Bøger

Af
| DMT Årgang 58 (1983-1984) nr. 05 - side 253-256

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Klid og kanel

»Er det muligt! «y sagde kavaleren, »således havde jeg nu aldrig tænkt mig den!«

AF SVEND RAVNKILDE

Carl Nielsen: Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen. Bind 1-2. Udgivet i udvalg og med kommentarer af Torben Schousboe. 272 + 408 sider samt 2 x 16 sider bilag (fotos). Gyldendal, København 1983. -Kr. 495-.

Stillet over for opgaven at anmelde en udgivelse som ovennævnte skal man dels ytre sig om det fremlagte stof, dels give en vurdering af måden altså de' e' fremlagt på. Jeg havde troet, det skulle blive en større fornøjelse end som så -men nedenstående bør ikke forlede publikum til at tro, at der ikke er masser af gods og guld at hente i udgivelsen ... det er der skam; men kors hvor skal man mange trængsler igennem for at hitte det, hvis da ikke det omvendt ligger så uanmærket lige for, at mange læsere desværre nok kommer til at gå forbi det og tilmed småkede sig på vejen.

I sommeren 1983 havde jeg lej lighed til at gennemlæse værket i dobbelt tempo, ret kort tid før det gik i trykken, og jeg spillede da nogle umiddelbare reaktioner på stoffet ud mod Torben Schous-boes erfaringer fra omgangen med det: Resultatet var det interview med TS, man kan læse i DMT 1983/84 nr. l, s. 2-15, og som man bedes have in mente under læsningen af den følgende, mere knotne vurdering af udgivelsen som helhed og som præstation. Hovedparten af de mange spørgsmål, jeg allerede dengang havde markeret i margenen, stillede jeg ikke under interviewet, for de skulle overvejes under min senere nærlæsning i halvt tempo, og endelig var det jo ikke meningen med sådan et præsentationsinterview, at udgiveren forlods skulle have mulighed for at tage vinden ud af sejlene på kritikken i dagblade og fagtidsskrifter.

Nu har jeg så læst og læst og lirket og pirket som en anden tandlæge på jagt efter huller, tandsten og andre fordægtigheder - og sandelig er der da også nogle trykfejl, ligesom personregistret bestemt ikke er til blankt UG ... og så er der en del ting, som ser lidt underlige ud, men som jeg besluttede at lade fare hen i det foreløbigt uvisse, fordi det forekom mig spild af livstid og energi at få dem checket af: Så vigtige er de nemlig heller ikke, og det er egentlig just problemet, som man vil kunne fornemme af det følgende. For ikke at komme til at brede mig på én gang urimeligt og utilstrækkeligt, har jeg i øvrigt valgt at formulere min kritik så generelt, at læseren selv må tage stilling under sin kontakt med denne trods alt uomgængelige udgivelse; det gør også, at der er aspekter på sagen, som slet ikke vil blive diskuteret her.

Hvad det ydre angår, havde det været rart, om registerdelens ca. 40 sider også var hægtet på det i forvejen slankere Bd.l, og så kunne forlaget gerne have ofret stift bind på de to bøger, for prisen er betragtelig, og det er jo udgivelsens sigte, at værket skulle være både arbejdsredskab for fagfolk og læsebog for menigmand, ligesom det rent fysisk gerne skulle hænge sammen endnu, når det ad åre står som det første i rækken af tilsvarende udgivelser omkring CN. De valgte omslag er sarte, og forresten gør såvel billedvalg som gengivelse, at de dér og på titelsiderne anvendte fotoportrætter af CN og AMCN nærmer sig hovedpersonsfornærmelse:

Kønne og indbydende er de just ikke, og de påkalder sig ikke engang nyhedens interesse. - Nu har jeg kun haft anmeldereksemplaret i hænde, men dét skæmmes i hvert fald af, at den øvre margen er alt for snært skåret af over de grafisk set meget urolige og varierende tekstblokke, samtidig med at disse, side for side, duver flere millimeter op og ned omkring et middeltal på 2 cm for afstanden mellem pagineringsci-frene og sidens bund. Endvidere er trykket mørkere, end godt er for de viste facsimiler - og så finder jeg det ganske uantageligt, at øvrige nodeeksempler i stedet for at være professionelt udført og med eventuelle tekstord i sats fremstår som m.ell.m. svært læselige facsimiler af... Torben Schousboes egen hånd, og det tilmed uden note derom.

