Johannes Brahms i København

»... han haaned vor Moder, -«

AF KNUD MARTNER

Mange store, delvist omstridte, udenlandske komponister har i tidernes løb besøgt København. Eksempelvis i sidste århundrede og i dette: Weber, Clara Schumann, Liszt, Rich. Strauss, Mahler, Schönberg, Strawinsky og Ravel, men ingen af dem satte i den grad sindene i oprør som det skete under Brahms' besøg i marts 1868. I hans biografi har besøget kun fodnoteværdi, hvorimod det i den danske musikhistorie med tiden er gået hen og blevet til en harmløs anekdote, hvor det dengang var blodig alvor. Brahms selv glemte tilsyneladende heller aldrig visitten til den danske hovedstad. At man herhjemme huskede besøget skyldtes nu hverken Brahms' færdigheder som pianist eller komponist.

AF OG TIL

(En Hverdagshistorie)

Af og til slaar Dansken et Slag mod Tydsker-Trolden, den lede; Vidner er Heltenes Lig Fra Dybbøl og Istedhede.

Af og til, helst i Modgang og Sorg, løfter Norden højt sin Fane, Herligt flammer begejstrings Ild, Bedre Tider vi ane.

Af og til - ak - til Hverdagsbrug Glemmes de stolte Tanker, Selvbevidstheden slukke ud, Hjertet umærkeligt banker.

Af og til - er man for elegant, Hedenold var saa blodig, Tydsken kommer med Hovmod og

Spot, Dansken er saa godmodig.

Historien, som jeg optegnet har, Er Hverdags; der er ikke Talen om Nyhed -ak- ligemeget, naar blot

Mine Landsmænd vil mærke Moralen.

En tydsk Musikant var nylig vor Gjæst,

- Kunsten, ja vist, er prægtig,

Mit Fædrelands Ære har dog en Røst,

Der vinker mig mere vægtig.

Vi hædred hans Fingre, vi hædred hans Aand,

Vi jubled, trak paa de Glacerte,

Han spotted vort Land til Gunst for Berlin,

Vi taalte ham, fromme, blaserte.

Taalte ham? ja, han fik Lommerne fuld'

af Guld, skjøndt han haaned vor Moder, -

»Die dumme Dänen« han spotted med Haan -

Men han sørger, vor slesvigske Broder.

Kunsten haren bedaarende Klang,

Kunsten - ja vist - er prægtig;

Mit Fædrelands Ære har dog en Røst,

Der vinker mig mere vægtig.

H.H.N.

Dette digt stod at læse på forsiden af det københavnske dagblad Dags-Telegrafen den 31. marts 1868, og den tyske musikant, der så smædeligt hentydes til, er såmænd ingen ringere end komponisten Johannes Brahms, der i dagene mellem den 17.-24. marts havde givet tre koncerter i byen, og altså fik denne afskedssalut med på vejen. Besøget der var begyndt som lidt af en triumf endte som en veritabel flugt for Brahms' vedkommende.

I det tidlige forår 1868 foretog den dengang knap 35-årige Brahms sammen med den 7 år ældre baryton-sanger Julius Stockhausen (1826-1906) en koncert-turné i Nordtyskland med udgangspunkt i Hamburg. Den 13. marts gav de en koncert i Kiel og dagen efter indskibede de sig mod København, der dengang havde en direkte ugentlig forbindelse med Kiel.

Allerede den 9. marts havde man i flere københavnske blade kunnet læse om den forestående begivenhed, f.eks. i Dags-Telegrafen:

... endvidere ventes to Kunstnere hertil Begge har erhvervet sig et betydeligt Navn i den musikalske Verden, nemlig Romance-Sangeren Julius Stock-hausen og Pianisten Johannes Brahms... Johs. Brahms er født i Altona i 1833. Allerede som ganske ungt Menneske vakte han saa megen Opsigt paa Grund af sit betydelige musikalske Talent, at Robert Schumann i Neue Zeitschrift für Musik omtalte ham som en Messias i Tonekunstens Rige... Han har komponeret et ikke ubetydeligt Antal Værker, saavel for Orkester som Piano-Trioer, Sonater, Sange etc. Som Pianist indtager han en fremragende Plads blandt de Bedste.

