Wagnerbøger

DMT har i årenes løb bragt et antal af baronens artikler om Wagneremner. I tillid til, at de er glemt, har vi opfordret ham til endnu en gang at delagtiggøre os i sin fabelagtige forvirring. Hvilke bøger vil baronen anbefale? Stofmængden er så uoverskuelig, at vi vil håbe, at baronen ikke vil kaste yderligere uklarhed over sagen.

Wagnerbøger

AF A. GRISEMARC-FOUGÈRE

Lad os begynde med, hvad der findes på dansk. Kun én stor og dybtgående bog, nemlig Lars Ole Bonde: »Kunsten og Revolutionen« fra 1980. Af samme udmærkede (ja, for han anfører i sin bibliografi min artikel »Blåskæg og Jeanne d'Arc«) forfatter er efterskriften til edition Wilhelm Hansens genudgivelse af Alma Heibergs gamle »fører« gennem Ringen. Det må have været svært for forlaget at vælge mellem denne bog og en anden udmærket gammel dansk Wagnerbog, nemlig Karl Gjellerups bog om Ringen.

På dansk findes også nogle få gode oversættelser af Wagner-litteratur: Thomas Manns to største enkeltstående Wagner-essays, »Leiden und Grosse Richard Wagners« og »Richard Wagner und der Ring des Nibelungen« fylder tilsammen en billigbog. Og hvad mere er, snart kommer Villy Sørensens oversættelse af nogle af Wagners egne skrifter. Fra Villy Sørensens essay om Goethes Tasso ved man, at han kan få det vanskelige til at glide ned - nemlig når et Goethe-vers puttes ind mellem to tankestreger i teksten, uden at man føler, at argumentet afbrydes. Det sker naturligvis kun, fordi oversættelsen er god til det yderste. Derfor kan vi vente os noget i retning af en nyopdagelse af Wagner, når V.S. tager sig af Wagners analyse af Sofokles Ødipus-trilogi, et koncentreret stykke humanisme, Wagner fra den mest intelligente og sympatiske side.

Biografier på dansk - der findes nogle, men ingenting af betydning. Nordmanden Schjelderups dansksprogede biografi vil jeg i hvert fald ikke anbefale, medmindre man har smag for kryptofascistisk kvalm. Vi må derfor til at omtale et antal bøger på engelsk og tysk -biografiske og analytiske. Forrest blandt dem må vi gøre opmærksom på Wagners egne bøger. Han har skrevet en kolossal selvbiografi, som naturligvis er frydefuld læsning for den stærkt interesserede. Til de ikke helt så interesserede kan jeg sige, at den i hvert fald rummer fortællekunst på et plan, der gør den for tiden verserende TV-film om Wagner uendelig dybt til skamme. De 6 sider om Mihael Bakunin - hvordan kan man så fuldstændigt overse dette eminent underholdende stof? Det er en af de uendelig få gange, hvor Wagner har vidst, at han stod overfor sin overmand (han har ikke følt det, da han modtog besøg af H.C. Andersen, kun anet det med Leo Tolstoy!). Bakunin havde ladet gods og formue bag sig i Rusland for at leve et aktivt og farefyldt liv båret af uselviske motiver og absolut mod. Sådan noget tog Wagner hatten af for; for én gangs skyld har han ladet den anden tale og endog vist forståelse for, at den anden ikke ville høre ham læse sine værker højt!

Det er blevet påstået, at Wagner aldrig har tøvet med at udnytte andre. Det er forkert. Han har tøvet i de uendelig sjældne tilfælde, hvor han regnede modparten for mere end en absolut underordnet person i forhold til ham selv. Bakunin var ét eksempel. Nietzsche var et andet; Nietzsche ville i 1871 stille sig helt til rådighed som Bayreuth-propagandist, men Wagner afslog kategorisk: Et universitetsprofes-sorat skyder man ikke i baggrunden! Her er vi ved Wagners pudsige beundring for lærdom; det har været en af hans store hemmelige triumfer, at han havde gennemtyg-get et antal videnskabelige værker om antikken i Grækenland, som Nietzsche, hvis fagområde det var, endnu i 1869 ikke kendte; Nietzsche har siden brugt disse referencer. Wagner kunne læse latin og græsk, omend han ikke havde drevet det længere end til den store urinprøve. - Wagners tilbøjelighed til at identificere sig med rollen som lærd herre er kommet Ringen tilgode; hans kildestudier var næsten ægte lærdom. Han lærte sig tilstrækkelig meget oldhøjtysk, middelhøjtysk og oldnordisk til at kunne interessere sig for venstresiderne i de paralleloversatte udgaver af de gamle kvad og sagaer, som han brugte. Den morsomste bog om de vidtforgrenede litterære kilder til Ringen er Deryck Cookes »I Saw The World End«, som samtidig er fremragende på det musikanalytiske område.