I det hele taget er TS ikke meget for at røbe, hvordan han gør hvad og hvorfor. Det er helt igennem en patriarkalsk sindet udgivelsespræstation: Man skal bare pænt spise det, der bliver sat frem, og være glad til, og har man problemer eller spørgsmål, er man vist et uvidende/udannet bæst eller et utaknemmeligt skarn. Jeg sigter selvfølgelig ikke til udslagene af den diskretion, det fra familiens side var pålagt TS at omgås visse sider af stoffet med, men snarere på, at man som fagmand savner oplysninger om hans behandling af det kildemateriale, vi andre ikke kan komme til før om mange år, samtidig med, at jeg er bange for, at både læg som lærd må føle sig på én gang tvangs-/ overfodret og underernæret/frustreret, sådan som TS i praksis har udformet det store noteapparat.

Hvis så i det mindste de valgte fremgangsmåder var dødkonsekvent gennemført; hvis synsvinklerne var ufravigeligt fastholdt; hvis den enkelte målgruppes specifikke tarv havde været så klart erkendt, at der havde været et sæt usvigelige målestokke at gå frem efter, når der skulle træffes valg og fravalg. Men udgivelsen forekommer mig usikker i sit sigte og (formentlig derfor) usikker i sin konkrete udformning -hvem er den henvendt til, og hvis flere forskellige læsertyper: Hvordan skulle stoffet mon fremlægges og garneres, hvis alle skulle få den optimale fornøjelse og det maximale udbytte af publikationen, når man betænker, at udgiveren i dette tilfælde i flere henseender og stadig for en tid er privilegeret i forhold til os andre (- en situation, som i parentes bemærket gør det umuligt tor en som anmelder at rose ham for det slid, han har haft med det stof, vi andre ikke endnu har adgang til -) ? Disse spørgsmål bød den første gennemlæsning mig at have blinkende i neon over arbejdsbordet, da jeg genoptog kontakten med værket, og når jeg i den foreliggende kritik lægger hovedvægten på de negative resultater af min vurdering, er det ikke så meget, fordi jeg er noget skuffet, men mest for derigennem at pege på nogle farer, der lurer på den, der kaster sig ud i projekter af denne art og størrelsesorden.

Ironisk nok stammer jo mange af problemerne vel fra det enkle forhold, at TS ved for meget på én gang, samtidig med at han ved, at selv han ved for lidt om denne emnekreds - og derfor kommer han til at skjule skovene bag lutter træer og buske, så ivrig han er for at fortælle nyt fra krinkelkrogene og samtidig få demonstreret, at han endnu fra sin studietid mestrer fagets mere rituelle knæbøjninger, har smag for duften af det fineste støv. Det er ikke helt uforståeligt, for når man er midt i et større solistisk udforskningsprojekt, synes man jo selv, at alt tæller og er værd at få fortalt - men som pædagog med en bredere offentlighed som tilhører må man skam føre en anden slags kamp for at vinde gehør og forståelse og må tage både list og brutalitet til hjælp: List over for læseren, brutalitet over for sig selv. Her kræves andre briller og andre fingre i jorden, end når man knokler rundt på forskningens hjemmebane.

