Ubrugte evner

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 02 - side 108-114

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Ubrugte evner

»Min herre, at en kvinde skulle komponere, er som en hund, der går på bagbenene. Det kan ikke gøres godt, men man overraskes over overhovedet at se det gjort.«
(Virginia Woolf: »Eget værelse« s. 70).

AF TRINE SMITH

Denne artikel handler om en del af musiklivet, som ikke omtales i MUSIKHISTORIEN, skønt den indirekte har spillet en stor rolle. Det er om de mennesker, som i forrige århundrede sørgede for at der var musik i hjemmene; som senere har udgjort kernen i det offentlige koncertpublikum; som til Unge Tonekunstneres Selskabs (UTS) indvendige koncerter sørgede for traktementet - men som sjældent skrev i Dansk Musik Tidsskrift (DMT) - kort sagt om borgerskabets kvinder og deres udviklingsmuligheder i det københavnske, klassiske musikliv, især belyst gennem kvindernes stilling på Det kongelige danske Musikkonservatorium.

»For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er. Hvor fattig og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Be-skjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene, (hvilket jeg hørte en af de interessanteste Herrer her i Egnen f or fuld Alvor paastaae), saa vi maae lade os nøie med automat-mæssigt at udføre det trivielle Arbeid, der er os anviist i Livet? Har vor Aand da ikke Kraft og vort Hjerte ikke Begeistring? O joy men det egentlige Liv i os er ikke kommet til Bevidsthed, vor Aand er fangen, og Fordommen staaer paa Vagt ved dens Fængsel. Naarjeg taler med Damer, eller med almindelige Herrer, synes jeg nok, jeg kan tænke, men naar jeg læser en Bog, som den af M*, indseer jeg, at jeg ikke alene ikke kan tænke, men at jeg formodentlig aldrig kommer ud af den Dunkelhed, hvori kun halvbevidste Tanker og uklare Begreber kjæmpe. Jeg troer, det er Poul Møller, som et Sted siger: »At Fruentimmer meest lade sig beherske af dunkle Følelser, kommer af, at deres Tænkning ikke med Energie udføres i Ord. « Ja, Mændene have tusinde Midler til deres Uddannelse! Foruden deres Studier have de den frie Udvexling af Tanker, med deres Venner, som de selv kunne vælge. Men vi! Blandt vore Lige finde vi sjeldent Nogen, som har Interessefor andet end for Ingenting, og Herrerne agte det sjældent Umagen værdt at spilde (?) lidt af deres Viisdom i alvorlig Samtale med en Dame. Alt bliver gjort for at udslette det eiendommelige Præg i unge Pigers Characteer. Det synes Folk ikke om! Det er ikke kvindeligt at sige imod! Man maae ikke stikke af iblandt Andre! o. s. v. Man vilde ikke finde halv saa meget Coquetterie eller Forfængelighed hos vort Kjøn, hvis Enhver havde Lov til i Ro at udvikle sig efter sin naturlige Tilbøielighed. Nu faae de stakkels Børn aandeligt Snørliv paa, førend de kunne tænke. «

Citatet er fra Clara Raphael: »Tolv breve«, som udkom i december 1850 (s. 23 ff.). Clara Raphael er pseudonym for Mathilde Fibiger, som skrev bogen i oktober-november 1850, mens hun var privatlærerinde på Lolland. Da bogen udkom var hun netop fyldt 20 år. Bogen vakte enorm opsigt: »Den Jul vidste man nok, hvad man skulle tale om i Datidens Kjøbenhavn.« (Clara Raphael s. 133 - Eva Ben-dix's efterord). Bogen kom i 800 eksemplarer og gav stødet til den første kønsrolledebat i Norden. Debatten begyndte i aviser og tidsskrifter i København, som i 1850 havde ca. 120.000 indbyggere; senere udspandt den sig i litterære saloner i Paris, London og Stockholm.

Selvom Johan Ludvig Heiberg (forfatter og kritiker 1791-1860) havde hjulpet Mathilde Fibiger med at få udgivet »Tolv breve« og havde skrevet et meget rosende forord i den, blandede han sig ikke i debatten, men forholdt sig fuldstændig tavs, og lod Mathilde Fibiger alene om at møde kritikerne.