I de 15 år, der var forløbet siden Schumann havde skrevet den omtalte artikel, hvori han havde udråbt den 20-årige Brahms til et geni, havde Brahms fået udgivet henved 50 kompositioner - eller i realiteten alt, hvad han havde komponeret. Hvilket selv efter datidens forhold var usædvanligt. Han havde netop fuldendt »Ein deutsches Requiem« (minus sopran-soloen), hvis uropførelse han dirigerede i Bremen en snes dage efter sin sidste koncert i København. I øvrigt med Stockhausen som solist. Havde man hørt rygter om Brahms som pianist, så turde han dog være et ukendt navn i Danmark som komponist. Nu skulle man få lejlighed til at opleve ham i begge egenskaber.

Trods sin status som landets hovedstad var København med sine godt 175.000 indbyggere en lille by, der lå indeklemt mellem sine snærende volde, og der lå et noget provinsielt skær over den. Det gjaldt også ånds- og kulturlivet, der knap lod sig afficere af de store, nye strømninger ude omkring i Europa. Byens musikliv var centreret omkring den 32 år gamle Musikforening, hvor Niels W. Gade siden 1850 havde været den suveræne leder og følgelig bestemte repertoiret med hovedvægten lagt på hans favoritter: den højtelskede Mendelssohn, Schumann, Beethoven, Mozart - og ikke mindst Gade selv. Hvorimod den ny-tyske skole, repræsenteret ved de radikale Wagner og Liszt, havde svære kår i dagens København. Wagners »Lohengrin« kom som den første af hans operaer op i København, i 1870.

Byens lidenhed afspejler sig også derved, at aviserne daglig bragte lister over nyankomne gæster. Således læser man under den 16. marts, at Klavervirtuos Brahms, Wien og Romancesanger Stockhausen, Paris har taget ophold på Hotel d'Angleterre og som skik var, var blevet anmeldt til politiet. Koncertarrangementet var kommet i stand på foranledning af musikforlagshandel Emil Erslev & C. C. Lose på Amagertorv, og koncerterne den 17., 21. og 24. marts skulle afholdes i Kasinos mindre sal (700 pladser) i Amaliegade 10.

Eventyrdigteren Andersen var i byen på denne tid, og han noterede i sin dagbog under den 17. marts:

Jeg havde kjøbt Billet til Brahm (sic!) og Stockhausens første Concert, da j eg kom hjem laae Billet til mig fra ham, men da den varpaa 1ste Bænk hen mod Vinduerne hvor jeg maatte forbi de Kongelige vilde jeg ud, beholdt jeg den kjøbte Billet til 16 Bænk.

Om selve koncerten har Andersen følgende at sige:

Claveer Musiken var mig for tør og eensartig, hvor udmærket den end var og blev gjengi-vet. Stockhausens Sang var fuldendt, her var Alt hvad en Sanger kan give; her var Idealet af en Concert-Sanger. Jeg veed ikke hvor stort Omfang hans Stemme havde, hvor høi eller dyb, hvor ungdoms frisk, den fyldte mig, rev mig med, saa der ikke kunde komme Kritik og hvor denne kom maatte den sige: Det er fuldendt.

Andersens indtryk blev fuldt ud delt af bladenes anmeldere, og det fremgår af disse med al tydelighed, at det var Stockhausen, der var det store trækplaster eller som Fædrelandet formulerer det:

Pianisten Hr. Brahms kommer uvilkaarligt til at staa lidt i Skyggen af Hr. Stockhausen; i og for sig er Han ellers god nok til at være Sol, og det er en ikke ganske lille Sol. Vi skulle imidlertid indskrænke os til at anmelde Ham som en udmærket Klaverspiller, hvis Foredrag har Virtuosens Færdighed og den ægte musikalske Soliditet... At Brahms er en meget dygtig Pianist, som i Forening med en betydelig Teknik besidderet meget smukt og elastisk Anslag og en stor Kraft er alle bladene enige om, og man berømmer hans ægte musikalske Opfattelse og aandrige Gjengivelse af de valgte Musikstykker, men der synes at mangle Ham en Ting, som Han har Tilfælles med mange Andre betydelige Kunstnere, nemlig det rette Blik for at vælge sit Program; thi skønt det har stor Interesse for Musikere og musikalsk begavede Tilhørere at høre Beethovens Sonate i Es og Bachs Toccata.,, saa fordrer det større Publikum ... ogsaa lidt lettere Føde, men denne savnedes ganske.

