Rapporter

Rapporter

Nordisk musikforskermøde

AF NIELS KRABBE

I begyndelsen af august i år havde godt 110 nordiske musikforskere sat hinanden stævne på Askov Højskole. Med Dansk Selskab for Musikforskning som arrangør afholdtes det 9. nordiske musikforskermøde under hovedtemaet »Musik - Historie - Nutid« - et emne, som vel var tænkt som en fortsættelse og perspektivering af 1979-konferencens tema, »Nordisk Musik och Musikvetenskap under 1970-talet«(1).

Med de gode erfaringer fra Ljungskue nord for Göteborg in mente, hvor den forrige kongres blev holdt, havde man også denne gang valgt at bryde med de sædvanlige kongrestraditioner, og opgive formen hvor man bor spredt på forskellige hoteller i en storby. Internat-formen er både fagligt og socialt så langt at foretrække, og om-end Askov Højskole vel i virkeligheden var for stor til formålet, dannede den dog en ideel ramme om kongressen - både hvad angår de ydre faciliteter og hvad angår stedets historiske traditioner, der jo ikke mindst i et Grundtvigår måtte virke nærværende.

Som for fire år siden bestod også denne kongres af fem hovedbe-standdele: morgensang, arbejde omkring et fastlagt hovedtema, frie referater, koncerter samt socialt samvær.

Morgensang

Morgensangen var som noget nyt bygget op omkring fire forskellige repertoirer. Selvom de ikke-dan-ske deltagere vel kunne indvende, at samtlige repertoirer var danske (måske med undtagelse af visse elementer i den rytmiske fællessang) fungerede denne ide godt. På skift introduceredes Grundtvigs salmer, Folkehøjskolens sangbog Sønderjydernes Blå Sangbog samt den rytmiske fællessang - alt sammen under ledelse af engagerede og kyndige specialister.

Frie referater

Det vil altid kunne diskuteres, om man på en kongres skal have frie referater eller ej - og det bliver altid diskuteret! Ulemper ved sådanne indlæg er, at det hele meget let kommer til at fremstå som noget af en blandet landhandel. På den anden side giver det en lang række af mødedeltagerne, som af den ene eller den anden grund ikke er blevet indbudt eller har følt sig kaldet til at bidrage til hovedtemaet, anledning til på en uforplig-tigende måde at delagtiggøre en mindre kreds i projekter fra det hjemlige værksted. Selvom det langtfra altid er tilfældet, kan sådanne frie referater afstedkomme en frugtbar meningsudveksling både i forbindelse med selve referatet og i ledige stunder uden for det officielle program. På Askov havde man forsøgt at gruppere emnerne således at der såvidt muligt var en vis indholdsmæssig forbindelse mellem referaterne i de forskellige sideløbende sessioner. Selvom der som nævnt kan anføres adskillige grunde til at opgive disse referater - herunder at de forflygti-ger kongressens hovedtema - er det nok alligevel rimeligt at bibeholde dem som en del af de nordiske musikforskermøder.

Koncerter

Den mest vellykkede del af Askov mødet var utvivlsomt koncerterne. Arrangørerne havde formået at stable en imponerende koncertserie på benene på et højt kunstnerisk .niveau med en genre-mæssig spredning, som er en bred musikforskerkongres værdig: den eksperimenterende rock/jazz gruppe Entrance', domorganist Anders Riber, der i Set. Catrinae Kirke i Ribe spillede et program af de sidste knap 100 års nordiske orgelmusik; Vestjydsk Kammerensemble, der bl.a. uropførte (?) Schönbergs tidlige Scherzo for strygekvartet og - sammen med sangerinden Kristine Marstrand - fremførte Poul Rovsing Olsens Schicksalslieder; og sidst men ikke mindst det verdensberømte tysk-amerikanske ensemble Sequentia, der i riddersalen på Koldinghus opførte trobadour-, trouvère- og minnesang fra middelalderen på en måde, der vidnede om en lykkelig forening af musikerskab og videnskab.

Hovedtema

Det, en kongres som denne imidlertid i faglig henseende først og fremmest skal vurderes på, er, hvordan den fungerer i forhold til sit hovedtema. Det er her hovedkræfterne sættes ind, både i forberedelserne og under selve kongressen, og det er her deltagerne har -eller burde have - mulighed for at gøre sig nogle tanker på forhånd, ligesom det også er her de fleste har været - eller burde have været -medbestemmende omkring udformningen af selve temaet. For at et sådant hovedtema kan fungere må der dels på forhånd være udsendt noget materiale, som deltagerne kan forholde sig til - vel at mærke materiale, som direkte har noget at gøre med hvad der rent faktisk skal foregå - dels må de forberedte indlæg under hovedtemaet både stå i relation til dette og til hinanden; og endelig må der gives tilhørere og medvirkende praktisk mulighed for en egentlig diskussion af temaet. Uden iøvrigt at anfægte kvaliteten af indledningsforedraget plus de tolv øvrige foredrag, der i løbet af de fem dage på Askov blev holdt under hovedtemaet »Musik - Historie - Nutid« er det næppe forkert at hævde, at ingen af de nævnte betingelser blev opfyldt, og at det derfor var en udbredt opfattelse hos mange af kongresdeltagerne, at netop denne vigtige side af Askovmødet faldt helt til jorden. Man må håbe at programkomiteen for den 10. kongres om fire år analyserer netop dette forhold grundigt igennem.