Andre, der var enige med Mathilde Fibiger i at kvindernes forhold burde ændres, kunne ikke støtte hende, fordi de ikke delte hendes opfattelse af at den sande frihed for kvinden lå i den frivillige forsagelse. En opfattelse hun senere tog afstand fra.

Pauline Worm (forfatter og lærer 1825-1883) og Carl Ploug (forfatter, politiker og journalist 1813-1894) mente, at hun burde have rettet sin opmærksomhed mod den traditionelle pigeopdragelse og i højere grad have givet en kritik af den. De mente, at vejen til kvindernes emancipation var opdragelse og ordentlig undervisning -ikke de udenadlærte remser, som man normalt underviste piger i.

Mathilde Fibiger var privatlærerinde, da hun skrev »Tolv Breve«, men hun opdagede ikke de udviklingsmuligheder, der ligger i god undervisning; hun syntes, det var en plage at undervise. Privatlærerinde var et af de få accepterede arbejder en kvinde af borgerskabet kunne påtage sig: Fordi undervisningen foregik i hjemmene, var det ikke »udearbejde« som hvis man arbejdede på fabrik, var på kontor eller i forretning. Privatlærerinden flyttede ind hos en familie og gav småpigerne i huset den traditionelle pigeoplæring.

Natalie Zahle (1827-1913) var også ude som privatlærerinde, og opdagede sin mangelfuldhed som lærer. Hun tog institutbestyrerindeeksamen i 1851 og oprettede samme år en skole, en »forhin-dringsanstalt for dårlige lærerinder.« Skolen ligger der endnu: Natalie Zahles Skole på Nørrevoldgade i København. Efter skandalen med »Tolv breve« ernærede Mathilde Fibiger sig i nogle år som privatlærerinde, som oversætter og ved at lappe tøj og male porcelæn - de erhvervsmuligheder en ugift kvinde af borgerskabet havde i 1850'erne. Fra 1856 fik hun en livsvarig understøttelse på 80 Rd. fra enkedronning Karoline Amalie.

I 1863 blev hun ansat som telegrafist i Helsingør og blev hermed Danmarks første kvindelige telegrafist og kvindelige tjenestemand. Hun døde i 1872, 41V2 år gammel.

Borgerskabets gifte kvinder havde det måske lettere materielt, men de var umyndiggjorte: I 1881 blev der vedtaget en lov om at gifte kvinder skulle kunne få rådighed over selverhvervede penge, højst sandsynligt for at lokke flere kvinder til at arbejde i de industrielle virksomheder, hvor de blev ringere lønnet end mændene, 1899 fik de gifte kvinder formueretlig myndighed, 1922 fik hustruen medrå-dighed over børnene, men først i 1956 blev forældre ligestillede som børnenes værger.

I 1850'erne beskyttede man også kvinderne, når de vovede sig ud i det pulveriserende liv uden for hjemmets 4 vægge. Hvis en dame f.eks. ønskede at få et abonnementskort til Tivoli, blev det kun udleveret i følge »Requisition af en Herre«. I »Musikforeningen af 1836« brugte man mange penge på at transportere korets damer til og fra prøverne i vogn. En dame kunne ikke gå alene på gaden. Der var ingen damer i orkestret. Nogle koncertforeninger havde kun mandlige medlemmer. Ved koncerterne blev der udstedt »dame-billetter«:

Annonce i Berlingske Tidende mandag d. 6. maj 1850 for koncert i »Skandinavisk Selskab« onsdag d. 8. maj. Der udleveres l billet til medlemmer og l gratis billet til en dame. Resterende damebilletter sælges onsdag formiddag for 3 mark. »De siddende Pladser ere fortriinsvis bestemte for Damerne; men det tilstedes ikke, at Damer afbenytte Herrebilletter. «

Borgerskabets kvinder har kedet sig. Kun få har haft mulighed for at undgå denne kvælende omsorg og har levet et liv, hvor de fik udnyttet deres evner på en rimelig måde. Selvfølgelig var det berettiget, at Mathilde Fibiger reagerede over de borgerlige kvinders livsvilkår. At hun var meget ung og urealistisk og ikke havde forslag til, hvordan man skulle ændre forholdene, var synd for hende, for hun fik en hård medfart og blev meget ensom. Bogen blev imidlertid årsag til en vigtig debat, som var med til at bane vej for kvindernes emancipation.

