Hvis rock&roll kommunikerer, hvorfor larmer den så sådan?

»Hvis rock&roll kommunikerer, hvorfor larmer den så sådan?«

- eller:

Hvad er Populærmusik egentlig for noget?

En slags rapport om IASPM-konferencen i Reggio Emilia (Italien) september 1983 - og om populærmusikforskningens situation idag.

AF LARS OLE BONDE

»Adorno-tesen om pop'en som musikalsk infantilisme holder simpelt hen ikke stik, de vitterligt eksisterende kvalitetsforskelle lader sig ikke påvise med en teorilærer-blyant -fordi pop'en etablerer sin egen stil. «

- Skrev Per Nørgaard i sin lille, berømte artikel om »Komponisten Paul Mc Cartney« (DMT nr. 4, 1966), det første eksempel herhjemme på en artikel i et »seriøst musiktidsskrift«, som tog populærmusikken alvorligt og distancerede sig fra tidligere tiders rene fordømmelse og nedvurdering. (At Per Nørgaard så senere måtte indkassere megen kritik, fordi han vurderede Mc Cartney som komponist, altså på kunstmusikkens præmisser og med den traditionelle musikanalyses metoder er en anden del af historien, som også skal berøres her).

Men populærmusik er stadig ikke hverdagskost i DMT eller i musikforskerkredse, selvom meget har ændret sig siden 66.

Den aktuelle anledning til at skrive om populærmusik og populærmusikforskning i DMT er, at redaktionen har ønsket at give sine læsere et indtryk af, hvad der foregik ved den netop af-holdte'2. internationale Populærmusik-forskningskonference i Italien, arrangeret af den eneste internationale organisation på dette område: The international Association for the Study of Popular Music, som kun har 3 år på bagen. Konferencens tema var ovenikøbet nærmest propædeutisk: »What is popular music?« var det spørgsmål over 100 mennesker fra hele verden var samlet for at finde svaret på.

Lykkedes det så? Har vi fået afklaret, hvad betegnelsen Populærmusik dækker, once and for all? Overhovedet ikke.

I sin improviserede opsummering på den sidste konferencedag konstaterede amerikaneren Charles Hamm, at konferencen havde været en eklatant fiasko med hensyn til at skabe konsensus om, hvad Populærmusik er. Ingen ny ord-bogsdefinition, ingen normative bestemmelser - kun en lang række individuelle svar på det stillede spørgsmål. Alligevel syntes Hamm - som de fleste, tror jeg - at konferencen havde været vellykket, og han karakteriserede IASPM som den mest levende internationale organisation på musikforsk-ningsområdet - en forening af individualister med forskellige teknikker, metoder, fordomme osv., men med en fælles kærlighed til »Populærmusikken«.

I det følgende skal jeg forsøge at præsentere nogle af de mange teknikker, metoder og fordomme, som prægede konferencen og som aftegner konturerne af 80ernes populærmusikforskning.

Tværfaglighed som nødvendighed og som problem

Hvis man havde forberedt sig til kongressen gennem læsning af relevante bøger og artikler, kunne man faktisk gode møde op med et indtryk af, at området populærmusik er afgrænset allerede. F.eks. skriver l ASPMs »Godfather«, Philip Tagg, i en artikel med titlen »Analysing popular music: theory, method and practice« (i 2. bind af årbogen Popular Music, som præsenteres sidst i artiklen), at populærmusikfors-kningen må udgå fra massekommuni-kationsforskningens kendte paradigme: »Hvorfor og hvordan siger hvem hvad til hvem og med hvilken virkning?«, og han opstiller en »axioma-tisk« model, hvori der skelnes mellem folkemusik, kunstmusik og populærmusik. Ifølge denne er populærmusik altså den musik, der masseproduceres som vare i industrisamfund, der skabes af ikke-anonyme komponister og formidles af professionelle musikere med plader og kassettebånd, radio og TV som vigtigste distributionskanaler, og som ikke er omgærdet af musikteori eller æstetiske fordringer i normal forstand. - Så langt, så godt.