Forud for mødet var følgende oplæg udsendt:

»Valget af dette tema er begrundet i overvejelser, der groft kan skitseres således:

Som musikhistorikere - og det er jo langt de fleste af os - er det vores væsentlige opgave at udforske o g fremstille musikken i dens historiske samtid. Det er noksom bekendt, at denne opgave ikke bare indebærer et stort og vanskeligt arbejde med kilder og etablering af fakta, men også en lang række mere uhåndgribelige spørgsmål af typen æstetiskeksistentiel forståelse vs. videnskabeligobjektiv forklaring, musik som autonomt åndsfænomen vs. musik som socialt betinget kulturfaktor, etc., etc. -altsammen ting, der kan diskuteres, og som skal diskuteres, dersom ikke musikforskningen skal komme ud af trit med de øvrige humanvidenskaber. Det er nu temaets pointe, at der herunder må inddrages selve den grundlæggende præmis for vores omgang med fortiden og dens frembringelser - nemlig det forhold, at både vi selv, vort musikhistoriske arbejde og den musik, som sagen måtte dreje sig om, gammel som ny, faktisk indgår i en anden historisk samtid: vores egen, på alle områder komplicerede og modsætnings fyldte nutid. Spillet mellem de to »samtider« rejser problemer, som det er af indlysende vigtighed at tage det op med, og som f.eks. Carl Dahlhaus har forsøgt at ridse op i al deres mangfoldighed i sin »Grundlagen der Musikgeschichte« (Köln 1977).«

Jeg tror ikke, der var en eneste kongresdeltager, der efter fem dages intens beskæftigelse med nordisk musikforskning oplevede at man egentlig på noget tidspunkt havde blot nærmet sig en overordnet stillingtagen eller blot frugtbar meningsudveksling om »temaets pointe«. Hvad vi i stedet havde hørt var 13 enkeltstående foredrag om alt mellem himmel og jord. som - hvis de havde noget tilfælles og dermed faldt ind under hovedtemaet - så blot afslørede at temaet i denne forsamling var for bredt og diffust. Når så hertil kom, at det som deltagerne efter programmet at dømme måtte tro var en afsluttende, sammenfattende, overordnet og fremadrettet debat i stedet blev til de sædvanlige 10-15 minutters stillingskrig mellem tilsyneladende uforenelige udgangspunkter, vil man forstå at det egentlig var lidt pauvert. I det hele taget lod diskussionerne efter de enkelte foredrag meget tilbage at ønske; det at tale forbi hinanden er åbenbart ikke blot noget, der kendetegner dansk musikvidenskab.

Det er umuligt her at gå ind på en omtale af de enkelte foredrag og en sammenfatning kan af de tidligere nævnte årsager ikke gives. Foredragene vil blive trykt i en kommende udgave af Dansk Årbog for Musikforskning, der vel vil fungere som en slags kongresrapport - om-end den ikke vil gengive hvert eneste ord der blev sagt på kongressen, således som det ellers er skik og brug - og godt det samme!

Når man ser bort fra den indholdsmæssige side, der er berørt ovenfor, må man også - ikke mindst af hensyn til kommende nordiske musikkongresser - slå fast, at formen hvorunder Askovmødet fandt sted nok ikke er den mest hensigtsmæssige. Enkle undersøgelser omkring indlæring og formidling fortæller os, at intet menneske har noget ud af at lytte otte gange 45 minutters foredrag om otte forskellige emner på en dag - endda med efterfølgende koncert om aftenen. Men det er faktisk hvad man blev udsat for, såfremt man som flittig kongresdeltager fulgte det lagte program. Man må ved de kommende møder slække lidt på informationsmængden og antallet af foredrag og således give kongresdeltagerne mulighed for at være aktivt med. Men dette forudsætter som sagt, at der foreligger et materiale, som man kan »være med« omkring. Fortsætter man med Askov-modellen, er der ikke rigtig noget at tage på nordisk musikforskermøde for; så kan man lige så godt nøjes med at læse tidsskrifter. De fordele i sproglig henseende, vi har på disse nordiske møder i modsætning til de internationale kongressers sproglige barrierer, skulle også gerne udnyttes til noget godt. Sammenligner man Askov-kon-gressen med den forrige kongres på Ljungskue er der en iøjnefaldende forskel, som er vanskelig at forklare, men som er yderst beklagelig: opfattelsen af hvad der falder ind under musikvidenskabens område var - at dømme efter emnevalg både for de frie referater og for foredrag under de respektive hovedtemaer - væsentligt bredere i 1979 end i 1983.1 Ljungskile samlede en stor del af diskussionen sig om rytmisk musik og musiksociologiske emner på lige fod med de mere traditionelt musikvidenskabelige; på Askov derimod manglede denne side af vores fag næsten helt. I det hele taget kan man undre sig over, hvor alle populærmusikforskerne var blevet af. En meget væsentlig indvending, som ikke alene kan rettes mod Askov-arrangementet som sådant, var, at der helt manglede kontinuitet i de to sidste nordiske musikforskermøder. På dem begge var der f.eks. en stor dansk deltagelse, men kun meget få gengangere, og jeg kan ikke mindes i noget indlæg eller foredrag på Askov at have hørt henvisninger til debatten eller resultaterne fra Ljungskile.

Med henblik på den kommende 10. nordiske kongres i Finland må man - såfremt man skal drage nytte af erfaringerne fra Askov

- sørge for at oplæg til kongressen udsendes på forhånd,

- opbløde den stive passiviserende mødeform,

samt, som det allervigtigste, inddrage en bredere kreds i forberedelsesarbejdet - noget som en gruppe danske Ljungskiledeltagere faktisk lagde op til i efteråret 1979 med henblik på netop den her omhandlede Askov-kon-ference uden større held.

FODNOTE:
(1) Jf. Nordiska musikforsker-kongressen, 8, 1979. Nordisk musik och musikvetenskap under 1970-talet... ed. Anders Carlsson och Jan Ling, Göteborg 1980.