Det kan selvfølgelig mege't vel tænkes, at dette og hint vil vise sig at falde på plads og folde sig ud, når først de andre udgivelser i rækken har ydet deres bidrag til forståelsen - men dét er et fristende og uheldsvangert og således meget dårligt argument for ikke til det yderste (- list og brutalitet og common sense; frem for alt: Common sense -) at bestræbe sig på, at netop den givne publikation er til at læse og anvende for sig uden omsiggribende omstændigheder. Så selv om fremtiden skulle gøre mine ord til skamme, synes jeg nu, at TS har truffet mange bizarre valg, når han skulle til at kommentere - for slet ikke at tale om de mange tilfælde, hvor han passerer tavs forbi punkter og forhold, som skriger på note, eller som burde kommenteres, hvis der skulle være nogen konsekvens i tingene. - Og det er barokt og urimeligt, at TS, der mere end nogen anden ved, hvor brist-fældig den hidtidige CN-litteratur kan være, ikke har set det som en glædelig pligt at sørge for, at hans egen skelsættende udgivelse gennem snild håndtering af stof og akkompagnement og forbindende klaver gjorde sig helt fri af disse forgængere (uden dog at forhindre specielt interesserede i at konsultere dem, vejledt af passende henvisninger): Tværtimod læner han sig til dem på en måde, som gør det nødvendigt for læseren at have dem ved hånden - og dét er ikke så ligetil i vore dage, selv ikke for fagfolk: Så hvordan mon det går den menige læser? Jeg er bange for, at de fleste springer over og afstår og går glip - og derved bliver vel publikums indtryk af denne brogede udgivelse endnu mere flimrende?

Måske har TS oprindelig troet, at han kunne spare plads ved denne fremgangsmåde - plads, som kunne udnyttes til offentliggørelse af nyheder og nødvendige noter (- og åh, om der dog havde været virkelig gennemgribende krydshenvisninger inden for udgivelsens og de to binds rammer). Men se så, hvordan han i praksis er kommet til at spilde linje på linje på linje af dyrebar spalteplads ved en helt begynderagtig disposition som at lade litteraturfortegnelsen (inkorporeret i forkortelseslisten) rumme blot CN-litteraturens almindeligste (om end altså ingenlunde let opdrivelige) 'klassikere', mens henvisningerne til såkaldt speciallitteratur som tidsskriftsartikler m.m. skal findes i noterne, hvor de så troligt og artigt fremtræder med fuld bibliografisk musik og hver eneste gang én gang til for prins Knud - hvad om de hyppigst forekommende fra starten af havde været indlemmet i litteraturfortegnelsen og forsynet med handy kendingsmærker? Derved var fortegnelsen også blevet mere værd som oversigt over CN-litte-raturen - som det er nu, har TS ikke engang fundet det betimeligt at give en ordentlig redegørelse for og stillingtagen til forgængernes præstationer og udgivelser, ligesom han efter min mening forsømmer flere gode lejligheder til at hjælpe os til overblik ved at supplere med såkaldte »skjulte bibliografier« i sine noter ... mens han, guderne må vide hvorfor, faktisk giver udførlig besked om Griegs Mozart-arti-kel: Bibliografisk besked, forstås -skønt det dog snarere havde været på sin plads at bruge plads på at sammenligne indholdet af Griegs Mozart-arti-kel med CN's, hvis altså overhovedet noten skulle være mere end kortest mulig?

I det hele taget er noteapparatets funktionsdygtighed (= læsbarhed) og virkekraft (= evne til at berige og belyse) væsentligt spoleret ved udgiverens ulykkelige hang til at videregive oplysninger, som vi godt selv om fornødent (?!) kunne hitte i opslagsværker m.m., og som her alt for ofte er døde i sværen og sterile, fordi han på den anden side ulykkeligvis er tilbøjelig til at underspille den levende side af sig selv som ekspert: Han forholder os (i hvert fald på punkter og områder, hvor jeg havde fundet dem ønskelige for et flertal af læserne) således desværre ofte de formuleringer af egen indsigt, erfaring og fornemmelse, som ville (gen)skabe liv i gitterværket, sætte bær til afhentning i brombærkrattet af data. For slet ikke at tale om den barbariske halvdokumentarisme, der ligger i at citere eller referere alskens koncertprogrammer i noterne uden at standardisere og korrigere og kommentere og supplere, sådan at alle så præcist som muligt vidste, hvad det i sin tid har drejet sig om.

