En kamæleon på et spejl

En kamæleon på et spejl

AF ERIK FÆSTER OLESEN

Syv dages strabadser i Aarhus - mere for røven end for ørerne - blot for at nå til en erkendelse, som man allerede havde: at sandheden er en tiger med horn og en ko uden hale. Jeg ved ikke hvor mange, der har haft det som jeg, men når jeg trods alt, som en almindelig musikinteresseret, fandt det udbytterigt at tilbringe en uge af mit liv i ISCM's gigantiske sæbeboble - bortvendt fra krigen og fredskampen - skyldes det først og fremmest et sammenfald mellem dette musikmiljøs og mit eget behov for statusopgørelse. Hvor kommer vi fra og hvor går vi hen? Hvad er det nødvendigt at have med i bagagen? At sidde her i København og tænke på at svarene måske ville blive givet i Danmarks musik-hovedstad, ville jeg ikke udsætte mig for.

Denne musikfest, der viste sig at være en underlig blanding af en købmands-messe og en videnskabelig konference, var da også, i mindst lige så høj grad som NUMUS-festivalerne, en fortræffelig anledning til at søge overblik over et kunstnerisk felt, som jeg fornemmer fordrer min gen vakte opmærksomhed. Jeg har ellers i et årti haft svært ved at synes som Poul Borum, at tungen ud af vinduet også er en måde at få frisk luft på. Tilbage i 60'erne, da j eg var en flittigere koncertgænger, føltes de ting, man blev præsenteret for, mere direkte, omsættelige og langt friskere. De gav en vitalforøgelse, hvor nutidens stille, akademiske kontemplationer minder om den slags terapi, der giver problemfri orgasmer, underdrejer begæret og siger »nu vil vi gerne sove...«.

Desuden kom jeg til Verdensmusikdagene med både håb og fordringer: håb om åbenbaringer, der selvfølgelig let gør forventningens glæde til den største, og fordringer om fornyelse: »nu må der sgu da snart ske noget!« Også Karl Aage Rasmussens indledende ord i programmet om overvindelse af stagnationssyndromet, medvirkede til at skrue mine forventninger i vejret. Verden befinder sig i en videnseksplosion og hver dag bringer nye gennembrud på næsten alle fronter. Gamle paradigmer skiftes ud med nye, omkalfatrende måder at anskue alle aspekter af tilværelsen på. Mon ikke der skulle være sket noget siden Nørgårds uendeligheds-række? Andre holistiske tiltag, nye opdagelser som f.eks. præsentationen af Conlon Nancarrows musik på NUMUS i foråret, inventions, inventions...? De kan vel ikke i al evighed sidde og gnidre med deres ekstremserialisme i kartesiansk forstokkelse?

Imod al forventning var det de mindst institutionaliserede musikalske områder i de »underholdende« kategorier, der indeholdt de største skuffelser for mig. Det mixed Media-show, som den svenske sektion af ISCM alene havde ansvaret for, var - helt bortset fra arrangementets uheldige afvikling med to timers forsinkelse - mærkeligt blottet for områdets muligheder for at arbejde med både det kropslige og det filosofisk konceptuelle. Dog var Steen Hansons og Nino Monastras hyldest til Marcel Duchamp i denne sammenhæng ganske på sin plads, kun en skam at den ikke pegede nogen steder hen. Måske handler det om at Fluxus er død, og det ville svenskerne så fejre med farvelade på slides i en sand strøm af Alberto Burri-agtig ursuppe. Pär og Jörgen Lindgren arbejder håndværksmæssigt og omstændeligt med deres materiale og systemer - der er ingen tvivl om at det har kostet blod, sved og tårer- men jeg kan ikke forestille mig at andre end de selv har kunnet blive høje på det. Nå, det sidste gælder nu for temmelig mange af de værker, man her blev præsenteret for. Akos Rozmanns båndafspillede Organ Music ville jeg til gengæld gerne have på plade, og det gælder ikke for ret mange af ugens opførelser, heller ikke i den egentlige elektroniske afdeling.