Usikkerheden over for konferencens temaspørgsmål afspejledes fínt i følgende bearbejdelse af logoet:
»Popular Music«
yearbook
will tell you!
- maybe

[Skema: Philip Taggs oversigt over forskelle mellem Folke-, Kunst- og Populærmusik. ]

Men allerede på konferencens første dag holdt philippineren Felipe de Leon et indlæg med titlen »Popular music is 'people-created'«. Ud fra foredragstitlens tese afviste han, at der i den vestlige verden af idag findes nogen virkelig populær/folkelig musikkultur bortset fra den, som kendes fra den katolske messe! For Leon afgrænsedes begrebet om populærmusik nemlig bl.a. af følgende bestemmelser:

- musikken er integreret i hverdagslivet og dyrkes ikke som et mål i sig selv

- musikken indgår ofte i forbindelse med andre kunstarter

- musik er et kollektivt anliggende, ikke en sag for specialister, og den musikalske proces står i centrum... (osv)

Vild forvirring. - Det er ganske vist tydeligt, at Leon nærmest taler om folkemusik og folkelig musikkultur (jvf. den pågældende rubrik i Taggs model!), men den philippinske musikkultur, han refererer til, bliver også massedistribu-eret i form af varer i et moderne industrisamfund.

Og sådan kunne der nævnes mange eksempler på mere eller mindre særprægede opfattelser af begrebet populærmusik. En oversigt over konferenceindlæggene kan også afspejle »individualiteten«; Her er nogle repræsentative titler:

Bernard Broere: El Chambù: A study of popular musics in Marino

Veit Erlmann: Black political song in South Africa

Richard Middleion: Popular music, Class Conflict and the Musical-Historical Field

Dietrich Schüller & Helga Thiel: Between Folk and Pop: The stylistic Plurality in Music Activities in Several Austrian Regions

Geir Johnson: Changes in Norwegian Popular Music 1976-81

Jan Ling: Popular Music - Regenerator af the Folk Tradition

Johannes Riedel: Ecuadorian Pasillo: Is it Popular, Folk or Nationale?

Arnold Wolfe: 'Your Hit Parade' and 'Solid Gold' (2 videoprogr.)

Nemesio Ala&Emilio Ghezzi: Music in Advertising on Italian TV

Gust de Meyer: Minimal Music and Popular Music

Wim van der Plas: Can Rock be Art?

Martin Tegen: Changing Concepts of Western Popular Music before and after 1900

Lawrence Grossberg: If Rock and Roll Communicates, then Why is it so Noisy?

Altså stor geografisk, historisk og genremæssig spredning.

Også hvad angår indfaldsvinkler og analysemetoder var billedet broget. For mens parolen »Musikforskning f or musikforskere« stadig håndhæves (herhjemme) blandt de fleste af dette fags udøvere, som ser med stor skepsis på inddragelsen af andre fags synsvinkler og metoder i arbejdet med (kunst)mu-sikken, er populærmusikforskningens rum nødvendigvis befolket af interessenter med vidt forskellige forudsætninger og intentioner. Den grundlæggende tværfaglighed skaber nok en del forvirring og kommunikationsbesvær, men den er uomgængelig. Det giver simpelthen ingen mening at behandle populærmusik analytisk uden at med-tænke økonomiske, sociale, ideologiske og psykologiske aspekter. Grundige analyser af internt musikalske forhold kan selvfølgelig ikke undværes, men ingen populærmusikforsker ville finde på at hævde, at de kunne stå alene. Titlen på Wilfried Meilers' artikel i PM l, »God, modality and meaning in some recent songs of Bob Dylan« er typisk i den henseende. Modaliteten er interessant som betydningsbærende fænomen.