Og ser vi igen på metoden, finder jeg det kritisabelt, at læseren, der det ene øjeblik præsenteres for oplysninger, der virkelig må siges at være (hentet) langt ude, i det næste øjeblik tvinges til at forholde sig passiv ved fraværet af en note: Der er ingen tegn, der meddeler, om fraværet skyldes, at TS har ledt og ej har fundet, eller om han blot ikke har ledt endnu, eller om han som en anden Fafner vogter sine skatte, til det tykkes ham tid at publicere - eller om han her 'blot' har følt sig tvunget til at foretage et fravalg under hensyntagen til plads og læser. Men i sidste tilfælde er det jo så en kilde til yderligere undren, at TS synes, det har været en opgave at bruge sine kræfter og pladsen og vore kræfter på at beskrive visse karrierer og levnedsløb ud over det i den begrænsede sammenhæng aktuelle (?!) eller ud over tiden for CN's egne ditto ... samtidig med at andre personalia indskrænkes til et potentielt vildledende minimum. - Samme misforhold gør sig også gældende på sagområdet.

Ovenstående fører mig tilbage til min kritik af TS's praksis som udgiver af selve kildestoffet - for når j eg så ofte er virkelig uenig med ham, hvad noter og alt det omliggende angår, så er jeg ikke blot berettiget til, men føler mig også foranlediget til at ønske mig klarest mulig besked om beskaffenhed, omfang og indhold af det kildemateriale, han foreløbig er den eneste, vi har at stille vore spørgsmål til... og her er han os betænkeligt mange svar skyldig: Muligvis for ikke at tynge teksten unødigt, som det så smukt plejer at hedde -men dét er han jo allerede godt i gang med, i kraft af noternes overflod og fravær, og da netop det her foreliggende kildemateriale ifølge sin natur ikke er den reneste og skønneste litteratur, så ønsker man sig ikke blot som fagmand, men også som almindelig læser af menneskelige dokumenter at få serveret det hele: Rub og stub, hud og hår.

Ved at gribe redaktionelt ind og udelade mere, end den noksom omtalte diskretionsforpligtelse bød ham: Altså ved på vore vegne at tage stilling til, hvad der er trivialiteter, trivielle gentagelser etc., etc., i hovedtekstens forlæg, gør TS det først for alvor svært/umuligt (?) for dette stof at transcendere, forhindrer det effektivt i at kunne fortrylle os ved sit eget væsen og sine vidnesbyrd om netop det nærvær det øjeblik det ste.d den dag. Vi får ikke engang at vide, om en given udeladelse skyldes diskretion eller pille-/pegefingeri, og der er ikke etableret noget system, der lader os begribe, hvordan en given tekst(del) er udformet (- 'normal-skrift', skribleri, skift i skriveredskab, etc -), ligesom det er overordentlig uheldigt, at der ikke oplyses noget om de enkelte udeladelsers omfang: »Udeladelser i fortløbende kildetekst angives ved-----«, forlyder det blot... og såkan man selv få lov til at grunde over de steder, hvor der er fire sådanne streger ... og hvodden forholder det sig de steder, hvor det ser ud, som om de forekommende streger kunne være sat af den skrivende selv i originalen? ... og kunne TS ikke have fundet på noget bedre end i visse komplicerede tilfælde at bruge den stjerne som tegn omkring sine egne tilføjelser, hvormed han overfører den stjerne, CN selv bruger nogle gange som tegn for at markere ... ja, hvad? Joh, noget i retning af notabene eller udråbstegn eller hurra, har TS fortalt mig - men se om han gider/ husker at fortælle bogens øvrige læsere derom, første gang stjernen optræder i CN's egen tekst! Gudbevares, senere i livet kommer man til et sted, hvor tekstens øvrige omstændigheder tillader én selv at gætte på, om CN mon ikke mente noget i den retning med sin stjerne ; men dét er en ringe trøst og en elendig begrundelse for ikke at give besked med det samme. Måske er det en svipser her - blot er der så talrige andre tilfælde, hvor man piskes frem og tilbage fra stående sted, hvis man vil prøve at danne sig et overblik / bevare overblikket og stadig have mod til at følge den kronologiske vej fremad gennem landskabet.