Umiddelbart før koncerten og uvist af hvilken grund ændrede Brahms radikalt på det annoncerede program (se ill.), hvor kun Beethovens Sonate og de to stykker af Scarlatti blev stående. Til gengæld spillede Brahms en Toccata og en Gigue af Bach, en Andante af Wilh.F.Bach, sin egen Scherzo Op. 4 og Variationer over et eget tema Op. 21, 1. Vokalnumrene forblev uændret. Med andre ord var det Brahms, der trak det store læs, men alligevel var han den mindst feterede. Grunden hertil aner vi, når vi læser følgende brev fra Stockhausen til Clara Schumann, dateret København den 22. marts:

... Brahms øver sig i dag som en gal på den Schumannske koncert, dvs. han lærer den udenad; thi som De ved, hos ham er der sjældent tale om at øve rigtigt. Han er i sandhed vor største musiker; en sådan støbning i forening med hans viden, har jeg aldrig truffet, men en klaverspiller bliver han aldrig; enhver form for øvelse keder ham i den grad, at han kun -spiller ... Hvis han blot ville spille de sjældent hørte stykker fuldendt, så ville også han udøve stor tiltrækning, men han sidder bare ved klaveret og mu-sicerer, og det er ikke tilstrækkeligt ... At komme med bemærkninger herom er imidlertid forgæves ulejlighed hos ham. Alene at akkompagnere Lieder er for meget for ham, for slet ikke at tale om arier.... Men De kender ham jo...

Kort sagt: Brahms var dødtræt af at give offentlige koncerter.

I dagene forinden den næste koncert var de to kunstnere i Det kgl. Teater, hvor man opførte Hart-manns og Bournonvilles ballet »Thrymskviden«, der netop havde haft premiere. Her blev de præsenteret for H. C. Andersen, og dagen efter aflagde de ham en visit på hans bopæl i Nyhavn. På selve koncertdagen, den 21. marts gengældte Andersen visitten og skriver lakonisk i sin dagbog:

Jeg har i Dag besøgt ham (i.e. Stockhausen) og Brahms, de tiltalte mig ikke / saa meget jeg havde ventet.

Ved denne koncert sang Stockhau-sen Beethovens »An die ferne Geliebte«. Et Værk, Vi ikke mindes tidliger at have hørt i dets Helhed, « hedder det i en avis. Brahms spillede sine egne »Händel-Variationer«, to mindre stykker af Schubert og endelig Schumanns store C-dur Fantasi, der var blevet strøget ved den første koncert. Stockhausen sluttede koncerten med »Erlkönig«, der måtte gives dacapo. I Dags-Telegrafens anmeldelse af koncerten hedder det bl.a.:

Den af Kunstneren selv komponerede Variationer og Fuga er et i høj Grad interessant Musikstykke, der udmærker sig ligesaa meget ved originale harmoniske Vendinger som ved genialt opfundne Figurer. Hr. Brahms lønnedes med levende Bifald for sine ypperlige Præstationer og fremkaldtes flere Gange.

Og i Berlingske Tidende skriver man:

Hele Brahms' Retning til det Alvorlige og Indholdsrige fremtræder ogsaa i hans fortræffelige Variationer over et Tema af Händel, som vi i Løverdags fik Leilighed til at høre. Variationernes Antal er vel henimod 20, men den rige Phantasi og Originalitet ihvormed Componisten har forstaaet at udtømme alle Modulationer, lader Tilhøreren følge med uden at trættes, indtil det Hele sluttes med en pom-peus Fuga af stor virkning.

