Hauer-Plader

Hauer-Plader

Josef Matthias Hauer: Klavierwerke aus allen Schaffensperioden.
Gerhard Zeller, Klaver, 2 plader, Amadeo Classic 410711 - l

AF JØRGEN I. JENSEN

Dette album er udsendt i 100-året for komponistens fødsel og udfylder et længe næret savn. Hauer nævnes meget ofte i musikhistorien som den der først - og uafhængig af Schönberg - udformede et tolvtonesystem. Der har tidligere foreligget enkelte plader med Hauer-værker (anført i sidste nummer af DMT), men først med denne udgivelse er det muligt at danne sig et samlet indtryk af hans udvikling. Her hører man f. eks. bevægelsen fra Hauers opus 1. med dets særlige aforistiske form og orientering i retning af firk-langsharmonik frem til historiens første tolvtoneværk fra 1919 og man får mulighed for at lytte til en serie af de mere mystiske tolvtonespil, skrevet efter 2. Verdenskrig. Alle værkerne er bestemt af Hauers særlige musikalske ideal om en afspændt overjordisk musik, der på en mærkelig måde kan komme i nærheden af dette århundredes trivialmusik, som det opleves særlig tydeligt i de tre stykker med titlen »Musik-Film«. Det første stykke hedder Erwartung, men har virkelig ikke det mindste at gøre med Schönberg, hverken med Erwartung eller hans musik til en film-scene. Heller ikke Hauers første tolvtoneværk, der varer 26 minutter, klinger på nogen måde radikalt: det er en ejendommelig blanding af klingende teori og senromantisk virkende harmonik. Hauers musik er således på en gang kosmisk orienteret og dog udpræget lokal. Når man lytter spekulerer man på, om ikke vi stadig har meget at lære om de musikalske strukturers forbundethed med det lokale, med det konkrete miljø.

Det musikalske højdepunkt på albummet er det første af klaverstykkerne til tekster af Hölderlin, med den smukke og karakteristiske titel »Verloren ins weite blau«. Selv i Hauers klaverværker slår inspirationen fra Hölderlin, som den har givet sig udtryk i hans mange Holderlin-sange - han mente at Hölderlin var en af de største musikere i historien - igennem. Albummet bør være tilgængeligt på enhver musikinsti-tution, der ønsker at give adgang til musikhistoriens horisonter. Men det anbefales også til dem, der arbejder med de mange mærkelige udveje, som musikhistorien i første halvdel af vort århundrede er så rigt på, hvortil kommer at Hauers meditative musik - i modsætning til så at sige al anden musik - næsten egner sig bedre til at være tilgængelig på plade end i en koncertsal. Som samlet historisk udsagn giver albummet et indtryk af et grundproblem i vort århundredes musik: at der til den overpersonlige, totalt gennemførte struktur svarer en følelsernes trivialisering - et problem Hauer ikke kunne løse, men som man næppe kan opleve mere tydeligt formuleret end ved at lytte til hans musik.

Gerhard Zellers udførelse er klar og meget solidarisk med Hauer, med stor omhu overfor den enkelte frase. Kun en enkelt kritisk bemærkning: I den trykte udgave af det første tolvtoneværk, Nomos opus 19, er et af de meget senromantisk-kromatisk klingende steder anført således:

[nodeeksemepel]

med en note om en alternativ udførelse efter det senere udarbejdede manuskript i tolvtoneskrift. Zeller følger her den trykte udgave. Men i originalmanuskriptet står der faktisk, i normal notation:

[nodeeksemepel]

Jeg ville have foretrukket et forsøg på at realisere originalmanuskriptet, fordi det så tydeligt viser forholdet mellem den overordnede struktur og associationen med det hverdagsagtigt-trivielle.

Plade 1: Side A: Nomos op. l (1912), Apokalyptische Phantasie, op. 5 (1913), Nachklangstudien op. 16. (1919) Side B: Nomos opus 19 (1919)

Plade 2: Side A: Klavierstücke op. 20 (1922), Etüden op. 22 (1922/23), Klavierstücke mit Überschriften nach Worten von Hölderlin, op. 25 (1923) Musik-Film, op. 51 (1927) Side B: 7 Zwölftonspiele (1945,1947,1952,1953,1955,1956)