Et pionerarbejde

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 04 - side 190-191

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Tilbageblik på Gyldendals Musikhistorie l (Jens Brincker, Finn Gravesen, Carsten E. Hatting, Niels Krabbe; redaktion Knud Ketting).


AF PETER WOETMANN CHRISTOFFERSEN

Modtagelsen af første bind i Gyldendals Musikhistorie i oktober sidste år var meget positiv. Nyformuleringen af musikhistorien ud fra et samfundsmæssigt synspunkt som musikkens kulturhistorie blev mødt med interesse og begejstring af et næsten eenstemmigt kor af dagbladsanmeldere, kun en enkelt var lidt afventende (Flensborg Avis) og een direkte sur (BT). Også de grundigere anmeldelser kan forfatterne glæde sig over. De er enige om en anerkendelse af værkets høje faglige niveau og de nye synsvinklers betydning. Ib Bondebjerg havde her i dmt (nr. 4 1982/83) en grundig og meget positiv redegørelse for bogens indhold og holdning som jeg ikke skal gentage. Man sporer dog en antydning af utryghed ved bogens holdning til det kunstneriske i musikken: »Det er de væsentlige strukturer og træk der beskrives, med værktyper, snarere end enkelte værker som bærende led og med sociale kategorier og kultursammenhænge snarere end personer som indfaldsvinkel. Denne fremstillingsform er en klar styrke ved bogen, men den kan også rumme farer i retning af at dræbe fornemmelsen for det kunstnerisk særegne og kvalitativ e« (min fremhævelse). Senere er han inde på at det er afgørende i en sådan fremstilling også at belyse kunstens overskridende karakter: »... for ellers ender vi i en mekanisk materialisme, som let reducerer musikken og de øvrige kunstarter til stive reflekser af samfundsformernes historie« (min fremhævelse). Han finder at denne opgave løses glimrende i det første bind, men venter sig samtidig mere dybtborende udsagn af de følgende bind.

I Information kritiserer Søren Kjørup bogen for dens tørre fortællestil og lidt vaklende kurs og håber ligeledes at i de næste bind ».. .vil linien være klarere og fortælleglæden større...«. Samtidig påpeger han vanskelighederne ved at få alle elementer i fremstillingen til at gå op i en højere enhed: »... dog er det som om de gammeldags snævre musiktekniske detaljer står med størst vægt. Det brede socialhistoriske stof (delvis i modsætning til det musiksociologiske) virker ofte valent - og lidt påklistret.« Men »... det er oplagt at grundideen er rigtig.«

Søren Sørensen leverer i Dansk Årbog for musikforskning XIII (1982) en grundig kritik ud fra et traditionelt musikhistorisk synspunkt. Han betragter bogen ».. .som et supplement til og ikke en erstatning for den værkb&trag-tende musikhistorie.« Og mener at »der kommer til at mangle balance og vigtige nuancer, når en eller flere af hjælpevidenskaberne bliver gjort hand-lingsbærende som i nærværende bog, hvor projektørerne rettes på musikken udefra og ikke indefra, fra dens egne tekniske og kunstneriske præmisser.« Blandt mange kritiske, undertiden lidt spydige, men også rosende bemærkninger kommer en iagttagelse, som jeg særligt hæftede mig ved, om bogens andet hovedafsnit, perioden 1500-1730, som hedder Tå vej mod en borgerlig musikkultur': »... det er i hvert fald en lang vej på 300 år, og perioden havde vel fortjent en mere selvstændig identifikation end blot det at være forløber...«

Anmeldelserne er inde på nogle vigtige problemer, som jeg skal prøve at uddybe. Det følgende skal imidlertid ikke forstås som en vurdering af bogen. Den må så absolut betragtes som et fremragende pionerarbejde. Et sådant arbejde vil altid have den skæbne at blive udsat for en stadigt voksende kritik fra fagfæller. Det tjener nemlig som udgangspunkt for mange nye overvejelser, som ikke ville være opstået uden det, deri ligger nok dets allerstørste betydning.

Anmelderne fornemmer at fremstillingen kan blive klarere og mere levende i det følgende bind, som skal »... dække hele 'den klassiske musiks' centrale periode« (Søren Kjørup), fordi ».. .bd. l beskriver præcis den historiske periode, hvor musikken er mest bundet op af sine sociale funktionssammenhænge og dermed endnu kun i begrænset omfang formår at sprænge sine rammer.« (Ib Bondebjerg). Er det et rigtigt billede man har givet læserne af denne periode? Som en gradvis stivnen i konventioner, af musikken bundet til stænder, klasser og funktioner uden megen kunstnerisk kraft, som kan tale til os idag. Eller er fremstillingen delvis forfejlet?

Det skinner tydeligt igennem, selv her i bd. l, at forfatternes hovedinteresse må være 'den borgerlige musikkultur', og at beskæftigelsen med forudgående perioder til en vis grad har haft karakter af pligtarbejde. Det kan ligesom aflæses i kapiteloverskrifterne. Det første kaldes helt neutralt »Europæisk musikkultur til ca. 1500«, og det andet store kapitel hedder, som også Søren Sørensen studsede over: »På vej mod en borgerlig musikkultur«. I begge kapitler gøres der udmærket, omend ret skematisk, rede for samfundsforhold i henholdsvis feudalismens og absolutismens blomstringstid. Men ingen af perioderne har man villet eller kunnet give nogen selvstændig identitet. Det er som om det underforståede tyngdepunkt i den borgerlige musikkultur i for høj grad har bestemt synsvinklen i de forudgående kapitler. Man har fokuseret på udviklingen i de forskellige stænders brug af musik under feudalismen, og fulgt linien op med en analyse af den voksende borgerklasses og aristokratiets musikforbrug, altsammen set som en kronologisk musikkulturel og -teknisk udvikling, henimod den borgerlige musikkultur.