I øvrigt slutter Berl. Tid. sin anmeldelse med følgende kommentar til det næste program, der bl.a. indeholder Schumanns »Dichterliebe«: Vi henstille til den ærede Concertgiver, om det ikke ville være rigtigere at tage et mindre Udvalg af denne Cyclus (der fra Indholdets Side ikke danner nogen Heelhed saaledes som Schuberts »Die schöne Müllerin«), og til Gjengæld at glæde Publicum med nogle andre for-skjelligartede Numre af hans rige Repertoire... Allerede Beethovens Sangcyclus... Krævede spændt Opmærksomhed; at følge Sangeren igjennem 16 Numre af samme Componist, er en heel Opgave, der ikke kan løses uden Anstregelse.

Denne velmente og for samtiden meget talende opfordring blev nu ikke fulgt, men man havde dog gjort sig visse tanker om »vanskeligheden« ved at opføre den 30 minutter lange cyklus ud i ét, og havde derfor delt den midt over. Som intermezzo spilledes Schumanns »Kreisleriana« (ca. 25 min.). Ifølge en enkelt anmelder holdt han sig dog kun til de tre første stykker, hvilket lyder mere rimeligt. Derudover fik publikum lejlighed til at stifte bekendtskab med de to midtersatser fra Brahms' egen f-mol sonate Op. 5, Beethovens Fantasi Op. 77 og en uspecificeret fantasi af Bach. Stockhausens eneste bidrag til koncerten, udover »Dichterliebe«, var en arie fra Boieldieu's opera »Johan fra Paris«.

Bifaldet var i det Hele taget overordentlig levende, og om det for en overveiende Deel tilfaldt Stockhausen ... troe vi dogf at Tilhørerne tilfalde vurderede Brahms ' classiske Foredrag af Bachs, Beethovens og Schumanns Compositioner. Den Klarhed i Opfattelsen og ægte musikalske Hengivelse til Æmnet, der er betegnende for alle Brahms' Præstationer. ... Af egne Compositioner fremdrog Brahms en stemningsrig Andante og en Scherzo. (Berl. Tid. 25/4 1868).

Stemningen var høj efter denne sidste koncert. Publikum jublede - der havde været udsolgt til samtlige koncerter - og man ville have mere. Der blev straks truffet aftale om yderliger to koncerter. Der var blevet arrangeret en festbanket for de to tyske kunstnere, og under denne var det, at Brahms gjorde i nælderne, så han dagen efter skyndsomt pakkede sin kuffert og forlod byen. Hvad der præcist skete under festbanketten ved vi ikke. Der er forskellige versioner af forløbet, og man må formode at sproglige misforståelser bærer en del af skylden. Dertil kommer, at Brahms livet igennem var kendt, ja nærmest berygtet, for sin barske og sarkastiske humor, der ikke altid blev gouteret af hans landsmænd, og da endnu mindre af udlændinge.

Vi må atter ty til H. C. Andersen, hvis dagbogsoptegnelse fra den 13. april - altså næsten 3 uger efter episoden - måske giver det bedste, omend stadig uklare, billede af, hvad der skete hin aften. Det siger jo også lidt om situationens alvor, at »affæren« blev diskuteret så længe efter. Imidlertid må en nutidig læser hele tiden holde i erindring, at Danmark fire år forinden havde mistet Sønderjylland i den ulyksalige krig mod Tyskland.

Hos Henriques til Middag, skriver H. C. Andersen, hørte deraf Fru Erslev hele Brahms Uforskammethed. Han havde roest Bismarks store Personlighed, hun havde reist sig og sagt at han var Danmarks Ulykke, og at hun ikke kunde taale at høre paa hans Roes, og at [hun ønskede at] han aldrig maatte reise sig fra sin Sygdom, Brahms var blevet heftigere og sagt at Thorvaldsens Musæum kom til Berlin saa var det forbi med Danmark; ingen af Herrerne ved Bordet havde taget Ordet, hun havde først senere af disse hørt hvad Brahms sagde, Blodet havde suset hende om Ørerne og hun havde spurgt hvad siger han om Berlin og Thorvaldsens Musæum.