Alle led i paradigmet »Hvorfor og hvordan siger hvem hvad... « påkalder sig interesse og rejser metodiske problemer, som overskrider musikvidenskabens traditionelle grænser. l ASPM-konferencen blev da også besøgt af musiketnologer, rock-kritikere, semiotikere, kulturhistorikere, musikere og komponister (dem var der nu ikke så mange af), sociologer - og selvfølgelig musicologists af forskellig observans. Denne brogethed afspejledes bl.a. i vidt forskellige performance-sti-larter: fra det korrekte, tørre akademiske fordrag, som ikke plettedes af noget vidnesbyrd om subjektivt engagement, til fabulerende, gestikulerende, engagerede, provokerende og levende fremlæggelser af materiale og synspunkter. Faglige traditioner, teoretiske og metodiske forankringer, intentioner og fremlæggelsesformer krydsedes på helt uforudsigelige måder, som i rigt mål retfærdiggør Charles Hamms karakteristik af IASPM. Et par eksempler fra konferencen kan illustrere såvel dette spændende spil af foredrag-sparametre som det metodiske og teoretiske spændingsfelt, populærmusik-forskningen arbejder i.

»The wonderful world of popular intonation«

var titlen på et indlæg af konferencens eneste russiske deltager, Vladimir Zak (i forlængelse af en artikel i PM 2). Zak arbejder med at overføre Asaf ev's in-tonationsteori til populærmusikområdet, og han holdt et levende og rigt ex-emplificeret foredrag, som gik ud fra grundtesen at den »populære intona-

tion« bringer primære emotioner til udtryk (f.eks. transformationen af et psyko-fysisk udtryk til seufszerens »Klage-intonation«). Zak påviste, hvordan en række »grundintonationer«, basale strukturer, musikalske arketyper (eller hvad man nu vil kalde dem) gennemvæver populærmusik (og til dels kunstmusik) fra vidt forskellige perioder og geografiske områder. I forskellige landes populærmusik konkreti-seres universelle populære intonationer, hævder han.

[billedtekst: Tidlig Populærmusik? - en »broadside« med titlen »The Maid of Erin's Isle« (1835), sunget på melodien »Alice Gray« (1828).]

Fremlæggelsesformen var som nævnt meget engageret og levende og metoden - som det fremgår - meget traditionel (uanset etiketten). Resultatet kan vel ikke kaldes overraskende, men der var tale om et stykke solidt dokumenteret, empirisk-analytisk arbejde. Reaktionerne på indlægget var mere interessante end indlægget selv. Zak blevbedt om at gøre rede for det teoretiske grundlag for hovedtesen, sammenhængen mellem musikalsk intonation og psykologiske eller følelsesmæssige kvaliteter. Et sådant grundlag eksisterede ikke - endnu, mente Zak. Intonations-teorien kobles åbenbart ikke med teoretisk eller anvendt musikpsykologi i Sovjet. - Tonen i både spørgsmål og svar var høflig i forbindelse med denne problemstilling. Det var den derimod ikke, da en ung engelsk marxist besteg talerstolen og (i konferencens første virkeligt skarpe indlæg) kritiserede Zak for at spilde tilhørernes tid med sit i bund og grund idealistiske og ahistori-ske indlæg, som diskvalificerede sig selv på baggrund af den historiske og klassemæssige præcision, som taleren mente var karakteristisk for i hvert fald den engelske populærmusikforsknings-tradition, repræsenterede ved de 2 umiddelbart forudgående talere. Selvom Zak svarede venligt, at alle jo havde ret til at forfægte deres synspunkter, og at disse »ahistoriske, universelle lag findes, uanset om man kan lide det eller ej«, var der tydeligvis tale om et sammenstød mellem uforenelige grundkonceptioner: Østeuropæisk idealisme vs. vesteuropæisk materialisme!

»Sound og popularitet. Bob Dylans vokalstil 1963-66«

Den italienske musiketnolog Giorgio Adamo holdt henimod konferencens slutning et indlæg med ovennævnte titel. Det så ufarligt og måske lidt perifert ud. Men det udløste faktisk konferencens mest hidsige og principielle diskussion. Ud fra sine personlige erfaringer, dels som gammel Dylan-fan, dels som etnolog opstillede den meget forsigtige Adamo to hovedteser: 1) det som en lytter opfatter og sanser er primært en sound - og det er sound'en, der er bærer af ikke-musikalsk betydning, 2) Dylans stemmebrug og stemmekva-litet(er) er det afgørende musikalske element i hans popularitet. Teksternes eller musikkens kvalitet kan mao. ikke forklare Dylans brede, internationale succes.