Minimal Music var med Steve Reichs »Music for Mallet Instruments, Voices and Organ« i en spontant indlevet og kraftfuld fremførelse af Den Danske Slagtøjsgruppe, tre stemmer og Bo Holten på el-orgel årsag til at man overhovedet blev opmærksom på, hvor umådeligt fjernt tilstandsmusik ligger for vesterlændingens dualistiske og partikularistiske sind. Mens salen af gode grunde slumrede hen til resten af koncerten, kunne man sidde og savne en performer som Laurie Anderson (der var kun repræsenteret to kvindelige autorer), Phill Glass, eller lige ved hånden Wayne Siegel. Som det blev her skreg det til himlen hvor centralt og vanskeligt et problem det er, at inkorporere det følelsesfulde, det sentimentale og det banale - og det til trods for den sandhedsværdi, det cf. Asger Jorn indeholder. Dét var ved opførelsen af Lubomyr Melnyks »The Knight of Ri-cherenches«, som manden gudhjælpe-mig har været to år om at skrive. For mig lød det som noget den frygtelige franske instruktør Claude Lelouche havde liret af på en eftermiddag til brug for sin næste film, »Feen og Fårehyrden«.

Havde det ikke været for Ligetis formidable, næsten klassiske Horn Trio fra 1982 og lidt stærk øl i pauserne var jeg aldrig kommet gennem denne kedsommelige mandag, for det fortsatte der-uda til midnatterens From Composition to Improvisation. Der blev lagt ud med Stockhausens lapidariske »Japan« , der lød godt, men det kunne have været interessant at høre hele »Für kommende Zeiten« - ikke mindst på baggrund af den omstændighed, at denne intuitive musik er en af Stock-hausens kvalificeringer af sine bestræbelser på at finde, som han siger, »japaneren i sig selv«. Er der virkelig for meget Beethoven i Stockhausen, som Cage påstår? Og forresten, var det fordi Cage blev fejret sidste år i anledning af 70-årsdagen, at vi måtte savne ham og hans retning i år?

Herefter fortsatte det engelske ensemble LYSIS med Roger Dean som dirigent og instrumental hovedattraktion på kontrabas og klaver. Jeg skal være den sidste til at klandre publikum for langsomt at sive, men spekulerede på om de ikke også ville have gjort det, hvis det havde været »rigtig musik«, der var blevet spillet. Det hedder i programnoten til Oliver Knussens »Tur-ba«, at »værket er usædvanligt i litteraturen for kontrabas i kraft af sine store fysiske og emotionelle krav til solisten«. »Litteraturen«, ak ja, men som Cage siger »lydene er ikke bogstaver« og slet ikke for dem, der har hørt basister som Scott La Faro, Gary Peacock, Steve Swallow os v. Listen er næsten uendelig over de fremragende j azz-bassister, der har stået for highlights, som får »Turba« til at virke anstrengt og studentikos. Hvor mange blandt dette publikum hører overhovedet jazz? Faktisk ved jeg ikke noget værre end den klassiske skolings improvisatorer -de har simpelthen ikke disciplin til det, og så synes jeg, at de skulle overlade det til folk som har. En god improvisator skal være som en god retoriker: en der fremsætter egne tanker i et smukt sprog, ikke en læser eller fortolker. Hulheden i al den arty-farty snak om »organisk musik« gungrer, når musikerne samtidig dementerer sig selv ved at vise at intet ligger dem mere fjernt end det at skulle internalisere og kropsliggøre deres intentioner. Resultatet er mundbevægelser - foredrag uden gestik.

Som om der ikke allerede havde været nok af denne ukropslige halv-jazz bød onsdagens matiné på et 13 mands messingorkester fra Holland startet af Louis Andriessen, - der kalder sig De Volharding (Udholdenhed). Det, de udholder, er mig ganske ulideligt. Lige siden André Prévins, John Grass', Günther Shullers og Bill Smiths eksperimenter med cool jazz har det vist sig at være en ufarbar vej, og det de lavede for tredive år siden var endda langt mere interessant og avanceret end det vi nu blev udsat for. Bigband-clicheer fusioneret med elementer fra den store amerikanske brass-tradition: Varèse, men også Stravinsky og Schoenberg osv. og fremført som politisk budskab.

Selv siger de, at de har fundet »et virkeligt musikalsk alternativ« (hver gang jeg hører ordet »alternativ« slår jeg min shit-detector til!) og de »kommer publikum i møde«. Det sker med udgangspunkt i den falske »fordøjelses-pædagogik«, der mener at folk er for dumme til at fatte nogen ting, så derfor skal de heller ikke have den ægte vare. Musikalsk knækprosa i en indpakning, så man skulle tro den var programsat til glæde for Informations tidligere musikanmelder Jørgen la Cour. Musik uden eksistentiel dimension - og derfor også ganske apolitisk! Så kan det iøvrigt være ligegyldigt, hvor mange udmærkede demonstrationer og politiske manifestationer de i tidens løb har belemret med deres messingsuppe - men det er selvfølgelig en måde at skaffe sig et publikum på...