Men vi er ikke færdige med Wagners egne bøger. Tusindvis af breve har han skrevet; de fleste af de gamle udgaver er naturligvis udsolgt, en ny, naturligvis temmelig dyr, 16-binds udgave er nået til 4. bind. De gamle udgaver er oftest grupperet efter adressat, f.eks. Minna Wagner, August Röckl, Liszt, Mathilde Wesendonck; den nye udgave vil medtage alle hans breve i kronologisk orden. Blandt samlingerne før den nye komplette udgave er to særlig interessante: den ene er Winifred Wagner og Otto Strobels fembindsudgave af korrespondancen med kong Ludwig II af Bayern, interessant fordi den - trods det, at udgiverne var Bayreuths daværende ejerinde og arkivar - skånselsløst medtager, for ikke at sige udsøger, belastende materiale for alle parter. Wagners breve til kongen er pinagtig læsning i deres anstrengt ophøjede tone; om den gennemgående tendens har Robert W. Gutman fundet den slående vending »aldrig sen til at presse citronen«. Vi danskere morer os i Det Kgl. Teater over Madam Rust, der giver lotterivinderen valget mellem at give hende fast ejendom eller en livrente; Wagner gav ikke noget valg, men krævede begge dele - og fik det.

Den anden særlig interessante brevudgave er Burrell-samlingen, tilgængelig på tysk i S. Fischer-for-laget med titlen Briefe 1835-65. Burrell-samlingen er en stor mængde breve fra Wagner til Minna Wagner og vennerne fra Dresden-tiden, Theodor Uhlig, Ferdinand Heine og Wilhelm Fischer, enestående ved at indeholde meget af det stof, som Cosima Wagner troede, det skulle lykkes hende at bortsvindle fra offentlighedens kendskab. Med andre ord, det er den humane Wagner uden censur og forfalskning fra den kryptonazistiske Wagner, for nu at sætte det på spidsen: helt human har han jo aldrig været. Cosima Wagner ville have kunnet undertrykke mange sandheder, hvis ikke Minna Wagners datter Natalie Bilz-Planer havde samlet alle disse breve og overladt dem til amerika-nerinden Mrs. Burrell, hvis samling blev udgivet af John N. Burk i New York i 1950. Mrs. Burrell havde udover brevene til Minna Wagner kunnet samle de breve, hvis adressater kunne mødes med hende i fælles modstand mod Cosi-mas rædselsregimente.

Cosimas rædselsregimente lærer vi allerbedst at kende gennem hendes minutiøse dagbøger, endelig udkommet i 1977-78, hvor vi desillu-sioneres, hvis vi håbede, at det kryptonazistiske Bayreuth udelukkende var Cosimas forfalskning af Wagner: dagbøgernes utallige protokollater af Wagners egne ord dokumenterer til overflod, at det, jeg kalder Cosimas rædselsregimente, havde fuld dækning i den gamle Wagner. Nok er dagbøgernes mest hårrejsende udtalelser Cosimas egne: men vi forstår, at Wagner ikke har modsagt dem. De racistiske skrifter med deres antydninger af udryddelses-»løsninger« er ikke kun digressioner fra Wagners allersidste år, men noget, der har præget de private samtaler dag ud og dag ind.

