Den døende musik

Den svenske komponist Jan W. Morthenson er en kulturkritisk komponist, og i den seneste halve snes år har han især komponeret det han kalder »metamusik« - musik, der handler om musik, kritiserer og kommenterer musik. I forbindelse med International Music Councils Verdensmusikuge i Stockholm fik han fornylig uopført »Ancora« -metamusik for strygekvartet, og det er et stykke musik, der tager udgangspunkt i hvad der sker med folkemusikken og kunstmusikken i disse år.

I programnoten til stykket skriver Jan W. Morthenson: »An-cora er et værk om folkemusik, og det er skrevet på baggrund af den problematik, som man bl.a. har arbejdet med i International Music Council - nemlig at verdens nedarvede musik trues af opløsning og deformation under påvirkningen fra den multinationale kommunikationsteknik. Grundlaget for forskellige landes musikkultur forvandles til minoritetsinteres-ser, og folkemusikkens umiddelbare ekspressivitet får en angstfyldt karakter. Dansene bliver krampagtige og spøgelsesagtige, og i den tiltagende larm fra masseteknikkens gravemaskiner vil glæden ikke indfinde sig. Sangenes indhold bliver forandret og får ny symbolsk betydning.

»Ancora« betyder »endnu«, og i strygekvartetten stilles skygger og stumper af folkemusik fra Balkanlandene op imod fragmenter af vestlig modernisme. Det er to kulturformer, hvis eksistens i lige høj grad er truet af udryddelse. Trods de stilistiske og æstetiske afstande er der en fælles tone, der knytter de to musikformer sammen i deres truede eksistens. Strygeinstrumenterne spiller en rolle både i folkemusikken og i kunstmusikken, og derved forbindes de to musiktyper klangligt.

Kompositionsteknisk består Ancora af måder at absorbere folkemusikfragmenter på - lige fra soloer mod støj lignende baggrund til næsten enstemmigt unisono. Overfor den melodibærende stemme forholder de øvrige stemmer sig på mange måder-homofont, kontrapunktisk, klangligt, dynamisk, tonalt forstyrrende, afvisende, ligegyldigt, uforstående. Harmonikken pendler mellem tonalitet og støj men bygger hovedsagelig på mikrointervaller. Formen er lukket - uden udveje. Motiver udvikles ikke, men cirkulerer omkring magnetiske centraltoner. Kun i et tilfælde afsluttes et citat.«

EC: Din strygekvartet Ancora er et stykke metamusik, der handler om folkemusik. Hvordan indgår folkemusikken i værket?

JWM: ja, folkemusikken i min strygekvartet er jo integreret i en slags makroverden. Den får altså ikke lov til at tale uforstyrret på sine egne vilkår, men indgår som et spændingselement i en større musikalsk virkelighed, hvor der endda indgår kunstmusikalsk modernisme og andre former for forstyrrelser, så at sige. Og meningen her er altså - på et symbolsk plan - at knytte den kunstmusikalske og den folkemusikalske arv sammen, og at forene dem i den fælles krise, som de egentlig eksisterer i - nemlig truslen om at forsvinde og opløses og helt undertrykkes af den kommercielle massekultur.

EC: Er den et slags reservat for en folkemusik, der er ved at dø ud?

JWM: Nej, det er snarere en form for musikalske sår, der åbner sig. I de folkemusik-fragmenter, som jeg har anvendt, findes en slags indre ekspressivitet - en slags elegisk tone, som nærmest får en »de profundis«-karakter på det folkemusikalske område, og som ikke giver det sædvanlige glade, folkelige, optimistiske billede, som folkemusik sædvanligvis gør - men som også indeholder den anden del af folkemusikken - nemlig den ekspressive, eksistentialistiske type af musik, hvor der ofte forekommer sange om ulykkelig kærlighed og i det hele taget en tone, som er fælles med en stor del af kunstmusikken.

EC: Har du i folkemusikken pr øv et at finde en ekspressivitet og et ægte udtryk, som er gået tabt i vor kultur?

JWM: Ja, folkemusikken får jo sin spænding netop i det moderne industrisamfund, derved at den taler et sprog, som mennesket nu føler, er gået tabt, og derved at den har en slags nærhed til den musikalske natur, som også stort set er ved at forsvinde, og som jo ikke engang kan overføres til yngre generationer i den folkemusikalske tradition.