Blandt de øvrige skuffelser dunder-holdningen« var også tirsdagsmatineen under overskriften Neo-Tonality. Som temaet angiver var det »et skridt frem og to tilbage«. Synd for det eneste ordentlige stykke musik i denne kontekst, Erik Højsgaards guitar solo, »C'est la mer Mêlée ausoleil«, strålende fremført af komponistens symbiotiske makker Karl Petersen, at havne i et sådant selskab. Her var hverken vision eller ærlig regression.

Mauricio Kagels program Theatrical Expression indfriede heller ikke mine forventninger om fornyelser. Bortset fra det urkomiske og meget effektfulde »Tuba Mirum« af den gøglende englænder Trevor Wishart (Wizard el. Wish-art?) var det temmelig altmodisch forestilling. Japaneren Joji Yu-asas »Questions« for 32 stemmer fra 1978 kunne måske med det japanske sprogs muligheder for flertydighed fremstå langt mere nuanceret - også i dets metafysiske dimension, men i engelsk oversættelse og med den ret ustringente visuelle og musikalske opførelse fik man kun en vag fornemmelse af japansk æstetiks sans for punkt og interval. Og resten den aften har jeg let ved at glemme.

Ugen bød dog også på mange glæder, for mig først og fremmest storværket »Sinfonie Guerrière et Amorose«; Nic-colö Castiglionis orgeltriumf fra 1968, som indskærpede hvad livet er alt for kort til og hvad man hellere må se at få forbandet travlt med. Denne revolutionære, sakrale dadaisme, som Frode Stengaard suverænt fik til at rase og runge i Aarhus Domkirke, var en vaccination, der længe vil beskytte mod alskens åndelig infektion.

Oven på dette »blæs« var det næsten for meget for nerveenderne at bivane mid-natsopførelsen af den syv kvarter lange, helt forrygende Pars Tertia fra inderen Kaikhosru Shapurji Sorabjis »Opus Clavicembalisticum« fra 1932. Efterhånden som værket voksede frem, fornemmedes dets ophøjede indre ro, særligt klart styret fra den langsomme fuga, men bevaret codaen igennem til trods for det vilde Cecil Taylor-agtige attack, formidabelt eksekveret af den fremragende australske pianist Geoffrey Douglas Madge, der da også retfærdigvis indhøstede ugens længste stående ovation.

Af andre værker der formåede at hæve sig over europæerens patologiske »Ich-haftigkeit« vil jeg fremhæve Stockhau-sens »Mantra« og Nørgårds »I Ching«, begge vel nok hovedværker i dette århundredes musik. Sidstnævnte giver mig anledning til at citere hexagram 60 i I Ching, der siger: »Ubegrænsede muligheder passer ikke til mennesket; hvis de eksisterede ville livet blot opløses i grænseløshed«. Nørgård er umådelig dialektisk i sin grænsesætning. Auto-poiesis og selvtranscendens - en skærpet bevidsthed omkring selvorganise-rende strukturer - synes at være de næste frigørende skridt i hans musikalske udvikling, jo bedre han bliver til at formulere, at det vi plejer at kalde »kreativitet« kun er en svag reflektion af de kræfter som har produceret os. (Læs Ilya Prigogine!)

Med hensyn til modsætningen, egomani, er sjælsformørkelsen blandt de øvrige danske komponister nu heller ikke just truende. Det var for mig slående, at de danske værker stod uneurotisk stærkt i den internationale sammenhæng. Allerede første koncert med Danish Aspect I med The Elsinore Players vidnede om danske komponisters dialektiske frisyn i et program med værker af Ole Buck, Karl Aage Rasmussen, Ib Nørholm, Henning Christiansen og Per Nørgård - nærmest genialt sammensat. De tre første har været hørt ved et par lejligheder i år, men især Nørholms »Haven med stier der deler Sig« fra 1981 blev ved denne opførelse sammenhængende og klar, først og fremmest - tror jeg - fordi ensemblet denne eftermiddag spillede helt fremragende. Christiansens ny-enkle værk fra 1964, klassikeren »Perceptive Constructions« viste hvilket zen-enzym, der fra midten af 60'erne er tilføjet dansk musik. Solisten Bodil Gü-moes skal fremhæves for sit sublimt smukke og stærkt emotionelle foredrag af Whitmans digt til et af Per Nørgårds allerbedste værker »Seadrift« fra 1977. Alt i alt god arkitektur, og mureren havde husket at komme cement i mørtelen!