Disse teser var ikke i sig selv kontroversielle. Det var derimod Adamos metode. På bedste positivistiske vis havde Adamo som grundlag for en sammenlignende analyse udfærdiget to spektrogrammer (frekvensdiagrammer) over hhv. »Blowiit in the Wind« fra Dylans »folk«-periode og »Like a Rolling Stone«, som var med til at markere hans overgang til »rocken«. Herudfra påviste Adamo, hvordan det sene nummer er præget af en langtmere modulerende stemmebrug (med udsving i »intonationen« svarende til mellem en lille terts og en oktav på nærmest hver eneste betonede stavelse) end det tidlige. »Modulatorisk stemmebrug« findes allerede i »folkperioden« men understreges og forstærkes med det nye akkompagnement, som giver friere vokale udfoldelsesmuligheder. Denne vokalstil kan føres tilbage til US As midt-vest og til bluestraditionen, som ikke er velset eller -hørt i 60ernes folk-kredse (jvf. karakteristikken »You sound like a hillbilly« til Dylan i 1962). Og Adamo fandt derfor forklaringen på Dylans problemer med sit gamle miljø i forstærkningen af hans ikke-idiomatiske stemmebrug og sangstil.

Den efterfølgende diskussion viste klart, at ren positivistisk forskning af denne art ikke er i medvind blandt IASPMfolk. Adamo blev kritiseret for sin ekstreme, objektive empirisme, som kunne tjene til at »lave spaghetti ud af kartofler«, som en modstander sagde, han blev kritiseret for at behandle fænomenet sound og sangstil uden at have nogen form for kendskab til studieindspilningsarbejde og mikrofontekniske problemer i praktis, og som nødvendige alternativer foresloges dels traditionel, seriøs analyse af forholdet tekst-musik, dels en semiotisk indfaldsvinkel, evt. kombineret med samfundsmæssig perspektivering af Dylans placering i forhold til to forskellige musikmiljøer. - Kun en enkelt deltager dristede sig til at forsvare »objektivismen«!

Dialogens nødvendige kunst

De to her nævnte eksempler var konferencens yderpunkter. Den tværfaglige dialog fortonede sig i fagpolitiske tåger. Eksemplerne kan og skal ikke vise, at hovedparten a'f populærmusikforskningen er empirifjendsk og kun orienteret mod teoretisk og historisk-sociologisk interpretation. Næsten alle indlæg var faktisk funderet i omfattende empiriske studier. Men eksemplerne viser, at det empiritiske arbejde i de allerfleste tilfælde er kædet sammen med et personligt, kritisk engagement, der er integreret i den metodiske helhed. Af samme grund stod den kultursociologiske og materialhistoriske forsknings-tradition stærkt i billedet. Den såkaldte »Birminghamskole« (som dækker et forskningsmiljø med rod i Centre for Contemporary Cultural Studies ved universitetet i Birmingham) var velrep-ræsenteret på konferencen (bl.a. ved Iain Chambers, Richard Middleton og John Shepherd). Birminghamskolens folk arbejder på et eksplicit marxistisk grundlag, men den socialhistoriske indfaldsvinkel er kombineret med analysemetoder fra især den franske semiotiske tradition. Deres »sociomusikalske analyser af populærmusik« (jvf. titlen på John Shepherds artikel i PM 2) sigter således mod konkret samfundsmæssig forståelse af de symbolske handlinger og tegn (herunder musikalsk stil og adfærd), som i vid udstrækning giver forskellige subkulturer og ungdomskulturer deres specifikke identitet. CCCS-analysernes »achilleshæl« er forståeligt nok deres forhold til det musikalske materiale. - Selvom specielt John Shepherd har nogle spændende teoretiske bud på, hvordan rockens musikalske struktur reflekterer specifikke subkulturers erfarings- og oplevelsesrum, nemlig som musikalske symboliseringer af opgøret med den industrialiserede verdens virkelighed (tidløsheden og celebreringen af HEROGNUoplevelsen), forældregenerationens normer og ikke mindst den kunstmusikalske tradition (harmonisk reduktion, dyrkelse af pulsen og musikkens arkaiskekstatiske element: rytmen).