Omsvinget fra den unge, generøse, vennesæle, sandhedskærlige og modige Wagner til den gamle hysteriker i Bayreuth har for mange været en gåde; men det tyranniske og den totale mangel på indlevelse i mennesker, han ikke oplevede som stærkere eller bedre end sig selv (de var få, jeg har nævnt Baku-nin), er fælles for den unge og den gamle Wagner. Kreativ psykopat. Hvis jeg selv må have lov at give mit besyv med, må det gå ud på, at overgangen fra den unge til den gamle Wagner trods det tydeligt fastholdte identiske faktisk er springvis: og springet skete vist i 1864, da han var 51 år. Peter Cornelius (hvis opera »Barberen i Bagdad« er et mesterværk, med 1001 Nats Abu Sir som en let genkendelig Wagner) og Wendelin Weiss-heimer (hvis morsomme erindringer jeg anbefaler) havde i de foregående år, som var de værste i Wagners liv, været hans nærmeste venner, men syntes nu, at han ikke var til at kende igen. Selvfølgelig er årsagerne mange; Ernest Newman, hvis store Wagnerbiografi jeg om lidt skal omtale, beder os betænke, hvilken depraverende indflydelse det måtte have på Wagners karakter at skulle gå så meget på tiggergang for at skaffe store lån. Pudsigt nok har ingen af de mange forfattere overvejet den mulighed, at Wagners desperate opførsel i årene 62-64 kunne hænge sammen med, at han faktisk ikke kunne undvære sin kone Minna, som han i 62 gjorde sit sidste forsøg på at leve sammen med. I hvert fald er disse år faktisk den eneste periode i Wagners liv, hvor han fører et groft uordentligt levned med flere unge kvinder. Hvis det skulle have noget på sig, at han blev dybt forandret ved denne tid, ville det være interessant, om man dermed havde et monumentalt eksempel på begrebet »sjæletab«.

Uden selv at have begreb om dybdepsykologi må jeg have lov at nævne, at de afgørende af Wagners værker optræder netop i de livs-aldre hos ham, hvor man kunne antage en krise. Da han med »Den flyvende Hollænder« meget pludseligt finder en personlig stil og dermed indleder rækken af sine blivende værker, er han 28. Da han konciperer Ringen, er han omkring den 37-års-alder, som af nogle forfattere opfattes som livs-midte-krisen, og hvor man f.eks. kunne henvise til Ibsens Peer Gynt og Mel villes Moby Dick, for bare at nævne de iøjnefaldende eksempler fra Ringens samtid. Ringen går i dybden med alle de almene konflikter, så jeg vil nøjes med at fremhæve Wotans samtale med Alberich i 2. akt Siegfried: Wotan kan tale afklaret med sin dødsfjende uden angst og had. Han har åbenbart lagt tilbøjeligheden til skyggeprojektion bag sig, eller hvad den slags ville hedde hos dybdepsykologerne. Hvis vi lader os overbevise om, at dette er båret af en afklarethed hos Wagner selv, skal det dog ikke overraske os, om han netop i 50-års-alderen havde en ny krise, men denne gang én, der ødelagde ham. Fra 1864 til sin død som 70-årig i 1883 er han ganske vist meget produktiv med sine kunstværker, men faktisk drejer det sig om ting, han mere eller mindre havde færdig i hovedet inden 1864. I hvert fald er det fra 1864 svært at finde rester af de tiltalende menneskelige træk, som havde præget den unge Wagner, når han var bedst. Jeg vil lade denne påstand være springbræt til min kraftige anbefaling af Ernest Newmans store 4 binds Wagner-biografi. Newman har som forsidebillede til 3. bind (1859-66) valgt et ubehageligt, stikkende portræt af Wagner, som han så ud i denne tid. Det virker som illustration til følgende veloplagte beskrivelse af én af Wagners udflugter på jagt efter penge (S. 149 i billigudgaven): »Wagners egen beretning om visitten til Schwarzau, som varede en dag og en nat, lader intet tilbage at ønske i åbenhjertighed. Aldrig så snart var han ankommet til grev Nakos gods, før han begyndte at udspionere terrænet til sine egne specielle formål. Ved spisebordet næste morgen kastede han sig ud i, hvad han uden tvivl selv anså for hårfint taktfulde bemærkninger om slottets imponerende størrelse. Os fortæller han, at han allerede havde overvejet, hvilket værelse han ville få ved et senere besøg af længere varighed.

