Nocturne fra den lange, grå gade

Dette lille stykke musik er et første, endnu spædt skridt i retning af at rejse den socialistiske realisme i den klassiske danske musiktradition.

Enhver kender den socialistiske realisme, når det gælder litteraturen. Også i den danske nationale litteratur er den repræsenteret ved værker af stor skønhed og styrke -værker, som idag er folkeeje. Det må være nok at minde om Martin Andersen Nexøs »Ditte Menneskebarn« eller »Pelle Erobreren«. Men i den klassiske danske musik har den socialistiske realisme endnu ikke taget form.

Vi har storslået musik fra den national-demokratiske bevægelses tid, f.eks. fra Niels W. Gades og Carl Nielsens hånd. Musik, som gav denne bevægelse et værdifuldt kunstnerisk udtryk, og som var progressiv, i den forstand at den sprængte den feudalt-kirkelige spændetrøje, som omsluttede musikken for i stedet med stor kærlighed at søge sin næring blandt folket, i den folkelige danske musiktradition.

Herefter er resten, med nogle undtagelser, stort set tavshed. Musikken delte sig i to: en strømning, der igennem stadige fortyndinger søgte at holde liv i den borgerlige nationalromantik. Men som kom til kort, fordi den (i modsætning til f.eks. Gade på sin tid) ikke længere var i pagt med eller repræsenterede den virkelige og levende bevægelse i folket, men kun evnede at fungere som et ekko af, hvad der havde været. Og så en anden strømning - modernismen, som åbent kappede alle bånd til den levende bevægelse i folket og i stedet, som tidligere tiders alkymister, begav sig på individualistisk jagt i mystikkens og de golde eksperimenters tågebanker. En sådan kunst, der vender folkets levende bevægelse og hele den folkelige tradition ryggen, kan ikke leve og udvikle sig, og modernismen er forlængst i dyb krise.

Den historiske virkelighed, med sin forbitrede kamp mellem gammelt og nyt, mellem reaktion og revolution, er kunstens, og dermed den klassiske musiks drivkraft. De største genier i musikhistorien har været sig dette bevidst og har ofte stillet sig i deres tids revolutionære bevægelses tjeneste. Beethoven, Verdi, Chopin er nogle eksempler på komponister, som stillede deres geni i deres tids revolutionære bevægelses tjeneste. De søgte at udtrykke den borgerligt-revolutio-nære bevægelses ideer og søgte, også hvad den musikalske form angår, dybt ned i de folkelige traditioner.

Ingen skabende kunstart kan imidlertid længere formidle borgerligtre volutionære ideer, ganske enkelt fordi borgerskabet forlængst har udskiftet sin revolutionære rolle med reaktionens, undertrykkerens rolle. Vor tids revolutionære klasse er arbejderklassen, som sammen med sine forbundsfæller - fattigbønderne, ungdommen, hæren af arbejdsløse, de progressive intellektuelle og kunstnere - idag er den klasse, som rejser kampen for menneskelig værdighed, ægte demokrati og livsbekræftende kultur. Borgerskabet, som forlængst har forrådt sine engang så stolte idealer, forsøger igennem forstærket udbytning, undertrykkelse og krig at kaste de byrder, der er følgen af det borgerlige samfunds krise, fra sig og over på de fattige. Også det borgerlige kulturliv er underkastet den samme, dybe krise. Kynisk spekulation, jernhård konkurrence, anarki og kaos kendetegner den moderne borgerlige kultur.

Derfor er det på høje tid, at også den klassiske musiks kunstnere tager den socialistiske realisme til sig og medvirker til at sikre den klassiske musiktradition en fremtid.

Hvad er realisme i musikken? Musikken kan jo ikke beskrive og ræsonnere gennem ord således som litteraturen kan det. Musikken taler i melodi, klang og rytme direkte til stemninger og følelser. Deraf følger, at musikalsk realisme betyder, at musikken (i modsætning til den individualistiske, verdens-fjerne og mystiske modernisme) tager sit udgangspunkt i virkeligheden, i virkelighedens mennesker, de stemninger og følelser, den kulturelle tradition, som virkelighedens mennesker bærer i sig. Men virkelighdens mennesker er højst forskellige; deres position, deres rolle i virkeligheden, og følgelig også deres stemninger og følelser, er højst forskellige. Nogle lever som grever og baroner af f.eks. deres aktier i ØK, andre må slide til fortvivlelse for i det hele taget at kunne stoppe noget mad i munden på deres børn. Nogle har interesse i krige, fordi krigene med deres egne forbrug af ressourcer og våben skaffer dem kolossale indtægter. Andre hader og afskyr krige, fordi disse for dem ikke betyder andet end lidelser, død og ødelæggelse. Derfor er det ikke muligt for en kunstner at udtrykke alle menneskers følelser og stemninger. En kunstner kan ikke undslå sig for at vælge side.

