Rapporter - Om DUT's animationsprojekt

Af
| DMT Årgang 57 (1982-1983) nr. 05 - side 239-241

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Om DUT's animationsprojekt

Af Birgit Colding-Jørgensen

En animation arrangeredes i forbindelse med DUT-koncerten den 9. oktober 1982. Det var en koncert med værker fra den Unge Nordiske Musikfestival, som fandt sted på Island umiddelbart før, og det var derfor fire helt unge danske komponister, der var repræsenteret: Steen Pade (med Strygekvartet, 1980), Anders Brødsgård (med »Trio« for a-clarinet, b-clarinet og vibrafon, 1980), Niels Rosing-Schow (med »Reflekser« for sopran, altfløjte, violin, cello og klaver) samt John Frandsen (med »String Song« for strygekvartet). Den eneste genganger fra l. fase var Edith Lorentzen (KDAS), som denne gang stillede to nye 1. HF-klasser til rådighed. Følgende »nye« lærere stillede en dobbelttime til disposition med deres klasser:

Ulrik Soelberg - 3. g. matematisk, musiklinie (Set. Annæ gymnasium).

Knud Henze - 1. HF almen (Søborg Gymnasium).

Rolf Tonnshoff - l. g sproglig (Nørre Gymnasium).

Jørgen Krabæk - 3. g. sproglig, musiklinie (Holte Gymnasium).

Klaus Brinch - lærerstuderende, musiklinie (Zahles seminarium).

Desuden afholdtes en dobbelttime på Musikvidenskabeligt Institut med mit eget 1. dels hold i auditiv analyse. Den sidste animation - på Zahles seminarium - måtte aflyses, da alle eleverne var nede på Christiansborg Slotsplads for at demonstrere.

Pædagogisk forløb

Komponisterne Niels Rosing-Schow og Steen Pade var villige til at medvirke ved animationen, og jeg besluttede at koncentrere mig om dels en præsentation af deres værker - et værk til hver time, adskildt af et frikvarter - dels om en konfrontation mellem eleverne og værkernes komponister. Desværre blev Niels Rosing-Schow syg, så forløbet kom, med en enkelt undtagelse, til at se således ud: Jeg præsenterede Niels' værk i den første time, Steen præsenterede sit eget i den anden - og så greb vi ind i hinandens forløb i den udstrækning, vi fandt det påkrævet og inspirerende for alle parter. Præsentationen var tilrettelagt på en måde, der aktiverede eleverne mest muligt. Som det også oplevedes i animationsfase l, var ikke to animationer ens, men man kunne også her beskrive et typisk forløb: Efter en præsentation af os og af DUT fulgte en snak om elevernes egne erfaringer med hensyn til koncerter, til at spille selv og til at spille nutidig kompositionsmusik selv. Så fik de Niels Rosing-Schows »Reflekser« at høre i sin helhed - 8 min. - og jeg fík deres spontane kommentarer til værket. Nu fulgte en fase, hvor jeg spillede små forløb af værket, begyndende forfra, og hvor de forud for hvert afsnit blev bedt om at lytte efter bestemte ting. Som det første bad jeg dem tænke over, hvorfor stykket hed »Reflekser«. I svarerne indgik oftest billedsprog kendt fra dagligdagen såsom spejlinger, glimt, dryp fra en vandhane, der laver ringe i en balje eller reflekser forstået som »de ryk, der går gennem een, hver gang der kommer noget nyt og uventet«. På denne måde nåede eleverne selv langt med at beskrive stykkets kompositionsprincipper; og nu faldt det dem ikke svært at høre, hvorledes den videre udvikling af disse principper fandt sted. Der var naturligvis stor forskel på færdigheden i at beskrive det hørte i musikalske termer, alt efter klassetrin og specialisering.

Ved gennemgangen benyttede vi os af, at Steen selv var pianist i lørdagens opførelse af stykket; båndoptagelse og levende demonstration kunne supplere hinanden.

Efter frikvarteret tog Steen så fat, oftest også med en indledende gennemspilning af den 8 minutter lange strygekvartet. Elevernes umiddelbare reaktioner var så dels en beskrivelse af deres indtryk af stykket, dels en kritik af det - positiv såvel som negativ - dels en storm af personlige spørgsmål til Steen om, hvordan man komponerede, hvorfor han gjorde det, om det kunne læres, om han blev inspireret af naturen eller af nogle ideer, hvorfor det skulle lyde, som det gjorde, om han selv syntes, det var smukt, om det kunne betale sig - og meget mere.

Herefter gennemgik Steen forskellige aspekter af kvartettens opbygning og form, ofte med udgangspunkt i TV-stykker eller romaner, hvor man ikke ved slutningen ved, hvad der sker med personerne, dvs. at de ender »åbent«. Det faktum, at stykket havde »to begyndelser«, lod sig også umiddelbart demonstrere ved at udelade den første. Næsten alle havde bidt mærke i stykkets rytmiske aspekter (en skulle have at vide »hvordan laver du de der spændende elektroniske ekkovirkninger«), og alt efter klassens niveau og/ eller spørgsmål fordybede Steen sig i forskellige formale, harmoniske, melodiske, dynamiske eller satstekniske aspekter, dog ligesom i gennemgangen af »Reflekser« med udgangspunkt i det auditive indtryk.