Imidlertid skyndte hans værtsfolk sig, med en teknik, der ikke gav hans egen noget efter, at forsikre ham, at skønt slottet virkede rummeligt, var det i virkeligheden kun lige akkurat stort nok til familien og dens tjenestefolk. For der fandtes på denne tid sikkert ikke den verdensmand eller -kvinde, som kunne se ind i dette forsultne, koldt beregnende øje uden med en erkendelsesgysen at føle, at man igen var i overhængende fare for at få en professionel låntager ind på livet.«

På samme side havde Newman endda skrevet noget, der er for godt til at oversætte: »he had received a very cordial letter from an admirer in Prague, a merchant named Bergmann, whom he at once tried to put under contribution to the tune of 10,000 francs.« Newmans storværk er genudgivet som billigbog i Cambridge University Press.

Den nyeste store biografi er Martin Gregor-Dellins. Reaktionerne ved modtagelsen var yderst positive, og jeg troede at kunne slutte mig til dem; nu har den første kritiske røst givet sig tilkende. Det er Hartmut Zelinsky, der i en stor artikel i »Musik-Konzepte« (nr. 25) betegner Dellins bog som et forsøg på at redde Wagner ved unøjagtighed og ved at se igennem fingre med de racistiske skrifter og den gennemførte tankeforurening, der slår én imøde fra Cosimas dagbøger. Zelinsky havde ønsket en afdækning af de sider hos Wagner, der så længe har bidraget til at tilsande det humane i den tyske kunst, Lessing- og Goethesporet. Kan nogen af de eksisterende biografier opfylde dette ønske? Det er det afgørende spørgsmål også for os.

Den eneste af de mindre biografier, der går alvorligt ind i denne problematik, findes i billigserien »Rowohlts kleine Monographien« og er skrevet af den marxistiske litteraturprofessor Hans Mayer. Ellers vil jeg begrænse mig til at omtale de tre store biografier af Newman, Gutman og Gregor-Dellin. De forholder sig på tre forskellige måder til det suspekte ved Wagner. Hvori dette ligger, kan jeg hurtigst anskueliggøre ved at gengive et interview med en kendt person, som Zelinsky i sin stærkt kritiske anmeldelse af Gregor-Dellins bog bringer i en fodnote: »Ingen af disse epigoner ved, hvem Wagner i virkeligheden var. Jeg tænker ikke kun på musikken, men på hele den omstyrtende kulturlære ned til den tilsyneladende uvigtige detalje. Han er ikke kun komponist og digter. Han er den største profetskikkelse, det tyske folk har ejet. Jeg er ved tilfælde eller skæbne stødt tidligt på ham. Jeg havde med en næsten hysterisk ophidselse fundet, at alt, hvad jeg læste af denne store ånd, svarede til min inderste, ubevidste, slumrende anskuelse. Problemet er: hvordan kan man bremse raceforfaldet? I øvrigt må De forstå Parsifal ganske anderledes, end den sådan jævnthen fortolkes; det er ikke den Schopen-hauerske medlidenhedsreligion, der forherliges, men det rene, adelige blod, som de videndes broderskab har fundet sammen for at holde rent og i ære.«

Har læseren gættet det? Det er hverken hverken Houston Stewart Chamberlain eller en af de andre skribenter fra Cosima Wagners kreds, men derimod - Hitler.

Og nu ved den interesserede læser jo udmærket, at efterkrigstidens humane, antinazistiske Wagneri-anere med Bayreuth-festspillenes ledende personer i spidsen har arbejdet på at forme den opfattelse, at Hitlers tolkning var forkert, at den betød en fordrejning af Wagners vision, en misbrug af hans kunstværker. Men var den det? I det mindste er det mærkværdigt, så villige, ja ivrige mange af os har været efter at tro det. Pressen har jo villigt kolporteret den opfattelse, at Wieland Wagner, Richard W.s sønnesøn, der i 1951 genåb-nede Bayreuth-festspillene, var en antinazistisk reformator, hvis mission det var at rense Wagners værk for de kompromitterende associationer, det havde fået. Jeg skal heller ikke protestere mod denne opfattelse, den beskriver jo meget godt Wieland Wagners Standpunkt efter krigen! Jeg skal kun påpege det dybt mærkværdige i, at alle har været så villige til at se igennem fingre med, at Wieland på sin 17-års fødselsdag havde modtaget en splinterny Mercedesvogn som gave fra Hitler, og at intet kunne have berettiget ham til at påberåbe sig at have ydet nogen modstand mod Nazi-regimets infiltration af Bay-reuth. (Oplysningen om Merce-desvognen stammer fra Geoffrey Skelton, Wieland Wagner, London 1971. S. 46).

