Bøger - Musikkens Idéhistorie

Gunnar Eriksson: Världarnas samklang.

177 s. Norstedt, Stockholm 1982.

AF POUL BORUM

Ved universitetet i Uppsala er der et professorat i idé- og lærdoms-historie. Den nuværende indehaver af dette professorat hedder Gunnar Eriksson. Han har skrevet en bog, »Världarnas samklang«, som bygger på populærvidenskabelige foredrag han har holdt om sammenhængen mellem musik og ideer og videnskab. De syv kapitler dækker de syv historiske »perioder«: oldtid, middelalder, renæssance, barok, 18. århundrede, romantik og modernisme. Bogen er både lærd og populær, men ikke over alt begge dele samtidig. I de tidligste kapitler er det mest lærdomshistorie, og først i de sidste par kapitler bliver ideerne rigtig interessevækkende. Man kan ikke sige, det er lykkedes Gunnar Eriksson at holde den vanskelige balance mellem at formidle viden og at give forståelse. Især i de første kapitler er der nogle underlige dispositioner og nogle slemme stilistiske plump. Og målrettetheden er temmelig usikker: hvordan kan man forvente en læser, der kan følge de fysisk-matematiske udredninger og alligevel skal have oplyst hvad a cappella betyder?

Men selv i de første kapitler får man spændende facts at vide. F.eks. blev jeg meget glad for at læse om Kepler, at da han havde tildelt de forskellige planter deres toner på skalaen, karakteriserer han også jorden: den frembringer bestandig tonerne mi og fa, en klagende halvtoneafstand fra hinanden, hvilket Kepler tolker som »miseria et fames, miseria et fames«, elendighed og sult, elendighed og sult. Og kapitlet om Galilei og Kepler slutter med en suggestiv antydning af to ligeværdige former for forskning: apollinsk og dionysisk. Barokkapitlet handler om afstanden mellem Bachs gammeldags fromhed og samtidens avancerede mekanicisti-ske optimisme. Eriksson gør opmærksom på denne afstand snarere end at han forklarer den. I sit romantikkapitel får han heller ikke givet noget egentligt svar på overskriftens spørgsmål: Er musikkens romantik samtidig med litteraturens og filosofiens? Modernismen lader han begynde med Stravinsky og Schönberg, og han tager Sacre som udgangspunkt: natio-nalistisk-ekspressivt, primitivitets-dyrkende (med udflugter til Freud og Spengler) og »uforståeligt« (jævnfør Einstein -). Hertil kommer en fortsættelse af romantikkens individuali-tetsdyrkelse, nu intellektualiseret (hos Schönberg og hans efterfølgere). Og igen slutter Eriksson med en suggestiv antydning: at »modernisme« består af en spænding mellem frihed og angst. Som man vil se består bogen mest af velkendte ting. Forfatteren siger det selv i forordet: »Denne lille bog handler om kendte ting, men indeholder dog måske alligevel noget nyt.« Det nye er jo nok mest den frejdighed, hvormed en der kommer udefra, udenfor de professionelle musikskribenters kreds, griber om nogle nælder. Eriksson fortsætter sit forord med at forsvare den »urene« musikoplevelse. Men de få spændende nye ting han kommer med, står der desværre kun som antydninger. Det kunne ellers være spændende, og netop udefra, at anfægte den nemme historiske opdeling, der helt konventionelt ligger til grund for de sidste to kapitler. Hvad nu hvis »romantikken« i musikken var samtidig med litteratur, kunst, filosofi, videnskab - og hvorfor i alverden skulle den ikke være det? Så ville »romantikken« høre op omkring 1850-70 og »modernismen« (som jeg har hævdet i min bog »Poetisk modernisme« i 66) begynder dér. Det ville sætte både Dvorak og Brahms, både Mahler og Bruckner i et nyt lys (hvor ellers kun Debussy får lov at bade sig, fordi han kendte Mallarmé og malerne). Men det ville kræve at man tog udtrykket »musikkens idéhistorie« anderledes alvorligt end Gunnar Eriksson gør i sin populære genfortælling. Han skriver (s. 110): »som idéhistoriker er jeg frem for alt interesseret i, hvordan en vis tids musik spejler samme tids vigtigste ideer og hold-ninge.« Helt naivt bruger han her spejl-billedet, uden nogensomhelst snert af marxistiske afspejlingsteorier osv., men snarest som man før år 1800 talte om at noget »spejlede« noget andet. Der er nok brug for en anderledes radikal nytænkning, som ikke taler om at »spejle«, men starter med den hypotese, at musikken (også musikken) er ideer. Altså et nyt historiesyn som er gået igennem strukturalismen. Mens Gunnar Eriksson stadig skriver idéhistorie som et leksikon fra forrige århundrede. - Men derfor kan man godt have fornøjelse af at læse »Världarnas samklang«. Om ikke andet så fordi den sætter en i gang med at tænke selv.