Da Stuart Mills bog: »Kvindernes underkuelse« i 1869 udkom på dansk i Georg Brandes's oversættelse, blev den livligt diskuteret, og de fleste var enige om, at det var på tide at ændre kvindernes forhold. Dansk Kvindesamfund blev oprettet 1871. Mathilde Fibiger var blevet opfordret til at hjælpe med oprettelsen, men var for træt.

2. januar 1867 begyndte, undervisningen på Kjøbenhavns Musikkonservatorium, som var blevet oprettet for penge, som juveler Peter Wilhelm Moldenhauer (1800-1864) havde testamenteret til dette formål. Konservatoriets undervisning henvendte sig til 2 forskellige grupper: Dels til de, der ønskede at uddanne sig til professionelle musikere, og dels til de, der søgte en »planmæssig og sammenhængende undervisning«, men ville forblive amatører - og efterhånden udgøre et velkvalificeret offentligt koncertpublikum og en god støtte for musikken i hjemmene. Til konservatoriets undervisning var der lige adgang for damer og herrer.

Et fuldstændigt kursus varede 3 år, med adgang til eventuel fortsættelse et fjerde år. Der blev ikke givet undervisning for mindre end l år. Betingelserne for optagelse var, at man var fyldt 14 år, var i besiddelse af almindelige musikalske forkundskaber, samt havde nogen færdighed på et instrument. Alle skulle undervises i klaverspil, musikteori og sang. Derudover blev der undervist i diverse orkesterinstrumenter, orgel, italiensk, korsang, sammenspil og direktion. Nu og da blev der holdt foredrag over musikkens historie. Det første år kom der 28 elever ind: 15 herrer og 13 damer.

Musikudøvelse - klaver, sang og violin - var dengang en passende beskæftigelse for borgerskabets kvinder i hjemmene. Det var også et område, hvor enkelte kvinder var hø j tuddannede og fungerede som anerkendte solister i det etablerede koncertliv.

Med konservatoriets åbning fik disse kvinder et reelt tilbud om dygtiggørelse inden for dette i forvejen accepterede område. Og undervisningen var lagt således tilrette, at man kunne gennemføre et fuldstændigt kursus uden at sætte sin amatørstatus overstyr, hvad der nok har været betryggende for de fædre og ægtemænd, der skulle godkende at et kvindeligt medlem af familien dygtiggjorde sig uden for hjemmet, samt betale de 100 rigsdaler, som undervisningen kostede om året. En arbejder tjente på dette tidspunkt mellem 3- og 400 rigsdaler om året. Der var indtil 1883 kun l friplads om året til dygtige elever, som ikke havde råd til at gå på konservatoriet.

I løbet af de første 13 år gik der ialt 226 elever på konservatoriet. Heraf var 156 kvinder. I jubilæumsskriftet 1867-1917 er opført, hvad de forskellige elever foretog sig efter de blev færdige med at studere på konservatoriet. Man kan desværre ikke se, hvilke fag den enkelte studerede. Af mændene har ca. 6/7 brugt deres konservato-rieuddannelse i forbindelse med deres erhverv. Det er karakteristisk, at mændene ofte har arbejdet inden for det etablerede musikliv, f.eks. som dirigenter, orkestermusikere, sangere, organister og undervisere på højt niveau. 17 blev komponister.

Af kvinderne fortsatte ca. 1/2 med at arbejde med musik. Kvinderne arbejdede i udkanten af det etablerede musikliv f.eks, som interpreter og som privatlærerinder i klaver, orgelspil, musikteori og sang. Flere holdt op med at undervise, når de blev gift. 2 blev »kompo-nistinder« - Mathilde Berendsen og Caroline Jensen. Det er værd at bemærke, at kvinderne og mændene stort set har studeret lige lang tid ved konservatoriet. Konservatoriet havde i de første 13 år 19 lærere ialt - heraf var 2 kvinder: Den ene underviste i sang fra 1868 til 1901; den anden var klavervikar i perioden 1869 til 1870.