Jeg spørger igen, var Hitlers fortolkning imod Wagners ånd? Ze-linskys artikel og Robert W. Gutmans biografi svarer nej. Hvis man stadigvæk vægrer sig ved at tro, at det tredje rige var den omfattende virkeliggørelse af Wagners vision, må man i det mindste først have dvælet ved de mest hårrejsende steder i »Erkenne dich selbst«, »Was nützt diese Erkenntnis« og »Heldentum und Christentum«. Det ene af disse tre essays ender med et dunkelt udsagn om en »stor løsning«, efter hvis gennemførelse »uden enhver falsk skam« der ikke mere vil findes nogen jøder! Trods denne ordlyd kan man være i tvivl om passagens mening - især fordi Wagner kun få sider tidligere erklærer sig for voldens totale udelukkelse fra hans idealstat, hvorefter han brillerer i en sarkastisk beskrivelse af moderne krig, som kunne være skrevet af John Ruskin!

Ernest Newman går ikke, som Ze-linsky antyder, let henover disse essays, men synes at klynge sig til forskellen i åndeligt niveau mellem Wagners kunstværker og hans værste essays. F.eks. irriterer det Newman lige så meget, når Wagner dummer sig i ufarlige emner, som når han kører i ring om sine ondartede fixe ideer; den pralende tone, hvori Wagner afslører en så umistænksom uvidenhed om ældre engelsk litteratur og sprog, at selv mindre skolebørn ville skamme sig, er jo egentlig uskadelig i sammenligning med den mordlystne demagogi, men for Newman er de to ting på samme linie, begge pinlige udtryk for den gamle Wagners atrofierede tænkeevne. Når Zelin-sky finder Newmans behandling af disse ting udglattende, er det måske fordi henvisningen til Wagners svigtende intellekt kan forstås som en undskyldning; som undskyldning er den værdiløs, fordi Wagner allerede kredsede om disse tanker i sin bedste, klareste skribenttid: det besynderlige essay »Die Wibelun-gen« fra 1848,33 år tidligere, udkaster hele det tankekompleks, hvis centrum er den mystiske lære om den ariske afstamning. De tre nævnte »regenerationsskrifter« fra 1881 er skrevet med fuld bevidsthed og hensigt og i konsekvens af 33 års kredsen om denne fixe ide. Man kan ikke bare frifinde Wagner ved at henvise til, at mange andre kunstnere og opinionsdannende personer har haft onde og destruktive tanker uden af den grund at blive forkætrede som Wagner; den går ikke, for Wagners agitatoriske og organisatoriske energi og vedholdenhed hæver ham ud af sammenligningen med de mange andre. Det er også et helt ynkeligt forsøg på at rense Wagner, når den pedantiske musikforsker Constantin Floros i samme nummer af »Musik-Konzepte« (25) som Ze-linskys artikel henviser til, at Wagners kendskab til Gobineaus »Sur l'inégalité des races humaines« var helt nyt, da han skrev de nævnte tre essays fra 1881 - Floros mener, at når Parsif al-teksten var fra 1877 og endda i alt væsentligt fastlagt i 1865, kan ideen om det ariske blods forfald og forløsningsbehov (ved ikke-ariskes tilintetgørelse) ikke have ligget til grund for Parsifal. Floros' kendskab til Cosimas dagbøger og til Wagners realiserede og urealiserede dramaers forgrening ud fra »Die Wibelungen« må være meget ringe, hvis han tror, at Gobineaus bog sagde Wagner noget, han ikke forlængst havde sagt selv. (Selvfølgelig er Floros' kendskab til disse ting i virkeligheden ikke ringe; jeg taler om den utrolige evne hos selv velbegavede personer til at se fuldstændig bort fra det væsentlige i en sag, når ens ønsketænkning er truet). Med »forgrening ud fra Die Wibelungen« sigter jeg til, at Wagners mytologiske identifikation mellem gralsskat og Nibelungenskat, mellem Jesus og Siegfried, mellem Siegfried og Frederik Barbarossa osv., er den fælles tilknytning for de realiserede dramaer »Ringen« og »Parsifal« og de urealiserede skitser »Friedrich der Rotbart« og »Jesus von Nazareth«.

