv.: Knud Frederiksen (bratsch), Jørgen Kaad Hansen (klaver), Sindre Lindal (marimba), Frans Hansen (pauker), Helen Poulsen (trommer), Ulla Schmidt, Gert S. Sørensen, Anders Dybdal og John Iversen. Dirigent: Einar Nielsen.

Værket består af en række afsnit, der spilles uden ophold. Hvert afsnit holdes sammen af et vist enhedspræg, ofte betinget af korte melodiske eller rytmiske motiver. Der er tale om et stykke symfonisk kammermusik, hvor bratschens parti er det bærende og sammenholdende - til tider rent solistisk i sin udfoldelse. Stykket er inciterende at lytte til med slagtøjets og klaverets dels farvemæssige, dels rytmiske behandling, på baggrund af og som modsætning til bratschens til tider elegiske tone. Altsammen ypperligt holdt sammen af Borup-Jørgensens raffinerede klang- og formsans. Specielt vil jeg fremhæve de afsnit der præges af puls-rytmik. - Noget der ikke ofte forekommer i komponistens musik. Udførelsen lyder for mig superb.

Knud Frederiksen, hvem værket er tilegnet spiller med udtryksfuldhed og sikker formsans.

Axel Borup-Jørgensen: Schlussstück, op. 50 (1963-64) for 16 stemmer, klaver, cembalo, pauker og to janitsharer

Medv.: Radiokammerkoret. Peter Weis (klaver), Werner Meyer (cembalo), Børge Ritz (pauker), Poul Lerhøj og Tom Nybye (slagtøj). Dirigent: Gustav Sjokvist.

Værkets tekstgrundlag er slutdigtet i Rilkes »Das Buch der Bilder« og handler om døden, og er da også præget af en alvorlig stemning. Teksten splittes lejlighedsvis op i konsonant- og vokallyde, og veksler bestandig mellem de enkelte stemmer. Musikken svinger mellem korte udbrud og udholdte klange. Særlig virkningsfuldt er det nære forhold mellem stemmernes og instrumenternes klangfarve.

Axel Borup-Jørgensen: Marin for orkester, op. 60

(1963-70)

Medv.: DRS. Dirigent: Herbert

Blomstedt.

Pladens absolutte højdepunkt er orkesterværket Marin i en koncertoptagelse fra 1976. Værket startede i 1963 som 5 korte karakterstudier af havet. Imidlertid følte komponisten snart trang til en bredere udarbejdelse, hvor de 5 satser var bundet sammen i et stort forløb. Lejligheden bød sig, da komponisten i 1965 fik en bestilling fra radioen på et værk for stort orkester. Værket blev nu omarbejdet: slagtøjet udvidedes kraftigt, de 55 strygere fik individuelle stemmer, således at tuttistederne nåede helt op på 90 systemer. Endvidere blev selve strygerplaceringen lagt stereofonisk an. Værket fremtræder som et symfonisk digt over havets skiftende stemninger fra opvågnen før daggry, til bølgegang, havblik, brænding og storm, udmundende i en epilogagtig stilhed. Jeg kan ikke andet end beundre den klarhed, hvormed Borup-Jørgensen disponerer sit materiale, både rent formmæssigt og orkestralt. På intet tidspunkt er man i tvivl om hvad

musikken vil og på intet tidspunkt bliver klangbilledet mudret eller uklart. Hele tiden er satsen præget af stor klarhed og knivskarp præcision i udtrykket, lige fra de begyndende tid-lig-morgen-dønninger i pauker, tromboner og dybe strygere, til de høje flageolet-udklange i violinerne i epilogen. Satsen bevæger sig fra basregionen til det høje diskantleje i havblik med en instrumental opfindsomhed og variation, som hele tiden holder lytteren fængslet, for i brændingen og stormen at slippe kræfterne løs i en stadig akkumulering af bølger og kurver, til man til sidst befinder sig svævende i violinernes tynde tråde i epilogen.