En parantetisk bemærkning: Først i 1867 var det blevet kvindelige lærere tilladt at undervise drenge i almue- og borgerskolerne, og først i 1875 fik kvinder adgang til at få undervisning på universitetet. I 1929 havde konservatoriet 251 elever, som studerede følgende hovedfag:

Kvinder Mænd

Klaver___________141 20
Sang_____________32 5
Violin____________10 21
Cello_____________l 7
Fløjte____________ - 3
Obo_____________ -- l
Klarinet -- l
Kornet -- l
Orgel 3 3
Komposition - 2

I alt ____________187 64

For mig er det mest påfaldende i denne oversigt de 141 klaverspil-lende kvinder - ud af 187. Min første reaktion var: »Hvor er det fantasiforladt. Her har de alle muligheder, og så vælger de klaver.«

Dette valg er et udtryk for, at kvinderne alligevel ikke reelt havde alle muligheder. De havde det på konservatoriet, men når det gjaldt deres muligheder for at få arbejde, så er valget af instrument ikke så mærkeligt - måske uopfindsomt: I 1929 var det ikke almindeligt, at kvinder spillede i professionelle symfoniorkestre. En undtagelse var harpespillerne, som undertiden var kvinder.

I »De musiske udsendelser DR 1925-1975« (s. 252) omtales en bestemmelse om at kvinder ikke måtte deltage i orkestervirksomhed. Denne bestemmelse blev ophævet i efteråret 1919: 1918/19 planlagde man, at København i lighed med andre storbyer skulle have et fast symfoniorkester. I den forbindelse foreslog Kammersanger Emil Holm (1867-1950), »at man foruden mandlige instrumentalister ligeledes henvender sig til kvindelige, f.eks. hofviolinistinde Gunna Breuning-Storm, da der i efteråret 1919 er truffet bestemmelse om, at »Kvinder nu ikke mere er hindrede i at deltage i Orkestervirksomhed . «« Symfoniorkestret blev ikke til noget i denne omgang; det opstod først i 1931 som Radiosymfoniorkestret. Gunna Breuning-Storm (1891-1966) blev den første kvindelige violinist i Det Kongelige Kapel, da hun i 1926 konkurrerede sig ind på en primo violinplads. Gunna Breuning-Storm blev også en af de første kvindelige orkesterdirigenter her i Danmark. Hun var »Musikforeningen Euphrosynes« faste dirigent fra 1925-1955.

Da hun havde 25 års jubilæum som »Euphrosynes« dirigent blev hun spurgt, hvorfor der var så få kvindelige dirigenter. Svaret var: »Dirigentstillinger er førerstillinger, og en kvinde er kun et ribben; hun bliver endnu ikke betragtet som et helt normalt individ.« (»De rene glæder« s. 44).

Konservatoriets lærerstab så i 1929 således ud:

Kvinder Mænd

Klaver____________7 8
Sang 4 4
Violin - 4
Cello_____________ - 2
Fløjte - l
Obo_____________ - l
Klarinet - l
Trompet - l
Basun - l
Orgel____________ - 3
Teori ________ - 2
Instrumentation - l
Musikhistorie l -
Sprog 2 l

I alt 14 30

Som det fremgår af lærer- og elevoversigterne fortsatte kvinderne på konservatoriet i de helt traditionelle baner: Klaver, sang og violin. Men med de erhvervsmuligheder og traditioner, der i 1929 har været dels i undervisningssektoren og dels i orkestrene, er det ikke så mærkeligt, at de kvindelige elever studerede de traditionelle musikalske kvindefag som hovedfag.

I 1929 havde konservatoriet indført den såkaldte »store eksamen«, som gav særligt begavede elever mulighed for at vise, hvad de havde lært. Ifølge Sigurd Berg (i: »Det kongelige danske Musikkonservatorium 1917-1953«) havde man for at redde økonomien optaget elever, som ikke var dygtige nok. For at de gode elever ikke skulle forveksles med disse, kunne de af ho-vedfagslæreren indstilles til den »store eksamen«, som svarer til vore dages »diplomeksamen« - og på denne måde få et særligt stempel fremfor gennemsnittet. I 1929 gik man normalt på konservatoriet i 3 år. Hvis man skulle til »store eksamen«, kunne der bevilges et ekstra fjerde år. 3 kvinder og 13 mænd bestod denne eksamen i 1929. Derudover havde 17 kvinder og 4 mænd gået mindst 4 år på konservatoriet. I dette år var der 43 fripladser til rådighed. De fordeltes på alle årgange således at de mandlige elever forholdsmæssigt fik lidt flere pladser end de kvindelige - de kvindelige elever fik 26 pladser, de mandlige 17. Når man ser på de 3 kvindelige elevers »store eksamen« og antallet af kvinder, der har gået mindst 4 år på konservatoriet, virker det besynderligt, at konservatoriet har ladet de kvindelige elever få det ekstra fjerde år. Hvorfor var der ikke flere, der gik til »store eksamen«? Der var 11 kvindelige elever, som fik friplads på deres fjerde år. Det gav man vel ikke til ubegavede elever. Var kvinderne bange for at gå til »store eksamen«? Var der ingen, der forventede det af dem? Var det på grund af manglende tradition og kvindelige forbilleder, at kun 3 gjorde det?

