Bøger - Haydn-studie på lavt niveau

Raimund Bard: Untersuchungen zur motivischen Arbeit in Haydns sinfonischem Spätwerk.

Kassel, Basel, London (Bärenreiter) 1982. 50 DM.

Af CARSTEN E. HATTING

Haydn-året 1982, som bl.a. fejredes med koncerter, avisartikler, radio- og fjernsynsudsendelser samt en kongres i Wien, ser ikke ud til at have fremkaldt særlig megen ny litteratur om Haydn og hans musik. Fra Köln kom ganske vist, angiveligt på selve 250 års-fødselsdagen, et hæfte Haydn-Studien (V/l), men The Haydn Yearbook, som nu udsendes fra England, kom med sit 12. bind i 1981 og med det 13. et par måneder inde i 1983 og undgik således at markere både dagen og året. Måske samler der sig da en særlig opmærksomhed mod Raimund Bards disputats, som udkom sidste år på Vesttysklands største musikforlag. Bards undersøgelse retter sig mod noget så centralt som det motiviske arbejde, og den gennemføres på grundlag af så kendte værker som de 13 sidste symfonier, Oxford-symfo-nien og Lx)ndon-symfonierne. I betragtning af, hvor ofte og grundigt disse værker er omtalt i Haydn-litte-raturen, og hvor almindeligt anerkendt betydningen af det motiviske - eller tematisk-motiviske - arbejde har været, i hvert fald i hele dette århundrede, må forfatterens problemstilling forekomme dristig og egnet til at fremkalde forventninger. Bards hovedsynspunkt er, at det motiviske arbejde hidtil nok har været omtalt, men kun utilstrækkeligt undersøgt, og at en nærmere analyse af de polyfont-lineære forløb, hvori de fra det tematiske materiale afspaltede motiver forarbejdes, vil kaste nyt lys over de musikalske kræfter, som er på spil især i satser i sonateform. Eller med andre ord: vi har længe nok talt om de tonale kontrasters betydning, nu gælder det om at få øje på, hvad der egentlig styrer modulationernes bevægelser.

Når dette hovedsynspunkt beholder postulatets karakter hele fremstillingen igennem, skyldes det i høj grad Bards meget snævre afgrænsning af såvel emne som metode, og hans utilbøjelighed til at sætte sin påstand på prøve. Gennem en næsten endeløs række af analyser af satser, af forskellige slags motivbearbejdelse - hvoraf ingen forekommer overraskende nye - forsøger han at argumentere for sin tese. Derimod tager han tilsyneladende ikke andre opfattelser tilstrækkeligt alvorligt til, at han vil give sig til at argumentere imod dem. Det bliver kun til små, arrogante bemærkninger. Et sted (s. 35) kommer forfatteren til at nævne ordet dialektik. Det sker i forlængelse af en diskussion af »hvor mange motiver et tema kan være sammensat af«. En dialektisk betragtning ville have ført ham til at søge svaret i kompositionens musikalske forløb. Værre er det, at dialektikken mellem det harmonisk-tonale og det melodisk-lineære ikke kommer til at spille nogen nævneværdig rolle i undersøgelsen. Dermed bliver det umuligt for ham at skabe et troværdigt grundlag for sin opfattelse. Bard har ønsket at gennemføre en stilanalyse, men selv under denne forudsætning har han sat sig for snævre rammer. Hans forhold til Haydn-forskningens hidtidige resultater på dette felt, specielt de nyere, er temmelig usikkert, og forskningshistoriens kronologi synes ikke at interesse ham. Som helhed må afhandlingen siges at have et kvalitetsniveau, der heldigvis i almindelighed passeres af hovedfags-specialerne fra vore hjemlige musik-institutter.