CCCSfolkenes frugtbare og stimulerende forslag til en helhedsforståelse af populærmusikken som samfundsmæssigt fænomen svækkes efter min mening noget af det alt for almene udsagnsni-veau, der er karakteristisk for deres forhold til materialet. Konkrete musikanalyser er der sjældent tale om - og dermed heller ikke om nogen nuanceret forståelse af f.eks. rockscenens f o r-skelligartethed. - En kritiker sagde da også træffende, at det ind imellem lød, som om socialhistorikerne egentlig slet ikke hørte eller havde et sanseligt grundforhold til den musik, de analyserede så smukt.

Og netop dette er nok en af forudsætningerne for at holde den nødvendige dialog igang: IASPM må undgå en polarisering mellem gold, akademisk te-oritiseren på den ene side og teoriløs materialefetichisme på den anden. I Reggio følte de praktiserende musikjournalister og -skribenter det nødvendigt at arrangere et møde uden for konferencen om musikjournalistiske problemstillinger. Det bør ikke ske igen. IASPM må gøre en aktiv indsats for at gøre den tværfaglige dialog permanent forpligtende. Ellers vil konsekvensen være, at både de kritiske musikjournalister og musikerne forlader skuden, som derefter må sejle videre med rent akademisk bemanding. Det ville næppe være befordrende for sødygtigheden...

»Enhver musik modellerer et verdensbillede«, hævder semiotikerne - og en seriøs tolkning kræver dybtgående kendskab til såvel musik som verdens indretning og den måde verdensbilleder formesl på, ikke mindst i og af hverdagen. Konferencens mest værdifulde stunder var derfor for mig at se de situationer, hvor uventede og frugtbare dialoger opstod. Den belgiske musikjournalist Gust de Meyer holdt f .eks. et vel-dokumenteret indlæg, hvori han påviste at der med minimalismen kan tales om en fundamental nedbrydning af grænsedragningen mellem pop, rock og kunstmusik. De tidlige minimalister medvirkede til at fjerne nogle af de sidste tabuer omkring kunstmusikken, og deres musik opnåede en stigende popularitet, både blandt et bredt sammensat publikum og blandt musikere fra det rytmiske miljø. I dag findes minimali-stisk teknik, elektroniske eksperimenter, anvendelse af avanceret båndteknik, evt. kombineret med interesse for den 3. verdens musik, inden for et nyt, »tværmusikalsk« område - en ny dialog er opstået med deltagere som f.eks. Philip Glass, Steve Reich, Robert Fripp, Brian Eno, Talking Heads, Laurie Anderson - og Franco Fabbri, l ASPM-konferencens myreflittige organisator! (Man kan i denne forbindelse sende en venlig tanke til den netop afsluttede ISCM-festival i Århus, hvis program også vidnede om en ny åbenhed imod populærmusikområdet). - Professor Jan Ling fra Göteborg glædede sig meget over dette indlæg og påpegede det overordentligt værdifulde i at betragte forholdet mellem pop og kunst dialektisk frem for dikotomisk. Det er det samme forsøg på at forlade de dikotomiske genrebetegnelser, der kendetegner Lings eget arbejde med en sammentænkning af folkemusik og kunstmusik, som det snart bliver muligt at forholde sig til via hans nye Musikhistorie.

Konferencen burde i højere grad have lagt op til denne form for dialog og kommunikation frem for den entydige satsen på lange foredragsserier med ringe tid til diskussion. Det må ændres næste gang.