Hvis en kunstner for at undgå at vælge side forsøger at udtrykke alle menneskers følelser og stemninger uden hensyn til, at menneskene (hvilket er åbenlyst for enhver) er delt i hovedsageligt to klasser, hvoraf den ene er for udbytning, undertrykkelse og krig (fordi denne klasse lever af det), og den anden er imod udbytning, undertrykkelse og krig (fordi denne klasse lever under det), altså to klasser, som har fuldstændigt modsatrettede verdensbilleder, interesser, livsformer, stemninger og følelser, så vil kunstneren ikke længere kunne udtrykke nogetsom-helst. I den situation bliver kunsten nødvendigvis reaktionær, fordi den stiller sig i vejen for udviklingen af den levedygtige og progressive kunst, der tager åbent og ærligt parti for de undertrykte. Og den vil være tvunget til at søge tilflugt under skørterne på den herskende klasse, undertrykkerklasser, for at leve af de flæskebidder, denne tilkaster den. Og dermed ser i det mindste de undertrykte ganske tydeligt, hvormeget der ligger bag denne »neutrale« kunsts såkaldte almenmenneskelighed.

Som Beethoven og Verdi i sin tid tog parti for den borgerligt-demo-kratiske bevægelse, og på dette grundlag og i dyb respekt for folkets kulturelle tradition skabte betydningsfulde bidrag til udviklingen af den klassiske musiktradition, således må musikkens kunstnere idag åbent og ærligt tage parti for den proletarisk-demokratiske bevægelse af idag, for det overvældende flertal af befolkningen, som kæmper for frihed og ægte demokrati, for fred og for kultur. Vi må, som f.eks. Martin Andersen Nexø gjorde det på litteraturens område, stille vores håndværk og vore evner til rådighed for dette overvældende flertal af undertrykte i dets kamp for frihed og ægte socialisme. Og vi må rodfæste vores kunst i de bedste og mest værdifulde sider af den folkelige musiktradition, som er en uudtømmelig kilde til inspiration. Ikke skematisk og museumsag-tigt,men levende og fyldt med kærlighed og skaberlyst.

Således kan også den klassiske musik blive en levende og realistisk afspejling af flertallet af virkelighedens menneskers stemninger og følelser. Og den kan ikke blot blive en afspejling - den kan blive en hjælp og støtte, en inspiration for udviklingen af folkekulturen selv, idet den i sig optager de stærkeste elementer af den folkelige kultur og giver dem tilbage i bevidste og medrivende værker, i hvilke den klassiske musiktraditions raffinerede og højtudviklede håndværk stiller sig til rådighed for de undertryktes kamp.

I en sådan musik, som bygger på den socialistiske realismes metode, får også de udøvende kunstnere en helt anden inspirerende og ærefuld rolle at spille end i den moderne borgerlige musik, hvor det gælder om at formidle komponistens, og kun komponistens, individuelle hang og trang. I den musik, som bygger på den socialistiske realisme, er de udøvende kunstneres opgave hånd i hånd med komponisten at udtrykke den brede, undertrykte, men kæmpende befolknings håb og længsler, sorg og glæde, liv og kamp.

Og først her kan der tales om virkelig kunstnerisk frihed: frihed fra undertrykkermagtens reaktionære krav og konkurrencementalitet. Til gengæld en frihed under ansvar, nemlig det ansvar, som arbejderklassen pålægger os kunstnere, at være ubestikkelige og sandfærdige i skildringen af dens liv, og dertil solidariske i dens kamp.

Kunsten har altid været i sit rette element, når den har været revolutionær. Nu er det også for den klassiske musiktradition et spørgsmål om liv eller død.