Derfor kommer fremstillingen til at virke skematisk, og linien i bogen til at virke uklar, fordi de udmærkede beskrivelser af musikalske fænomener, der optræder i kapitlerne, ikke er sat ind i nogen helhedsopfattelse af perioderne som meget andet end forløbere. - Det er ganske legitimt at betragte historiske perioder som forberedelse til det emne man interesserer sig for, og ud fra det vælge og ordne sit stof. Men i en musikhistorie som bl.a. henvender sig til musiklyttere ville det nok have været mere givende at forsøge at beskrive den feudale tid og absolutismens tid på deres egne præmisser og i deres egen overvældende identitet.

Jeg må indrømme at det ville have været meget vanskeligt at skrive musikhistorien sådan som jeg kunne ønske den. For på trods af mange års forskningsindsats kan man ikke sige at sådanne helhedsopfattelser foreligger gennemarbejdede, hverken teoretisk eller på det musikæstetiske plan. Læsningen af dette bind gør for alvor en bevidst om et sådant arbejdes nødvendighed.

Jeg efterlyser ikke kun en selvstændig formulering af disse perioder som samfundsformationer og politiske systemer, sådan som historikere beskriver dem, men som musikkulturer. Og her er det ikke nok at beskrive samfundsgruppers brug af musik og denne musiks tekniske grundlag. Man må give læserne et indtryk af den dynamik der også lå i disse fremmedartede og for os at se stillestående kulturer, af linierne og af bruddene, af samfundenes myldrende liv og deres nedslag i musikken.

Det er ikke den værkorienterede musikhistorie vi skal tilbage til, snarere en musikhistorie som tør give sig i lag med at karakterisere og tage stilling til hvordan fortiden har forvaltet sit musikalske udtrykspotentiale, så vi kan både lære og opleve derved.

I det hele taget har forfatterne en noget jomfrunalsk holdning til det kunstneriske. Så vidt jeg kan læse sprækker den kun to steder, i omtalen af italiensk trecento-musik »Den funktion musikken får langt senere som middel til æstetisk nydelse og fordybelse anes her i det 14. århundredes italienske bykul-tur.« (s. 125) og senere ved omtalen af Bach's Brandenburgerkoncerter (s. 304f). Det er som om forfatterne vil have 'æstetisk nydelse og fordybelse' ved musikken til kun at tilhøre senere perioder. En døvhed overfor datidens musikkultur. Det var ikke kunst som vi forstår den, men datidens musikalske udtryksform og så sandelig til fordybelse og nydelse, ikke blot udtryk for sociale funktioner. Tag blot den Bur-gundiske chanson fra det 15. århundrede, en musiktype der er overleveret i tusindtal, vel er meget her et konventionelt udtryk for den stiliserede høviske kærlighed, men den rummer også såvel sublime udsættelser af Villon's og Charles d'Orléans' digte som utroligt sjofle sange. Hele genren er kun til nydelse og dens udøvere sprænger til stadighed konventionens rammer. På samme måde forholder det sig med kirkemusikken. Selv i en så funktions-bestemt genre som det polyfone Magnificat møder man hyppigt blandt rækker af tapetmusik kompositioner, der overskrider alle grænser i kraft af deres udtryksevne. Man kunne blive ved at remse eksempler op fra musikhistorien, læs bare afsnittet 'Ars nova' (s. 114ff), hvor alle de tekniske forudsætninger opregnes, men hvor konsekvenserne omhyggeligt ikke drages, og spekulationer om hvorfor og hvad man har haft på hjerte omhyggeligt undgås. Denne blufærdighed overfor musikken kan måske forstås som en følge af fraværet af et samlende syn på de tidlige perioder; hvis det da ikke er et resultat af fornøjelsen ved den kølige klasseanalyse. Uanset årsagen kan jeg tilslutte mig de øvrige anmelderes håb om at forfatterne i de næste bind brænder mere for musikken.

Påfaldende er også at en af de mest spændende perioder i dette bind er forsvundet næsten ud af syne. Her er jeg ved en af mine egne kæpheste, nemlig tidsrummet 1450-1530, som netop kronologisk falder i bogens kapiteldeling. I overgangsfasen mellem det smuldrende feudalsamfund og den tidlige absolutisme er der et intenst samspil mellem alle typer musik, mellem kirkemusikken, den høviske musik og populærmusikken, brydninger og påvirkninger som satte præg på eftertiden. Denne brydningstid med dens forhen ukendte tumultariske ophobning af nye og gamle genrer og udtryksformer og med mængden af fremstående selvbevidste komponister er i overensstemmelse med bogens linie forsvundet ud i randbemærkninger.

Som sagt, bogen er et pionerarbejde, som der er al mulig grund til at ønske forfatterne tillykke med. Og så håbe at den vil fremprovokere mange nye forsøg, som tager dens synsvinkler op i endnu bedre fortolkninger af vores musikalske fortid.

Årgang 58/1983-1984, nr. 04