Formidling og koordinering af forskningsresultater

IASPM er både en ny og en fattig organisation, der ikke modtager støtte fra statslig eller kommerciel side. Alligevel foregår der et stort og værdifuldt arbejde med at skabe overblik over populærmusikforskningen i hele verden - og med at formidle resultaterne. Philip Tagg er hovedmanden bag DOPMUS, et dataregister der skal rumme udførlige oplysninger om alle forskningsprojekter, udgivelser osv. på området, og IASPM udgiver en bulletin, »Review of popular Music«, som informerer om forskningsprojekter, symposier, workshops, og nationalafdelingernes arbejde. Indlæggene fra den 1. internationale konference i Amsterdam 1981 er udgivet i bogform med titlen »Popular Music Perspectives« (red. af David Horn og Philip Tagg), og derudover har IASPM udgivet en række mindre essays som interne publikationer. Alle disse publikationer rummer analytisk, historisk og bibliografisk materiale af stor værdi for alle, der arbejder seriøst med populærmusikalske fænomener.

En årbog ud over det sædvanlige

Uden for IASPMs regi, men med fælles målgruppe og en høj grad af personsammenfald udgiver Richard Middleton og David Horn for Cambridge University Press årbogen »Popular Music«, hvoraf de første to bind er udkommet, det tredie er hos bogbinderen. Jeg har læst bd. l og 2 og vil gerne give årbogen en varm anbefaling med på vejen. Der er tale om en udgivelse, som er international i bedste forstand: smukt udstyr, en bred vifte af emner, behandlet af specialister og en forbilledlig redaktion, som i kraft af en omfattende an-meldelsessektion (både bog- og pladeudgivelser) og (fra og med bd. 2) en annoteret bibliografi over nye udgivelser på området sikrer årbogen stor brugsværdi fremover.

Årbogen redigeres efter tematiske principper, og for de første 5 årgange har man valgt temaerne: 1. Folk or popular?, 2. Theory and Method, 3. Producers and Markets, 4. Performers and Audiences, 5. Continuity and Change. - Den faste anmeldelsessektion rummer flere kategorier: »essayanmeldelser« er den største og rummer samlean-meldelser af beslægtet stof eller meget lange og grundige behandlinger af et enkelt emne (I bd. l f.eks. Norman A. Josephs anmeldelse af Gerald Bordmans Jerome Kern-biografi, hvor anmeldelsen i sig selv er en koncentreret forskningsrapport, og i bd. 2 en uhyre nyttig og kritisk anmeldelse af populærmusikstoffets behandling i The New Grove Dictionary of Music and Musicians, Tony Rüssels gennemgang af Richard K. Spottiswoods 15 plader store antologi »Folk Music in America« og Stephen Barnards samleanmeldelse af 8 bøger om John Lennon og the Beatles). Herudover »mindre anmeldelser« på 2-4 sider og »kortanmeldelser« på 1-2 sider, de allerfleste sobre, grundige og informative. Årbogens artikler viser den samme geografiske, emnemæssige og metodiske spredning, som var-karakteristisk for l ASPMkonferencen, og de spænder fra småpedantiske detailstudier (dem er der nu ikke mange af) over musikhistorisk grundforskning til bevidsthedssociologiske studier. Under temaet i bd. l er der artikler om forholdet mellem populærmusik og folkemusik. John Blacking understreger vigtigheden af at koncentrere sig om undersøgelsen af »The processes of musicmaking« fremfor forsøg på formalistisk kategorisering, og Janos Marothy giver med ungarsk eksempelmateriale sit bidrag til udredningen af de komplicerede udvekslingsprocesser, der spinder et net af relationer mellem kunstmusik, folkemusik og populærmusik. Det er i det hele taget en fællesnævner for alle årbogens artikler, at forfatterne afviser den stive dikotomi folkemusik vs. populærmusik til fordel for konkrete studier af overlapningsforhold, fusioner og synteser. I to meget interessante artikler skriver Gerhard Kubik sålledes om det han kalder »Neotraditionel populærmusik« i det østafrikanske område efter 1945, og John Baily kortlægger populærmusikkens tværkulturelle perspektiver med Afghanistan som eksempel. Det er især de store forskelle, der falder i øjnene: den historiske udvikling af en national populærmusik følger helt forskellige mønstre fra land til land. Der er ingen enkel model, der kan overføres fra et land til et andet. En anden type artikler bidrager til populærmusikkens endnu uskrevne verdenshistorie. Dave Harker driver metodisk traditionel, men radikalt klasseperspektiveret arbejdersanghistorie i sin redegørelse for »The making of the Ty-neside Concert Hall«, som viser hvordan de små proletariske concert halls (båret af individuelle arbejderklassekunstnere som Ned Corvan) fra midten af ISOOtallet afløses af større under-holdningsetablissementer. Større kapitalin vesteringer kræver ændret, bredere publikumssammensætning. John Cowley påviser i en meget detaljeorien-teret kildeundersøgelse, hvis titel »Really the 'Walking Blues' lover mere end den holder, at Alan Lomax har fortegnet Robert Johnsons indflydelse på Muddy Waters - som deres fælles læremester må Sun House placeres i en mere fremtrædende position i fremtidig blueshistorie. I en spændende artikel kortlægger Charles Wolfe den hvide sydstatsgospeltraditions historie med hovedvægten på den karakteristiske transformation, som musikken og miljøet gennemgår med de nye markeds-og distributionsvilkår efter 1945. Charles Hamm undersøger på baggrund af hitlister og radio/tvnettets særlige amerikanske vævning forholdet mellem socialt tilhørsforhold og musikpubli-kumssammensætning. »Det 4. publikum«, som giver artiklen navn, er den af forskningen ofte oversete, store »midtergruppe«, som hverken dyrker rock, country eller sort musik, men køber store mængder af »Adult contemporary«, den »bløde« populærmusik uden særlige kendetegn. Wilfried Meilers skriver i sin kendte essayistiske blanding af intern musikanalyse og sociolgisk-filosofisk tolkning om Dylans religiøse stil som »shamanistisk« praksis, klart foregrebet også i hans tidligere produktion. Og endelig påviser Simon Frith, at myten om rock-fællesskabet (som er et psykologisk mere end et socialt fænomen) egentlig stammer fra myten om folk-fællesskabet (jvf. igen Dylans udvikling). Rockens selvforståelse er identisk med og stammer fra folkideologien!