Svend Aaquist Johansen: Sinfonia (1976) Medv.: Radiounderholdnings-orkestret Dirigent: Frans Rasmussen. Koncertoptagelse 1980.

Svend Aaquist Johansens Sinfonia er som bekendt også 1. sats i det store værk: Sisofos Synger. Der er tale om voldsom og energisk musik. Musik som ikke sparer på kræfterne. En musik der i mine øren ligesom vil sige alt og helst på en gang. Den idelige forandring i satsbilledet, der veksler mellem voldsomme udbrud, lyriske udklange og fanfareagtige messing-motiver, for ind i mellem at stikke hovedet frem i noget der minder om Nørgårds klangverden, rummer for mig at se både dens fascination, men måske også dens svaghed. Den meget tætte sats gør vel også sit til, at man af og til taber tråden, således at musikken til tider kan virke retnings-løs. Men det er måske netop pointen?

Mogens Winkel Holm: Eurydike Tøver (1977) Medv.: DRS. Gert Herzberg (engelskhorn), Niels Henrik Nielsen (cembalo). Dirigent: Peter Ernst Lassen.

Musikken til balletten: Eurydike Tøver arbejder tydeligvis nok med det stilpluralistiske, men på en konstruktiv og en for handlingen og værket adækvat måde. Musikken udspilles i tre planer, hvor cembaloet har Orfeus' parti og engelskhornet den døde Eurydikes parti. Det øvrige orkester spiller snart mod, snart med de to hovedpersoner, der bevæger sig i en barokpræget stil. Engelskhornets smukke cantilene, akkompagneret af kontrabaspizz. afbryder hele tiden forløbet, der så genoptages på en ny

måde. Orfeus alias cembaloet får som ventet det sidste ord.

Mogens Winkel Holm: Cumulus (1965) Medv.: DRS. Dirigent: Ole Schmidt.

Det tredelte, ideen med at sætte forskellige lag op mod og med hinanden, går også igen i orkesterværket Cumulus. Klangbilledet er udpræget modernistisk. Personligt ville jeg nok ikke tænke på skyer, når jeg hører musikken, hvis jeg ikke lige kendte titlen. Satsen klinger undertiden ret hårdt og til tider lidt gråt, selv om ideen med det lagdelte i og for sig træder tydeligt nok frem.

Ib Nørholm:

Fluktationer op. 25 (1961-62)

Medv.: DRS. Dirigent: Francesco

Cristofoli.

Ib Nørholms Fluktationer - Den Usete Pan, for 39 strengeinstrumenter (strygere + harper, cembalo, guitar og mandolin) indbragte komponisten l. prisen ved Gaudeamusfesten i Holland 1964. Det er forståeligt hvorfor. Værket er mesterligt disponeret og udnyttelsen af klangmulighederne og klangkaraktererne i ensemblet er fortræffelig. Der er tale om et gennem-struktureret forløb, der i udtryk bevæger sig fra det langsomt svajende til det nervøst vibrerende for nu at tale i de associationsbaner som partiturets smukke træbillede giver. Måden at fluktuere på er tilsyneladende uendelig: fra de enkelte instrumenters gliden ind og ud mellem hinanden i lys og skyggevirkninger, til gruppevirkninger af klangvæv med tremoli og triller over for kraftige pizzicati ansatser forstærket af harperne og cembaloet. Særlig fascinerende virker på mig det sted, hvor strygerne går over i lange glissandi og satsen ligesom foregår i slow motion. Pudsigt nok giver strygerklangen ofte associationer i retning af blæsere. Således hører jeg tit både horn og fløjter, skønt jeg ved der ingen er. Værktitlens anden halvdel: Den Usete Pan synes for mig kun at bekræfte, at musikkens udtryk bevæger sig langt ud over de impressionistisk svajende kviste og bølgende trækroner. Udførelsen virker klar og klangmæssigt afbalanceret. Som det forhåbentlig fremgår, kan jeg kun på det kraftigste anbefale de to plader.

Årgang 57/1982-1983, nr. 05