Danish Aspect II fredag eftermiddag var et næsten lige så helstøbt program. Hans Abrahamsens og Sten Pades strygekvartetter fra henholdsvis 1981 og -80 var fremtidens manifestationer sat over for afdøde Poul Rovsing Olsens sidste opus fra 1982, den utroligt afklarede strygetrio »A Dream in Violet«, og den yderst levende Axel Borup-Jørgensens krystallinske klaver-kvintet opus 85 fra 1978, adskilt af mellemgenerationens Bent Lorentzen, der fra sin helt egen niche leverede sin usædvanligt (for dansk musik) hede »Mambo« fra 1982. Man studser over at der er to generationers afstand mellem de første og sidste - er der mon tale om en fossili-sering af det musikalske sprog hos de unge? Noget at tænke over...

Festivalens absolutte sensation var The Arditti Quartet. Jeg tror de i lang tid fremover vil komme til at sætte deres præg på musikhistorien ved at skaffe en lang række værker deres afgørende gennembrud. Desuden vil det nu være svært for en komponist at skrive bevidst uspillelige passager til strygekvartetter - sådanne plørede formuleringer vil de kunne udtale ganske klart. Magen til telepatisk musiceren skal man vel helt til Indien for at finde. De to ekstremt subjektive, men også meget subtile strygekvartetter af franskmanden Pascal Dusapin og den mærkelige - og vist meget interessante/spændende italiener Giacinto Scelsi, fik i Ardittis udførelse noget som næppe var kommet til udtryk uden dem. Derimod var kvartettens opførelser af Jonathan Harveys og Brian Ferneyhoughs strygekvartetter - og ikke mindst Xenakis' »Tetra« (et andet af musikdagenes absolutte højdepunkter) nok så substantielle. Englænderne lider dog af en utrolig fø-lelsesangst, der blev sat i grelt relief af den græske mester. Tendensen mod det modernistiske vituoseri kunne også opleves natten før med Yvar Mikhashoffs ekvilibristiske spil i »Night Fantasies« fra 1981 af den sindsygt akademiske amerikaner Elliot Carter. For mig lignede det mere et Walt Disney-agtigt mareridt eller et kompendium over alle de »fuck-ups«, som psykiatrien kan kortlægge. Også det kan i sidste ende måske være en smagssag...

Den koncert som Lucas Foss havde signeret, »Orchestral Groups«, lagde ud med et værk af kanadieren John Rea, som jeg sikkert bedømmer lidt forudfattet, idet jeg er en stor ynder af den hollandske grafiker Escher, der havde inspireret værket »Treppenmusik« fra 1982. Den indlysende udnyttelse af »loops« i dette næsten minimal-agtige værk for saxofonkvartet, klarinetkvartet, strygekvartet og (overflødig?) elektronik manglede kun, at publikum havde fået udleveret Kurt Gödels teorem fra hans »incompleteness theory« og en Möbius-strimmel til at lege med under opførelsen. Grækeren Antoniou og japaneren Matsudaira bidrog begge med forfinede, næsten aristokratiske og meget smukke værker. Amerikaneren Jacob Druckmanns »Incenters« fra 1968 var til gengæld det eneste værk på Verdensmusikdagene, jeg bagefter ikke evnede at erindre.

De symfoniske koncerter, først med Odense Symfoni Orkester under Ta-mas Vetos lidenskabelige direktion og dernæst Aarhus Symfonikerne ledet af franskmanden Gilbert Amy var løfterige for begge orkestre. De første brillerede med Lutoslawski, mens jeg igen måtte konstatere at jeg til tider finder Henze stærkt overvurderet. I samme program ville jeg i stedet for Carl Nielsen have foretrukket Rued Langgaard, men var i det hele taget rimeligt at række så langt bagud? Så er det sagt. Aarhus Symfoni Orkester lagde ud med Ernst Kreneks »Arc of Life« fra 1981, som viste sig at være forbavsende kedelig, men med den afsluttende opførelse af Pelle Gudmundsen-Holm-greens symfoni fra 1977, der tidligere har givet ham Nordisk Råds musikpris, kom det til at stå 2-0 til Danmark. Til trods for »Antifonis« tendens til at krænge lidt - ved sin »tongue-in-cheek« ironi (P.G.-H.s konkretistiske tilbøjelighed til distance) stod det saftigt og livskraftigt i forhold til f.eks. det tidligere opførte esoterisk impressionistiske, let mondæne franske værk »Gond-wana« fra 1980 af Tristan Murail - det .var kun nydeligt.