2. bind af Popular Music rummer i alt 11 artikler, som kredser omkring teoretiske og metodiske problemer. Jeg har allerede nævnt nogle af de vigtigste i forbindelse med konferencerapporten, og som helhed afspejler årbogen da også den nødvendige pluralisme, som karakteriserer populærmusikforskningen idag. Ligesom konferencen i Reg-gio rummer bd. 2 eksempler på vidt forskellige videnskabsteoretiske positioner og metodiske principper: effektanalyse, intonationsteori, semiotik, kildekritik, dialektisk materialisme, kritisk teori, CCCS-skolens marxistiske kultursociologi osv. Det vil føre for vidt at diskutere de enkelte teoretiske ansatser og forholdet mellem dem i denne sammenhæng. Men Popular Music 2 -og den kommende rapport fra 2. internationale populærmusikforsknings-konference - vil en del år frem i tiden være den bedste indfaldsvinkel til den farverige, fordomsfulde, forvirrende og fascinerende fortsatte diskussion af, hvad populærmusikforskning egentlig er for noget.

Credits:

Richard Middleton og David Horn (red.): Popular Music l - Folk or popular? Distinctions, Influences, Continuities. Cambridge University Press 1981

Richard Middleton og David Horn (red.): Popular Music 2 - Theory and Method. Cambridge University Press 1982

Årbøgerne koster ca. 20 pund pr. bind (halv pris for IASP-medlemmer).

David Horn og Philip Tagg (red.): Popular Music Perspectives. -Papers from the First International Conference on Popular Music Research, Amsterdam, Juni 1981 IASPM, Göteborg & Exeter 1982

Medlemskab af IASPM koster ca. 250 kr. om året og kan tegnes gennem Lars Ole Bonde, Thingvallagade 5, 8200 Århus N (tlf. 06-102952). Jeg står også gerne til rådighed med supplerende oplysninger, bl.a. om forsøget på at oprette en dansk lokalkomité.