Noget helt andet er så, at jeg - ud fra det kendskab til kildematerialet, jeg altså kun har fra den foreliggende udgave - tror, j eg selv som udgiver måske havde skåret i teksten, eller rettere: havde fravalgt dele af tekstmassen. Bl.a. for at kunne nøjes med at præsentere et udvalg af CN's 'store ture' inden for rammerne af det ægteskabelige problemkompleks: For de er ærlig talt trælse, hvorimod jeg giver TS ret i, at han ved at bringe tekster fra AMCN's hånd også på dette punkt får belyst ikke blot hendes, men også CN's naturel på en interessant og menneskeligt givende måde. Navnlig AMCN's del af denne del af stoffet er der altså gods i, men jeg må sige, at den langsomme læsning bekræftede min oprindelige fornemmelse af, at parrets ægteskabelige problemer ikke rigtig kan leve op til TS's vurdering af dem som værdige til at være et af udgivelsens hovedtemaer.

Dette være ikke sagt som forklejnelse af disse problemer og deres betydning - blot er det foreliggende materiale, selv med ledsagetekster fra TS's side, ikke tilstrækkeligt til at overbevise mig om, at de to også på dette punkt var et ægte 'stort par', og i sig selv har det ikke saft og udsagnskraft nok til at holde sig oprejst som litteratur på litterære betingelser. Her synes jeg nok, en skønsom og flatterende brug af saks og sytråd havde været en velgerning - og så kunne TS i stedet være gået plastisk, og forskningsmæssigt stimulerende, i detaljer med at vise, hvor og hvordan koblingen mellem hverdag og skaberkraft/skaberakt kan afsløres ved en behændig kobling af dagbogs- og brevstof med (for CN's vedkommende) de bevarede musikalier. Dét kunne sagtens være gjort begribeligt for et flertal af læserne, og så havde man med det sure fået mere af det søde end nu, hvor man, efter at have læst og læst både oppe og nede, nok så ofte blot husker en fornemmelse af, at de to åbenbart hyppigt og længe havde det skidt, hver for sig og sammen, men at de lige så øjensynligt havde svært brug for hinanden for at klare dagen og vejen i livet og kunsten -

-og dét er da et underlig kedeligt resultat af alles møje. Ikke mindst når man bl.a. fra sommerinterviewet ved, at TS har meget mere og mere spændende at trække frem og pege på i kraft af sit kendskab til stoffet og sine egne øvrige studier. Som hans synoptiske tekster er faldet ud, synes jeg, de ofte er alt andet end overskuelige (som de burde være det efter ordets betydning) ; ikke at de da nødvendigvis er klumset skrevet, men fordi de kaster læseren hid og did i kronologien, uden at TS har taget konsekvensen og udbygget krydshenvisningerne tilsvarende. Man bliver så frygtelig træt i hovedet og (hvad værre er) træt af hele foretagendet.

Alt i alt havde det nok været bedst for alle parter, hvis det digre af to bind havde rummet kildetekster og de nødvendigste støttematerialer, mens et satellitbind tilbød alt fra hjælpsomme opstillinger og kort (- fx over ægtefællernes rejser og ophold, hver for sig og sammen -) over noter og henvisninger til essays, hvor TS var blevet tvunget og derigennem måske inspireret til på én gang sammentrængt og ekspansivt at give sine ekspertbud på de sammenfatninger, læseren nu selv må sidde og flikke sammen, mere eller mindre ladt i stikken i denne særegne blanding af prydhave, urtegård, naturgrund og udørk.

De' e' bærret der gør'et, sagde sneglen; og så tog droslen den; mens uglen så til og ventede lidt endnu.

Og tiden løber fra os, før eller senere; så det er nu, det brænder på. Kold og flot må man være, sagde sneen; den havde planer for imorgen.

Årgang 58/1983-1984, nr. 05