Fredag aften var en særpræget oplevelse. For at afplrøve bytteforholdene i koncertsalen havde jeg alene sat mig på balkonens 3. række. Kort før koncertens start indfandt sig på 1. række et mindre selskab af japanere, anført af komponisten Yoshiyuki Doi, og medbringende et arsenal af båndoptagere og kameraer. Han instruerede sine medarbejdere om deres gøremål og vendte tilbage til sin plads på en af de forreste rækker i salen, for at holde sig parat til en forventet hyldest. Anledningen var nemlig verdenspremieren på Dois symfoniske værk »Le Pinceau« fra 1979. Det, som de tilrejsende udlændinge desværre kom til at forevige i lyd og billede, vil Danmarks Radios Symfoniorkester længe få svært ved at rehabilitere sig for.

Hvis der på ISCM var blevet uddelt en pris for et nyt værk mener jeg den burde have tilfaldet den unge svensker Micael Edlunds »Brains and dancin'« fra -81, som Kontrakvartetten torsdag aften intenst formidlede. Med sin mangfoldighed af lysende kvaliteter og sin gribende følelsesstyrke eksponerer værket præcist, hvad jeg synes, der var for lidt af på festivalen. En fornemmelse som jeg da også har fået bekræftet af en slægtning, der ligger inde med en optagelse fra radioen. Vedkommende har efter adskillige gennemlytinger endelig fået ørerne op for ny musiks kvaliteter-Edlund bliver hans, men sikkert også mange andres indgang til nutidig musik.

Mit hovedindtryk efter de mange blandede oplevelser på disse Verdensmu-sikdage er først og fremmest, at det langt fra er alt hvad der fremføres, som er musikalsk grundforskning og meget lidt, der samtidig formår at være musik før noget andet. Det sidste gælder end ikke Martin Halls ny-rock trio »Under For«, der onsdag nat fik æværdige musikanmeldere til at klamre sig til ders piber og små sorte. Bandets ubevidste videreførelse af Dick Higgins' serie af »Danger Music« er først og fremmest farlig for hørelsen. Derudover er der næppe meget at frygte fra dette langstrakte, elektriske primalskrig. Handler det mon om, at det er hårdt at komme til verden - eller at være i den?

Men, er der noget, den ny musiks komponister ikke er, så er det »masters of passion and pain«, som det hedder i sangen. Den slags er vulgært og overlades til dengser med en guitar, som til gengæld løber med al opmærksomheden og... alle pengene. Er det i det lange løb acceptabelt at betragte den folkelige sanselighed som primitiv sexisme, når det i den grad kniber med at registrere egen indestængthed, alt imens der fremtures i en af de værste mandsskavanker, nemlig evig og altid at skulle demonstrere de hurtigste grå celler?

Der er selvfølgelig ting jeg gerne ville have skrevet om, og meget af det jeg ikke har fået med, fandt jeg ligegyldigt - men får undskylde mig. Jeg synes at mange af de præsenterede abstraktioner var alt for lidt billeddannende, og det overrasker mig ikke synderligt at konstatere, at skolastikken hersker i en sådan grad, at den fortsat mere er en byrde end en ballast. Arrangørerne har ellers ikke været sippede, men åbnet dørene for snart sagt ethvert divertissement. Ved at programsætte værkerne under de rubrikker, der blev anvendt, lykkedes det at skjule den tendens til selvbeskuelse og »gensidig barbering«, der rummer den største fare for musikkens forfald. Havde man »scramblet« det hele en gang til, kunne man let have lavet de første 10 koncerter under overskriften »Music on Music«. Avant-gar-dens pligt til, som John Cage siger, at sikre en smidig ånd og frihed i forhold til institutionerne, teorierne og lovene, synes jeg ikke blev hævdet i det omfang man kunne forlange. Det er i det hele taget et spørgsmål, om ikke den noget løsagtige brug af begrebet avant-garde er symptomatisk for stagnationen. Hvilken farve har en kamæleon på et spejl?

14.11.1983. -Erik Fæster Olesen Journalist og japanolog.