Brahms selv fortalte en nær ven i Kiel et par dage efter »flugten«, at man havde spurgt ham, hvad han syntes om Thorvaldsens Museum (indviet 1846), hvortil han havde svaret: Ganz ausserordentlich. Schade nur, dass es nicht in Berlin ist. Og han tilføjede, at han havde antydet, at museets skønhed i sine nuværende omgivelser ikke rigtig kom til sin ret, hvad det ville kunne i Berlin. Og i øvrigt har jeg tjent så mange penge, at jeg i lang tid ikke behøver bestille noget, så det er altsammen ligegyldigt, sluttede Brahms muntert.

Men Brahms vidste ikke, hvad der var sket i København efter hans afrejse. Hans udtalelser fik følger. For vennen Stockhausen, der var blevet tilbage for at give de to aftalte ekstra-koncerter. Foruden det allerede citerede smædedigt i Dags-Telegrafen bragte samme blad den 1. april følgende notits:

TYDSK BESKEDENHED

Ifølge Programmet til Hr. Stockhausens Koncert i Aften vil der blive foredraget en Komposition af Hr. Brahms. I de sidste Dage har Man overalt i Byen hørt Beretninger om den sidstnævnte tydske Kunstners Udtalelser om Preussen og Danmark, og navnlig hans Ønske at se Thorvaldsens Museum - som det Eneste der duede her i Kjøbenhavn - flyttet til Berlin, en Udtalelse som han har gjort med en saa ægte tydsk Ugenerthed og Frihed [læs: frækhed], at Hr. Stockhausen umulig kan være uvidende herom. Lad det længe nok være Sandt, at Kunst ikke har med Politik at gøre, saa er det vist, at dansk Fædrelandskærlighed maa forbyde danske Mænd og Kvinder at finde en Kunstner smagfuld, der paa en saa smagløs og uforskammet maade saarer vore inderste Følelser, og hvis Optræden efter en saadan Bedrift synes ligefrem beregnet på til yderligere at konstatere »Hr. Sørensens« noksom bekjendte Godmodighed.

Piccolo

I Flyve-Postens anmeldelse af Stockhausens koncert konstaterer man lakonisk:

Hr. Stockhausen havde vist den Takt at udelade den bebudede Romance af Brahms, og i Fædrelandet hedder det: Hr. Stock-hausens Koncert Igår var ikke mindre end de Tidligere en fuldstændig Triumph for hans begavelse og Kunst, og da han ikke sang Noget af Brahms, blev der saa meget mindre Anledning for »Dagstelegrafens« omineuse »Piccolo« til at lade sig høre - hvis for øvrigt en Vildtydskers Optræden i en privat Kreds egner sig til tugtelse af andre end vedkommende Vært. Prof. Gade havde tilmed taget Hr. Stockhausen under sin Ægide, idet han ledsagede ham op paa Tribunen og akkompagnerede ham.

Man skulle så tro, at hele historien dermed havde fundet sin endelige afslutning. Men nej. I november 1894 - med andre ord 26 år senere - opholder den 30-årige Carl Nielsen sig i Wien, hvor han bl.a. aflægger den aldrende Brahms en visit. Da han bliver vist ind i Brahms' stue, står denne henne ved vinduet med ryggen mod værelset. »Pludselig vender han sig, « skriver Carl Nielsen i sin dagbog, »og spørger: Hvordan går det med Thorvald-sens Museum?« Carl Nielsen, der umiddelbart før sin afrejse fra København havde fået fortalt den gamle historie af fru Erslev, svarede hurtigt: »Jo, det står der endnu, hr. Doktor!«

Hvordan Brahms reagerede på oplysningen, fortæller Nielsen desværre ikke noget direkte om, men Brahms var alle dage en ynder af rappe bemærkninger og har sikkert moret sig kosteligt bag skægget. At han ikke tog Carl Nielsen det ilde op fremgår også deraf, at han noterede hans navn og adresse i sin lommebog, der i dag er i privat eje i Hamburg.