Colette Dowling har i »Askepotkomplekset« beskrevet, hvordan kvinder - selvom de er velforberedte - viger tilbage for krævende prøver og eksaminer, som de skulle kunne klare; hun skriver, at kvinder er bange for prøver, mens mænd tager dem som en udfordring. Bogen beskriver amerikanske forhold i 1960'erne og 70'erne, men når man ser på disse tal fra 1929, kan denne frygt for krævende prøver måske være blandt de grunde, der fik de øvrige 17 kvindelige elever til at nøjes med at tage den almindelige afgangsprøve, som alle skulle tage.

1949 blev konservatoriet statsejet, hvor det tidligere havde været privatejet med statstilskud. Undervisningen blev nu gratis for eleverne og der blev oprettet professorater. I konservatoriernes »Studieorientering og optagelseskrav 1982/83« ses, at konservatorierne »har til opgave at varetage højere uddannelser i musik og iøvrigt bidrage til fremme af musikkulturen i Danmark. Konservatorierne uddanner instrumentalister, sangere, kirkemusikere, komponister, musikteoretikere og musikpædagoger.« (s. 3). Konservatoriernes - her også Det kongelige danske Musikkonservatorium - formål er blevet anderledes: Nu uddanner man ikke længere velkvalificerede amatører. De må få deres »planmæssige og sammenhængende undervisning« et andet sted, f.eks. i aftenskolerne.

Uddannelsestiden er blevet længere: Hvis en elev skal gennemgå forskole, hovedskole, pædagogisk uddannelse, diplomklasse må vedkommende regne med en uddannelsestid på 6 til 7 år. Derudover kan man få diverse videregående uddannelser, som forlænger studietiden. Almen musikpædagogik (AM) og musikledelse er 2 pædagogiske uddannelser, som tager 3 til 4 år. September 1980 gik der ialt 358 elever på konservatoriet, heraf var 127 kvinder. Eleverne fordelte sig således på de forskellige hovedfag:

Kvinder Mænd

Klaver____________13 30
Sang_____________28 12
Violin____________ 13 15
Viola____________ 4 3
Violoncel 4 6
Kontrabas - 7
Fløjte_____________8 12
Obo_____________ 2 3
Klarinet_________ 2 12
Fagot____________ 2 4
Horn l 7
Trompet - 7
Basun l 6
Tuba - l
Saxofon - 2
Slagtøj - 11
Harpe l -
Blokfløjte 7 4
Guitar__________ 2 2
Lut - l
Cembalo 3 -
Viola da gamba - l
Orgel___________ 11 23
Accordéon 3 6
Teori/musikhist. 2 5
Komposition - 4
Musikledelse 2 2
Orkesterledelse l 2
Korledelse - l
AM______________19 22

I alt ___________ 127 231

I forhold til 1929 er der kommet flere fag inden for orkesterinstrumenterne og der er kommet helt nye fagområder som consort, de teoretisk/pædagogiske fag og musik, kor- og orkesterledelse. De kvindelige elever spiller orkesterinstrumenter (både blæse- og strygeinstrumenter), og har valgt utraditionelle kvindefag som teori, musik- og orkesterledelse. De kvindelige elever er ikke længere i overtal, som de var det i konservatoriets første 13 år og i 1929. En del af forklaringen kan være, at der er en tendens til, at kvinder vælger kortere (3 til 4 årige) uddannelser, og at konservatorieuddannelserne nu må siges at høre til de langvarige uddannelser. De kvindelige elever, der gik på konservatoriet i 1980 havde forholdsmæssigt lige så lang studietid som de mandlige elever, og tog stort set de samme eksaminer.

Oversigt over lærerne ved konservatoriet september 1980. Hver lærer er kun talt l gang i sin hovedfaggruppe (mit skøn), selvom vedkommende underviste i flere faggrupper.