Efter animationen uddeltes fribilletter til dem, som havde lyst; der var også mulighed for en fribillet til en ledsager.

Kommentarer til det pædagogiske forløb

For de fleste af de unge mennesker, vi kom i kontakt med på skolerne, var det første gang i deres liv, de konfronteredes med et stykke nutidig kompositionsmusik. For mange var virkningen chokagtig, og de første reaktioner spændte fra blank afvisning - »det siger mig overhovedet ikke noget, det her«, - vrede, agression - »hvorfor er det så falsk, så skærende?« og fornærmethed - »man kan jo ikke engang sidde og slappe af og drikke en kop kaffe imens!« - over angstvisioner -»som Edvard Munch's »Skriget«« -»en skizofren kvinde går langs en strand og oplever en omverden i brudstykker« og »det var uhyggeligt« (alle tre om »Reflekser«) til undren -»man kan jo ikke bare sidde og drikke aftenkaffe, mens man hører det« -»det er ikke bare et nyt sprog, det er et nyt alfabet!«, nysgerrighed - »jeg må høre det nogle flere gange« og glæde - »det var smukt« - »som en ny verden«.

Som regel forstærkedes de positive reaktioner i løbet af animationen, og der faldt slutbemærkninger som: »det var skægt, I kom« og »det er godt at få slået hul i nogle forudfattede forestillinger og opleve noget helt nyt.«

Koncerten

Der blev udleveret 53 billetter i klasserne, og der mødte 29 op til koncerten. Der lyttedes koncentreret til alle fire værker, og bifaldet var varmt. Kun få blev dog tilbage efter koncerten, hvor DUT inviterede på øl, vand og eftersnak med musikerne. Denne kom mest til at dreje sig om, hvor meget eller rettere hvor lidt ny musik de konservatoriestuderende musikere spillede og hvorfor (tidspresset, konkurrenceræset) - men dog også om det dejlige ved at høre og se musikken udført af levende mennesker.

Det her omtalte projekt var DUT-animation nr. 2. Den første animation fandt sted i ugen op til koncerten den 14.2.82. Den blev ledet af Jens Brincker sammen med komponisterne Svend Aaquist Johansen og Carl Bergstrøm Nielsen. Vestjysk Kammerensemble spillede her som ved DUT-koncerten den 16.2.83, den foreløbigt sidste, der har været inddraget i animationsprojektet. Ivar Frouenberg og jeg besøgte 2 seminarier, l universitetshold og 7 gymnasieklasser, heraf 4 musiklinieklasser; herfra kom der 26 nye lyttere til koncerten i Glacis.

Som noget nyt var to af musiklinie-klasserne forberedt, da vi ankom: de havde i forvejen bedt om bånd og partitur til Ivars stykke »Drei-Klang« og havde derfor haft lejlighed til at høre det igennem nogle gange og til at snakke om det, inden vi kom. Dette resulterede for det første i et meget seriøst engagement i analysen af stykket for for det andet i en sand krydsild af spørgsmål til Ivar. Her slog to timer slet ikke til - vi kunne godt have brugt tre.

Alt i alt var også denne tredie animation en positiv oplevelse. De unge kan stille sig undrende og skeptiske over for musikken: »hvorfor kan du ikke putte bare lidt ind, man kan forstå?« - »du dropper lidt af det dejlige (uhm!), når du tager grundrytmen væk« og »sådan plejer de instrumenter da ikke at lyde!« - men de er åbne, nysgerrige - og de hører godt. At de også er tolerante viser følgende udtalelse, som faldt som afslutning på en 3. g's mange spørgsmål til komponisten om hvorfor og hvordan: »Du laver det alligevel mest efter, hvad du har i dit hjerte ...«

Fodnote:

Jens Brincker: »DUT's Animationsprqjekt - Delrapport vedr. fase l «. Birgit Colding-Jørgensen: »DUT's Animationsprojekt - Delrapport vedr. fase 2«. Svend Aaquist Johansen: »Om DUT's animationsprojekt: forløb - erfaringer - konklusioner« samt (ultimo marts): Birgit Colding-Jørgensen: »Delrapport vedr. fase 3« kan rekvireres hos DUT.

Referat og tanker vedr. DUT's animationsprojekt

Af Edith Lorentzen sem. adj. KDAS

Fire musikhold på Københavns Dag-og Aftenseminarium har indtil nu deltaget i DUT's animationsprojekt: to HF musiktilvalgshold i fase l og to HF musikfællesfagshold i fase 2. Sammenfattende kan det siges,.at begge animationer har sat en masse i gang hos de studerende og åbnet nye perspektiver for dem; men jeg har begge gange undret mig over, at så få benyttede lejligheden til at overvære den koncert, animationen lagde op til. De følgende tanker står helt for egen regning og bygger f.eks. ikke på forespørgsler hos de studerende, der evt. fik udlveret fribilletter.