Vi lever jo både med de nostalgiske billeder af et forsvundet samfund, resterne af det, i form af sommerhuse og fritid og andet - og samtidig i den højteknologiske kultur. Og vi gør jo et forsøg på at sammenknytte disse to vigtige elementer i vort liv, men folkemusikken får derved ofte det her kosmetiske præg af en tabt kultur, som det egentlig er ulykkeligt, at den har fået, eftersom man derved deformerer dens egentlige karakter.

EC: Hvad er det for menneskelige værdier, som det er vigtigt at holde fast ved i en teknologisk styret verden?

JWM: Det rent menneskelige er oftest en ret enkel sag - enkle relationer og følelsesmæssige bindinger mellem mennesker og mellem mennesker og ting og omgivelser, miljø, natur. Og dette at mennesker har direkte kontakt med hinanden er nok fundamentalt for hele vores signalsystem. Når vi i stedet lader dette signalsystem overtages af medierne og lader kommunikationen foregå uden for vore egne kroppe og vore egne sanser, så bliver udviklingen meget alvorlig. Og det, der er deprimerende netop nu - synes jeg - er, at den yngre generation så totalt an-nammer denne medie-udvikling, denne mediale kommunikation, og slet ikke dyrker en rent menneskelig kommunikation. Senest i 60'erne forekom der dog visse protester imod massemediernes udbredelse og udnyttelse af ungdommen. Men det er helt ophørt og erstattet af en næsten manisk accept. Det menneskelige er jo også kulturens chance - det er jo på det område kulturen i det hele taget kan fungere, nemlig i en slags nærrelationer af udtryk: de små nuancer, skærpede sanserne, indfølelse -evne til analyse og oplevelse på mange planer, hvilket er en stor kontrast til det entydige, kraftfulde plan, som massekulturen arbejder på.

EC: Din strygekvartet er et bestillingsvær k til Sveriges Radio. Er det ikke en selvmodsigelse, at du vil bruge din musik til at kritisere massemedie-samfundet, men samtidig leverer du musik til et massemedie?

JWM: Det er vigtigt, at man indenfor de store medier bidrager til de kulturelle marginaler, der trods alt findes i visse lande - i Skandinavien, i Tyskland og andre steder. Den kulturelle marginal i disse massemedier - radio, Tv, presse -må på alle måder styrkes, og kvali-tetsaspekterne må blive så vigtige som muligt indenfor disse medier. Derfor må jeg som kunstner bidrage til, at der stadig er en vis kultur til stede i disse medier, og det føles ikke som nogen modsætning at gøre det. Mit tidligere resonnement er altså et strukturelt reson-nement, hvorigennem j eg forsøger at se, hvad der er de store kræfter i kulturen og i samfundet. Men imod disse kræfter må kunstneren altså alligevel opstille sit alternativ, hvilket ikke indebærer, at det har nogen udsigt til at give nogen større effekt på længere sigt. Men der er et vigtigt aspekt af kunsten i denne sammenhæng, som består i det, at kunsten også må dokumentere sin historiske epoke - at vi, som nu er kunstnere, at vi på et symbolsk og æstetisk plan må udtrykke det, vi oplever i vor tid, for at vores samfund netop nu skal blive begribeligt og emotionelt nærværende på en eller anden måde for de mennesker, som kommer efter os. Dér findes en overordnet historisk mission for kunstnere af forskellig slags, og kvalitets-marginalerne i massemedierne giver visse muligheder for at realisere den.

EC: Du har kaldt din musik fra de seneste ti år for »meta-musik«. Det er musik, der handler om musik, musik der kritiserer, kommenterer og tager stilling til musik. Som motto for et af dine metamusik- værker har du sat et citat af Heinz Klaus Metzger »En kunstners værdi skal ikke måles udfra det, som han skaber, men ud fra det, som han afskaffer«. Hvad ønsker du at afskaffe?

JWM: Jeg vil afskaffe det brutalt demagogiske og suggestive i musikken. Jeg vil afskaffe dette, at kunsten kun taler på sine egne vilkår overfor et publikum - overfor mennesker, som er forsvarsløse, og som ikke kan argumentere imod. Jeg vil, at kunsten skal være en samtale mellem mennesker og kunstnere - og ikke kun på kunstnernes vilkår, og heller ikke kun på modtagernes vilkår, sådan som det ofte var i den tidligere kunstmusik. Jeg vil pege på de kunstneriske, æstetiske, demagogiske kvaliteter i musikken og i kulturen - og stille dem mod en slags metamusik i en kommentar, som afbilleder en helhed, hvor lytteren indgår som res-sonans-partner og ikke kun som en tilhører.