Kvinder Mænd
Klaver___________ 18 14
Sang___________ 12 7
Repetition_________ 3 2
Sprog_____________ l 1
Strygere___________ l 11
Blæsere 2 24
Consort 6 6
Kirkemusik________ 4 5
Teori/musikhist. _____ - 13
Hørelære__________ 7 1
Orkester og kor_____ - 5
Musikpædagogik 7 11

I Alt 61 100

Fordelingen af de kvindelige- og mandlige lærere på de forskellige fag viser, at en musiktradition er tung at danse med. Til trods for at kvinder de sidste 50 år har konkur-reret sig ind i danske symfoniorkestre, er det langt overvejende mænd, der underviser i orkesterinstrumenterne. Heldigvis ser det ud til, at de kvindelige elever ikke som i 1929 holder sig tilbage, men vælger fag, hvor der ikke er kvindelige forbilleder i form af hovedfagslæ-rere. Der er 161 lærere ialt, heraf er 61 kvinder. Mændene underviser på det højeste niveau - selvom kvinderne i de perioder i konservatoriets levetid, som jeg har omtalt her - har gået lige så længe på konservatoriet. Af 19 professorater er de 17 besat af mænd. Der er 29 mandlige og 27 kvindelige docenter. Timelærere og assistenter: 52 mænd og 30 kvinder. Lærere uden stillingsbetegnelser 2 mænd og 2 kvinder.

Og kvindernes udviklingsmuligheder, som blev så heftigt debatteret i 1850'erne. Hvordan går det med dem i vore dage?

Det begyndte med oprettelsen af Dansk Kvindesamfund, de kvindelige fagforeninger, kvindernes adgang til de højere læreanstalter og efterhånden også til de offentlige embeder, og den kvindelige valgret, som blev indført ved grundlovsændringen i 1915. Inden for musiklivet var der kvinder som Gunna Breuning-Storm og Hor-tense Panum (1856-1933), som var musikhistoriker og medstifter af Musikpædagogisk Forening 1898; begge kunne og turde placere sig på »udsatte« poster i musiklivet, hvor man ikke var vant til at se kvinder. De var ikke uddannet på konservatoriet, men kom begge til at undervise der, Gunna Breuning-Storm fra 1919 til 1923 og Hortense Panum fra 1907 til 1931.

I vore dage er der indført ligeløn inden for mange områder - at der så er arbejdsområder, der traditionelt er kvindearbejdsområder og lavtlønsområder har jo ikke noget med krænkelse af ligelønsprincippet at gøre? - Det låser bare kvinderne fast i bunden af indtjeningsmulighederne på arbejdsmarkedet. På de fleste områder i samfundslivet har kvinderne opnået en formel ligestilling, de har jo samme muligheder som mændene og kan jo bare udnytte dem? Men hvor reel er den ligestilling, f .eks. inden for musiklivet?

Jeg synes, at konservatoriets lærerliste fra 1980 viser, at der ialtfald på konservatoriet er uendelig langt igen, før man opnår en reel ligestilling: Det gælder både i spørgsmålet om fagområder og i spørgsmålet om den niveaumæssige placering. Også på kompositionsområdet står det sløjt til med ligestillingen: Dansk Komponistforening har 126 medlemmer, heraf er 7 kvinder. Og mig bekendt har der aldrig været en kvindelig elev på konservatoriet med komposition som hovedfag. Kvindelige dirigenter er en sjælden foreteelse, og hvordan skal man reagere på dem? Da en kvindelig dirigent afsluttede sin uddannelse i efteråret 1982 faldt der udtalelser som ligger tæt op af den holdning til kvindelige dirigenter, som Gunna Breuning-Storm gav udtryk f or i 1950.

Det er ikke behageligt at være pioner, men det er vigtigt for kvindernes udviklingsmuligheder, at der er nogen, der påtager sig arbejdet med at forsøge at ændre samfundets opfattelse af, hvad kvinder kan og bør. I den forbindelse må man huske, at samfundet ikke bare er mændene, men også kvinderne, som må tage deres del af ansvaret for udviklingen. Fra Virginia Woolf s bog »Eget værelse« vil jeg citere afsnittet s. 60 f f om Shakespeares søster for at illustrere, hvorledes det kunne være gået en kvinde, der havde evner, som omgivelserne ikke kunne bruge, fordi de var usædvanlige for en kvinde på den tid:

»Lad mig forestille mig, eftersom kendsgerninger er så svære at få fat på, hvad der ville være sket, hvis Shakespeare havde haft en meget begavet søster, kaldet (for eksempel) Judith. Shakespeare gik selv - sandsynligvis, da hans mor havde arvet-på latinskole, hvor han lærte latin - Ovid, Vergil og Horats - og grundlagene for grammatik og logik. Han var, ved man, en vild knægt som jog harer og måske skød et rådyr, og som noget tidligere end han burde måtte ægte en kvinde fra nabolaget, der fødte ham et barn noget hurtigere end tilbørligt var. Denne eskapade sendte ham på jagt efter lykken i London. Han havde, synes det, smag for teatret, og begyndte med at holde heste uden for teatrets port. Han fik ret hurtigt bestilling i teatret, blev en kendt skuespiller der levede i verdens midtpunkt, traf alle, kendte alle, udøvede sin kunst på de skrå brædder, trænede sit vid på gaden og endda opnåede adgang til dronningen. I mellemtiden lad os formode, at hans usædvanlig begavede søster blev hjemme. Hun var lige så eventyrlysten, lige så fantasifuld og lige så ivrig efter at opleve verden som han. Men hun kom ikke i skole. Hun havde ingen mulighed for at lære grammatik og logik, for slet ikke at tale om Horats og Vergil. Hun samlede måske nu og da en bog op, måske én af hendes brors, og læste et par sider. Men så kom hendes forældre ind og satte hende til at stoppe sokker eller passe maden og ikke spilde tiden med bøger og blade. De ville have tiltalt hende skarpt men venligt, for de var holdne folk, der vidste hvordan en kvindes liv var, og som elskede deres datter - hun var ganske sikkert sin fars øjesten. Måske nedkradsede hun nogle sider på et loft uden at blive set, men hun sørgede for at holde dem usete eller brændte dem. Men snart, før hun var over de sytten, skulle hun forloves med en søn af en uldhandler fra nabosognet. Hun råbte, at ægteskabet var hende en vederstyggelighed, og derfor blev hun ilde behandlet af sin far. Så ophørte han med at skælde hende ud. Han bad hende i stedet om ikke at såre ham, ikke at gøre ham til skamme i dette anliggende. Han ville give hende en perlekæde eller en fin nederdel, sagde han, med tårer i øjnene. Hvordan kunne hun være ham ulydig? Hvordan kunne hun knuse hans hjerte?

Alene hendes egen evnes kraft drev hende til det: hun pakkede sine ejendele sammen i en lille bylt, firede sig ned i et tov en sommernat og tog vejen til London. Hun var ikke sytten år. Fuglene, der sang i hækken, var ikke mere musikalske end hende selv. Hun havde den største begavelse, ligesom sin bror, i brug af ord. Ligesom ham havde hun smag for teatret. Hun stillede ved sceneindgangen, hun ville optræde, sagde hun. Mændene lo hende op i ansigtet. Direktøren - en tyk, plaprende mand - lo højt. Han brølede noget om dansende puddelhunde og optrædende kvinder - ingen kvinde, sagde han, kunne nogen sinde blive skuespiller. Han antydede - De ved nok hvad. Hun kunne ikke blive oplært i sit fag. Kunne hun forsøge at få mad på en kro eller gå på gaderne om natten? Nej, hendes hang var til litteraturen, og hun ønskede at nære sig rigt ved mænds og kvinders liv og studiet af deres handlinger. Omsider - for hun var meget ung, påfaldende lig digteren Shakespeare i ansigtet, med de samme grå øjne og buede øjenbryn - omsider fik skuespillerinstruktøren Nick Greene medlidenhed med hende. Hun blev med barn med den herre og - hvem kan måle digterhjertets hede og voldsomhed, når det er indfanget og fastbundet i en kvindes krop? - tog livet afsig en vinternat og ligger begravet ved et vejkryds, der hvor busserne nu holder uden for Elephant and Castle.

Sådan tror jeg at historien ville have lydt, hvis på Shakespeares tid en kvinde havde haft Shakespeares geni. «

At det er muligt at ændre traditioner, selv inden for det københavnske musikliv, kan f.eks. ses af, at der sidder kvinder i symfoniorkestrene, at konservatoriets rektor for tiden er en kvinde, at der er et rimeligt antal kvindelige docenter blandt lærerne på konservatoriet, at DMT for tiden har en kvindelig redaktør, at kvindelige elever på konservatoriet er blevet langt mere alsidige i deres valg af hovedfag, samt at de kvindelige elever også tager afsluttende, krævende eksaminer. Selvom der går færre kvin-

delige elever på konservatoriet nu, end i 1929, så ser det ud til at flere kvinder uddanner sig til professionelle musikere. Kvinderne i musiklivet har langt hen ad vejen udnyttet de muligheder for udvikling, som sattes så drastisk i gang i 1850'erne.