Man kunne spørge: Hvorfor er DUT og andre arrangementer med ny musik så dårligt besøgt? Hvorfor kommer et mere traditionelt koncertpublikum så godt som aldrig til koncerter med ny musik? Hvor er komponisterne, musikpædagogerne, musikerne og mennesker med interesse for, hvad der rører sig af kunstneriske strømninger i vor tid? Er komponisternes musik da virkelig så uinteressant og grim at lytte til, at de fleste foretrækker at holde sig langt borte? Hvorfor kan et så interessant fænomen, at en ung komponist viser sig og fortæller om sig selv, og hvorfor han komponerer sådan ikke få unge mennesker op af lænestolen?

Det er godt for børn, at forældre og lærere ved noget om udvikling og psykologi, når man vil give børn i et samfund gode opvækstvilkår. Det er også nødvendigt, når vi vil
viderebringe et samfunds kulturarv, at forældre og pædagoger kender noget til disse fænomener. Er disse mennesker negative og uden interesse for kunstneriske foreteelser, hvordan da formidle oplevelser og gode vaner til den kommende generation? Hvorfor går folk ofte som sild i tønder på Louisiana og til syneladende får stort udbytte af at se på helt moderne, provokerende og bestemt ikke altid smuk billed- og skulpturel kunst?

Hvorfor sidder der i Lousianas koncertsal på samme tid 20-50 mennesker og lytter til en på samme måde tidssvarende lydkunst?

Jeg bilder mig somme tider ind, at forklaringen kan søges i den for de 2 fagområder knyttede pædagogik. I formning på alle niveauer i vort uddannelsessystem bygger undervisningen på princippet om at lade elevernes få skabende oplevelser i selve processen med at gøre tingene. I musikundervisningen er der altid et ideelt billede af, hvordan musikken skal lyde for at være rigtig. Man har altså si produkt som pædagogisk mål. I vores samfund kan man tydeligt fornemme, hvilket fagområde, der har størst succes med at skabe interesse for de kunstneriske interesser i voksenlivet. Hvem har ikke reproduktioner af Picasso, van Gogh eller Kandinsky over spisestue-bordet? Men hvem har på tilsvarende måde Stravinsky, Henze, Lutoslawski eller Nørgård på kassetten?

Hvor vil jeg hen med dette? Måske til nogle ideer om, at DUT måske skulle gøre noget for den hensygnende interesse for moderne klassisk musik. Komponisterne må se at komme ud af hullerne, hvis de ikke vil rendes over ende af den rytmiske musiks altfavnende dominans. Dette kunne måske afhjælpes, hvis man f.eks. satsede på at få lært pædagoger at forholde sig til den nye musik. Man kunne lave animationer for lærere i stedet. Disse animationer kunne man så lave under hensyntagen til tanken om en mere procesorienteret pædagogisk tankegang.

Dette fører mig tilbage til projektet, der forløb i foråret, hvor der i den pædagogiske fase også lå en for de studerende særdeles aktiv fase, nemlig i Carl Bergstrøm Nielsens Postkort musik.

Heri eksperimenterede man med nogle grafiske tegn omsat til lyd, som der ikke var en forudfattet mening om, hvordan skulle lyde. Altså en eksperimenterende og søgende form, der stimulerede på en anden, men ligeså vigtig måde som en mere intellektuel form. Stykket opførtes af Vestjysk Kammerensemble ved koncerten, og blev for de studerende, der nu kendte værket en særdeles positiv oplevelse, som de endnu taler om.

Denne erfaring får mig også til at understrege vigtigheden i, at man fra DUT's side holder sig for øje/øre at forsøge at få en tilsvarende aktivitet med lyd/musik udøvelse måske kombineret med dans eller drama til de kommende animationer. Det ville måske endda være en idé til et eksperiment at lade et samarbejde med lærerne gå forud for noget lignende, således at lærerne selv har haft mulighed for at gennemleve tilsvarende processer.

Det hele har så igen noget at gøre med, hvad vi vil med kunst i samfundet, og hvad målet for vores undervisning er. I en tid med masseproduktion, masseundervisning og ensidig påvirkning af massemedierne kan individets følelser og fornemmelser over for andre mennesker meget let underkendes og understimuleres, men hvis vi som pædagoger kunne medvirke til at bevare menneskets følsomhed og åbne sanser, kan vi måske medvirke til at gøre livet mindre trist og ensidigt.

Men vi må have hjælp af kunstnerne! Både for deres og vores skyld, men fremfor alt for at gøre menneskelivet meningsfuldt.

Med venlig hilsen og på forhåbentligt gensyn.

Årgang 57/1982-1983, nr. 05