Bøger - Komponisten og forskeren Edward R. Reilly, Gustav Mahler og Guido Adler

Edward R. Reilly, Gustav Mahler og Guido Adler.

Cambridge University Press, 1982. 163 s. £ 12.50. ISBN 0 521 235992 8.

Af JAN MAEGAARD

Ikke at hade, men at elske, at rådgive, at hjælpe er musikforskerens opgave. Kunst og videnskab er ikke adskilte sfærer, som der er draget en skarp skillelinje imellem; kun måden de behandler emnet på er forskellig og skifter med tiden. Jo intimere kontakten er mellemforskning og progressiv kunst og levende kunstnere, des nærmere kommerden sit mål: gennem kunstforståelse til arbejde for kunsten.

Disse ord burde indrammes i guld og stå på enhver musikprofessors og kon-servatoriedirektørs skrivebord. Her siges med størst mulig tydelighed, at musikforskning og musikudøvelse er inderligt sammenhørende og har et fælles mål. Målet nås kun, hvis de samarbejder, og det betyder i praksis, at der skal være en forsker i enhver udøver og en udøver i enhver forsker. Det er nødvendigt, hvis kunsten skal have en mening, og hvis meningen skal have noget med kunst at gøre. Citatet stammer fra Guido Adlers tiltrædelsesforelæsning, da han i 1898 overtog professoratet i musikvidenskab ved Wiens universitet. Det vidner om en åbenhed mod samtidens musik, der desværre efterhånden må registreres som sjælden blandt musikforskere. Denne holdning har sit modstykke på det personlige plan i venskabet med den tids måske mest kontroversielle komponist, Gustav

Mahler. Om dette venskab handler den lille bog.

Edward R. Reilly publicerede allerede i 1972 i Musical Quarterly en studie om emnet baseret på breve i Adlers dødsbo. Den udkom i 1978 i udvidet form på tysk som en selvstændig udgivelse af Det Internationale Gustav Mahler Selskab. Den foreliggende bog er den samme studie, påny revideret og nu atter på engelsk, stillet sammen med Adlers korte, men instruktive Mahler-biografi fra 1916 samt et nyt indledningsstykke og en fyldig bibliografi (244 titler). Af nyt rummer den således ikke meget bortset fra bibliografien, der udgør et nyttigt supplement til den af de La Grange udarbejdede.1 Den fremtræder snarere som den endeligt gennemarbejdede og kommenterede udgave af Adlers korrespondance i forbindelse med Mahler, hvortil hans Mahler-biografi - der former sig som en stærkt udvidet nekrolog - naturligt føjer sig.

Det har været vanskeligt at etablere kronologien, fordi Mahler næsten aldrig daterede sine breve. Alene problemet at få dem anbragt i den rette rækkefølge har givet forfatteren anledning til vidtgående drøftelser af biografiske detailler i noteapparatet. Også det intrikate spørgsmål om Alma Maniers forholden-sig til sin mands venskab med Adler (og med hans ungdomsvenner i det hele taget) bliver her endevendt endnu en gang. Det er ubestrideligt, at hun i sine erindringer har givet et fortegnet - og ufordelagtigt - bulede af Adler, ligeledes at hans sympati for hende svandt til under nulpunktet, da Mah-ler efter bruddet med hofoperaen i 1907 accepterede tilbudet fra USA og dermed gjorde Adlers energiske bestræbelser på at skaffe ham posten som direktør for Wiener konservatoriet frugtesløse. Adler lagde skylden herfor - og derfor også for Mahlers tidlige død - på Alma. Alligevel synes Reilly tilbøjelig til, i det mindste delvis, at frikende hende, Mahler selv påstod med styrke, at valget helt var hans eget, og at han ikke var blevet presset dertil af sin hustru. Denne sag opklares nok aldrig fuldtud. Opklaret og belyst i alle tilgængelige detailler er derimod et af musikhistoriens smukkeste venskaber, det indtil skånselsløshed oprigtige, livslange venskab mellem de to. Det havde, som citatet ved begyndelsen viser, perspektiver langt ud over det personlige. Heri ligger den egentlige inspiration for eftertiden; ikke blot var de venner, ikke blot kunne de yde hinanden skyldig respekt på det faglige plan, men de forstod at hæve sig over det snævre synsfelt, som deres gerning mere eller mindre påtvang dem, og at indse, at de, set i et større perspektiv, virkede for samme sag. Hvis denne indsigt vandt indpas blandt komponister og forskere i dag i højere grad, end tilfældet er, ville begge parter nok finde, at de kunne høste fordel deraf. Hvad der hertil kræves, er gensidig tillid og et vist format på begge sider. Begge disse betingelser formåede Mahler og Adler at opfylde.

l. Henry-Louis de La Grange, Mahler, vol. 1. London: Gollancz, 1974. S. 954-964.