Har man sagt A, må man også sige B :

Baron, dr. omn.art. Alphonse Grisemarc-Fougère, R. af 4. Div., kræver, at Karl Aage Rasmussen efter sin indføring i Adorno snarest skriver om Ernst Bloch!

AF A. GRISEMARC-FOUGÈRE

En gang fandt jeg vej til parnassets top, Danmarks højeste punkt. Der ligger Karl Aage Rasmussens smukke gamle bondegård, hvor ånden svæver højt over vandene (173 m) trods de lave lofter og den kraftige cigarrøg. Skjult bag et gardin lyttede jeg til en besynderlig aggressiv samtale og tænkte: Er dette den forhindrede intellektuelles nid og nag, eller er han bare sygeligt morsom? Mange år senere læser jeg hans Adorno-artikel i DMT og ser, at noget helt andet er på færde: Borte er bestræbelsen for at vise, at man er kvikkere end universitetsfolk, fremme er evnen til at skære igennem dyrisk alvor og åndssvag patos.

I Karl Aage Rasmussens artikel ser man en Adorno-forståelse bygge sig op, idet selve Adornos bog ophæves, for nu at udtrykke det i en slags fordøjelsens dialektik, eller hvad det ville hedde hos Adorno. Det ser man med ublandet fryd, for hvor har man dog tit ønsket store dele af Adornos besværlige forfatterskab ophævet! Karl Aage Rasmussen gør det med en tryllekunstners ynde.

Det er slet ikke frivolt; der tales tydeligt nok om Adornos førstehåndsiagttagel-sers finhed og om væsentligheden af hans rammende formuleringer, som 3. spalte på s. 83 giver uendelig velvalgte eksempler på. Men det er velgørende at se den cirkulære påstand kaldt ved rette navn, når den gør krav på at være dialektisk tænkning, ligesom 3. spalte på s. 82 i grunden giver eksempler på, at den dialektiske tænkning undertiden begrænser sig til den kokette selvmodsigelse.

Karl Aage Rasmussens artikel er det første indlæg, der giver mig lov til at tænke: Jeg er blevet beriget ved at læse Adornos labyrinter, skønt jeg må tilstå, at j eg - adspurgt om, hvad j eg i grunden har lært af dem - nok kun ville kunne svare på en måde, der ikke lader sig skelne fra almindeligt øredøvende studenterblævver, jvf. Jakob Levinsens læserbrev i dette nr.

Hvad angår Sacre som ekko af larmen fra den kommende krig, må jeg plædere for den frivillige komik: Meget sjældent, og da lidt skingert, slår Adorno gækken løs, som når han i en Freud-inspireret analyse af et reklamebillede forstår en banan og en cigar som en tissemand og en bæ. Den sprukne latter hos én, der ikke er vant til at le! Ernst Bloch beskrev Adornos øjne som verdens mest bedrøvede.

Uden at komme ind på noget om en evt. personlig uvilje affærdiger Bloch hele Adornos forfatterskab med de to ord esoterik og snobberi. Det virker heller ikke helt som dybtfølt deltagelse, når Bloch refererer avishistorien om de kvindelige studenter, der forulempede og blomsterbekransede Adorno på hans kateder (i 1968) for i næste sætning at tale om hans død (i 1969), sådan at man dårligt kan undgå at læse det som om Adorno ved den pågældende lejlighed faldt død om. Med denne spinkle forbindelse mellem Adorno og Bloch ønsker jeg at rejse spørgsmålet:

Hvornår skriver Karl Aage Rasmussen en indføring i Blochs musiktænken? På to punkter står de to musikalske marxister Adorno og Bloch meget nær hinanden: i deres fortolkninger af Offen-bachs »Hoffmanns Eventyr« og af Gustav Mahlers symfonier - i begge tilfælde ud fra en hvidglødende begejstring. Walter Benjamin har sagt, at Blochs tanker kunne man varme sig ved. Mon ikke mange ville føle stor glæde ved at genkende deres egen Mah-ler-entusiasme i Blochs store, klangfulde ord, altid båret af en musikalsk fagkundskab, som er ligeså fremragende som Adornos. Ud af busken, Karl Aage Rasmussen, Ernst Blochs »Geist der Utopie«!

Deres meget bevågne
A. Grisemar C'Fougère