Som jeg har fortalt, falder disse sammenhænge under Newmans foragt og opfattes ikke som tegn på demagogisk kraft, men på intellektuel afmagt. Han er parat til at fryde sig over Wagners kunstværker og har vel håbet at se dem i iscenesættelser, der ikke interesserer sig for de aspekter, vi her har omtalt. Man har villet se store kunstværkers overlevelsesevne i, at de er så rige på aspekter, at nye tidsaldre finder nye aspekter i dem at interessere sig for. Men hvis man kun kan gøre delaspekter interessante, skurrer de mod helheden. Det er et problem, om man kan gennemføre sammenhængende Wagnertolkninger ud fra nyfundne aspekter - om det ikke snarere bliver usammenhængende, når man af lutter god vilje til at fremhæve de humane og utopiske aspekter må lægge røgslør over, at den oprindelige helhed, Wagners egen vision, er for tæt forbundet med hans dårlige fixe ideer til at tillade en værk-tolkning, som samtidig er en acceptabel tilværelsesfortolkning. Der findes netop instruktører, der har arbejdet sig ned til det usammenhængende og har gjort et nummer ud af at belyse det. Tænk på Patrice Chéreaus »Ring« eller læs Bernard Shaws overdådigt vittige »The perfect Wagnerite«. Her har jeg kun talt om fortolkning igennem iscenesættelse for at kaste lys tilbage på vores anliggende, fortolkning gennem gode biografier. Robert W. Gutman er nemlig ikke den, der forkaster Wagner, når han finder modsigelserne; bogen er en udfordring for den, der trods entusiasme for Wagners værker ikke er bange for at lade det stå til diskussion, hvad vi overhovedet skal med ham og hans maligne essens. Det vil måske også være praktisk for læseren at vide, at Gutman klarer sig med 500 sider, hvor Newman bruger 2500. Gregor-Dellins 850 siders bog (på tysk) er måske nok den mindst vigtige af de tre, men lige så underholdende læsning som Newman.

Jeg bør ikke afslutte min boggen-nemgang uden at anbefale Carl Dahlhaus analyser. Man kan begynde med hans ganske kortfattede »Richard Wagners Musikdramen«, hvor de musikalske analyser er forbilledligt koncentrerede og rammende og gjort væsentlige for værkerne som dramatiske helheder.

Litteratur

Danske bøger

Lars Ole Bonde: Kunsten og Revolutionen.

Århus 1980 Alma Heiberg: Fører gennem Der Ring des

Nibelungen. (1920) Kbh. 1983 Thomas Mann: Richard Wagner - to essays.

Bøger på tysk og engelsk

Richard Wagner: Mein Leben. München 1963.

Richard Wagner: Briefe 1835-65 (Die Bur-rell-Sammlung) ed. John N. Burk. Frankfurt 1953.

Richard Wagner und König Ludwig IL: Briefwechsel, herausg. v. Winifred Wagner & Otto Strobel. Karlsruhe 1936-39.

Richard Wagner: Sämtliche Briefe. VEB Deutscher Verlag für Musik, Leipzig 1967-.

Richard Wagner: Gesammelte Schriften und Dichtungen.

Cosima Wagner: Die Tagebücher. MI. München 1976-77.

Wendelin Weissheimer: Erlebnisse mit Richard Wagner, Franz Liszt und vielen anderen Zeitgenossen. 1898.

Bernard Shaw: The Perfect Wagnerite. London 1898.

Deryck Cooke: I Saw The World End. London 1980.

Carl Dahlhaus: Richard Wagners Musikdramen. Velber 1971.

Hans Mayer: Wagner. Hamburg 1959 (ro-ro-ro)

Ernest Newman: The Life of Richard Wagner I-IV. Cambridge University Press 1976.

Robert W. Gutman: Richard Wagner - The Man, His Mind, and His Music. New York 1968.

Martin Gregor-D ellin: Richard Wagner. 1980.