Men også inden for musiklivet er der en tendens til at kvinder vælger fag og stillinger, som ikke kræver, at de skal stå alene frem med ansvaret for selvstændigt skabte produkter, som f.eks. komponister og dirigenter gør det. Det er der ikke tradition for, og kvinderne mangler kvindelige forbilleder. Derimod har kvinder i lange tider spillet kammermusik, har optrådt som solister, har spillet med orkester, først som solister, senere som orkestermusikere, altså reproduceret, hvad andre (mænd) har skabt, og har gjort det godt, på lige fod med mændene. Og så har kvinderne undervist, men sjældent på højeste niveau, selvom de - som allerede nævnt - har modtaget undervisning i lige så lang tid som mændene.

Man kan nu spørge sig selv, hvorfor det er sådan. Det traditionelle svar er, at kvinderne har været ofre for en traditionel pigeopdragelse, som virker undertrykkende, og at samfundet senere har holdt de voksne kvinder undertrykt. Igen må man ikke glemme, at kvinderne og deres mødre også er en del af samfundet. Dette traditionelle svar er nok en del af forklaringen. Men når det gælder de senere år, hvor man takket være kvindebevægelsen er blevet klar over de undertrykkende mekanismer i opdragelsen, og som følge heraf har en mulighed for at bekæmpe dem, er en anden del af forklaringen måske det, man kan læse om i Colette Dowlings »Askepotkomplekset«, som beskriver amerikanske middelklassekvinder med en højere uddannelse.

Uanset hvor ihærdigt vi prøver at leve som voksne mennesker — fleksible, stærke og frie-hænger lillepigen på og hvisker sine forskræmte advarsler i vort øre. Følgerne af en sådan utryghed er mangeartede, og de resulterer i et foruroligende socialt fænomen: kvinder har i almindelighed en tendens til at affinde sig med et funktionsniveau der ligger langt under det deres medfødte anlæg tilsiger. Afgrunde som er både kulturskabte og psykologisk betingede - et system som egentlig ikke forventer ret meget af os, kombineret med vor egen personlige angst for at stå frem og møde verden som den er - holder kvinder sig selv nede.

Citat fra s. 34.

Hvordan kan det være vi har valgt at fortsætte med bare at tilpasse os, fastholde vor uselvstændighed, og stadig viger tilbage for selvdefinerings-processen? Hvor mange af os hører til i den skjulte statistik - den enorme reserve af ubrugte evner der ligger begravet under middelklassekvinderollens overflade?

Citat fra s. 154.

Litteratur:

Aviser fra 1850 og 1851.

Berg, Sigurd: Det kongelige danske Musikkonservatorium 1917-1953. Berlingske Bogtrykkeri 1959.

Clara Raphael: »Tolv breve« - forord af Johan Ludvig Heiberg, efterskrift af Eva Bendix. Lindhardt og Ringhof 1976.

Dansk Musiktidsskrift (DMT) 1929.

Dansk socialhistorie. Bd. 1-7. Gyldendal 1979-1982.

Dowling, Colette: Askepotkomplekser. Kvinders skjulte frygt for selvstændighed. Lindhardt og Ringhof 1982.

De 5 musikkonservatorier: Studie-orientering og optagelseskrav 1982/ 83.

Det kongelige danske Musikkonservatoriums årsberetninger og jubilæumsskrifter, samt elevprotokoller i Rigsarkivet.

Kvindebevægelsens hvem hvad hvor. Politiken 1975.

De musiske udsendelser DR 1925-1975. Bd. 1. Nyt Nordisk Forlag 1975.

De rene glæder. Musikforeningen Euphrosyne fylder 100 år. 7. februar 1875-1975. Euphrosyne 1975.

Steenstrup, Johannes: Den danske kvindes historie fra Holbergs tid til vor 1701-1917. Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie. København 1982.

Woolf, Virginia: Eget værelse. Samlerens Billigbøger 1978.

Årgang 58/1983-1984, nr. 02